Anmeldelse

Inversion

Publiceret 2012-07-06

Science-fiction, tredjepersons-action og tyngdekraftsmanipulation burde resulterere i et solidt fundament for et actionspil, men alligevel fejler Inversion. Læs hvorfor lige her...

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg aldrig selv har designet et spil med et budget som det der ganske sikkert er blevet brugt på Inversion, men alligevel er det svært mig for at ryste følelsen af at dette er et spil der i højere grad er opstået som et regnestykke, end som et spil lavet over en god ide.

Regnestykkets komponenter synes at have bestået af stort set alle andre populære tredjepersons-skydespil, og faktisk er jeg slet ikke i tvivl om at det hele har set godt ud på papiret. Hvem ville ikke have lyst til at bruge tid på et spil der kombinerer de bedste elementer fra Gears of War, med de kreative sider fra Dark Void og Psy-Ops: The Mindgate Conspiracy? Men lad os starte med begyndelsen.

Alt er fryd og gammen for Davis og Leo, der i deres arbejde som politimænd faktisk har så meget overskud i budgettet, at der er tid til joke med at gøre det grimme ved hinanden hustruer - sådan er folk jo så forskellige. Inden længe bryder helvede løs, her i en form af underlige og primitive menneskeskabninger, der dog alligevel har været avancerede nok til at bygge fartøjer der lader dem bryde gennem jordens overflade. Af uforklarlige grunde har de valgt det helt igennem ufarlige navn Lutadores, der dog ikke har noget at gøre med de mexikanske fribrydere kendt som Luchadores.

Hvis stemningen i denne anmeldelse virker en smule løssluppen, så er det fordi det allerede ved de første timers spil, er særdeles svært at tage Inversion blot et smule seriøst. Historien er som den er i så mange andre af denne slags spil, men Davis og Leos reaktioner på det der sker omkring dem, samt deres interne dialog er simpelthen så hamrende dumme at det nærmest er til at blive svimmel over. En gennemgående sidehistorie er eksempelvis at Davis leder efter sin datter, men selv i de scener hvor der søges sympati, leveres det hele med robotlignende skuespil og en kropsmimik der til forveksling ligner den der bruges, når man er i gang med at skyde fjender.

Og skydes det skal der. I bedste tredjepersons-action stil er der fyldt på med alskens forskellige haglspredere, snigskytterifler, maskingeværer og science-fiction varianter med næsten identiske effekter. Her er også masser af dække at gemme sig bag, og det meste af det kan endda skydes i stykker på lækker vis, hvilket fjenderne også har luret. Derfor nytter det ikke noget blot at gemme sig bag den samme bunke muld hele kampen igennem, og i stedet bør du havde bundet løbeskoene helt fast om fødderne.

Inversions største salgstrick er dog en forvirret tyngdekraft og det såkaldte Gravlink-våben. Med sidstnævnte er det muligt at skabe lommer af rum hvor tyngdekraften er ophævet, hvilket både kan bruges til at løse små opgaver, samt til at gøre fjenderne til frit flyvende skydeskiver. Det er også muligt at hive objekter til sig og bruge som kasteskyts, men måden hvorpå dette gøres er desværre unødvendigt træg. Batterierne i det specielle våben rækker ikke til meget mere end et par skud fra start, men heldigvis er de opladelige og kan senere hen skiftes ud med nogle større af slagsen.

Tyngdekraften er dog ganske ukontrollerbar, hvilket resulterer i spillets utvivlsomt mest originale situationer. Enkelte steder bliver man således vægtløs og må gribe fat i det nærmeste stykke baggrund, mens man andre gange må se til hvordan perspektivet vendes og man pludseligt render rundt på det der før var en mur. Der er dog ingen af de to ideer der udnyttes optimalt. Den vægtløse tilstand bruges alt for sjældent, på trods af kampene her ellers er sjove, mens drejning af perspektivet første gang giver et sus i maven, men sidenhen blot bliver brugt som en optisk effekt.

På intet tidspunkt havde det måske været rimelig at forvente at Inversions action ville være ligeså heftig som i Gears of War, men hvad der virkelig må gøre ondt på det nye spil, er at selv dets mest originale elementer er gjort bedre før. Således smager Inversion af Psy Ops: The Mindgate Conspiracy når man bedes bruge kasteskyts i stedet for projektiler, mens de mange vertikale kampe er langt kedeligere end dem Dark Void i sin tid bød på.

Det er lidt ærgerligt at der er så mange aspekter af Inversion der enten er drønkedelige eller bare ideforladte, for det virker på enkelte punkter som om udvikleren Saber Interactive har kæmpet for at imponere sit publikum.

Grafisk er spillet eksempelvis til tider smukt. Det har dog samtidigt den tvivlsomme ære af at være et spil der faktisk ikke er baseret på Unreal-teknologien, men alligevel formår at efterligne det stereotype udseende de fleste efterhånden forbinder med Epics teknologi - endda med masser af tekstur-host.

Andetsteds bydes der også på betagende scener der ville have gjort det glimrende som slagmarker, hvis der blot havde været lidt mere vægt i de forskellige våben. Specielt imponerende er disse når de tillader spilleren at smadre dem stykke for stykke, og på lækker vis lader sig forvandle til murbrokker og bøjede jernbjælker.

Men det er netop problemet for Inversion, for hver gang det viser en god eller bare solid side af sig selv, er det som om det bruger lige så mange kræfter på i næste øjeblik at spænde ben for sig selv. Den slags fratager oplevelsen enhver form for momentum, og selvom de mest action-hungrende gamere godt vil kunne hive lidt weekendunderholdning ud af hvad der her tilbydes, vil vi andre ikke skulle bruge særligt mange kroner i den lokale spilbutik, for at finde en langt mere fornøjelig spiloplevelse.