Krudtrøgen siver, da vi sætter os foran skærmen for at tage fat på Total War: Shogun 2 - Fall of the Samurai, den fritstående udvidelse til Total War: Shogun 2. Det er den anden udvidelse i rækken efter DLC-pakken Rise of the Samurai.

I Fall of the Samurai kan du vælge at tage side med kejseren, hvis du går ind for modernisering, eller med Tokugawa-shogunatet for at bibeholde status quo og de gamle traditioner. Uanset hvad du vælger, vil der ikke være mangel på tilbud fra de vestlige magter om at købe nye og mere avancerede måder at dræbe hinanden på. Tiden for ærefuld kamp mand mod mand med katana er hurtigt ved at rinde ud.

Jeg var lidt skeptisk over for overgangen til nyere krigsførelse. Ganske vist er gatling guns og havartilleri efterspurgte nyheder, men i Total War: Shogun 2 undgik jeg bevidst overdreven brug af de nyvundne krudtvåben. Forgængerne Empire: Total War og Napoleon: Total War var underholdende, men jeg var stadig lettet over at kampene i Shogun 2 var hurtigere og mere actionprægede. I 1800-tallets Boshin-krige tager de europæiske stormagter, sammen med et allerede veletableret USA, denne form for krigsførelse til et Japan, der er på vej ud af 200 års isolation og undertrykkelse. Denne japanske borgerkrig har alle ingredienser til at blive lige så blodig som den amerikanske, og du vil møde og handle med franskmænd, englændere og amerikanere i det, at de alle prøver at få foden indenfor hos Japans næste hersker.

Tokugawa-shogunatet har fordelt Japans over 60 regioner mellem næsten lige så mange krigsherrer, der var loyale mod dem under den forrige borgerkrig, der afsluttede Sengoku-perioden. Nogle klaner befinder sig derfor i helt andre områder end du husker dem, fra da du spillede Shogun 2, mens en stor andel er helt nye klaner. Med så mange klaner bliver du kastet ind i en svært intrikat diplomatisk setting, hvor mange loyaliteter er uafklarede, og mange agendaer er i spil. Men der er hovedsageligt to sider, kejserens og shogunatets, og du kan vælge at deltage i grusomhederne, der udspiller sig, som en af seks klaner.

Valget er dit, og du får mulighed for at påvirke historiens gang. Der er små forskelle i hvilke enheder og taktikker, der vil være tilgængelige for dig, alt efter hvad du vælger. Jeg valgte at løfte fanen for progression og kejserens urokkelige position i samfundet som klanen Tosa. Familien Yamanuchi har fået tildelt regionen som Chosokabe holdte, før de valgte forkert side i den forrige borgerkrig, men det betyder ikke, at dette er et lige så let udgangspunkt som i det forrige spil.

Kampagnekortet er ikke helt det samme som vi så i forgængeren. Der er nu kommunikation med Frankrig og England i vest, og USA i øst. Kortet er også blevet udvidet en smule mod nord, så dele af øen Hokkaido nu er tilgængelig og befæstet. Byerne er også ændret og frisket op, mens de topografiske konturer på kampagnekortet er gjort mindre og dermed giver mere plads til troppebevægelser. Hærene kan flyttes kortere i hver tid, sammenlignet med forgængeren. Et år er blevet til 24 ture, hvilket vil sige at én tur svarer til to uger, og hver årstid varer seks ture. Derfor har hver årstid særlige taktiske variationer, der betyder at de har større indvirkning på strategien end før.

Flere spændende fremskridt, der hurtigt viser sig på kampagnekortet, er telegraf- og jernbanelinjen, der strækker sig gennem centrale regioner på Honshu. Den har indvirkning på blandt andet troppeflytninger, men har til gengæld begrænset omfang. Jernbaner kan nemlig ikke lægges hvor som helst. Også søfarten er meget forandret. Søfarende fort lastet med samuraier er erstattet af kanonlæssede sejlskibe, frigatter og ironclads. Og disse kan bombe byer, hære, ressourcer og havne inden for en vis radius på kampagnekortet. Dermed er det også nødvendigt at udstyre havnene med tilsvarende landbaseret artilleri, som kan beskytte havnene mod angreb. Og i et land som Japan, hvor stort set alle regioner har en kystlinje, gør det, at opgradering af byernes fæstningsværker bliver af afgørende betydning, også der hvor regionen ligger udsat for landbaserede angreb.

