Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

LOLLIPOP CHAINSAW

Højkoncentreret tyggegummipop møder ækle zombier i skøn forening, der rammer plet på de fleste punkter. Men misserne er desværer også ret vigtige...


Man kan sige meget om zombie-spil, og om hvordan der måske bliver lavet lidt for mange af dem, men det er et absolut fåtal, der har en overgearet, overglad og motorsavssvingende cheerleader i hovedrollen. Men det har Lollipop Chainsaw, og hvor resten af genren oftest handler om gys, død og fortvivlelse (på trods af at hovedpersonen måske er iklædt bondage gear a la Dead Rising), så gør dette spil sig oprigtigt umage med at undgå de typiske troper. Endda til et punkt, hvor zombierne taler og råber ukvemsord efter en.

Man spiller som Juliet Starling, cheerleader og slikkepindsfanatiker, der måske ikke har en strålende karriere som raketfysiker foran sig, men mere end kompenserer for det med entusiasme og optimisme. Og så er hun også den midterste søster i en karriere af zombiejægere, og dræbte efter eget udsagn sin første zombie i en alder af seks måneder. Med en skarpsleben rangle.

Lollipop Chainsaw

Og zombie-jægere er der hårdt brug for, da skolens althadende goter har åbnet en port til helvede og rejst en hær af zombier, der nu hærger rundt i byen.

Lollipop Chainsaw er ikke et spil, der tager sig selv særlig seriøst, og gudskelov for det. Det sprøjter ud med lyserøde hjerter og regnbuer, hver gang man kapper hovedet af en udød, og generelt er stemningen enormt uskyldsren og boblende - og samtidigt også enormt lummer. Det er én stor pærevælling af popkultur-referencer, brud på den fjerde mur, skæve bemærkninger og fjollede jokes, men i en hårfin balance, hvor det sjældent rammer ved siden af.

Hele præsentationen er enormt stilrent gennemført. Fra de tegneserie-agtige menuer, der alle ligner noget taget ud af en gammel tegneserie lavet med billigt tryk, til det eminente soundtrack, der blander tyggegummi-klassikere som Chordettes' Lollipop og Toni Basils Mickey med hårdtpumpende dødsmetal i skøn forening.

Lollipop Chainsaw

Ligeledes er stemmeskuespillet og dialogen fremragende, og de mange samtaler mellem Juliet og hendes kæreste Nick (et afhugget hoved, der hænger i en kort snor fra Juliets hofte) er næsten uden undtagelse altid morsomme. Det samme gælder skurkene, fra de gængse zombier, der temmelig kulørt fortæller, hvad de vil gøre med Juliets lig (man skal nok regne med at få sit ordforråd udvidet undervejs), til bosser som en punkrock-zombie, hvis bandeord bliver til fysiske bogstaver, man skal undgå, og en syret hippie-zombie, der kaster om sig med hallucinationer og forvrøvlet røgsnak.

Lyd, musik, koncept, præsentation, kort sagt al indpakningen, går op i en højere enhed, der trods et hav af indflydelser og inspirationskilder alligevel formår at hænge sammen. Og det er for disse ting, man skal give Lollipop Chainsaw en tur i maskinen.
For gode som de er, kan disse ting ikke lægge skjul på, at Lollipop Chainsaw rent spilmæssigt blot er en temmelig ordinær brawler. Man løber ind i et rum, smadrer nogle zombier, løber videre til næste rum, smadrer nogle zombier, og sådan fortsætter man frem til hver af de fem kapitlers boss, krydret med en lille smule quick time events undervejs.

Lollipop Chainsaw

Og det er sådan set det. Man kan købe sig til nye combo-moves og stat-forbedringer undervejs (og jeg bliver aldrig træt af butiksmenuens kombination af sukkersød musik og Juliets kommentarer), og man får adgang til et par nye evner undervejs, såsom muligheden for at skyde zombier på afstand, men det er ikke noget, der ikke er set før. Og i mange tilfælde også gjort bedre.

Dertil kommer, at Lollipop Chainsaw snildt kan gennemføres på under seks timer, at grafikken er lidt tynd, kameraet til tider halter, og her ikke er den store genspilningsværdi (medmindre man virkelig elsker at jagte highscores).

Lollipop Chainsaw

Tag ikke fejl, jeg synes Lollipop Chainsaw er umådeligt underholdende, har rigeligt med grin, og byder på en præsentation og koncepter så kvæstede, at man snyder sig selv, hvis ikke man oplever dem. Men rent spilmæssigt er det helt og aldeles ordinært og gennemsnitligt. Man kunne godt ønske sig, at Suda51 og hans kumpaner havde lagt lige så meget energi i at lave sjovt gameplay, som de har brugt på resten af spillets mange sider.

Lollipop Chainsaw er en forrygende og vanvittig oplevelse, og man vil tage sig til hovedet flere gange i måben over de ting, der foregår på skærmen. Men det har langt mere med manuskript og koncept at gøre, end med det, man styrer med controlleren. Her er et gennemsnitligt spil med fremragende indpakning, der for de flestes vedkommende nok bør være en titel, man venter med at købe indtil den er på tilbud.

