Magi og computerspil er jo et fortræffeligt mix. Hvad ville Elder Scrolls, Dragon Age og The Witcher være, hvis der ikke også var plads til et ordentlig skud magi? Men også inden for andre genrer kan man tale om magi. Filmmagi er jo som oftest udtryk for det ekstra krydderi, der får det hele til at gå op i en højere enhed, selvom det ikke helt præcist kan siges, hvad det var, der var godt.

I Sorcery er det en hel del lettere at pege på, hvad der er godt. Move controlleren og styringen af tryllestaven er som skabt til hinanden og fra første greb, føler man sig vitterligt som en troldmand. Men derudover er Sorcery desværre lidt for uambitiøst til at trække de helt store karakterer frem.

I Sorcery følger vi troldmandslærlingen Finn, der hjælper landsbyens lokale troldman Dash. Potter skal skures rene, gulve skal vaskes og vand skal hentes i brønden, så den daglige dont er mildest talt røvsyg. Men som en lille sidegesjæft øver Finn sig i det skjulte på at blive en rigtig troldmand. Da Dash en dag drager i byen, "låner" Finn en magisk tryllestav og en drik, der gør ham i stand til at bruge staven. Men som det jo så oftest går med glade amatører, glider Finn i bananskrællen og vælter en kogende gryde med en magisk drik, og må med den talende kat Erline drage til at helligt gravsted under jorden for at finde ingredienser til en ny portion. Her møder han en ånd fra det hinsides, og hendes tårer viser fremtiden, hvorved ikke alt viser sig at være, hvad det udgiver sig for.

Så er der vist smedet et godt, klassisk skoleridt af et fantasyeventyr sammen, og herfra eskalerer begivenhederne hurtigt. Inden man slippes løs i nye baner, fortælles Finns eventyr ved hjælp af en animeret tegneserie, a la stilen fra Infamous-spillene, og det er måske meget godt, for spillets egen 3D grafikmotor er ikke noget der går i historiebøgerne. Jovist, det ser skam ikke grimt ud, men miljøerne synes hurtigt flade og intetsigende, og når man kæmper sig vej igennem førnævnte grotte eller den lokale landsby virker det mest af alt som en kulisse - uden npc'er og med et skabelonsskårent design. Samtidig er der heller ikke meget udforskning i eventyret, udover et par sideveje med en ekstra skattekiste i ny og næ. Der ville ældre spillere føle sig trækket lidt rundt i manegen, hvor yngre spillere sikkert vil finde det helt tilpas.

Figurerne i eventyret skal også have et par ord med på vejen. De er få, men sjove og karakteristiske personligheder. Især hvis man slår lyden fra, når de taler, for stemmeskuespillet er stærkt overspillet og mest af alt ligegyldigt. En af de sjoveste personligheder er alkymisten, som man kan møde på sin vej, og i bedste omrejsende købmandsstil hjælper en med ingredienser til at brygge trylledrikke - for en lille skilling, vel at mærke. Ved hjælp af de ingredienser man finder rundt omkring i banerne, kan man lave trylledrikke med nye effekter, så man bliver en bedre troldmand, og blandingen af disse foregår foran gryden. Ved hjælp af research kan man se hvilke ingredienser, der kombineret giver nye drikke, hvorefter man selv får lov til at tilsætte dem i gryden og røre hele gøgemøget sammen, som en gammeldags Joe and the Juice smoothieekspedient, og til Finns fordel holder disse portions sig i kroppen hele spillet igennem. Altså lige undtagen polymorph-eliksiren, der forvandler Finn til et dyr i nærheden, hvilket oftest viser sig at være en rotte. Sådan en trylledrik er man glad for ikke holder for evigt, men selve ideen fejler ikke noget, og at se banen og navigere igennem alt skraldet som rotte er rigtig sjovt og et godt afbræk.

Når det så kommer til indtagelsen af disse smoothies foregår det også med Move, da man først skal ryste blandingen godt sammen og "hælde" ned lige lukt ned i gabet ved at tippe kontrolleren. Lyder det besværligt midt under kampe? Indrømmet, det er lidt bøvlet. Men Move controllerens skifter farve, når den magiske eliksir er klar til indtagelse, og det gør det noget lettere at koncentrere sig om spillets kampe.

Her viser Sorcery sin svage side, for kampene er nær ikke så sjove, som man umiddelbart skulle tro. Fjender bliver genbrugt ofte og kommer i lange baner, så det til sidst føles unaturligt, og der er sjældent nogen spændingsopbygning, men til gengæld lidt for meget repetition. Samtidig er det også ret svært at skyde vertikalt med Move controlleren, så man danser rundt om komaakvariet i forsøget på at ramme de fjender, der har placeret sig på afsatser. Der måtte auto-aim funktionen godt være lidt mere tilgivende, og så havde det i øvrigt også været modtaget med kyshånd, hvis man kunne se og påvirke den, og ikke kun skulle bruge fagterne med Move.

I samme åndedrag må også kameraet få et drag over nakken, for i kampens hede fokuserer kammeraet, og derved ens præcision på en specifik fjende, selvom man prøver som en gal at ramme den fjende, der står tættest på. Det må gerne strammes lidt mere op, tak.

Til gengæld er de forskellige spells man kan kaste ret sjove, og man kan både lave jordskælv, tornadoer og skud af is, der gør fjenden stivfrossen, så han er lige til at nakke. Det er her, Sorcery til gengæld skinner som en nyslået mønt, man fandt i lommen på et par gamle cowboybukser. Der er ikke noget som følelsen af at svinge ens tryllestav og slå et stivfrossent stykke af banen i stykker med en gigantisk hammer, for senere at åbne for et par store vandrør, hvor man ved at smide en isspell skaber en improviseret isbro ud af ingenting. Trolddommen og magien er altid ved fingerspidserne i form af Move, og den fungerer faktisk rigtig, rigtig godt.

Så har man Move og er man marginalt interesseret i alt, hvad der indebærer trolderi og magi, bør man give Sorcery et skud. Ældre spillere vil højest sandsynligt finde spillet for lineært og let, men havde jeg været i starten af mine teenageår, så er Sorcery det tætteste man kan komme på selv at udleve fantasien om en dansk Harry Potter, og så havde jeg været helt solgt. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til toeren, da der er plads til forbedringer, men indtil da skal der kastes nogle flere spells og brygges flere trylledrikke.