Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

SPEC OPS: THE LINE

Historien er i centrum, når Yager og 2K Games tager os med til et katastroferamt Dubai. Og heldigvis for det.


Lige siden jeg første gang hørte en opsummering af plottet til Spec Ops: The Line, har jeg spurgt mig selv, om spillet mon var én stor reference til Apocalypse Now. En lille gruppe soldater bliver sendt ind i et ingenmandsland for at finde en forsvunden oberst, der muligvis har brudt med forsvarskommandoen og taget alle sine styrker med sig. Når obersten, der hedder John Konrad, tilmed deler navn med forfatteren til Mørkets Hjerte, den bog som Apocalypse Now er løst baseret på, så virker forbindelsen oplagt.

Og man skal da heller ikke meget mere end tyve minutter ind i spillet, før det står fuldstændig klart, at Spec Ops: The Line i høj grad er inspireret af Apocalypse Now. Og taget i betragtning hvad den film har høstet af roser og priser, så er det næppe noget dårligt valg.

Spec Ops: The Line
Dette er en annonce:

Men nok om det. Dubai er blevet ramt af den største sandstorm i verdenshistorien, som mere eller mindre har slugt store dele af byen. Katastrofen er total, og den fortsatte storm gør, at det er umuligt at komme i radiokontakt med den forhenværende metropolis.

Krigshelten og Afghanistan-veteranen oberst John Konrad beslutter at komme byen til undsætning, og omdirigerer sine tropper, den såkaldte 33rd Infantry Division, fra deres planlagte tilbagetrækning fra Afghanistan. De sætter kursen mod Dubai for at hjælpe med evakueringen af byen, men kort efter ryger al kommunikation ligeledes med dem.

Dette er en annonce:

Seks måneder går, hvor ingen tegn på liv undslipper sandstormene i Dubai, indtil Konrad udsender et svagt og utydeligt nødsignal. Nogen er i live derinde. Derfor bliver du og din lille gruppe af Delta Force-soldater sendt ind på en rekognosceringsopgave, for at finde ud af hvad fanden der foregår i Dubai. Synet der møder jer er ikke kønt. Tilsyneladende ligger lokale oprørere i direkte krig med 33rd, men der går ikke længe, før det viser sig at noget er helt galt i den katastroferamte by.

Spec Ops: The Line

Af en eller anden grund havde jeg fået det indtryk, at Spec Ops var en taktisk shooter, en af den slags hvor man skulle kommandere rundt med sine makkere og observere fjenden, planlægge sit angreb og udføre med perfekt timing.

Det er det ikke.

Der er enkelte taktiske elementer, som at du kan bede dine to makkere om at angribe bestemte fjender (og de er kloge nok til at gøre det i stilhed, når situationen kræver det), men ellers lægger spillet sig langt tættere op af Gears of War, med alt hvad det indebærer coverbrug og bølger af fjender. Og det er ikke nogen dårlig ting. Rent mekanisk er Spec Ops måske ikke videre originalt, men det er svært at sætte en finger på selve udførslen. Så længe man holder sig fra den letteste sværhedsgrad, så er her rigeligt med veldesignet, -tilrettelagt og -pacet action, der byder på godt med udfordring.

Spec Ops: The Line

Her er endda et par små og ganske fine tiltag, som at man ofte kan skyde huller i ruder og tagvinduer, der ellers er dækket med bjerge af sand, så sandet vælter ind og begraver alt på sin vej. Delvist scriptet, ja, men stadig en lækker følelse.

Lyden på selve våbnene er måske lidt flad, men ellers fejler skydemekanikkerne intet, og man finder sig hurtigt et par favoritter i det store arsenal. Desuden er spillet relativt nærrigt med ammunitionen, hvilket tvinger en til at være nøjagtig med sine skud. Leger man spray'n'pray, kommer man hurtigt til at mangle noget at skyde med.

Skal jeg brokke mig over noget ved gameplayet, så er det, at der til tider er lige lovlig langt mellem checkpointene. Når man dør i slutningen af en actionsekvens, der foregår over flere områder og i princippet byder på op mod ti minutters uafbrudt action, så bliver man nogle gange sat irriterende langt tilbage.

Spec Ops: The Line

Det er historien, og især historiefortællingen, der for alvor hæver Spec Ops: The Line fra at være et fint actionspil til en anbefalelsesværdig oplevelse. Jeg vil ikke spoile handlingen yderligere her, andet end at sige, at selvom spillet lader sig kraftigt inspirere af Apocalypse Now, så går det sine egne veje, og føles på mange måder mere som en hyldest. Stemningen er som et moderne og desperat Vietnam, og vanviddet omkring en bliver stadig mere voldsomt, jo længere ind man kommer.

Det er helt forfriskende med et militær-skydespil, der totalt ignorer de typiske klicheer med terrorister og masseødelæggelsesvåben, og i stedet meget hellere vil beskæftige sig med de menneskelige konsekvenser, desperation og massepsykose. Det er sgu flot gjort. Spec Ops: The Line har kun noget tilfælles med spil som Call of Duty i den allermest overfladiske forstand. Man føler at valget om genre og omgivelser er valgt, fordi det var dem, der bedst kunne underbygge historien, og ikke omvendt.

Spec Ops: The Line

Det hjælpes godt på vej af glimrende og troværdigt stemmeskuespil og dialog (Nolan North spiller hovedrollen), og et fremragende soundtrack, der ligeledes underbygger stemningen af moderne Vietnam-krig. Bedst af det hele er, at selvom her er rigeligt af mellemsekvenser, så fortælles en lige så stor del af historien gennem dialog og ens handlinger, mens man spiller.

Altså er Spec Ops: The Line en solid shooter, der måske ikke gør så meget nyt rent gameplay-mæssigt, men er pakket ind i en fremragende historie, der nok skal holde de fleste klinet til skærmen. Personligt endte jeg med at gennemspille det sidste kapitel hele fem gange, bare for at få alle detaljerne med. Det er ikke mange spil, jeg oplever det med.

Spec Ops: The Line
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fremragende historie og fortælling, fantastisk stemning, stærk lydside og skuespil, solidt shooter-gameplay
-
For langt mellem checkpoints nogle gange, gameplayet kunne være mere originalt

Brugeranmeldelser

  • Gobomania
    Endnu engang et 10 ud af 10 score, det var da utroligt. Det kan stille spørgsmålet om at jeg er en meget naive person som er nem at tilfredsstille?... 10/10
  • Axepro
    Rigtig God Singleplayer ;-) Multiplayer også god Da jeg Smed disken i min xbox havde jeg ikke de store forventninger for spillet, jeg tog... 9/10
  • Nike
    Jeg har fulgt lidt med i Spec Ops: The Line siden det blev annonceret. Ikke fordi jeg kender den gamle serie (vidste faktisk ikke der var en gammel... 8/10
Dette er en annonce:
BETA +