Anmeldelse

Inazuma Eleven 2: Firestorm/Blizzard

Publiceret 2012-04-17

Level 5 forsøger igen at kombinere rollespil og fodbold i efterfølgeren til Inazuma Eleven, men holder det stadig? Læs anmeldelsen lige her...

Er du nogensinde blevet fanget af en af de mange japanske tegnefilm, som de danske tv-kanaler er begyndt at importere i stor stil? Plottet er ofte det samme, og en eller anden halvkikset dreng bliver betroet en hemmelighed som gør at kun han kan redde den kendte galakse fra overmagten fra det ydre rum. Jeg har brugt timevis på den slags fortællinger, hvilket er en af grundene til at det hele virker så velkendt da jeg starter Inazuma Eleven 2 op.

Historien tager sin start kun en uge efter hvor det forrige spil sluttede. Mark og resten af fodboldholdet er knapt kommet sig oven på den store turnering, inden der igen er fare på fære. Men hvor det sidste gang var en potentiel opløsning af fodboldklubben der tvang drengene til at komme i form igen, er truslen denne gang langt større.

Alius Academy er navnet på de nye modstandere, hvilket man hurtigt lærer er et passende navn, når de sekunder efter at have vist sig, fortæller at de rent faktisk er mystiske rumrejsende som er kommet til jorden for at udrydde alt liv. Deres metode har de efter lang tid i tænketanken besluttet sig skal være fodbold, og hvis der ikke er et menneskeligt hold som kan stoppe dem, vil læderbolden inden længe ende som tegnet på dommedag. Det her er ikke ligefrem finkultur.

På trods af potentielt at have brugt mere end 40 timer på at sammensætte og træne det stærkeste hold i det forrige spil, er det nærmest som om Mark og vennerne på en uge har glemt hvordan man spiller fodbold. I hvert fald er der nogle voldsomme nederlag i vente når man starter spillet, hvilket nok ikke mindst skyldes at alle statistikkerne er blevet nulstillet.

Man starter altså helt forfra i det nye eventyr, og det er faktisk en smule skuffende når så mange andre spil nu er begyndt at tillade spilleren er overføre sit gemte spil. På den anden side giver det udvikleren rig mulighed for igen at proppe eventyret med nye spillere som skal rekrutteres, nye evner som skal læres og en ny mission som skal løses.

Indhold er der masser af, ikke mindst fordi her igen er tale om et spil der er mere rollespil end fodbold-simulation. Opbygningen minder til forveksling om den fra sidst, og hovedmissionen er altså at rejse kongeriget tyndt for at finde nye, bedre spillere til holdet, træne dem, lære dem nye tricks og spille så mange kampe som muligt. Der er i omegnen af 1500 forskellige spillere, så hvis Pokemon-serien allerede har lært dig at alt indhold skal findes, kan du godt vinke farvel til enhver form for fritid i de næste mange uger.

Præsentationen er også igen i top, hvilket ikke kommer som den helt store overraskelse når man ved at det er japanske Level 5 der står bag spillet. Mellemsekvenserne består af flotte tegnefilm, flere af figurerne har egne stemmer med typisk britiske accenter, og grafikken hiver de sidste kræfter ud af den aldrende Nintendo DS. Den stylus-baserede kontrol på banen virker også fint, og selvom det er langt fra de flydende spil man kender fra FIFA-serien, passer det godt til seriens unikke genre-blanding.

Det er bare ærgerligt er det hele er set før. At sige at efterfølgeren minder om det første spil, er en underdrivelse af format. De to spil er på nær deres historie, nærmest identiske og det føles derfor som om man kæmper sige vej igennem det samme eventyr igen, det samme 40 timer lange eventyr vel og mærke. Bedre bliver det ikke af at man bør have gennemført det første kapitel, fordi historien i efterfølgeren er en direkte forsættelse - her er altså ikke den store mulighed for blot at springe det forrige spil over.

Med Pokemon-serien som forbillede, har man også valgt at udgive Inazuma Eleven 2 i to forskellige versioner: Firestorm og Blizzard. Forskellene er dog ikke særlig store og bestemmer mest af alt hvilke unikke spillere det er muligt at rekruttere, samt hvilken pige Mark blive tæt med.

Da jeg for lidt mere end et år siden anmeldte det første spil i Inazuma-serien, var jeg begejstret for dets blanding af rollespil, fodbold, flot grafik og en semi-skør historie. Jeg havde sikkert vist den samme begejstring for det nye eventyr, hvis det da ikke lige havde været fordi at det til forveksling minder om det det første. Desværre gør den enorme mængde af genbrug det dog svært at nyde og anbefale frem for forløberen, der på nuværende tidspunkt tilmed kan findes til en billigere pris.