De, der kigger ned på deres velfodrede mave med et suk, kan ånde lettede op. I London 2012 - The Official Video Game of the Olympic Games kommer ens præstationer ikke så meget an på ens fysiske form. For det er ikke nok blot at være i topform, hvis man vil opnå succes. Meget af spillet foregår i hovedet, og det er evnen til at holde hovedet koldt under pres, og til at styre nerverne, der kendetegner de bedste atleter. Vil man på podiet i London, skal man altså have koncentration og fingerspidsfornemmelse med sig, for de er mere nyttige her end muskler af stål og tonede lægge. I hvert fald i Segas fortolkning af de Olympiske Lege.

For dem, der dog ikke fuldstændig modsætter sig enhver fysisk aktivitet, finder man udover kampagnen også et menupunkt for party-spil med understøttelse af Kinect eller Move. Her kan man sammen med op til tre venner give sig i kast med 13 forskellige discipliner, såsom spydkast, cykelløb eller 100 meter løb. I mange af disciplinerne føles styringen med Kinect både god og naturlig. I 100 meter løb skal man for eksempel bevæge armene frem og tilbage, ganske som hvis man løb. Man bliver bare på stedet.

Det samme gælder hækkeløb, bortset fra at man nu også skal hoppe på stedet for at komme over hækkene - hvilket hurtigt bliver udmattende! Dertil skal man finde den rette balance mellem at løbe for hurtigt og for langsomt, da ens atlet i så fald enten bliver udmattet eller kommer til at tilbringe hele løbet med at stirre på modstandernes bagdele. Disse discipliner er rigtig nemme at gå til, og også ret sjove.

Desværre er der også sportsgrene, der er mere frustrerende end underholdende, fordi ens bevægelser ikke bliver opfanget eller udført korrekt. Det gælder for eksempel beach volley. Når de letpåklædte spillere stirrer på deres fødder i stedet for at hæve armene som vi beder dem om, raser vi mod vores fjernsyn. Det samme gælder roning, hvor vi kan vifte med armene lige så meget vi lyster, uden at røre os ud af stedet.

Når man så har tabt pusten, kan man kaste sig over kampagnen, hvor bevægelsesstyring slet ikke er tilgængelig.

Her skal man ved hjælp af sin controller styre et helt hold gennem de Olympiske Lege. Først vælger man blandt 36 nationer, og hver nation stiller med et fuldt hold, der i begrænset omfang kan tilpasses efter ens ønsker. Udover udseende, hvor der er omkring et dusin stereotype valgmuligheder per disciplin, kan vi også skifte navnene på figurerne. Da kvalifikationerne til de Olympiske Lege åbenbart ikke var afsluttet, inden spillet skulle i trykken, har Sega valgt at give deltagerne navne, der ikke bygger på nogen af virkelighedens sportsudøvere - men i stedet er let modificerede udgaver af navnene (eller i tilfælde af den danske GR-redaktions chefredaktør helt korrekt) på spiljournalister fra hele verden. Spøjst, men på en måde også lidt sjovt.

Vi beslutter os for at vælge Japan, da fremtiden angiveligt ligger mod øst, og forsøgte at lede Solens Rige til toppen af sportens verden. Straks efter befinder vi os i midt i den første dag med konkurrencer. Som med alle de følgende dage skal vi vælge to discipliner at dyste i, men inden vi kan kæmpe om medaljer, skal vi gennem kvalifikation. Først i finalen om eftermiddagen er der en chance for en podieplads.

De fleste discipliner udspiller sig via små quick time events, der nogle gange, som i gymnastik, faktisk sætter ens evner på prøve. De analoge sticks bruges også i andre, som for eksempel bueskydning, hvor højre stick bruges til at spænde buen, og venstre til at sigte med. Her skal der også tages højde for vind. Som sagt er der ingen Kinect-understøttelse i denne del af spillet, hvilket er en skam.

En fin detalje er, at kommentatorerne kommer med små sidebemærkninger omkring forbindelsen mellem ens valgte land og sport. Således lærer vi, at Japan sidst vandt en medalje i bueskydning for næsten ti år siden. Det påvirker motivationen.

Efterhånden som vi kommer gennem kvalifikationen, stiger sværhedsgraden markant i alle sportsgrene. Vil man være den bedste til bueskydning, kræver det en pæn del træning. I andre discipliner fejler vi som regel på grund af den svære styring, der ofte kræver en hel del af spilleren. Diskossen flyver kun lige ud på banen, hvis vi rammer den helt rigtige vinkel. Andre gange overvurderer vi vores egne evner. For eksempel hænger vi et par kilo for meget på i vægtløftning, og falder i sidste ende for vores egen arrogance. Spiller man ikke taktisk klogt, ender man med at se medaljeceremonien fra sidelinjen.

Derfor føles det også så meget mere tilfredsstillende, når det lykkedes at indtage podiets øverste trin. Sammen med medaljen får man lidt info om hvor man ligger i forhold til andre spillere rundt omkring i verden, og derfra er det bare videre til næste dag og de næste discipliner.

Det bliver desværre kedeligt med tiden, og det kan multiplayer ikke lave om på. Uanset om modstanderen er computerstyret eller en rigtig person, så er der mange discipliner, såsom længdespring eller stangspring, hvor man konkurrerer enkeltvis og først får de andres resultater til sidst.

London 2012 - The Official Video Game of the Olympic Games byder på godt med sjov og underholdning. Det har solid grafik, selvom der er mindre bugs hist og her. Det er et spil, der især er interessant og underholdende sammen med venner - så bliver der også slukket for baggrundsmusik og kommentatorer.

Sega har skabt et solidt sportsspil, der dog ikke er en ubetinget succes. Så hvis dine muskler ikke er svundet fuldstændig ind, og du kan holde hovedet koldt, skulle du måske overveje en tur til London.