Skal man tro nogle af de mange rygter om spillet, blev Xbox-versionen af Dungeon Fighter i lang tid overvejet som det første freemium spil på konsollen - altså skulle det være gratis at spille og i stedet blive finansieret ved små indkøb i selve spillet.

Det er der egentlig ikke noget at sige til, for få spil ville have passet så godt til formatet som en tilskåret special-version af MMO'et fra PC. Således var Dungeon Fighter Online et af de første virkelig succesfulde MMO's der droppede de matematiske kampe som genren er kendt for, til fordel for reaktionsbaseret action hvor position og timing betød noget. Formen var som stjålet fra Double Dragon, Streets of Rage og Golden Axe, hvilket betød at utallige monstre skulle have slag og spark i dejlig pixeleret 2D-grafik, men møntindkastet var fjernet til fordel for freemium-modellen.

Men konsolversionen, som er kommet til at hedde Dungeon Fighter Live: Fall of Hendon Myre, er ikke længere et MMO eller for den sags skyld gratis at spille, og det forvolder hele pakken et par problemer - mere om det senere.

Baggrundshistorien serveres i still-billeder der på puzzle-spilsagtig vis fylder skærmen. Godt ser det ud, men indholdet har du nærmest glemt lige så hurtigt som de digitale sider forsvinder fra skærmen. I stedet bør du fokusere på at vælge den rigtige karakter ud fra de tre typer, som der diskes op med.

Slayer er den mest standardiserede af de tre og uddeler gerne hug med sine enorme sværd samtidig med, at hans evner gør ham til en god begynderfigur. Fighteren beskrives bedst som en kvindelig fribryder der måske ikke ser ud af meget, men glædeligt kaster rundt med monstre af enhver størrelse, hvis du formår at komme ind på livet af dem. Gunner er ikke overraskende en distancekæmper, der med sine pistoler og standardudsmykning ligner en afdanket version af Dante fra Devil May Cry, men senere hiver alt fra miniguns til armerede robotter ind på slagmarken.

Det er ikke længere muligt frit at udforske den by der fungerer som din hjembase, som det ellers lod sig gøre på PC-versionen. I stedet har udvikleren her omdannet hele byen til en række næsten statiske billeder. De mange figurer der enten forsøger at sælge dig deres varer, lærer dig nye evner eller blot står klar med missioner, bor her dog stadig og kan interageres med ved at trykke på de ikoner, der indikerer at de har noget at sige. Selvom det virker som en lidt billig løsning, gør den det faktisk hurtigere at komme i gang med de enkelte missioner, hvilket man må sætte pris på.

Opgaverne er mange og faktisk virker det nærmest altid som om der er en eller anden i byen der har brug for din hjælp. Det betyder dog desværre ikke at du bør forvente dig masser af variation. Faktisk virker det nærmere som om Dungeon Fighter Live ligger en ære i at komme direkte til sagen, for missionerne består oftest ikke af meget mere end de typiske "fetch-quests" hvor nogen har brug for at du finder noget til dem. Uanset om du er på jagt efter healende medikamenter eller magiske krystaller, kan du således godt forvente at skulle tæve ligaer af fjender for at få fat i dem.

Baneopbygningen er på alle tidspunkter ekstremt simpel. I toppen af skærmen har man således et kort der langsomt optegner et net af de forskellige rum som man har besejret. Fra begyndelsen får man næsten altid indikeret hvor hver missions sværeste modstander befinder sig, men ikke ruten frem til den. Således skal man selv finde vej gennem de mange rum, og hver gang skal alle modstanderne tæves til støv før man får lov at avancere.

En smule afveksling havde gjort godt, for selvom det en noget nær den samme opbygning som mange andre spil også gør brug af, er der få af dem der beder dig om at trave igennem de samme baner så mange gange som her. Man begynder derfor hurtigt at savne væsentlig mere afveksling, og det er en smule underligt når nu der er tale om et spil der er klistret sammen af elementer fra et enormt MMO.

Den manglende variation er dog desværre kun starten på de problemer som ganske tydeligt er opstået som følge af at man hurtigt har forsøgt at skalere et MMO ned til miniputstørrelse på konsol.

Menuerne er således også afsindigt omstændige at bruge, og man skal eksempelvis selv tjekke hvert stykke udstyr for at finde ud af om det er bedre end det man allerede bruger. De selvsamme menuer mangler også beskrivelser, og det er svært frustrerende at få at vide "Brug et objekt fra item-menuen" uden at have den fjerneste anelse om hvor item-menuen befinder sig.

Grafisk vil du også skulle kunne leve med at eventyret knapt ligner noget fra denne konsolgeneration. Det er meget muligt at man har arbejdet med at finpudse de mange pixels fra PC-versionen, men figurerne er ganske simpelt udetaljerede, samtidigt med at animationen er alt for stiv og sparsommelig. Igen må man undre sig over at disse ikke er blevet opdateret yderligere, når nu spillet ikke længere skal synkronisere sine ping-tider med servere på den anden side af verden, og det hele derfor burde kunne forløbe væsentligt blødere over skærmen.

Konverteringen er altså ikke den bedste, og alligevel indikerer min spilletid at jeg allerede er blevet grebet langt mere af Dungeon Fighter Live end man skulle tro muligt. For selvom der ikke længere er ligeså mange figurer at vælge, ligeså mange baner at udforske, ligeså mange erfaringsniveauer at opnå eller ligeså mange måder at interagere med andre spillere, indeholder eventyret stadig en smule af den spilmagi som nogen af os har svært ved at modstå.

Hvis du nogensinde tidligere er blevet grebet af den type af actionspil der har fået smidt lidt rollespilselementer i blandingen, og tilmed byder på pengetanke fuld af loot, er der nemlig en god chance for at du vil blive fanget af Dungeon Fighter - også selvom de mange mangler vil blive ved med at være tydelige.

Specielt fængende vil det hele være, hvis du har et par venner på vennelisten som også er klar til at bidrage med deres evner. Godt nok er her ikke længere tale om et MMO, men alligevel har spillet stadig fået inkluderet muligheden for at spille fire personer sammen både off- og online. Offline virker det hele udmærket, selvom menuroderiet kun bliver et endnu større problem.

Det mest irriterende ved Dungeon Fighter Live er at det kunne have været noget ganske specielt, hvis det da ikke lige var fordi at det virkede som om udvikleren havde taget alt for mange smutveje. Jeg havde glædeligt betalt lidt ekstra, hvis det havde betydet at grafikken, animationen og lyden var på samme niveau som i eksempelvis Castle Crashers, men sådan skulle det ikke være.

Derfor ender Dungeon Fighter Live: Fall of Hendon Myre som et spil af den slags du skal have mod på at kæmpe med, for at finde frem til den kerne af gribende underholdning det indeholder. Er du og vennerne villige til det, findes her dog masser af actionrollespil for pengene.