Rockstar har gjort det. Lavet en efterfølger til et næsten ti år gammelt gammelt spil, der både formår at være tro mod sine forgængere og samtidigt føles lige så moderne og finpudset som man kunne håbe på.

Det har ellers været en hård fødsel. Reaktionerne på de første billeder af en skaldet, halvfed Max Payne iført hawaiiskjorte og omgivet af solskin og palmetræer var temmelig lunken, og spillet er blevet forsinket adskillige gange. Men det er vand under broen, for Max Payne 3 er på alle måder det spil, jeg havde håbet på.

Vi befinder os i Sao Paulo. Max er blevet lokket til byen af Passos, en gammel kammerat fra politiskolen, og arbejder nu som privat sikkerhedschef for de tre stenrige Branco-brødre, der ernærer sig som henholdsvis byggematador, politiker og evigt festende playboy. Den ældste af de tre brødres trofækone bliver kidnappet af gangstere fra slummen, og snart er Max i et kapløb med tiden om endnu engang at redde en kvinde, der har lagt sit liv i hans hænder. Med indblanding fra paramilitære lejesoldater og politiets specialstyrker står det dog snart klart, at der er mere til sagen end en simpel kidnapning, og Max ender hurtigt ude hvor han ikke kan bunde.

Graphic novel-stilen fra de oprindelige spil er droppet til fordel for fuldbyrdede animerede mellemsekvenser, ganske som vi er vant til fra andre Rockstar-spil som Grand Theft Auto og Red Dead Redemption. Det er en velkommen ændring, for disse sekvenser er skarpt instruerede og skrevne, og selvom de kan være ret lange til tider, trænger de sig aldrig på. I stedet føles de som naturlige afbræk fra de mange flyvende kugler og levende målskiver.

James McCaffrey er tilbage i rollen som Max Payne, og er bedre end nogensinde. Han rammer den perfekte balance mellem livstræt, selvhadende sarkasme og rapkæftet actionhelt (i et blandingsforhold der lyder noget i retningen 9:1). Dertil undgår manuskriptet forgængernes tendens til at være så dystre, at det grænsede til selvparodi - selvom der kommer mange gode grin ud af Max' spydigheder undervejs.

Når det kommer til selve gameplayet, holder Max Payne 3 sig - heldigvis - tæt op af sine forgængere. Det betyder højoktan action og intense ildkampe, godt krydret med seriens varemærke, bullet time. Det er en umådeligt tilfredsstillende følelse at kaste sig sidelæns ud fra sit dække og i slowmotion placere kugler i panderne på fire fjender, så de falder døde om inden man selv lander på jorden.

Fjender skubbes bagud og falder omkuld med stor troværdighed, når dine kugler rammer dem. En kugle i skulderen udløser andre animationer end en kugle i benet, og det ser altid forrygende ud. De fantastiske animationer går også igen i Max selv, der bevæger sig med en realistisk tyngde, når man sætter af eller skifter retning. Og animationen, når man smider et tohåndsvåben for at trække begge pistoler ud af skulderhylstrene, er decideret sexet.

Rockstar har lavet et par mindre tilføjelser, hvoraf den mest bemærkelsesværdige er et coversystem, men de føles alle som diskrete og naturlige udviklinger, der udvider ens arsenal af muligheder frem for at overtage dem. Max Payne er ikke blevet til Gears of War, bare fordi man kan sidde på hug under et vindue.

Sammenlignet med tidens øvrige store actiontitler (det vil sige Call of Duty) er her desuden bemærkelsesværdigt lidt scripting i selve actionsekvenserne. Fjender vælter frem fra døre, vinduer og hushjørner, når du krydser usynlige linjer, men ellers står det dig frit for, hvordan du vil tackle det aktuelle opgør. Det er yderst sjældent at folk dør eller ting sprænger i luften, uden du selv har trykket på aftrækkeren, ligesom man stort set aldrig fratages styringen med Max.

Dog er der steder, hvor der skrues ekstra op for de cinematiske virkemidler, og Max kaster sig ud i halsbrækkende manøvrer i fuld bullet time. Eksempler kan være et sted, hvor man kurer ned af et tag, mens man skal ramme en gidseltager i fjæset, eller fra døren af en kørende bus skal nakke ens forfølgere, så man kan undslippe. Oftest tjener de som indledning til traditionelle ildkampe, og selvom de er de hårdest scriptede dele af spillet, føler man ikke at man bliver taget i hånden og trukket afsted.

