Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

RESISTANCE: BURNING SKIES

Resistance er tilbage på endnu en af Sonys håndholdte, men kan den gøre Bend Studios fantastiske Retribution ære? Lee anmelder.

  • Tekst: Lee West

Jeg kæmper for at bevare fatningen. Slutningen på mit fem-seks timers lange eventyr er nær. Jeg misser kort med øjnene: er det en Auger som min soldaterven hidsigt fyrer løs med på det blomstrede halvtredsertapet? En hurtig inspektion afslører, at det ikke er det ikoniske Resistance-våben der kan skyde gennem vægge, som lige nu bliver affyret mod tapetet. Jeg løber hastigt mod døren til højre for mig og kigger ind på den anden side af væggen. En Chimera stirrer ondskabsfuldt på sin side af væggen som en anden tapetinspektør, mens han skyder som en gal. Jeg trækker en finger over skærmen og affyrer min armbrøsts sekundære våben. Blam. Chimeraen er død. På den anden side vågner min soldaterven og kæmper nu for at komme gennem døren hvor jeg står.

Det er næsten så jeg græder.

Resistance: Burning Skies
Dette er en annonce:

Jeg har altid fundet Resistance-serien interessant. Selv PSP-udgaven elskede jeg. Da jeg anmeldte Retribution i 2009, kunne jeg kun juble over hvor godt manglen på et ekstra analog-pad var skjult, og hvor lækkert spillet fungerede på en håndholdt. Bend Studios havde vist at Resistance-ånden sagtens kunne leve videre uden Insomniac Games ved roret, endda på en PSP.

Med Resistance: Burning Skies er det atter en anden udvikler der får chancen. Nihilistic har dog ikke som Bend leveret et hav af gode shooters, men derimod PlayStation Move Heroes og konsol-Conan til masserne. Preview-udgaven, jeg havde fingre i for lidt over et halvt år siden, havde dog potentiale.

Nu er turen kommet til Resistance: Burning Skies. Der loves masser af nye tiltag og med William C. Dietz bag historien (forfatteren, der også har skrevet blandt andet bogen Resistance: The Gathering Storm) er der lagt op til noget fornuftigt. Og selvom eksempelvis Android og iOS-formaterne har leveret en del gode FPS-spil, så er der en ting, som mange har savnet: fysiske knapper og pads. Med to analoge sticks, fornuftigt hardware og en kendt forfatter, er vi sådan set næsten i mål.

Desværre er Resistance: Burning Skies omtrent så kedeligt og kønsløst som en shooter overhovedet kan være. Det starter ellers hæderligt. Det er slut med militærfolk, for historien skal denne gang handle om, hvordan menigmand oplevede den store invasion i USA i halvtredserne. Regeringen har længe kendt til situationens alvor og sikkerhedslejre er oprettet flere steder i landet, da vi møder hovedpersonen på den første dag.

Resistance: Burning Skies

Min rolle i spillet tager nemlig sin begyndelse på Ellis Island i 1951. Navnet er Tom Reiley og jeg er brandmand. Den lille ø ved indsejlingen til New York fungerer som modtagelsesstation for indvandrere, men denne gang er det en noget speciel en af slagsen. Denne gang er det nemlig de modbydelige kimæere der står for indvandringen. Og det er sådan set allerede her, at filmen begynder at knække. For der går ikke længe før Tom har flækket knolden på den første Chimera, og uden problemer eller undren affyret et enormt futuristisk våben (med de vanlige dobbeltfunktioner) og mødt den tapre (og ganske skabelonsskårne) modstandskvinde Ripley... eller var det Ellie?

At hovedpersonen har både datter og kone gør ikke oplevelsen mere personlig eller menneskelig. Heller ikke når familiens liv er i fare og regeringens planer afsløres. For den ene middelmådige mellemsekvens overtager den anden. Og bedre bliver det ikke af at dine partnere tit både kan snakke og skrige uden at bevæge munden, eller at de som oftest er dumme som snot. Heldigvis er kimæerne heller ikke for kløgtige, og at iagttage dem klumpe sammen og rende ind i hinanden ender hurtigt som en ufrivillig morsom sidebeskæftigelse til brandslukningen.

Nøjagtig som når mine midlertidige frænder render rundt som undslupne mentalpatienter efter et vellykket hvidt snit.

Resistance: Burning Skies

Husker du de to første spil i serien, vil du sikkert mindes deres fornemmelse af grandeur og den ubehagelige stemning, når enorme lokationer dannede kulisse for de mange kampe. Selv det tredje spils trykkende stemning gav billeder, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen. I Burning Skies er der for det meste linære korridorer med en væltet bil eller en smadret trappe, der venligt, men bestemt, leder dig på rette vej.

Ganske få timer inde i spillet kommer din første store modstander og der rystes lidt lækkerier ud af den lille håndholdte. Et monster så enormt at den efterfølgende danner kulisse for en hel bane er overraskelsen, men hvad der virker som en spændende ide taber hurtigt pusten igen. Også selvom molen den befinder sig ved er spillets første rigtig flotte kulisse.

Når man senere skal kæmpe sig over George Washington Broen, får man på trods af lokationens begrænsede område dog alligevel en fornemmelse af invasionens omfang. Og på trods af lidt flade teksturer hist og her, er det en rimelig flot oplevelse, der ved et hurtigt kig kan levere lidt af det vi kender fra de ægte konsolversioner. Det afløses dog hurtigt af endnu en klaustrofobisk lokation.

Og sådan er det hele vejen: Lovende tendenser afløst af middelmådighed eller værre.

