Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

WORLD OF WARCRAFT: MISTS OF PANDARIA

World of Warcraft ekspanderer endnu en gang, med en af de mest omfangsrige udvidelser længe.


Der er antropomorfe pandabjørne i den seneste World of Warcraft-udvidelse. De dyrker kinesisk kampkunst. Jeg nævner det her som det første, så vi kan få Kung Fu Panda-sammenligningerne af vejen - for stirrer man sig blind på det faktum, at der er en overfladisk lighed mellem WoW-universets seneste hovedpersoner og DreamWorks' filmhelt, vil det gå henover hovedet på en, hvor god en udvidelse Mists of Pandaria faktisk er.

For det er ikke den nye Pandaren-race, man bør hæfte sig ved. Det er i stedet den temmelig anseelige mængde nyt indhold, udvidelsen fører med til spillet, og den lange række små men mærkbare forandringer, der alle gør deres til at forbedre den samlede oplevelse.

Vi fik en smagsprøve på det med patch 5.0.4, der introducerede alle de mange system- og klasseændringer. Samtlige klasser har fået en overhaling, og de gamle skilltræer er blevet fuldstændig skrottet til fordel for et nyt system, hvor man på hvert 15. level skal vælge mellem tre supplerende evner, der på papiret alle burde være nogenlunde lige nyttige.

World of Warcraft: Mists of Pandaria

Det kræver lidt tilvænning i starten, men jeg er hurtigt blevet overbevist om, at det er det gamle system langt overlegent. For til trods for den store mængde skills, man før skulle vælge mellem, endte man som regel med at slå op på nettet hvad det optimale skill-valg var, og derfor endte systemet med at være stift og statisk. Det kan man ikke klandre det nye for.

Men der er også andre ændringer i Pandaria end dem, vi fik med patchen i sidste måned, og nogle af dem bemærker man først, når man sætter fod på det nye kontinent. World of Warcraft er under pres fra andre MMO'ere som Guild Wars 2 og The Old Republic, men man må give Blizzard, at de gør hvad de kan for løbende at forbedre oplevelsen.

Et eksempel er en funktion, der tilsyneladende er løftet direkte fra netop GW2: har man et quest, der går ud på at dræbe en bestemt fjende - altså den slags, der lyder "dræb kommandør Ondoggrum ovre i fjendens lejr", frem for "dræb 10 Glubske Ulve" - gør det ikke noget, at andre har slået på ham først. Så længe du giver skade, får du kredit og XP for at have dræbt ham, og det betyder at mange questmobs ikke længere er totalt overfarmede, så man kæmper mod andre spillere om at være den første til at få skade ind. Pludselig er dine allierede ikke modstandere længere. Det er rart.

World of Warcraft: Mists of Pandaria

Den største og måske vigtigste ændring, Mists of Pandaria har bragt med sig, er dog de nye crossrealm-zoner. Befinder man sig i en zone, der er tyndt befolket med spillere (og i disse tider gælder det cirka samtlige zoner fra level 1 til 85), bliver den fusioneret med samme zone på andre servere, så man nu kan løbe ind i spillere derfra, chatte med dem og endda danne grupper sammen.

Det har givet en blodindsprøjtning, der vil noget, til World of Warcrafts gamle indhold. Zoner, der førhen var ødemarker, vrimler nu med folk fra både Horde og Alliance, hvilket også har ført til at PvP og ganking ude i spilverdenen har fået en renæssance. Azeroth er ikke længere en ødemark. Her er liv alle steder, og åh, hvor er det rart.

Hvad angår det faktiske quest-indhold i Mists of Pandaria, så er det en klar forbedring i forhold til den forrige udvidelse, Cataclysm. Her var der en klar tendens til, at man blev ført slavisk gennem hver enkelt zone, og til hver en tid kun havde 2-3 quests at lave. Det var en ret lineær oplevelse. Pandaria er derimod tilbage til de gode dyder fra Wrath of the Lich King, og det betyder at man nogenlunde frit kan bevæge sig mellem de mange questhubs, der er i hvert område, og løse quests i den rækkefølge det passer en. At have 15 aktive quests i én zone er ikke noget sjældent syn, og man bliver ofte sendt på afstikkere til andre områder, før man har gjort det aktuelle færdigt.

