Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

WARP

Indieudvikleren trapdoor rammer alle de rigtige tangenter med debutspillet Warp.


Ved du hvad et telefrag er? Det er en ret grusom måde at dræbe sin modstander på, der stammer helt tilbage fra klassiske Doom, og kort sagt går ud på at teleportere sig hen hvor ens modstander står, og dermed gøre ham til splat.

I de fleste spil kræver det en særlig blanding af held og timing at telefragge nogen, da det typisk indebærer at træde gennem en teleport på det helt rigtige tidspunkt. Sådan er det ikke i Warp. Her kan du telefragge dine fjender, både tungt bevæbnede vagter og hjælpeløse forskere, lige så ofte som du har lyst.

Og det har du lyst til ofte. For de er nemlig nogle hjerteløse og ondskabsfulde svin, og jo hurtigere de bliver forvandlet til splat på vægge og gulve, des bedre.

Warp
Dette er en annonce:

Du spiller som Zero, et rumvæsen, der vågner op i en celle i en undersøisk base. Det står hurtigt klart at du bliver holdt fanget og skal udsættes for en lang række eksperimenter - der sandsynligvis vil ende med en pinefuld og skrækkelig død.

Altså er du nødt til at slippe fri. Heldigvis er du udstyret med en meget praktisk evne, der lader dig teleportere hen hvor du vil inden for en kort afstand. Gennem vægge og døre, ind i luftskakter, ned i tønder - og ind i modbydelige mennesker, så du enten kan slå dem omkuld eller give dem en tur i blenderen, indefra og ud.

I princippet kan du også bare lade dem være, og fortsætte din flugt i relativ ubemærkethed, hvis du er til den slags. Mig, jeg vil have fuld hævn for både jeg og de andre tilfangetagne og dræbte rumvæsener. Splat, splat, splat!

Warp

Nu lyder Warp måske som et action-spil, men det er kun den halve sandhed. Eller nok nærmere den kvarte. Warp er i sin essens et puzzle-spil, og et rigtig godt et af slagsen. Dertil er det krydret med lette stealth-elementer, da det som regel er at foretrække (eller bidende nødvendigt) ikke at blive set af vagter og turrets, da de kan ekspedere en på ganske kort tid.

Efterhånden som man begiver sig gennem spillet, får teleport-mekanikken selskab af andre evner, såsom "echo", en slags hologram-spejlbillede, der kan gå gennem vægge og distrahere fjender, og som senere igen udvides, så man kan bytte rundt på sig selv og genstande i banen, og på den led nå områder, man ellers ikke kunne.

Mængden af mekanikker er langt større end det giver mening at opremse her, og i stedet vil jeg sige, at Warp bliver ved med at overraske og bruge sine ideer i nye sammenhænge på en måde, der minder mig om Portal. Det er en stor ros, men den er fuldt fortjent, for det er længe siden, jeg sidst har spillet en action-puzzler, der var så godt skruet sammen som Warp er.

Warp

Der går altid den helt rette mængde tid fra det første "hmm" til det åbenbarende "aha!", når man bliver stillet over for en type udfordring, man ikke er stødt på før. Og samtidigt bliver både de små grå og reflekserne sat på prøve i skøn forening. Sværhedsgraden stiger med den helt rigtige fart, og Warp bliver aldrig kedeligt.

For de virkelig skrappe er der desuden en stribe såkaldte challenge rooms, hvor der for alvor bliver stillet krav, når man enten skal nå helskindet i mål eller dræbe alle fjender på tid. Vil man gøre sig bemærket på leaderboardet, skal man virkelig holde tungen lige i munden her.

Spredt rundt i alle baner er såkaldte Grubs - små dyr, som Zero gladelig spiser, og som samtidigt kan bruges til at købe opgraderinger for. Hurtigere gang, kortere tid mellem ens warps, lydløse fodtrin og lydløse drab er blandt punkterne på menuen, og der er flere, end man kan nå at indkøbe på første gennemspilning. Altså skal der træffes konkrete valg med permanente effekter, og samtidigt er Grub-indsamlingen med til at opfordre til udforskning af de enkelte baner.

Warp

Grafikken er sød og charmerende - Zero selv ligner en gele-klump på ben, der er lige til at kramme - hvilket skaber en spøjs men effektiv kontrast, når man afliver en fjende på usædvanligt blodig vis. Lydsiden gør ikke sig selv synderligt bemærket, men den er bestemt ikke dårlig.

Det eneste punkt, hvor Warp virker svagt, er i bosskampene. Det er som regel tydeligt hvad man skal, men det virker en anelse for tilfældigt om det rent faktisk lykkedes, eller om modstanderen bare beslutter sig for at man skal dø. Der er ikke særlig stor fejlmargen i disse situationer. Heldigvis er load-tiderne ret korte.

I den overordnede sammenhæng betyder det dog ikke de store - det er højst en ridse i lakken, endda på et sted, hvor man ikke kigger så ofte. For ellers er Warp en herlig, opfindsom og gennemtænkt action-puzzler, der er let at gå til og svær at lægge fra sig. Til 800 Microsoft Point er det decideret billigt, og et spil jeg varmt vil anbefale til alle, der holder af spil som Portal.

WarpWarp
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Opfindsomme puzzles, god variation, glimrende kurve på sværhedsgraden
-
Lidt for tilfældige bosskampe
Dette er en annonce:
BETA +