Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

ROCKSMITH

Nittearmbåndet er støvet af, og strengene er blevet spændt efter atter engang. Emil svinger spaden i Rocksmith.


Der bor en rockstjerne på Amager i København. Der er ikke mange der ved det. Ingen genkender ham på vejen i opgangen til hans lejlighed. Ingen spørger om autografer ved køen i supermarkedet, og ingen griber deres smarte telefoner og skyder en række billeder, når han er i byen og fulde sig. Så vidt jeg ved.

For med Rocksmith kan alle nemlig føle sig som en ægte rockstjerne. Eller næsten alle. For det kræver sin rytmiske sans og en hel del mod at kaste sig over det vaskeægte seksstrengede bæst af en elguitar, som spillet kræver.

Det ved Rocksmith godt, og derfor får man da også som det allerførste en udførlig præsentation af hvad man sidder med i hænderne. Alle strengene vises på skærmen og får tildelt en farve, så man nemt kan orientere sig og placere sine fingre i god tid. Imellem den tykkeste røde streng og den tyndeste lilla, ligger alle regnbuens farver, og når sangene skal spilles, vises noderne i de farver, der passer til den enkelte streng. Det er smart, men vi er ikke helt i mål endnu. For en guitar laver sine toner ved at få strengene til at resonere i forskellige spændinger. Sagt på en simpel og anden måde så bliver tonerne forskellige på en guitar ved at trykke strengene ned på et bestemt sted på guitarhalsen. Til at hjælpe med det er guitarens hals opdelt i en række bånd, og tallet på disse bånd står også på skærmen. Så når musikken først spiller, så skal man både placere sine fingre i det rigtige bånd og på de rigtige strenge, og det er ikke nogen dans på roser, hvis man aldrig har prøvet det før.

Men Rocksmith er en kærlig lærer på mange måder. Det stiller både krav, men sørger samtidig for at man altid hænger med. Der er nemlig ikke nogen sværhedsgrader i Rocksmith, i hvert fald ikke i nogen gængs forstand, hvor man selv skal vælge imellem svær eller mindre svær. I stedet starter Rocksmith meget blødt med de enkelte toner i en sang, måske endda blot nogle få toner. Bare ligesom for at lodde stemningen og tjekke om det er en musikalsk analfabet eller Santana, der sidder med guitaren i hånden.

Rocksmith

Hvis man har det rigtig svært ved de få toner, jamen så drosler Rocksmith automatisk ned for antallet af toner, der skal spilles. Flyver man derimod derudaf i bedste Van Halen stil, så skal man oppe sig lidt mere, for så får man lidt efter lidt lov til at spille hele sangen inklusiv eventuelle soloer. Kom ikke her og sig, at Rocksmith ikke er ambitiøst, for det kan godt give en pæn sjat sved sved på panden at spille diverse solostykker.

RocksmithRocksmith

Den automatiske op- og nedskalering af sværhedsgraden virker forbavsende godt. I enkelte tilfælde er Rocksmith måske lige hurtig nok til at fjerne noderne, hvis man kikser en enkelt gang, og så det bliver lidt åbenlyst, at man modtager en hjælpende hånd af musikalsk medlidenhed. Men det er på den anden side svært at klage over at gøre spillet tilgængeligt for alle.

Sangene er godt fordelt mellem klassikere og moderne hits, og både Rolling Stones, The XX og Nirvana skal have en over nakken, før man kan stige i levels og gå fra den tarvelige rockklub til de storslåede stadionkoncerter. Endnu mere overraskende er det at mængden af 'fyld,' altså sange ingen kender, er stort set ikke-eksisterende. Forbavsende at man nærmest har vænnet sig til det efter mere end et halvt årti med Guitar Hero. De gode sange gør oplevelsen markant sjovere, og jo bedre man spiller, jo flere rockstjernepoints tjener man. Efter man så har klaret hver sang tilpas godt, bliver man taget til eksamen, hvor man skal ud og optræde med sit set. Her skal man så spille alle numrene i streg, og stadigvæk så godt som muligt, for at rive ekstra points hjem. Hvis publikum er vilde med det, ja så forlanges der sørme ekstranummer, hvor man oftest bliver nødt til at improvisere lidt, da det sagtens kan være et nummer, man aldrig har spillet før.

Koncerterne er sjove og udfordrende, men det er også her, at præsentationen kikser lidt, for publikum er blot nogle animerede papskiver, der måske i et Salvador Dali-maleri ligner rigtige mennesker. Kønt er det ikke, og selvom man sjældent glor ud på sit publikum, ja så kunne man godt have gjort bare en anelse mere ud af det.

Man kommer altså ikke sovende til koncerter i Rocksmith, da man skal kvalificere sig, og det er igen den moderlige omsorg spillet udøver. Spillet skal være en succesoplevelse på alle måder, og derfor nytter det ikke noget at tage til koncert som det første og føle sig som en kæmpeklovn bagefter. Rocksmith vil meget heller have at du øver dig, gerne igen og igen, så du til sidst mestrer sangen i fingerspidserne. Til det formål introducerer spillet løbende nye teknikker som akkorder, slides og palm muting, og efter man har lært teknikken bliver man tilbudt et lille minispil såsom Dawn of the ChordDEAD, hvor man skal dræbe zombier ved hjælp af rigtigt spillede akkorder. Det kan man da kalde dødelig rock. Skulle det ikke være nok, er der endda en dedikeret øvelsesfunktion under hver sang, hvis der nu lige er et omkvæd der driller. Men på trods af flere forskellige måder at øve sig på, så kan jeg ikke lade vær med at savne en klassisk øvelsesform, hvor man bare kan gå igennem sangen i sit eget tempo. Som det ser ud nu, synes jeg at der går for meget spil i øvelserne, men det er nu en mindre klage.

