Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

OIL RUSH

Olie er nutidens guld. Med det i tanke tager Jonas fløjlshandskerne af og går i krig for de dyrebare dråber.

Hvad får man, hvis man blander et strategispil med tower defense-elementer sammen med en setting, der hurtigt leder tankerne hen på filmen Water World, og til sidst krydrer det med en grafik, der virkelig imponerer...? Svaret er Oil Rush. Her finder vi et eksempel på et ganske velfungerende spil fra en udvikler, der ikke har milliarder af dollars i ryggen, men som alligevel formår at levere.

Verden er oversvømmet efter en nærmest altødelæggende krig, og olie er blevet det råstof, som alle kæmper om. Du indtager rollen som den nyuddannede kommandør Kevin, der bliver kastet ind i kampen om det sorte guld, og dermed skal styre slagets gang på ordrer fra en gammel og gnaven general. Dette opsummerer ganske glimrende den lidt tamme historie.

Oil Rush
Dette er en annonce:

Hver bane indeholder en række forskellige platforme, hvor de mest basale er olieboreplatforme og produktionsplatforme, der producerer eksempelvis vandscootere og kanonbåde. Senere i spillet bliver det også muligt at gøre brug af fly, helikoptere og luftskibe i kampen om de dyrebare oliedråber og ikke mindst de forskellige platforme. Disse produktionsplatforme klarer selv produktionen af fartøjer, og det koster ikke ressourcer, som det normalt gør i strategispil.

Dette er en annonce:

Hvis man vil sætte produktionshastigheden op, skal man købe en opgradering, der koster en vis mængde olie. På samme måde kan man opgradere disse produktionsplatforme med tårne, der affyrer forskellige former for projektiler, når fjenden kommer for nær. Opgraderer man tårnene yderligere, vil de være i stand til at modstå selv større angreb, men alle disse opgraderinger koster naturligvis olie, så det handler i høj grad om at overveje nøje, hvad der skal opgraderes på hvilke tidspunkter.

Oil Rush

Olieboreplatformene kan ikke opgraderes med tårne, så der er man nødt til at bruge nogle af sine tropper til at forsvare dem, når de fjendtlige arméer lægger vejen forbi. For at sætte en gruppe af fartøjer til at forsvare en given platform skal man klikke på den platform, de i forvejen er sat til at forsvare (som udgangspunkt er der her tale om produktionsplatformen). Dernæst vælger man, om man vil tage kontrollen over 25, 50 eller 100 % af de tilknyttede fartøjer, hvorefter man klikker på den platform, man ønsker de skal forsvare. Det er den samme procedure, når man skal angribe en fjendtlig platform, og hvis man nedkæmper modstanden dér, vil ens angribende tropper begynde at cirkle om den nye platform og dermed forsvare den mod potentielle angreb.

Den måde at kontrollere sine tropper på er det, der adskiller Oil Rush fra en del andre spil i strategispilsgenren. På både godt og ondt. Har sendt sine fartøjer mod en platform, vil man først kunne kontrollere dem igen, når de er forbundet til den pågældende platform, medmindre man får annulleret angrebet nærmest i samme øjeblik, som man har beordret det. Dette fungerer i praksis fint nok, da den kunstige intelligens er god nok til, at ens tropper gennemfører angrebene på tilfredsstillende vis i de fleste situationer. Det har dog også den effekt, at man ind i mellem keder sig lidt, da man sommetider bare venter på, at ens tropper vinder en ny platform, eller at ens egne platforme modstår et angreb.

Oil Rush

I klassiske strategispil skal man hele tiden tilpasse sit spil, så man er klar til angreb, forsvar, opgraderinger og lignende, men i Oil Rush klarer platformene selv produktionen af enheder, og når fjenderne angriber, kan man bare håbe, at ens tårne kan modstå bombardementerne. Man har ikke mulighed for decideret at ændre taktik midt i kampen, men kan derimod blot tilkalde flere enheder fra andre platforme, og i længden bliver det en anelse ensformigt.

For det meste handler det om at kontrollere nogle udvalgte platforme for at gennemføre den pågældende bane, men der er også sidemissioner, hvor man eksempelvis skal kontrollere samtlige platforme på kortet, og dermed optjene bonuspoint. På den normale sværhedsgrad viste det sig, at spillet bestemt kunne mønstre en hæderlig udfordring, hvilket kom til udtryk specielt i de senere baner i spillet, hvor en sværm af fjendtlige fartøjer nærmest konstant var på vej mod mine baser. Når jeg så sendte en større gruppe fartøjer af sted for at erobre deres baser, blev jeg mødt af en mindre hær, der virkelig gav mig kamp til stregen.

