Dybe rollespil har altid haft svært ved at forklare deres tricks og virkemidler på en måde så effektiv, at publikummet ikke allerede er skredet inden den første træningsmission er gennemført. Det er et problem den japanske spilgigant Square Enix i sin tid havde måtte slås med i adskillige år, og et problem de først for alvor formåede at løse i samarbejde med Disney.

Med det første Kingdom Hearts kombinerede de to giganter således deres kompetencer, og viste hvad de hver gjorde bedst. Succesen var der nærmest med det samme, men i de ti år der er gået siden da, er det ligesom Square Enix har glemt mere og mere af den originale tilgang for hvert nyt kapitel, der er blevet tilføjet serien. Charmen, eventyret og de hyggelige figurer er der ganske vidst stadigvæk, men ønsket om et lettilgængeligt eventyr synes for længst at være blevet droppet.

Man fornemmer det med det samme. Uden den store introduktion får man derfor kontrollen over Sora og Riku, der godt nok allerede tidligere har gjort deres for at redde Disney-universet, men alligevel her må tage træningsdragterne på igen. Selvom de har svunget de såkaldte Keyblades mod tusindvis af monstre, kan de endnu ikke kalde sig Keyblade Masters, hvilket er et problem, da den onde Xehanort er genopstået og kun kan besejres af sådanne mester-krigere.

Inden længe er Sora og Riku blevet splittet op i to paralleldimensioner af den samme verden, hvilket betyder at de ikke direkte kan interagere med hinanden, men alligevel kan påvirke hinandens missioner. På unik vis betyder dette også, at udvikleren har fået mulighed for at fortælle historien fra to forskellige synspunkter, hvilket fra starten virker en smule forvirrende, men længere inde i spillet begynder at give mere mening.

Men Sora og Riku tager dog ikke på eventyr helt alene. Bare fordi man ikke længere hele tiden har medhjælpere med i form af Disneys mest kendte figurer, har man nemlig stadig andre til at hjælpe sig i de mange kampe. Et stort aspekt af Dream Drop Distance er således de monster-kæledyr, som man selv kan sammensætte med komponenter tabt fra besejrede fjender. Disse vil både hjælpe dig i kamp, give adgang til specialangreb, åbne op for nye evner på et stort spillebræt og fungere som din adgangsbillet til de mange forskellige minispil.

Fordi kæledyrene udgør så stor en rolle i din progression, kan du derfor også godt forvente at skulle bruge tid på dem. Med stylussen kan du klø dem lidt på maven eller bag ørerne, og er du bare en smule heldig, vil du også finde små spil som gør at du kan lege med dem. Denne del af spillet vil ganske sikkert ikke falde i alles smag, og derfor er det lidt kedeligt, at det nærmest er undgåeligt ikke at skulle bruge tid på den.

Styringen og bevægeligheden er denne gang forsøgt forbedret gennem det såkaldte Flowmotion-system, hvormed man kan sætte af på lygtepæle, mure og andre forhøjninger, og flyve gennem banerne langt hurtigere end man ville kunne til fods. Faktisk kan systemet også bruges i kamp, og åbner op for nogle potente angreb. Generelt virker det hele dog lidt for flyvsk, og så bliver det bestemt ikke bedre af at kameraet har svært ved at følge med.

Ligesom i seriens tidligere spil, fylder de mange kampe også igen en stor del af eventyret. Fjenderne teleporteres med jævne mellemrum ind på skærmen, hvorefter det er din opgave at slå dem til plukfisk. Med styrekrydset vælges der evner som kan aktiveres med X-knappen, og med A-knappen svinges dit Keyblade.

Et nyt tiltag i kampene er Reality Shift-systemet, der varierer alt efter hvilken verden man befinder sig. I Traverse Town kan en groggy fjende eksempelvis sendes ned på den trykfølsomme skærm og bruges som kasteskyts, mens man på The Grid bruger skærmen til at hacke verdenen, og i Country of Musketeers hives en magisk tegneserie frem. Nogle af effekterne er markant mere brugbare end andre, men det ændrer ikke ved at de alle sammen er sjove at opleve, og så tvinges man heldigvis aldrig til at gøre brug af dem.

Med en sådan iderigdom undrer det mig dog endnu en gang, at udviklerne ikke har taget sig tid til at fikse nogle af seriens mest bastante problemer. Kameraet er, som altid i serien, den helt store synder, og det er mig ubegribeligt at man nu har udviklet nye afsnit i serien i over ti år, uden en eneste gang at lave et kapitel uden kameraproblemer. Jo, kameraet er denne gang nemmere at styre, men sammenlignet med de fleste andre tredjepersonsspil er det her slet ikke godt nok.

Fortælleteknikken viser også stadig enorme mangler, og for en historie der til dels er skabt på baggrund af Disney-universet, fortælles der her en fabel, der et langt stykke hen af vejen er svær at følge med i, og faktisk heller ikke er særlig god.

Ærgeligt er det også, at kampsystemet på papiret tilbyder en masse dybde og planlægning, men i praksis ofte udvikler sig til en kamp om hvem der kan trykke hurtigst på A-knappen. Det skyldes delvist problemer med det forpustede kamera, men også et banedesign der ofte er unødvendigt smalt, og derfor ikke giver de store bevægelsesmuligheder.

Det virker nærmest som om Square Enix efterhånden insisterer på at hvert nyt spil i Kingdom Hearts-serien skal indeholde de samme problemer, og jeg forstår det ganske enkelt ikke. Det er særlig ærgerligt her, for der er tydeligt blevet arbejdet på at iklæde eventyret en afsindig flot indpakning af grafik og lyd, der gør at det på disse kanter sagtens kan blande sig med de bedste på Nintendo 3DS.

Jeg håber at den magiske kombination af tegnefilms-gigant og eventyrs-udvikler snart formår at finde tilbage til ideerne, der i første omgang var grundpillerne for serien. Dream Drop Distance er nemlig et lysende eksempel på et eventyr der er godt, men kunne have været fremragende hvis man havde taget sig tiden til at rette de fejl der har hægtet sig på siden dengang.