Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
anmeldelse

The Amazing Spider-Man

Redaktionens tegneserieekspert og sandkasse-freak hopper på Beenox' spilmatisering af The Amazing Spider-Man.

Da jeg var knægt var der tre slags superhelte. De kække, de dystre og spejderdrengene. Batman havde stadig ikke fået the-miller-makeover, så han hyggede sig med Superman og var på grænsen til kvalm. Det var først efter Robins død at Batman endelig tog på i mental vægt. The Spirit og Hulk kunne til tider udfylde kravene om en dyster helt. Sjovt nok kunne Spider-Man række over hele spektret. Den her irriterende teenageknægt, som alligevel havde noget kækt og charmerende over sig, havde også efterladt sig i en ubehagelig situation af skyldfølelse efter inddirekte at være skyld i sin onkels død. Bedre blev det ikke, da universitetsveninden Gwen blev blandet ind i billedet, og helt galt gik det da Felicia Hardy blev en romantisk sidehistorie.

The Amazing Spider-Man
Dette er en annonce:

Jo, Spider-Man har været igennem en del siden han i tredserne optrådte som bifigur i et tegneseriehæfte med minihistorier. Meget er sket med helten siden dengang, og selvom vi i nogle år måtte trækkes med en Hollywood-udgave af Parker i form af Tobey Maguire, og leve med at Mary Jane åbenbart var den eneste kvinde i flødebolleudgavens liv, så ulmede noget i horisonten. Det er derfor befriende at Andrew Garfield nu tager rollen i et reboot af filmene. Her er en knægt, der driver af irriterende kæk teenageånd og som samtidig rent faktisk ligner Peter Parker. Og med mekaniske netskydere fremfor det der genetiske fis. Og Gwen fremfor Mary (sådan som det startede). Og så ligner Emma Stone jo endda Gwen Stacy. Yay. Endelig lidt fremgang for Edderkoppen.

Dette er en annonce:

Det er nemlig hårdt at være tegneseriehelt. Og svært at vide hvilket ben man skal stå på. Når det kommer til spil, er det tilsvarende kompliceret. Spider-Man har optrådt i så mange spil af varierende kvalitet, at Spider-Man ikke længere er garanti for god underholdning.

The Amazing Spider-ManThe Amazing Spider-Man

Spider-Man 2 imponerede de fleste med solide spilmekanikker, Spider-Man: Total Mayhem viste at man kunne lave en god mobiludgave også. Med Spider-Man 3 begyndte korthuset at ramle, og med Friend or Foe styrtede det sammen. Udvikleren Beenox fik hevet lidt respekt sammen med Shattered Dimensions, der leverede god underholdning med Spider-Mans mange alternative udgaver.

Men hvorfor nu den lange forklaring? Jo sagen er den, at Spider-Man efter min mening først nu befinder sig på et niveau, hvor både filmen og spillet ser ud til at kunne være hinanden bekendt. Fans af Spider-Man 2-spillet bliver næppe skuffede, og erfarne tegneseriefans vil også finde langt mere godt end skidt her.

Vil du ikke have spoleret din biograftur, er her dog en vigtig besked: spillet foregår efter filmens afslutning. Til alle jer, der ikke er bekymrede over det faktum, kan I roligt læse videre, og ellers vil jeg anbefale at springe til side to af denne anmeldelse, hvor de fleste spoilere fra filmen vil være klaret. Og naturligvis vente med at spille spillet til efter biografturen.

The Amazing Spider-Man

Selvom jeg gerne skal indrømme, at det faktum at Spider-Man vinder i filmen, måske er en mindre overraskelse. Det sker selvfølgelig med indblanden fra Oscorp, der jo er blevet en yderst stor del af Spider-Man universet siden de nye film for alvor hev Norman og vennerne i rampelyset. I filmen følger vi Parkers vej mod selvforståelse, mens Dr. Curt Connor (en af Spider-Mans ældste fjender/venner) ender med at tage rollen som hovedskurken i øgleform.

Som feltlæge arbejdede Connor med kirurgi på slagmarken, og efter et ironisk sammentræf ender han selv med at miste sin ene arm. Reptil-DNA hjælper ham dog til at gro en ny del ud, men naturligvis går det galt. Og som de fleste menneskeskabte katastrofer i Marvel-universet resulterer det selvfølgelig i en ny superperson. Da filmen er slut og Connor er sendt bag lås og slå, er det op til Oscorp at lade som om de naturligvis intet havde med Connors forsøg at gøre. Problemet er bare, at det havde de naturligvis. Og selv efter at det burde være tydeligt, at de står med en genetisk A-bombe, fortsætter forsøgene. Og det er her hvor The Amazing Spider-Man i spilform tager over.

Og det gør det rigtigt godt. Seamus Kevin Fahey, som skrev på Battlestar Galactica-serien (og tegneserierne), forstår sit medie. Og det tager mig ikke mange minutter før min ellers så ivrige mellemsekvens-tryk-væk-finger er rolig. Det er lang tid siden at en spilhistorie har fanget mig så hurtigt. Vi følger Parker og Gwen, der forsøger at finde ud af om Oscorp for alvor er stoppet med deres cross-breeding-program. Det er de naturligvis ikke, og det er jo heldigt nok, for ellers ville der ikke være mange skurke at gøre godt med.

The Amazing Spider-ManThe Amazing Spider-Man

Og det er her, den første anderledes drejning på universet skydes igang. Nogle af Spider-Mans fjender har mildest talt været latterlige, bare tag Rhino (latterlig gut i næsehornskostume) eller Scorpion (fjollet fyr med fastelavnshale). Det holder ikke rigtigt. Forklaringen er dog ganske smart: Oscorp er nemlig stoppet med forsøg på mennesker som lovet, de er til gengæld fortsat med at pumpe menneske-DNA ind i dyr. Og voila. Nu har vi pludselig en skorpion og et næsehorn, der rent faktisk virker skræmmende.

Det går selvfølgelig galt, og snart befinder Spider-Man sig i lidt af en kattepine (Ja fans: Felicia dukker også op).

The Amazing Spider-Man
The Amazing Spider-ManThe Amazing Spider-Man
The Amazing Spider-Man
The Amazing Spider-Man
The Amazing Spider-Man
The Amazing Spider-Man
The Amazing Spider-Man
The Amazing Spider-Man
The Amazing Spider-Man
The Amazing Spider-Man
The Amazing Spider-Man
The Amazing Spider-Man
Dette er en annonce: