Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

REALMS OF ANCIENT WAR

To fabelagtige spil i dungeon crawler-genren har allerede imponeret os i denne måned, men er her et tredje? Ikke hvis du spørger Blichfeldt...


Havde du spurgt mig for blot et par dage siden, ville jeg have fortalt dig at det for alvor virkede som om der var et par udviklere, der havde luret hvordan en god dungeon crawler skulle skrues sammen, og at det forhåbentlig ville betyde et generelt løftet niveau for genren. Borderlands 2 og Torchlight II viste nemlig hvordan heftige actionoplevelser sagtens kunne skrues sammen med rollespil og loot, og for en tid så det ud som intet kunne gå galt for genren.

Evnen til fuldstændigt at misforstå alt hvad der gør dungeon crawler-genren så underholdende findes dog stadig, og sjældent er den blevet bedre demonstreret end i Realms of Ancient War.

Spillet gør fra starten sit bedste for at gøre det hele til så let glemt en oplevelse som mulig, og historien fortæller derfor om en fjern verden, hvor fire kongeriger er gået i krig med hinanden. En forklaring på krigen er der dog ingen af, for spillet fortæller let og elegant at en sådan er blevet glemt af alle i denne mystiske verden - ikke en eneste sjæl kan altså huske hvorfor de er gået i krig. Man kan naturligvis ikke altid forvente en engagerende historie, og alligevel rangerer dette som en af de tyndeste baggrunde for at tæve monstre, jeg nogensinde har hørt.

Realms of Ancient War

Som forventet står valget fra starten mellem tre forskellige figurklasser, en troldmand, en kvindelig bueskytte og en barbar der tilsyneladende er i pensionsalderen og råder over en krop så senet, at den hurtigst mulig bør iklædes noget udstyr. Hver figur kontrolleres med det samme system, og de tre begynder-evner er således smidt på (Xbox) controllerens X, A og B-knapper, hvilket i teorien burde gøre det hele ligetil.

Udvikleren har dog valgt at benytte sig af et kampsystem fokuseret omkring cooldowns, hvor man altså hele tiden skal vente på at kunne bruge en given evne igen. Dette gør det specielt frustrerende at spille troldmanden, der konstant må vente på at selv de mest basale angreb genoplades. Samtidigt er der en sparsom mana-beholdning at holde øje med, hvilket kun gør det hele langsommere.

Realms of Ancient War

Dette er dog kun begyndelsen på kampsystemets problemer, for langt kedeligere er at udvikleren ikke har formået at tilføje bare en smule vægt til figurerne eller deres angreb. Den eneste indikation, af at man rent faktisk rammer en fjende, er ved at et par tal dukker op over den. Her er ikke engang blevet plads til lyden af et sværd eller en ildkugle der rammer fjenden. Den manglende vægt betyder også, at den valgte helt let og elegant danser forbi fjenderne mens han slår på dem, hvilket dog ikke gør det store, fordi fjenderne bliver ved med at forsætte deres kurs uanset om du svinger et sværd i smasken på dem.

Fjendernes ufortrødne angrebslyst kan måske forklares ved, at de fra den digitale naturs side ikke er blevet udstyret med nogen egentlig intelligens. Resultatet er at de ofte sidder fast i omgivelserne, hvilket er særligt komisk, når det eksempelvis er et bål der med det samme sætter fjenden i flammer, hvorefter AI'en giver op og overlader den brændende fjende til sig selv.

Teknisk er der heller ikke rigtig noget der virker for eventyret. Visuelt er det hele underlig grumset på en måde så billedet næsten altid synes uskarpt. Undtagelsen her er dog navnene på det udstyr som bliver tabt, for på trods af altid at have kedelige navne som "Red Key", "War Sword" og "Magic Wand" er størrelsen på den beskrivende skrift enorm.

Realms of Ancient War

Lyden er ligeledes en underlig størrelse, og lydsporet skifter mellem at bestå af blæsende vinde, der lyder som var de indspillet i et lydstudie lavet af en tom dåse flåede tomater, til godkendte eventyrs-melodier. Underligt er det dog at opleve, hvordan lyden aldrig reagerer på hvad der sker på skærmen og altså vil byde på de samme lullende toner uanset om du befinder dig alene på en grøn eng, eller om du er i færd med at kæmpe mod en skærmfuld fjender.

Mest original er dog de problemer som samarbejdet mellem lyden og grafikken resulterer i. Den i forvejen dårligt indspillede lyd krakelerer således så snart der sker for meget på skærmen, mens billedhastigheden til gengæld har det med at hoste og harke når der ikke foregår det store - det er jeg ikke sikker på at jeg har set før.

Realms of Ancient War

Udvikleren har valgt at runde hele oplevelsen af med den dårligst skrevne dialog, jeg længe har oplevet i et spil, og du bliver nødt til at vende dig til den, for tale er der nærmest intet af i spillet. Således er det en smule svært at tage en trussel seriøst når den lyder "If you are lying I'll come back and be very angry!" og særlig farligt virker det heller ikke når en beskrivelse af omgivelserne lyder "These spiderwebs are so sticky, I can barely walk when I am on them!"

Fejlene er faktisk flere i Realms of Ancient War, eksempelvis er der intet minimap, hvilket gør det svært at finde ud af hvor man skal hen, og så er co-op mulighederne lavet sådan at spiller nummer to hverken gemmer erfaring eller udstyr når spillet stoppes. I stedet for at komme med flere beskrivelser, er det dog nemmere blot at sige, at der ikke er en eneste grund til at bruge tid eller penge på dette faldefærdige eventyr. Savner du en god, billig dungeon crawler med masser af loot og magiske evner til din Xbox, er pengene langt bedre brugt på Torchlight, Crimson Alliance eller Dungeon Defenders.

03 Gamereactor Danmark
3 / 10
+
Til tider godkendt musik, hele tre figurer at vælge i mellem!
-
Grumset grafik, teknisk elendigt, dårligt kampsystem, forfejlet co-op, mangelfuld AI
BETA +