Lollipop Chainsaw
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Gennemført præsentation, lækker lydside, morsomt og underholdende
-
Ordinært og gennemsnitligt gameplay, ikke særlig langt, kameraet halter ofte

Et andet syn

Af Viktor Eriksson - GR SE

Suda 51 laver ikke normale spil. Han virker ikke tilnærmelsesvist interesseret i det. Er det ikke wrestlere, der tager livet af sig selv (Super Fire Pro Wrestling Special), så er det skizofrene railshooters med syv personligheder (Killer7), eller hvorfor ikke en karikatur af gameren selv, som er besat af sin egen forsvundne mandighed (No More Heroes).

I sit seneste værk, Lollipop Chainsaw, kaster han sig over musikverdenen. Dette i form af et hæmningsløst hack'n'slash-actionspil med en motorsavssvingende cheerleader og zombiejæger i hovedrollen, Juliet Starling.

Juliet er popmusik manifesteret i en hoppende glad og uendeligt positiv, nydelig blondine. Hun elsker sin kæreste Nick, er afhængig af slikkepinde, og synes måske at hendes rumpe er lidt for stor. I starten af eventyret invaderes hendes skole, San Romero High School, af zombier der er blevet vækket til live af skolens ulideligt narcissistiske goter Swan. Endda på Juliets 18 års fødselsdag! Snart er hele campus dækket af blod og tarme fra klassekammeraterne, og det er nu op til Juliet at redde dagen sammen med sin lyserøde motorsav og kæresten Nicks afhuggede men stadig levende hoved.

At spille Lollipop Chainsaw er omtrent som at få skudt hunrede kilo sukker direkte ind i blodomløbet. Juliet er en akrobatisk hvirvelvind, som blander høje og lave sving med motorsaven sammen med lette slagkombinationer fra sine pomponer. Når zombie-lemmerne kappes, sprøjter der farveglade hjerter og regnbuer ud fra sårene. Jo flere zombier du dræber i ét hug, jo flere point scorer du. Når Juliets tikkende stjernemeter rammer toppen, kan du gå ind i en dræb-alt-tilstand, hvor hele banen forvandles til farveglad zombiefars. Alt sammen til Toni Bails cheerleaderanthem "Mickey", selvfølgelig.

Kampene er hurtige og konstant varierende med nye våben, evner og fjender, der introduceres på et samlebånd af popkulturreferencer og forskruet design. Hele Lollipop Chainsaw er ligesom tidligere Suda51-spil en excentrisk brintbombe af stilarter og indflydelser, der er blevet slået i småstykker og limet sammen til forvredne spøg-og-skæmt-spejle af samtiden. Amerikansk tegneserieæstetik, tyggegummipop, funk, hårdrock, retrospil, klassiske zombiefilm, anime og meget andet røres sammen i én stor blanding, der på en eller anden vanvittig måde formår at være sammenhængende.

At den bizarre blanding fungerer så godt som den faktisk gør, skyldes formodentlig delvist manuskriptforfatteren James Gunn, der har arbejdet med at få figurerne og historien til at fungere bedre for vestlige spillere. I No More Heroes var der for eksempel megen humor og pointer, der forsvandt i limboet mellem sprogene. Det oplever man ikke i Lollipop Chainsaw. For fanden, jeg har grinet. Hvis der er noget, Lollipop Chainsaw er, så er det morsomt. Humoren er rå, skarp og træfsikker på en måde, der minder om South Park men med mere metahumor og fjerde væg-jokes.

Der leveres desuden en helt utrolig gang stemmeskuespil, med de stærkest lysende stjerner Tara Strong (Twilight Sparkle for jer bronies) og Michael Rosenbaum (Lex Luthor i Smallville) som Juliet og kæresten Nick. På lydsiden gør både licenseret og original musik et flot arbejde med at sætte tonen i spillet.

På samme tid er Lollipop Chainsaw ironisk nok overraskende almindeligt for et Suda51-spil. Jovist, det er galt og tosset, men på en mere gennemført og mindre forvirrende måde end tidligere. Spilsystemet er i høj grad bygget på det fra No More Heroes, men opgaverne er mere lineære og fokuserede. Det er igen den samme blanding af ekstreme kampe krydret med en håndfuld QTE-minispil og nogle fantastiske bosser. Omgivelserne kan til tider være lidt sterile, figuranimationerne mærkeligt stive, og spillets kamera har en tendens til at hænge fast i ting. Når Juliet Starling senere havner i en gammel arkademaskine er det direkte forudsigeligt. Men misforstå mig ikke. Lollipop Chainsaw er et herligt spil. Selvom jeg aldrig troede, at jeg ville bruge ordet "forudsigeligt" om noget, Suda51 havde lavet.

8/10

Brugeranmeldelser

  • The Pez Dispenser
    Grasshopper Studios er formentligt mest kendt for at være indehaver af Suda51, en af AAA industriens sidste aktive galninge. Med spil som Shadows of... 8/10
Dette er en annonce:
BETA +