Anmeldelse

Shoot Many Robots

Publiceret 2012-03-13

Walter P. Tugnut er klar til at gå i krig og alverdens robotter ryster i møtrikkerne, men er det sjovt? Læs anmeldelsen og find ud af det...

Jeg forstår ikke hvorfor, det har taget så mange år for alverdens udviklere at lære lektien. Alligevel er det først nu, at det for alvor synes at være trængt igennem, at stort set alle genrer kan få tilføjet lidt ekstra dybde med en smule rollespilselementer, og det synes da også at have været tankegangen da Demiurge i sin tid designede Shoot Many Robots.

Mens spillet gerne vil fortælle dig historien om Walter P. Tugnut, en helt igennem klassisk bonderøv hvis mangel på hjerneceller kun har ladet ham elske to ting i livet: våben og øl, bliver der nemlig også brugt kræfter på at understrege at dette er en krydsning af et rollespil og skydespil.

Dybdegående historier og erfaringspoints er ellers svære at finde, hvilket specielt gælder i spillets første bane. En sølle sømpistol er det primære forsvar mod konstant angribende robotter, og mulighederne strækker sig ikke meget længere end at forsøge at undgå angrebene, mens fjenderne forvandles til fritflyvende møtrikker og skrot.

Walter har godt nok mistet de fleste af hans værdier, faktisk har han måske mistet forstanden eftersom ingen andre synes at kende noget til krigen mod robotterne, men heldigvis har hans autocamper overlevet og den forvandles hurtigt til en hjemmebase som kan benyttes mellem hver bane. Brusebadet har Walter sjældent benyttet, så det konverteres til en våbenbutik, mens fronten af autocamperen indeholder et kort over alle de steder som i Walters verden skal ryddes for levende metal.

Det er naturligvis alt sammen en semi-original udklædning til hvad der basalt er et simpelt skydespil i 2d-perspektiv, men fra starten virker det fint og giver Shoot Many Robots en smule af den personlighed så mange spil i denne genre ellers normalt mangler.

At kalde dette en form for et rollespil er dog alligevel at tage den lidt for langt, for "rollespilselementerne" strækker sig ikke meget længere end at spillet lader dig stige i erfaringsniveau samt finde bonusser på banen, som senere veksles til våben, der så kan erhverves fra badeværelset i Walters autocamper. Her gives ikke evnepoints eller lignende, og faktisk bydes der ikke på nogle statistikker ud over dem, der findes i det udstyr du vælger at bruge.

Udstyret består at våben og forskellige former for hoved- og kropsbeklædning. Walter er heldigvis ikke genert når det kommer til at give ham en fordel i hans kamp mod overmagten, og derfor kan du udstyre ham med nogle mildest talt mærkværdige klæder, så længe bonusserne er gode nok. Selv endte jeg med at rende rundt med en ishockeymaske, pink skoletaske med håndmalede hjerter og ballerinakjole, som tilsammen lod mig svæve lidt længere i luften, samt sørgede for, at jeg gav større skade og at mine chancer for et kritisk angreb blev højnet.

Udvalget af våben er også originalt, og da Walter på alle tidspunkter har plads til både et primært våben med uendelige ammounition, samt et sekundært våben med et bestemt antal skud i kammeret, er kombinationerne mange. Pistoler, maskinpistoler, granatkastere, automatrifler, flammekastere, panserværnskanoner, frysestråler og laservåben findes alle på banerne, men kan først bruges efter at være blevet købt med de møtrikker som besejrede fjender efterlader.

Desværre krakelerer hele systemet en smule ved at nogen ikke har ladet deres grådighed trænge ind i spillet. Således vil man hurtigt erfare at der skal arbejdes for møtrikkerne, hvis man da ikke har lyst til at bruge lidt rigtige penge på at købe ekstra møtrikker i spillet. Gør man det vil man hurtigt få adgang til udstyr som er alt andet i butikken så overlegent, at de efterfølgende baner på det nærmeste ikke yder nogen form for modstand. Med andre ord indeholder Shoot Many Robots nærmest præcist det skrækscenarie som ethvert FPS eller MMO der benytter sig af "in-game purchases" konstant må bruge tid på at regulere sådan at det ikke ødelægger spilbalancen - her blot uden nogen egentlig balance.

Købssystemet er dog ikke det eneste sted hvor Shoot Many Robots halter, for når spillet allerede efter de første par baner begynder at genbruge alt fra baggrundsgrafik til baneopbygning, og insisterer på at angribe med de samme fjender igen og igen, begynder det hele at virke lidt for velkendt.

Havde fjender og baggrunde i det mindste været interessante at kigge på, havde historien måske været en anden, men udvikleren synes at have udviklet en speciel form for cellshading, som kombineret med en kærlighed til forskellige facetter af den brune farve, får det hele til at virke underlig uskarpt. Det halvkedelige grafiske udtryk overgås dog med længder af det "jeg-vil-så-gerne-være-bluesrock-men-er-lavet-af-en-mand-uden-forstand-på-musik"-lydende soundtrack, og det er første gang i årevis, jeg kan huske at have slukket for baggrundsmusikken.

Alt dette får det nok til at lyde som om Shoot Many Robots er en skrækkelig oplevelse om alle bør undgå, men det er ikke rigtigt.

Faktisk er jeg ikke i tvivl om, at mange vil synes den morskab de har fået ud af at låse op for de sidste våben, nå det højeste erfaringsniveau eller lege med den kaotiske 4 spiller co-op har været spillets pris værd. Personligt er jeg dog skuffet over, at her ikke er mere adspredelse i alt fra grafisk udtryk til banedesign, og nok mest af alt at spillet slet ikke lever op til det enorme potentiale som jeg stadig mener lidt spredte rollespilselementer kan føje til enhver genre.