PIPPI LANGSTRØMPE
Pippi Langstrømpe indtager Nintendo DS. Villa Villekulla er dog mere et godt håndværkertilbud end nogensinde før.
"Her kommer Pippi Langstrømpe.
Tjolahop tjolahej tjolahopsasa.
Her kommer Pippi Langstrømpe
her kommer faktisk jeg."
Det er lige før, at man kan konkludere at man ikke har været barn, hvis man ikke kan synge med på denne ikoniske sang. Astrid Lingrens gavtyv og flabede rødtop har siden 40'erne begejstret børn i alle aldre. Historien om den bomstærke Pippi Langstrømpe (eller Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdotter Långstrump som hun hedder) er kendt af de fleste, sammen med hesten Lille Gubben, aben Hr. Nelson og de to venner Tommy og Annika. I halvfjerdserne var serien et stort hit, og ganske passende for tidsånden satte den forældreløse pige spørgsmålstegn ved alskens autoriteter, så selv diverse ungdomshuse har tyvstjålet villaen Villa Villekullas navn.
Nu har hun så indfundet sig på Nintendo DS. Ravn Studios står bag løjerne og med Bjergkøbing Grand Prix (en yderst klippesolid licenstitel) i bagkataloget er forventningerne store.
Du tager rollen som Pippi (og senere hendes abe) i en stor (semi-)åben verden og introduceres for historien på dansk (eller et af mange andre sprog, hvis du foretrækker det). Pippi er tingfinder, og da faderen jo stadig er på de syv verdenshave, er det ellers med at få tiden til at gå.
Det første man bemærker er den let fnidrede grafik, der mest af alt minder om et komprimeret gif-billede. I Bjergkøbing Grand Prix virkede det ganske charmerende at lave den lidt grove dukkefilmsstemning, men med Pippi er det som om at de stregtegnede figurer virker for små, pixelerede og blottede for personlighed.
Bedre bliver det ikke af at spillets sidefigurer er farveløse fotokopiudgaver af hinanden, og dialogen undervejs i spillet består af gentagende "hoho" og "fnis"-lyde uden meget andet. Det er i bund og grund yderst kedelige kulisser, der danner baggrund for spillet.
Alt det kan jo tilgives, hvis spillet til gengæld leverer. Og hvis det er sjovt. Og her har vi endnu et problem: det er det egentlig ikke. Her på redaktionen forsvarer jeg tit og ofte Kinect-spil, mini-spil og casual mobilspil som god underholdning til børn. For det kan de være. Men simple spilmekanikker er ikke det samme som sløsede spilmekanikker. Og det har Pippi lidt for meget af.
Spillets verden er inddelt i forskellige åbne zoner (land, by og cirkus), hvor man som Pippi skal rende rundt og løse opgaver blandt velkendte figurer (ja, hesten kan løftes). Simple platformelementer blandes med meget lette puzzle-ditto, hvor kasser kan placeres og dermed fungere som trapper til højt placere områder. Til tider får du et minispil, hvor du skal løbe en bane på tid (sjovt) eller kaste vandballoner og holde fast på kæledyr i længst mulig tid (overraskende sjovt).
Igen er der dog nogle problemer. For eksempel er det vigtigt i isometriske 3D-platformspil at have en klar fornemmelse af, hvor ens figur befinder sig i forhold til diverse platforme og forhindringer. Og selvom man det meste af tiden kan sigte efter skyggen af Pippi, så kaster hun på magisk vis ingen skygge på bevægelige platforme. Sjusket. Når så samtidig missionerne består at hent et antal æbler, dyr, søm-i-et-bræt eller lignende trivialiteter, og nye (og ret beset ikke særligt anderledes) områder kun åbnes op ved at samle nok mønter ind, ender spillet som en kedelig stik-i-rend-oplevelse fremfor en eventyrlig oplevelse i en stor sandkasse.
Bjergkøbing Grand Prix havde et væld af sjove minispil, Pippi har et væld af rutine-prægede opgaver. Og jeg har svært ved at se hvorfor et barn skulle forelske sig i de anonyme omgivelser, den langsomme progression, den ensartede lydside eller de udeltajerede figurer på Nintendo DS-skærmen.
En ting er sikker: som gamer kan du roligt hullahoppe over denne titel. Som forælder ville jeg ligeledes være yderst varsom med at hive pengepungen frem. Pippi til Nintendo DS er en i bedste fald middelmådig oplevelse. Desværre.
Her skuffer Pippi Langstrømpe.
hopdaløs, falddaned og find en ting.
Her kommer Pippi Langstrømpe.
Men bliv da endlig' væk.
Gamereactor Danmark





