Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

WILD BLOOD

Gameloft præsenterer sit første spil nogensinde baseret på Unreal 3-motoren. Læs om Kong Arthur og Lancelot i anmeldelsen af Wild Blood.

  • Tekst: Lee West

Det er blevet yderst moderne at genfortolke legender og historiske skikkelser både i film- og spilform. I biograferne har vi kunnet opleve Abraham Lincoln som koldblodig vampyrdræber, og i spilform får vi nu historien om Kong Arthur og ridderne af det runde bord.

Kong Arthur er som bekendt en sagnskikkelse som mange historikere den dag i dag forsøger at opklare oprindelsen af. De fleste kender nok til sagnet om Excalibur og de magiske kræfter bag det legendariske sværd. Men det var først med introduktionen af Lancelot, at vi oplevede et ægte moderne trekantsdrama, da ridderen havde en affære med Arthurs elskede Dronning Guinevere.

Wild Blood
Dette er en annonce:

Det er denne historie som mobilgiganten Gameloft nu tolker videre på. Og som med Abrahams vampyrhistorie griber Wild Blood også til en række friheder, der næppe finder udgangspunkt i virkeligheden. Arthur opdager nemlig også denne gang Guineveres utroskab, og mister ganske enkelt forstanden. Med hjælp fra den magtfulde magiker Morgana beslutter han sig for at jagte Lancelot. Morgana har naturligvis mindre ædle motiver og vælger at åbne helvedes porte, og som du måske kan gætte, har det skæbnesvangre følger for riget Albion og Lancelot, der dog heldigvis finder hjælp hos troldmanden Merlin.

Det er i rollen som Lancelot, at jeg sætter fødderne i den lokale kongelige landsby. Og det er her at det bliver klart, hvorfor Kong Arthur mest af alt ligner et rustningsklædt medlem af Gears of War. Dette er Gamelofts første spil nogensinde, der bygger på Unreal 3-teknologien, og det kan ses og mærkes at de store kanoner er kørt i stilling. Lige fra den stemningsfulde titelmelodi til præsentationen. Carl Vaudrin, som nogle måske husker for dennes samarbejde med Jesper Kyd i Assassin's Creed, kan det med musik. Og selvom intet af den efterfølgende lydkollage slår åbningsnummeret, er det dog mindre generisk end man kunne frygte. Selv stemmeskuespillet har ligeledes fået et nøk i den rigtige retning og fungerer strålende (især i sammenligning med tidligere Gameloft-titler). Dermed ikke være sagt, at der ikke er få tåkrummende momenter, for det er der.

Dette er en annonce:

Med på holdet er der flere erfarne folk. Gwenaei Heliou er eksempelvis ikke en uerfaren grafikmester, med Prince of Persia 3 og Myst IV i bagagen. Selv produceren Jonathan Stock har arbejdet på henholdsvis Sonic Unleashed og N.O.V.A. Med andre ord: baglandet er i orden. Og det kan ses fra første øjeblik. Detaljegraden er for et mobilspil uhyggelig god, omgivelserne fantastiske, og fjenderne er typisk Unreal-magi. Så det tekniske er som det skal være.

Jeg har dog altid haft det svært ved Unreal 3-motoren til mobiler, da den oftest ender i flotte spil, der hurtigt sygner hen, efterhånden som man indser at det hele kører på pre-definerede skinner. Men modsat Infinity Blade, som vel er det mest kendte eksempel på Unreal 3-motorens evner på mobile platforme, er Wild Blood ikke et eventyr der består af start-stop-sekvenser.

Wild Blood

Wild Blood spiller som et typisk tredjepersons hack'n'slash og du bevæger din ridder ved hjælp af et virtuelt pad, der dukker op på den venstre halvdel af skærmen, der hvor du sætter fingeren (eller modsat hvis du indstiller den til venstrehåndede). Den højre side bruges til at styre kameraet og fire knapper bruges til at tæske fjender, spurte eller kaste besværgelser. Og det er ganske imponerende at se på, ikke alene fordi der ofte er 4-5 fjender på en gang, eller fordi der bydes på ganske store bosser, men også fordi der er tænkt godt over brugen af Unreal 3-motoren, som brillerer med masser af kapow-effekter og lir. Selvom den mobile udgave af motoren fordrer spil med mindre områder, føles det langt mere frit end det egentlig er, da der ganske enkelt spærres af med midlertidige magiske barrierer, når først fjenderne vælter ind over Lancelot.

Det er ved kampsystemet, at man mærker udviklerens flair for touch-enheder. Det er holdt simpelt. Ét tryk resulterer i et slag, mens ekstra knapper lader dig bruge bestemte typer magi og disses ret forskellige styrker. Holder du knappen nede giver du et stærkere slag, og trykker du flere gange udløser du en combo. Du kan samtidig skifte mellem dit valgte håndvåben og bue, til de opgaver der kræver langdistance-angreb. Der er flere baner, hvor det benyttes ganske godt, ved at maskere at vejen mod fjenden er spærret, og derved ganske overraskende tvinger dig til at bruge buen.

Wild Blood

Undervejs i min tur gennem de ti baner møder jeg således arrige dæmonslagtere, skeletkrigere, bueskytter, en gigantisk drage, ild- og iskastende magikere, ildspydende statuer, kæmpe bosser og gargoiler, samt nogle uvæsener med eksploderende hoveder, som jeg ikke aner hvordan bør kategoriseres. Der er kort sagt gravet godt og grundigt i monsterskuffen.

