Anmeldelse

Rhythm Thief & the Emperor's Treasure

Publiceret 2012-04-14

Segas kunst-tyv er klar med sit første eventyr på Nintendo 3DS og vi har trykket løs til de mange rytmer. Læs anmeldelsen lige her...

Nogle gange kan man undre sig over hvorfor så mange udviklere synes at glemme formatet, når de udvikler til de håndholdte platforme. I stedet for at lave oplevelser der passer til de mindre dimensioner og den langsommere hardware, arbejdes der ofte på spil, der prøver at gøre de stationære konsoller kunsten efter, og resultatet er sjældent godt.

Flere håndholdte spil burde med andre ord lære deres lektie af Rhythm Thief, der ikke kun byder på et velproduceret og passende rytme-eventyr, men samtidigt krydrer det med en masse ideer og mekanikker, som allerede har vist at de virker i andre håndholdte spil.

Raphael er hovedpersonen, der med et design og en attitude hentet fra stort set enhver af de japanske tegnefilm, der lige for tiden kører på de danske tv-kanaler, umiddelbart virker fjollet og ligegyldig. Hans fritid fordrives som alteregoet "Rhythm Thief 'R'" hvor han som kunsttyv suser gennem Paris' gader på jagt efter nye spor i det mysterium, hans far efterlod ham med, da han tre år tidligere pludselig forsvandt.

Fra starten er det altså kun Raphael, hans hund Fondue og deres jagt på nye ledetråde, man følger. Men fordi Sega tydeligvis har været dybt fascineret af Proffesor Layton-serien, blandes det hele inden længe med et større mysterium, hvor en genopstanden Napoléon Bonaparte viser sig at være hovedskurken, og det virker faktisk overraskende godt.

Det hele er ligeligt delt op mellem historiebidder, udforskning og rytmespil. Man bevæger sig derfor rundt på et kort over Paris, peger på byens indbyggere for at snakke med dem og forsøger generelt at løse deres småproblemer. En af måderne at gøre dette på er ved brug af den båndoptager, man hele tiden har på sig. Med den er det muligt at optage lyde, der eksempelvis kan bruges til at snyde alarmsystemer, minde folk om sange de havde glemt eller vugge ulykkelige småbørn i søvn.

Hovedhistorien er dog spillets største drivkraft, og det er ved at følge denne, at du bliver introduceret for de mange forskellige rytmespil. Disse sekvenser viser oftest hvordan Raphael skal snige sig ind i en bygning, besejre Napoleons sammensvorne eller undslippe politiet, men måden det gøres på er skruet sammen med stor variation.

I ét rytmespil skal man således spille violin ved på de rigtige tidspunkter at bevæge stylussen mod venstre eller højre, mens man i det næste har fire knapper på den trykfølsomme skærm, som hver dækker over forskellige kropspositioner, der skjuler Raphael fra de mange vagter. Andetsteds bydes der på slåskampe, hvor simple knapkombinationer kan redde dagen, og variationen er faktisk så stor, at man sjældent bliver træt af at holde rytmen.

Sega har dog alligevel ment at der skulle fyldes lidt ekstra på oplevelsen, og faktisk er det her, eventyret fejler grovest. Eksempelvis opfordres man til at trykke løs på den trykfølsomme-skærm, hver gang man træder ind i en ny scene, for på den måde at finde skjulte guldmønter. Der er ingen former for ledetråde til hvor guldmønterne skal findes, og det hele virker alt for tilfældigt, som en tam måde at tilføje det hele lidt ekstra spilletid.

Taget i betragtning at dette er et spil, der har musik og rytme som de primære omdrejningspunkter, kunne man også godt have ønsket at lydsporet havde været mere interessant, for med enkelte undtagelser er det virkelig ikke meget af musikken man vil huske, så snart den givne scene er overstået.

Værst er dog, at udvikleren ikke har kunnet lade være med at inkludere opgaver, hvor gyroskop-funktionen i 3DS'en skal bruges. Disse opgaver virker mildest talt ikke, hvilket er specielt tydeligt når konsollen eksempelvis skal svinges omkring for at hjælpe Raphael med at undgå potentiel skade.

Det er ærgerligt, at Sega ikke har haft tiden til at file de sidste af spillets kanter til, for det er ikke til at tage fejl af, at dette har været meget mere end en hurtig ligegyldigheds-produktion for firmaet. Grafisk er hele eventyret flot og lækkert designet, og når rytme-spillene fungerer bedst, bliver tankerne hurtigt ledt hen på det eminente Elite Beat Agents.

Desværre er lydsporet ikke godt nok, samtidigt med at man fra tid til anden støder ind i nogle tåbelige opgaver som dræber det meste af hyggen. Rytme-konger med styr på takterne bør derfor give spillet et forsøg, mens alle andre bør gå lidt mere varsomt til værks.