Oil Rush

Firmaet bag spillet er det russiskbaserede Unigine Corp, og Oil Rush er deres første spiludgivelse - tidligere har de stået bag forskellige GPU-benchmarks, og nok derfor er grafikken et af de helt store trækplastre i Oil Rush. Vandeffekterne er blandt de bedste, jeg har set i et spil, og det var nemt at falde i staver, når man lagde mærke til mængden af detaljer, der gemte sig under overfladen - et væld af forskellige koraller, oversvømmede bygninger, isbjerge, tang og andet godt. Selv når man zoomede helt ind på sine tropper og nærmest var i niveau med havoverfladen, var det muligt at se forskel på de forskellige koraller på havbunden - lækkert!

Også over vandet imponerer grafikken. Der er lagt en masse arbejde i banedesignet, der spænder over de Water World-lignende områder med rustne jernbaser, oversvømmede storbyer, arktiske områder fyldt med isbjerge og de mere tropeagtige koralrevsfarvande. Eksplosioner, napalmangreb og ikke mindst de mange fartøjers færden på vandet ser også blændende godt ud med alt, hvad det indebærer af skumsprøjt og vragdele, der flyver gennem luften.

Oil Rush

Lyden er hverken specielt god eller specielt dårlig og kan bedst beskrives som middelmådig og forudsigelig. Der er den klassiske bombastiske musik, som man kender det fra mange andre strategispil, og derudover er der lyden af krig på vand. Så kort kan det siges. Nå ja, og så er der en irriterende computer-kvinde-stemme, der giver hints til styring og missioner. Hvor grafikken er overvældende, er lyden en anelse tam.

Da der ganske enkelt ikke var specielt mange online på noget tidspunkt var det så som så med online kampe, men det lykkedes dog at få stablet et par af dem på benene efter at have brugt et godt stykke tid på at oprette forbindelse til andre spillere. Målet er naturligvis at erobre fjendens platforme, men det hele bliver igen lidt hæmmet af, at man ikke selv styrer produktionen af enheder, så man i mange situationer blot venter på at have en stor nok hær klar til at gå til angreb. Det var dog til tider dejligt hektisk, men det var ikke helt nok til at få mig overbevist om, at det var her, jeg skulle bruge min tid. I takt med at flere får købt spillet, kan dette dog ændre sig, da det godt kan gå hen og blive voldsomt underholdende, når fire forskellige spillere kæmper om hinandens platforme.

Oil Rush

Unigine Corp gør et godt stykke arbejde med deres indtog på spilmarkedet, og Oil Rush lykkes med en masse idéer og tiltag, der adskiller det fra andre titler i genren. Det bliver ikke så anderledes, at de fleste ikke vil kunne hoppe direkte ind i spillet, men det kræver dog en smule tilvænning, at man har mindre kontrol med det hele, end man plejer at have i strategispil. Det er også et af spillets største svagheder, for det bliver lidt kedeligt i længden ikke at kunne vælge præcis, hvilke enheder man vil producere, og ikke mindst at kunne tilrettelægge sin strategi ned i de mindste detaljer. Jeg kom hurtigt til at føle, at spillet klarede lidt for mange opgaver for mig, og selvom jeg i starten syntes, at det var ret fedt at kunne skifte mellem forskellige kameravinkler, når mine tropper angreb en fjendtlig platform, så bliver det i længden ensformigt kun at kunne kigge på.

Spillet formår dog alligevel at underholde, hvilket i særdeleshed skyldes det hektiske gameplay i de senere baner, hvor man for alvor bliver udfordret af hobevis af angreb fra de fjendtlige tropper. Her stråler spillet virkelig, når man angriber to-tre forskellige platforme, mens man samtidig skal forsvare to af sine egne mod fjenden, alt imens man desperat venter på, at flere enheder kommer til syne fra ens produktionsplatforme.

Oil Rush

Alt dette indrammes af en grafik, der overstråler mange andre spil på markedet, og som er stærkt medvirkende til, at man formår at leve sig ind i spillet, selvom historien ikke fanger én på nogen måde. At man så bruger meget af tiden i spillet med at kigge på det lille mini-kort i højre side af skærmen, det gør ikke grafikken mindre smuk.
Kunne du tænke dig at prøve en lidt anderledes strategispilsoplevelse, der på trods af småskavanker stadig formår at levere en underholdende oplevelse til en pris, der kun ligger lidt over de 100 kroner, så er Oil Rush bestemt et køb værd.

Oil Rush
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Fantastisk grafik, hektiske kampe, god udfordring
-
Ligegyldig historie, middelmådig lyd, ensformigt i længden

Brugeranmeldelser

  • TheMercenary
    Anmeldelse - Oil Rush. Iceberg Interactive, 2012. Tænk over navnet. Oil Rush. Hos de fleste lyder det ikke som et strategispil med fantastiske... 8/10
Dette er en annonce: