Jeg mindes den første gang, jeg besøgte Kamurocho. Jeg forelskede mig i konstrasten mellem de mørke gyder og det blændende neonlys. Jeg elskede regnen, de befolkede gader og hvordan jeg kunne fare vild på kun få sekunder. Loyale Yakuza-fans er blevet budt velkommen tilbage i dette lille fiktive Tokyo-kvarter i snart syv år, men det har absolut set bedre dage. I dag forfalder lejlighederne, biler brænder på gaden, og bedstemors hund er netop blevet spist af zombier.

Yakuza-serien har blandet dødalvorlige mafioso-begreber som hæder og magt med lattervækkende melodrama siden 2005, men det har aldrig været så vanvittigt som i Yakuza: Dead Souls. Sega har besluttet sig for at sætte punktum for deres gangsterdrama, og når man har så mange figurer og uløste konflikter som i denne serie, så er et zombie-apokalypse nok den eneste måde at gøre det på. Det er ikke bare en uhørt effektiv måde fuldstændig at rive en så veletableret spilverden ned på, det formår også at være fantastisk underholdende.

Historien i Yakuza: Dead Souls er mindst lige så velskreven som i tidligere dele. Til tider bliver de langtrukne mellemsekvenser dog lidt for meget, og visse sekvenser tager sig selv alt for alvorligt, mens andre gør det præcist modsatte. Alt i alt er det dog en ambitiøs zombie-fortælling, Kazuma Kiryu og gutterne er havnet i, og det er et tiltrækkeligt friskt koncept til at det er interessant helt frem til slutningen.

Man skal heller ikke glemme, at zombier er så tæt på den perfekte spilfjende, som man kan komme. De er som omvandrende målskiver med åbenlyse motiver, og det er ikke svært at finde anledninger til at skyde mod dem. Ingen tager det ilde op, når en zombie bliver sendt tilbage til helvede, og det er stadig tilfredsstillende at eskortere dem dertil, uanset hvor mange millioner af dem, man allerede har betjent.

Hvor tidligere spil i serien har handlet om nærkamp, så er det store skydevåben, der er i fokus i Yakuza: Dead Souls. Det kunne give det indtryk, at det er en traditionel tredjepersonsskyder, men skydemekanikken er bevidst underudviklet for at gøre plads til seriens rollespilselementer, hvor det handler om at samle genstande og låse op for nye færdigheder. I bevægelse kan man kun skyde i bestemte retninger, og vil man sigte manuelt, må man stå stille i bedste Resident Evil-stil. På mange måder føles det som et mere struktureret Dead Rising, da mange af genstandene i omgivelserne kan benyttes, men er man ikke vant til den slags spil, vil man føle sig meget handicappet i starten.

Spillet har dog et ganske stort balanceringsproblem. Efter en times spilletid havde jeg fået fingrene i en rigtig fed revolver, der kunne pensionere de allerhårdeste udøde med nogle velplacerede skud mellem øjnene. Kombineret med en opgradering, der får våbnet til automatisk at låse sig ind på målets hoved, blev jeg mere eller mindre uovervindelig gennem spillets første halvdel, og uventet modstand blev der hurtigt taget hånd om, idet jeg brugte alle mine penge på at opgradere dette dødsredskab yderligere.

Generelt set er kampene ensformige. Selvom fjendetyperne er mange og varierede, i hvert fald når det kommer til udseendet, kan man benytte den samme taktik gennem hele spillet - også under de store bosskampe.

Denne taktik går ud på at stille sig i et hjørne og lade autosigtet klare resten, og de få gange, det ikke fungerer, er det fordi spillet pludselig er blevet billigt. Fjender, som slår en ned, straks efter man har rejst sig op, og bosser med kilometerlange livsmålere er ikke svære at besejre, kun frustrerende. Dette, kombineret med de monotone omgivelser, som Kamurocho består af, gør at man blive træt af Yakuza: Dead Souls før den tolv timer lange kampagne er klaret.

Som sædvanligt er her rigeligt med sideaktiviteter at kaste sig ud i. Arkadehaller, sushibarer, hostess-hoteller og folk i nød venter den, der vil udforske byens natteliv. Alting føles herligt japansk, og selvom det meste fungerer præcis, som det har gjort de sidste par år, så dur det stadig som tidsrøver, når man har brug for en pause fra zombie-slagteriet. Er man allerede fan, vil man bestemt komme til at elske Yakuza: Dead Souls.

Visse dele af spillet er fuldstændig vanvittige og får en til at grine højlydt foran tv-skærmen. Selvom der sprøjter litervis af blod hvert minut. Disse mindeværdige sekvenser fanger Yakuza-seriens særlige stemning, og får det på en måde til at virke helt normalt, at der vandrer udøde zombier rundt i gaderne i stedet for uopdragne lømler, der skal have et par flade.

Desværre er der andre dele af de tidligere spils charme, der er fraværende. Jeg har som sagt altid godt kunne lide de farveglade japanske gader ved nattetid, men her er de erstattet med gråt og brunt i overflod. Det hjælper ikke, at spilmotoren er begyndt at vise sin alder. Spilverdenen er forholdsvis fri at vandre rundt i (man kan tilmed snige sig ind i den zombie-belejrede karantænezone, hvis man skulle blive rastløs), men den er delt ind i mange mindre sektioner, og mellem disse venter der lange loading-tider. Dead Souls formår heller ikke at imponere på musikfronten, med anonym techno-pop der gentages i det uendelige, så man til sidst er på randen af vanvid. I det mindste er det japanske stemmeskuespil lige så stabilt som serien har ry for.

På trods af dets brister kan jeg faktisk godt lide Yakuza: Dead Souls en hel del. Konceptet er lige så veludført som det er absurd, og jeg sætter virkelig pris på, at Sega tør tage disse chancer.

Desværre er det til tider meget krævende, men det er den slags, man må leve med, hvis man vil tage del i denne unikke spiloplevelse.