Anmeldelse

Planet Crashers

Tekst: Lee West

Publiceret 2012-08-02

Endnu et loot-eventyr til Nintendos 3DS. Planet Crashers er nødlandet og Lee tager med på eventyr. Hvad kan gå galt?

Der kommer en tid for enhver professionel anmelder, hvor han skal igennem det moderne modsvar til indianernes mandomhedsprøver. Et tidspunkt hvor tanken om den frihed, der venter på den anden side, bliver så stor, at man er villig til at gennemleve utallige pinsler. Et tidspunkt hvor forstanden presses til det yderste.

Planet Crashers var min manddomsprøve. Helt ærligt: hvordan kan det gå galt? Det er fra skaberne af Mutant Mudds, et af mine absolutte favoritspil på eShoppen. En fantastisk platformer der driver af teknisk kunnen og gode ideer. Gyserspillet Dementium er ligeledes fra samme udvikler, og et solidt gys til DS. Det er derfor at jeg med store forventninger sætter Planet Crashers til download. Udvikleren har leveret en kode, og spillet der står til 75 kroner på eShoppen har fristet. For det lover loot, grotter, udstyr, figurer der kan laves fra bunden, quests og det hele pakket ned i et interface, der skriger håndholdt gaming i småbidder.

Hvis du endnu ikke har gættet det, så kunne det åbenbart gå rigtigt galt. Men lad mig fortælle om begyndelsen af mit eventyr. Som det første skal jeg skabe min figur, der netop er færdiguddannet fra det lokale Space Academy. Delene som jeg kan ændre (ansigt, hår og farver) er yderst begrænsede. Det i sig selv har eksempelvis Heroes of Ruin for nyligt vist ikke behøver være et problem. Det er det dog her, da de alle er lige ucharmerende på sådan en hurtig reklametegnings-agtig generisk japanerrollespilsmåde.

Da jeg ikke er sådan at afskrække, når det kommer til eventyr med fokus på loot, fortsætter jeg ufortrødent ud i den store verden. Når alt kommer til alt brugte jeg hundrede af timer på det fejlbefængte Sacred 2 og elsker det i dag på trods af et 6-tal i anmeldelsen, og jeg har endda for nyligt investeret i titlen som download, ligesom jeg var noget mere begejstret for Heroes of Ruin end Thomas.

Men tilbage til Planet Crashers. Verdenen er repræsenteret som en mikroskopisk kugle (tænk de små planeter i Mario Galaxy og du nærmer dig). Ideen er sjov nok. For hvorfor have mere end tre grotter, nogle questgivers, en søjle med nye missioner og en butik pr planet? Det er jo alt man behøver. Og en portal fortæller mig samtidig at en ny af slagsen venter ved level 5. Styringen er også fin, når man fedter rundt med den lille figur, og loot og quests er nemme at overskue på bundskærmen (endda uden at man behøver spekulere i at bruge stylus).

Min første quest sender mig ned for at smadre nogle monstre eller hente nogle figurer (jeg beklager, men det hele er lidt en bunke tågede minder efter cirka 100 identiske opgaver). Og det starter hæderligt ud. En grå grotte med grønne sten eller krystaller på væggene danner rammen om mit første eventyr under jorden. En række ensartede korridorer og større rum byder på monstre, quest-items, bosser eller loot.

Monstrene er ganske nuttede (igen på den lidt irriterende og upersonlige måde), og de bevæger sig kun når jeg gør det. Hvilket resulterer i sådan en slags turbaseret stemning uden at være det. Når de får fat i mig, skifter skærmen til en kampscene set fra siden, og her bruger jeg så min ENE skill til at tæske løs (heldigvis får jeg nye undervejs i eventyret). Jeg kan ikke se hvilken level modstanderne er, så det er i første omgang deres liv, jeg må vurdere det ud fra. Når jeg har slået eller drukket en potion kan modstanderen angribe, og omvendt. Mit slag giver samtidig større skade, hvis jeg når at trykke en bestemt knap under mit angreb. Det tilføjer en smule action. Lootet jeg finder rundt i grotterne (de eneste monstre, der dropper noget, er bosserne), er ost, gulerødder og hamburgers. Dem kan jeg sælge i butikken for at købe potions mm. når jeg atter dukker op til overfladen.

Gør dig selv en tjeneste, læs det foregående afsnit 200 gange. Ikke noget med at snyde! LÆS DET 200 GANGE!

Så ved du hvordan jeg havde det, da jeg skulle teste dette spil.

Nej, undskyld, det er løgn. Udskift farverne på krystallerne med rød eller blå (og senere på de andre planeter blandt andet med kagemænd - DET ER SJÅVT!). Tilsæt en glad ringetone fra din mobil (af cirka et halvt minuts varighed) mens du læser, sæt den på gentag. Så ved du hvordan musikken er. Tilsæt "sjove" navne som Hammer Time til dine våben (eller ti-hi slå med en stegepande eller mad) og du har en ide om morskaben.

Jeg er edderfnysende rasende. Hvordan kan man tro at man kan lave et så kedeligt uengagerende og repetitivt produkt, og samtidig tage et beløb der er fem gange så højt som de billigere og langt sjovere alternativer? Jeg kan ikke tro at mange har holdt ud til enden af dette. Heldigvis har jeg en kollega, der klarede manddomsprøven. Det tog ham ni timer. Jeg holdte kun ud i tre, men han fortæller at der ingen forskel er på de sidste og første timer. Og jeg tror ham gerne.

Kigger du nu på specifikationerne til spillet, støder du på multiplayer. Det foregår nøjagtig som de normale kampe. Det vil sige man skiftes til at slå/tage potions. Det er ikke inddelt efter din level, så en høj level figur kan gå i kamp med en lav level figur online. Og ja: du kan tage alle de potions med som du gider. Gæt selv hvor lang tid en kamp så kan tage?

Udvikleren har lavet det fantastiske Mutant Mudds, og lige så fortræffelig sjovt det er at spille, lige så trist og håbløst føles Planet Crashers. I det mindste virkede styringen, og 3D-effekterne var hæderlige. Spillet findes angiveligt også til din browser. Tør du tage manddomsprøven?