Birds of Steel har måske ikke det mest fristende, sexede udgangspunkt for et spil nogensinde, ej heller det mest originale. Men gemt godt bag det uinteressante udtryk findes en flysimulator som er blandt de bedste på konsollerne.

Spillet er udviklet af Gaijin Entertainment, der med sit arbejde på det velansete Il-2 Sturmovik: Birds of Prey har masser af erfaring med genren. Og Birds of Steel spilder da heller ingen tid med at etablere dets sans for detaljer. Mens hovedmenuen langsomt viser fly efter fly, er det således svært ikke er blive imponeret over holdets dedikation til at holde det hele troværdigt.

Denne forpligtelse til at holde det hele realistisk dækker stort set alle aspekter af spillet - baner er blevet designet ud fra satelit-fotos fra ikoniske kampe, og introer fortæller om konteksten og de taktiske valg bag hver mission. Selv Stephen Fry er klar som fortæller og låner sin stemmer til nogle sort/hvid-sekvenser, der giver det hele lidt ekstra kontekst.

Mentaliteten overføres også til gameplayet, hvor vægten lægges på korrekt at styre et fly. Her er ikke noget af alt det der Ace Combat-sludder, og i stedet satses alle kræfterne på en god, gammeldags simulator. Heldigvis tilbydes der dog tre forskellige sværhedsgrader, som betyder at alle kan være med.

De tre forskellige sværhedsgrader er dog ikke tænkt at gøre spillet lettere eller mere besværligt, men giver i stedet blot en forskellige oplevelse. "Simplified" blander tilpas mange hjælpemidler med et tempo der er højere og actionsekvenser der er mere umiddelbare, hvilket giver en tilfredsstillende blanding af realisme og arcade-action.

Vælger man i stedet de højere sværhedsgrader som "Realistic" og "Simulator" tvinges man til at være mere opmærksom på eksterne faktorer, samt overveje alle de taktiske muligheder i forhold til hvad man har til rådighed.

"The Historic Campaign", den hvor Stephen Fry er fortæller, kaster dig ind i nogle af de store salg mellem de amerikanske og japanske styrker. Klassiske slag som Midway, Guadalcanal og Pearl Harbour er alle med, men problemerne i kampagnen viser sig desværre tidligt.

Missionerne følger alle en temmelig stiv struktur hvor man starter, flyver til punkt A, kæmper mod skibe/fly og afslutter med at flyve tilbage til basen. Nogle missioner blander formularen med et punkt B eller måske endda et bagholdsangreb, men ingen af dem skiller sig ud og byder på en interessant afledning, hvilket betyder at det hele begynder at blive kedeligt ved den fjerde mission.

Det er også når man spiller alene at grafikken og lyden gør sig bemærket på alle de forkerte måder. Mens flyene drager fordel af en afsindig opmærksomhed når det gælder selv de mindste detaljer, kan det samme slet ikke siges om den verden man befinder sig i. Banerne er måske nok nøjagtige og afmålte efter satelit-fotos, men de mangler alle de grafiske detaljer der gør dem betagende at se på.

Historien er nogenlunde den samme når det gælder lyden. Soundtracket består ganske vidst af heroiske melodier, men i størstedelen af missionerne tvinges man til at lytte på støjende kommandoer over radioen. Det ville have været en lækker detalje hvis man rent faktisk kunne høre hvad der blev sagt, men i stedet må man vente til målet for missionen ruller over det nederste af skærmbilledet.

Det hele er dog ikke et totalt spild af tid, da nogle af missionerne indeholder enkelte øjeblikke hvor spændingen er så stor at man næsten holder vejret. Specielt nogle af de tidligere amerikanske missioner der involverer Wake Island skiller sig ud. Her må man begive sig i kamp med et overtal af japanske fjender, velvidende at odds'ne ikke er på ens side mens fjendtlige projektiler forsøger at gennemhulle flyets tynde metalplader. Disse øjeblikke giver et glimt af hvor god hele kampagnen kunne have været, og viser i det hele taget spillet fra dets stærkeste side.

Med tanke på disse mangler, er det en lettelse at kampagnen ikke udgør størstedelen af spillet - den ære tilfalder i stedet flerspiller-mulighederne. Der er mulighed for at vælge 4-spiller co-op (som naturligvis bedst anbefales med tre venner du kender, frem for tilfældige Xbox-spillere), samt 16-spiller kampe. Deathmathces er den hurtigste vej frem hvis man vil tjene XP som bruges til at låse op for nye fly med. Det sjoveste er dog ikke jagten på 100 fly som man kan låse op for, men i stedet nedplafning af andre menneskelige spillere i de digitale skyer.

Ud over de sædvanlige muligheder er der også "Dynamic Campaign", hvilket tillader dig at genskrive nogle af de mest historiske slag. Fans med interesse i verdenshistorien vil finde det sjovt at pille ved fortiden, og faktisk er indholdet i disse sidemissioner langt mere gennemtænkt og indholdsrigt end man normalt forventer af den slags. At man kan spille disse special-missioner med vennerne hjælper også enormt.

Birds of Steel er bedst når man flyver igennem den sorte røg fra et fjendtligt fly som er blevet ramt, velvidende at de sekunder senere vil styrte mod jorden. I disse øjeblikke formår spillet nemlig at byde på den sjældne blanding af spænding og simulation, der ellers synes at være en mangelvare i genren.

Alligevel betyder de mange småfejl og generelle mangel på afpudsning at spillet er svært at anbefale til alle. Her bydes på lige dele fantastisk og frustrerende underholdning, og en oplevelse der når den klikker, tager dig med op i et luftlag hvor kun de færreste simulatorer på konsollerne befinder sig.