Gør man det til gengæld rigtig godt i øvelokalet, smider spillet nye pedaler eller forstærkere efter en. Hvad kan man så bruge dem til? Jo, hvis man ikke orker at spille nogen af sangene, så kan man gå i øvelokalet, justerer på forstærkere, pedaler og guitar og bare sidde at spille for sig selv. Simpelt og ligetil. Hvis man så finder en rigtig fed lyd, så gemmer man den bare direkte på harddisken. Man kan sågar tilknytte sine egne guitarlyde direkte på joypaddet, så man hurtigt under Nirvanas "In Bloom" kan skifte fra en delay til en tremolo effekt, hvis man vil. Det er smart og rigtig godt tænkt.

Rocksmith

At man kan lave alle de mange indstillinger er fortræffeligt, men måden det præsenteres på er simpelthen ikke synderligt begavet. Hvis man vil skrue lidt op for bassen på sin forstærker, så kommer der en anonym bar frem, hvor man kan sætte nålen et sted mellem 0 og 100, og det virker lidt dovent. Hvad med at man i stedet lavede en fed animation, hvor man zoomede ind på den specifikke knap på og rent faktisk drejede den? Den var gratis, Ubisoft, men til næste spil i serien må det gerne være bragt i orden, ok?

I forbindelse med dette spil har Ubisoft i øvrigt indgået en aftale med amerikanske Epiphone, der laver guitarer og forstærkere. Derfor er alle guitarer i spillet Epiphone modeller, og selvom Epiphone som sådan laver ganske udmærkede guitarer, så savner jeg andre producenters modeller. Hvis du drømmer om at se lige netop din klassiske Fender Stratocaster i Rocksmith, så venter der en skuffelse lig den Brøndbyfans har oplevet de seneste år.

Det ændrer ikke ved, at Rocksmith faktisk formår at tage et stort, ikonisk og meget komplekst instrument og gøre det bare nogenlunde tilgængeligt for almindelige mennesker. Det er et enormt flot stykke arbejde, der gør indtryk. Men at tro at man ved hjælp af Rocksmith kan lære at spille guitar, den køber jeg ikke helt. For på trods af god pædagogik og logisk interface, fortæller Rocksmith ikke noget om navne på strenge, ordentlige siddestillinger, vægtning af højre hånd eller placeringer af tommelfingre og tryk. Rocksmith hjælper med meget, men ikke med det hele, og derfor er Rocksmith bedre som supplement til guitarundervisning eller til at vække guitarglæden til live igen, hvis den er gået bort. Jeg har aldrig haft så stor lyst til at øve og forfine mine evner med spaden, som jeg havde med Rocksmith, og bedre måder at spille et instrument på har jeg svært ved at forestille mig. Men for helt grønne nybegyndere, der vil min anbefaling være lidt mere beskeden. Der kræver Rocksmith lyst, vilje, disciplin og øvelse. Men så bliver man også belønnet derefter, måske endda for resten af livet, hvis lysten hænger ved.

Der bor som bekendt en rockstjerne på Amager, og efter den seneste tid med Rocksmith som fast bekendtskab er hans fingerspidser på venstre hånd godt og grundigt slidte og ømme. Hvis du ved hvad jeg snakker om, og elguitaren allerede står på drengeværelset, så bør du eje spillet uden at blinke med øjnene. Hvis du ikke ved hvad jeg mener, så er tiden måske moden til at lære et nyt og spændende instrument at kende? Bare husk at det på ingen måde er Guitar Hero, men ægte rock - med alt hvad det kræver!

Tillæg til anmeldelsen: Tak til 4Sound for lån af elektrisk guitar. Rocksmith indeholder dog både en kampagne til guitar og til bas plus en lokal multiplayer funktion, hvor man kan spille sammen med en ven. Grundet akut mangel på udstyr og ikke mindst venner kunne denne funktion ikke testes inden anmeldelsens deadline. Men vi lover at rocke ud med vores venner, så snart lejligheden byder sig og fortælle om det.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Tonsvis af gode sange, lettilgængeligt interface, meget pædagogisk sværhedsgrad, gør det sjovt at spille guitar
-
Mangler den allersidste finpudsning i præsentation og grafik, mangler lige de sidste funktioner - både for begyndere og hardcore guitarister

Brugeranmeldelser

  • sofus2
    Kan du huske den guitar, du fik til jul af din tante for fem år siden? Den guitar der for længst er stillet langt ind i hjørnet til din... 6/10
  • Woon
    Vi har snart alle prøvet det: Rocke som en sand legende med en plastikguitar - men det er ovre nu! Ubisoft har lavet den ægte vare og nu er det på... 9/10
Dette er en annonce:
BETA +