Det maritime artilleri vil også kunne bruges til at bombe slagmarken far søen, når to hære mødes på land, hvis de er inden for rækkevidde. Brugen af artilleri er begrænset både af en nedkølingsperiode, tiden der går inden skuddene træffer, og en begrænsning i antallet af angreb. Det kan gøre interessante ting ved balancen mellem to sammenstødende hære, og med mange kanoner i flåden kan en velrettet kanonsalve gøre enorm skade. Det er en uforglemmelig oplevelse, når din sidste enhed er i færd med at blive slået på flugt af fjendens udspekulerede baghold, og du så trækker trumfkortet og bomber angrebshæren i småstykker, og derved tager sejren.

I starten af spillet er de fleste af byerne allerede udstyret med fæstningsværker tilsvarende det næsthøjeste niveau i Shogun 2, og i Fall of the Samurai kan de opgraderes videre. Dermed starter man med mure af sten og dybe forsvarsværker, der gør belejringer endnu mere kringlet end i forgængere. Man kan nu også vælge at opgradere forsvarstårnene med gatling-våben, bueskytter eller rifler.

På den åbne slagmark er det ikke kun artilleri, gatling-våben og armstrong-kanoner, der dominerer. Selvom de mere moderne styrker er udstyret med vestlige geværer og revolvere, så holdes tempoet oppe af svært ivrige japanere, der gerne vil engageres i nærkamp med de kataner, som de fleste af dem bærer i bæltet. Der opstår derfor et meget mere dynamisk og hurtigt flydende strategielement, end jeg havde forventet på forhånd. Du kan også komme endnu tættere på kamphandlingerne end nogensinde før med den nye førstepersonsmodus, hvorfra du selv kan styre kanoner og gatling-våben. Men selvom det at meje fremadstormende kavaleri ned med en gatling er ubeskriveligt stilet, så har funktionen overhovedet ingen praktisk betydning på slagmarken. Det er langt mere effektivt at styre kanonerne på almindelig vis end selv at fyre salverne af i førsteperson.

Førstepersonsperspektivet er også integreret i søslag, men er stort set værdiløst. Det så godt ud, den første gang jeg prøvede - i nøjagtig tre minutter. Så lang tid går der, før min flåde er inden for rækkevidde af fjenden, og jeg indser, at så længe en væsentlig del af krig på søen foregår med bredsider, så er det nytteløst med et perspektiv, der kun kigger lige frem, og som tilmed begrænses af masterne. Man kan hverken se hvor fjenden er, eller hvad man skal skyde på.

Bedre er derimod den nye mulighed for søslag i havnebassiner. Det vil sige, at hvis man angriber en besat havn, vil man være nødt til at sejle ind i det trænge havnebassin og erobre fjendens skibe og havn. Hvis fjenden har opgraderet sit havneartilleri, kan det blive en blodig kamp mod både landfaste og søgående fjender.

Også infanteriet er blevet opgraderet siden Total War: Shogun 2, og rifler og matchlocks er dominerende, men det er stadig de, der sværger til de gamle bushido-traditioner og samuraier, der er mest udbredte blandt alle klanerne. Valget mellem traditionelle og moderne enheder bliver et strategisk valg, også fordi de har forskellig indvirkning på udforskningen af nye teknologier, hvilket er en central del af kampagnedelen. Med tiden kan man også leje elitetrænede marinesoldater fra franskmændene, briterne og amerikanerne. Dette akkompagneres af agenter fra de nævnte lande, veteraner der reducerer drifts- og rekrutteringsomkostningerne for moderne soldater. Sammen med ninja, geisha og revolutionære missionærere er agenterne mange og afgørende. Især når en by overtages af en daimyo med andre sympatier, bliver det vigtigt at indprente loyalitet mod sin sag.

Total War: Shogun 2 - Fall of the Samurai minder meget om forgængeren på mange områder, men som en fritstående udvidelse er det et strategispil til fans af serien, uanset om de har spillet Shogun 2 eller ej. Det er et spil, der bidrager til at gøre Total War-serien stadig mere intuitiv og hurtig. Multiplayer byder ligesom Shogun 2 på en meget samarbejdsvenlig online-del. Hvis Boshin-krigene og nyere japansk historie vækker interesse, er dette et flot spil, som giver mere end nok underholdning for pengene.