World of Warcraft: Mists of Pandaria

Blizzard har også fundet på nye måder at fortælle deres historier på, og en central del af ens oplevelse i Pandarias første nye zone bliver fortalt gennem spilbare flashback-sekvenser fra forskellige figurers synspunkt. Et af dem inkluderer endda en sniper-mission. Alligevel er der væsentligt færre "gimmick"-quests end i Cataclysm, hvor man lidt for ofte blev sendt ud i skøre køretøjer og lignende.

Dertil kommer, at selve universet er langt mere inspireret af Wushu og kinesisk mytologi end man lige umiddelbart skulle tro. Det er emner, der ikke bliver behandlet særlig tit i spilsammenhæng, og på den led er det i sig selv et frisk pust i forhold til den mere traditionelle fantasy, World of Warcraft trods alle sine mange skæve indslag byder på.

Det påvirker også selve historien. Hvor de sidste par WoW-udvidelser mest har handlet om at redde verden fra gigantiske trusler som Arthas og Deathwing, er perspektivet her et helt andet. Kort sagt har Pandaria eksisteret i relativ fred og fordragelighed gennem årtusinder, og pludselig lander Alliance og Horde på deres kyster, med deres åndssvage konflikt i rygsækken, og alene deres hadefulde tilstedeværelse er med til at bringe landet ud af balance og true indbyggernes eksistens.

World of Warcraft: Mists of Pandaria

Der er allegorier til både kolonialisme og proxy-krige, og selvom Blizzards sædvanlige boblende charme og letsindighed er med til at løfte stemningen, så er det alligevel nogle tunge emner, der ligger og lurer i baggrunden. Horde-Alliance-konflikten glider hurtigt i baggrunden, og i stedet koncentrerer man sig om at rydde op i den massive ravage, man har været med til at skabe.

Selve Pandaren-racen synes jeg er både morsom og charmerende, med deres blanding af zen-visdom og hang til hjemmebryg. De er søde uden at være for meget, og selvom de umiddelbart virker som et stort spring i forhold til de øvrige spillerracer, er WoW-universet i forvejen så esoterisk og fyldt med fjollede væsener (bare tænk på hvalros-mændende i Wrath), at jeg ikke synes de stikker så voldsomt ud. Og de er langt mere interessante end Ramkahen-folket fra Cataclysm, for eksempel.

Monk-klassen er også både alsidig og sjov at spille, der med sit chi-system og mange mobilitetsevner minder om en mindre stiv og ensformig rogue, der dertil er udstyret med en langt mere fleksibel værktøjskasse.

World of Warcraft: Mists of Pandaria

Mists of Pandaria vil næppe lokke mange nye folk til World of Warcraft. Det er i høj grad en udvidelse rettet mod de folk, der allerede er veteraner. Det er på mange måder mere af det samme - men kvaliteten er som den skal være, og her er et niveau af ekstra polering, der er med til at gøre alting en tand mere appetitvækkende. Samtidigt er der masser af nye quest-indhold, nye dungeons, nye (og valgfrie) tidsrøvere som pet battles og ens egen personlige farm, og selvom de sidstnævnte ting næppe vil interessere alle, kan man dårligt klage over at de er der.

Mists of Pandaria er på ingen måde en revolution, og ændrer ikke noget radikalt ved World of Warcraft. Men det kilder alle de steder, det skal, og gør det med et overskud, der er svært at komme uden om. Glem sammenligningerne med Kung Fu Panda. Det her er mindst den næstbedste World of Warcraft-udvidelse nogensinde.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Masser af nyt indhold, mere velpoleret end forgængerne, mange lækre system- og strukturændringer
-
Samme kernegameplay som altid, pet battles virker ikke så spændende
Dette er en annonce:
BETA +