Resistance: Burning Skies

Bare tag våbnene. Hjulet fra Resistance 3 vender tilbage på PS Vita og et tryk på trekant bringer det atter op, så man hurtigt og effektivt kan vælge våben. Du kan samle et dusin forskellige dræbere op, og de er nøjagtig så fantasifulde som altid.

Og så er det tid til endnu en skuffelse. Ganske vist har PS Vitaen ikke to skulderknapper, så en løsning skal findes til våbnenes velkendte sekundære funktioner. Men fremfor at benytte eksempelvis Vitaens bagside som sekundær knap, klistrer udviklerholdet "intuitive" touch-funktioner på våbnene. Og melee-våbnet. Og granaterne. Og dørene. STOP. Touch kan være en fin løsning til enkelte elementer, især hvis man mangler fysiske knapper. Men det her?

Lad mig tage dig gennem en scene, hvor du skal åbne en dør, affyre din Mules sekundære skud én gang og kaste en granat. Du bevæger dig med venstre analog som altid, styrer kameraet med højre. Og du kan skyde på din trigger. Vil du åbne døren, skal du dog trykke på touch-skærmen. Nu ser du en fjende. Du kan markere ham ved at trykke på ham, men da vi vil nakke ham med en armbrøst undlader vi dette. Vil du lige kaste en granat trækker du denne fra granat-ikonet over til der, hvor du vil kaste den. Den sekundære funktion i dette tilfælde en slags armbrøst, aktiveres ved at stryge fingeren skævt over skærmen og derefter trykke på højre skulderknap. Og så kan du skyde ét skud, før du skal stryge igen.

Resistance: Burning Skies

Kort sagt: kan du leve med touch-funktioner, der gennemsyrer din spiloplevelse, så vil du sikkert ikke finde mange fejl ved styringen, for den er ganske solid. Men har du ligesom undertegnede nok touch på din tablet eller mobil, er chancen for at du bliver irriteret stor. Bare fordi PS Vita har touch på skærmen, behøver man jo ikke glemme dens lækre dual sticks, bagside eller knapper.

Kunne man bare slå ligegyldige touch-funktioner fra, ville alt være i skønneste orden. For som sagt er våbnene som altid yderst fantasifulde. Du har ved hver af dine våben seks specialiseringer. Og denne gang kan de tweakes ved hjælp af en slags energicubes (der naturligvis skal vendes og drejes ved at stryge på skærmen).

Tag eksempelvis Augeren. Her kan du vælge at opgradere den så det beskyttende energiskjold (der naturligvis sættes op ved at placere to fingre på skærmen og trække dem fra hinanden) varer længere. Du kan sætte den til at affyre triple-skud, skyde hurtigere, rumme mere ammunition eller se længere, når der skal skydes gennem vægge.

Da disse cubes med undtagelse af nogle få er svære at finde på de forskellige baner, er der god grund til at gennemspille kampagnen flere gange, for at få ens våben opgraderet bedst muligt. Dette er ganske fornøjeligt og let et af de bedste aspekter ved Resistance: Burning Skies. Heldigvis er kampagnen også ganske varieret og der er tider, hvor man gribes af stemningen og hvor spillet rent faktisk er rigtigt sjovt at spille.

Og måske vil det for mange være nok. For udover en til tider fornøjelig singleplayer-del, så er der en fin multiplayer-del med masser af baner gemt, og det kan dårlig intelligens trods alt ikke punktere. Men måske kan den manglende lobby klare det (der var den igen: potentiale efterfulgt af skuffelse). Du vælger nemlig ganske enkelt en banetype uden anelse om hvilke kampe der er i gang, og så er det ellers bare at vente og håbe på at der dukker nok spillere op til at fylde holdene, der minimum kræver fire mands deltagelse.

Der bydes på survival, hvor dræbte spillere efterfølgende konverteres til chimeraer og hurtigt øger panikken, mens overlevelseschancerne og dermed chancen for sejr bliver mindre. Der bydes også på Team Deathmatch for seks (ikke mindre) til otte spillere, og så kan der optjenes XP, som ligeledes vil hjælpe dig til at opgrade de mange våben. Og du kan gemme tre load outs til hurtige kampe. Du kan også optjene XP ved at inficere andre Vitaer med viral markedsføring gennem Near (en funktion jeg ikke kunne afprøve).

Som med alle typer multiplayer, er det dog svært at spå om fremtiden. Og på nuværende tidspunkt har det derfor ikke trukket karakteren hverken op eller ned.

Som singleplayer-oplevelse er Burning Skies dog ikke andet end middelmådigt med momentvise overraskelser og sjov. Enkelte grafikfejl, flade teksturer, kedelige figurer, overdrevet touch, skabelonsskåret historie og latterlig AI er med til at trække ned i helhedsindtrykket.

Der gemmer sig nogle fornuftige mekanikker, et hæderligt spil og et potentielt godt multiplayer-spil, men grafisk og historiemæssigt er Uncharted flottere mens Unit 13 spilmæssigt er sjovere, og så er det altså svært at forsvare et køb til andet end de største fans.

Resistance: Burning Skies
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Fede våben. Varierede lokationer. Glimt af morskab.
-
Alt for meget touch. Middelmådig historie. Linære baner. Ligegyldige personer.

Brugeranmeldelser

  • Nike
    Som nogle af jer måske husker, så spillede jeg tidligere på sommeren Call of Duty: Black Ops Declassified, på Playstation Vita. Det var et utroligt... 4/10
  • rosen1234
    personlig syndes jeg at resistance serien på playstation 3 er nogen af de bedste skydespil nogensinde selv resistance til pspen var godt og... 5/10
Dette er en annonce:
BETA +