Puristerne vil desuden glæde sig over, at her ikke er noget med regenererende health, og man kan selv bestemme i hvor høj grad man kan låse sigtet fast på fjenderne med venstre aftrækker - eller slå det helt fra. Sværhedsgraden er sat tilpas højt, og på "normal" tog det mig otte-ti timer at komme gennem spillet, med utallige dødsfald undervejs. I øvrigt er der næsten igen load-tid, fra man dør til man er i gang igen.

I modsætning til tidligere spil i serien, kan Max nu kun bære tre våben ad gangen - to i pistolstørrelse og ét i geværstørrelse, og det sidste smider han fra sig, hvis man trækker begge pistoler samtidigt. Udvalget af våben er enormt, og man finder hurtigt sine favoritter, men det føles sjældent som en begrænsning, ikke at kunne bære flere.

Undtagelsen er dog, når man ender med et våben med lasersigte. Af en eller anden grund forsvinder det normale sigtekorn med disse våben, og man har i stedet kun den røde laserstråle fra geværets munding at gå efter. Det fungerer ikke særlig godt, for nu at sige det pænt, og jeg endte hurtigt med at undgå disse våben som pesten. Desværre er der situationer, hvor man ikke rigtig har andre muligheder.

Rockstar har begået lidt af en genistreg ved at placere størstedelen af spillet i Brasilien. Sao Paulo er en smeltedigel, hvor en bred vifte af miljøer sømløst kan kædes sammen. Undervejs kæmper vi os gennem alt fra natklubber, stadions, favela-ghettoer og junglefloder, og gennem et par flashbacks kommer vi blandt andet også til at genopleve New Jersey, med alt hvad det indebærer af klassisk Max Payne-vinter og italienske gangstere. Det er en frisk vinkel på et klassisk spil, der fungerer fremragende.

Som noget helt nyt har Rockstar tilføjet multiplayer til serien i Max Payne 3, og det fungerer ganske enkelt upåklageligt. Bullet time er også med. Kan du se en spiller, der går i bullet time, ryger du selv i slowmotion, og det samme gælder hvis han kan se dig - altså er der ikke noget med at hænge i luften, mens man bliver skudt i "normal tid". Dertil kommer et væld af opgraderinger, våben og udstyr, man kan låse op for, ligesom man selv kan skræddersy sine loadouts i bedste Call of Duty-stil.

Bullet Time er kun et af flere såkaldte "Bursts", man kan vælge at udstyre sig selv med. Alle kan de aktiveres, når man har optjent nok andrenalin (hvilket gøres ved at skyde folk), men holder man igen og sparer adrenalinen op, kan man aktivere med større virkning. Ét burst giver for eksempel adgang til tungere våben, så man på niveau to får et særdeles effektivt maskingevær, og på niveau tre en drabelig granatkaster. Andre bursts hjælper holdet som helhed, så man for eksempel kan se alle modstanderne på minikortet.

Max Payne 3 byder på en række opfindsomme spiltyper, hvor flagskibet er Gang Wars - her spiller man fem runder, der knyttes sammen som en lille mini-kampagne. Spiltypen skifter fra runde til runde, afhængigt af hvem der vinder og taber, mens sidste runde er ren team deathmatch, med spawnfordele til det hold, der indtil da har føringen. Med alle spiltyper kan man i øvrigt vælge, om man skal kunne låse sigtet til fjenden, ganske som i singleplayer.

Multiplayer-delen komme næppe til at overtage verdensherredømmet, men det er en sjov og solid tilføjelse, der nok skal forlænge spillets levetid.

Max Payne 3 er på alle måder en succes. Historien bliver måske lidt mudret hen mod slutningen, men ellers fyrer det på alle cylindere fra start til slut. Det er hæsblæsende action, der er smukt instrueret og forfriskende frit for mange af de faldgruber, der ellers plager genren for tiden. Kort fortalt er det her det bedste skydespil, jeg har spillet længe. Lad ikke bildækket om maven bedrage dig - Max Payne er i sit livs bedste form.