Lancelot høster naturligvis en slags erfaringspoint i kampen mod fjenderne i form af guld, der kan bruges til at åbne op for nyt udstyr, forbedre eksisterende eller udvide ridderens færdigheder. Gameloft har dog lavet nogle ganske smarte detaljer i den sammenhæng. Eksempelvis stiger din figur i erfaringsniveau og udseende, ved at du bruger penge på at opgradere dennes forskellige evner og statistikker.

Wild Blood

Wild Blood indeholder mulighed for at købe sig til penge og dermed stats eller nye skins, men det er aldrig bidende nødvendigt at punge ud, især da man i løbet at eventyret kan vælge at genspille en tidligere gennemført bane for ekstra guld. (hint: genspil starten af bane to for hurtig rigdom). Der er nemlig nok guld at finde undervejs i eventyret. Områderne er fyldte med tønder (der naturligvis rummer guld), tilfangetagne byboere (der naturligvis skal befries og giver guld), fjender (der dropper guld) og kister (der ikke overraskende indeholder endnu mere guld og til tider lidt potions). De mest værdifulde kister kræver at man løser et minispil, i form af nogle drilagtige puzzles, for at få adgang til rovet. Der er med andre ord gjort en del for at få dette til at føles som en ægte konsolspil.

Uanset om det er tætbevoksede ruiner, enorme slotte, frodige skove, mindre landsbyer eller sneklædte bjerge, er der konstant nyt eye-candy til at holde mig grebet. Det er tydeligt at udviklerne har fået mere tid og måske friere tøjler under denne produktion. Efterhånden som man opdager forskellene på de forskellige elementer der kan benyttes i kamp, udvikler oplevelsen sig til noget ganske herligt. Således frygtede jeg efter den første halve time en snore-fest af et hack‘n'slash, men måtte sande at da jeg nåede til vejs ende af første del, var der gået fire-fem timer hvor jeg havde hygget mig gevaldigt.

Wild Blood

Rent faktisk varer oplevelsen mere end det dobbelte af nævnte gennemspilning, da du på snedig vis tvinges til at genopleve spillet atter engang på hard (med tidsbegrænsning på puzzles og to nye store baner) før den endelige konfrontation. Om det er at malke historien lige lovligt, er muligt, og jeg kunne godt have ønsket mig en afslutning efter første gennemspilning, selvom gensynet og de nye omgivelser var fornøjelige.

Der leveres også en omgang multiplayer, og som enhver, der har spillet N.O.V.A. eller Modern Combat-serien på mobiler ved, så kan Gameloft deres kram i den retning.

Wild Blood
Wild BloodWild Blood

Der bydes på lokale wifi-kampe og naturligvis online-kampe, hvor man enten kan vælge at tage en Team Deathmatch eller en omgang Capture the Flag med otte spillere på hver af de to baner. Menuerne er lette at gå til, og der tilbydes en quick play-funktion til de utålmodige. De få kampe jeg havde tegnede afsindigt godt. Det er ganske enkelt sjovt at rende rundt på et hel bane fra spillet og slagte spillere, mens power-ups og potions er spredte rundt på banen. Her får man også for alvor glæde af sprint og undvigefunktionerne, når en anden spiller prøver at få dødsstødet ind først. Jeg kan kun forestille mig det kaos otte spillere kan indgyde.

Wild BloodWild Blood

Det er stadig svært at sige, hvorvidt multiplayer vil blive en succes på højde med MC og N.O.V.A., da der på tidspunktet hvor jeg sad med min review-kode i bedste fald var tre andre spillere til rådighed. Men kimen er lagt.

Wild Blood viser med andre ord masser af gode takter både i single- og multiplayer, og alligevel er der nogle ærgerlige designbeslutninger. Jeg kunne ønske mig en mulighed for at sætte følsomheden op på kameraet, og ændre placeringen af knapperne. Det samme gælder ved brugen af buen. Den manglende indstilling af følsomheden er et irritationsmoment, der var ved at koste en karakter på skalaen. Spillere med mindre enheder end iPad vil muligvis ikke finde et problem her, men det er stadig en mangel, som du bør være opmærksom på. Enkelte animationer er heller ikke i top. Uanset om jeg havde kastet otte eller ni i nakken på titlen, er en ting dog sikker: jeg har i dagene efter at have skrevet denne anmeldelse stadig grebet fat i Wild Blood for endnu et slagtefix.

Wild Blood

I sidste ende kan jeg ikke komme udenom, at produktionsværdien er skyhøj, historien har sine glimtvise fine øjeblikke, og at jeg sidder med samme fornemmelse, som da jeg havde spillet Uncharted for første gang. For ligesom Drake viste hvad PlayStation 3 kunne håndtere med de rigtige folk bag rattet, så imponerer Lancelot også med klippesolid teknik, fantastiske omgivelser og vigtigst af alt underholdende gameplay. Og så er det ikke en typisk Gameloft-klon, men et godt forsøg på at skabe et nyt univers, også selvom Kratos og Dante ville føle sig godt hjemme i de blodige omgivelser.

Wild Blood bliver aldrig afsindigt svært før de to sidste baner, historien aldrig for alvor storslået, og kampsystemet aldrig nogensinde dybere end eksempelvis God of War. Til gengæld byder Wild Blood på en oplevelse, der tegner godt for fremtidens mobilspil, og den der et-spil-mere-følelse. Savner du en god spiloplevelse, uanset om det er singleplayer eller multiplayer, til prisen på en lejefilm, så finder du den ganske sikkert i denne titel på både iOS og ganske snart Android.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fantastiske omgivelser, solid hack'n'slash, lang historie, god multiplayer
-
Manglende indstilling for følsomhed og placering af knapperne, Gamelofts "flair" for lip sync.
Dette er en annonce: