Man fornemmer med det samme, at det nyeste Fable-afsnit godt ved, at det har nogle enorme forventninger placeret på sine ikkeeksisterende skuldre. Mens Microsoft efterhånden har bevist, at Kinect gør sig glimrende hvis man er en danseglad disco-mus, har giganten nemlig haft svært ved at overbevise om at det aflange kamera tilføjer en egentlig værdi til andre slags spiloplevelser. Fable: The Journey starter dog godt ud, for det beder dig nemlig om at sætte dig ned.

Gabriel er ikke kun navnet på den ene del af den duo, der her har hovedrollen, men også på eventyrets variant af den kække dovenlars, der på trods af inkompetence og uvilje ender med at være personen, der afgør Albions skæbne. Den anden del af duoen udgøres af hesten Seren, der ganske vist har et par år på bagen, men alligevel er en sympatisk krikke, bedste ven til Gabriel og glædeligt trækker den vogn hvorfra det meste af eventyret foregår.

Og det er i denne vogn, du bliver bedt om at sætte dig, før eventyret kan gå i gang. Siddende lærer du således at svinge tøjlerne, der får Seren til at lystre, og via lidt snedige ideer har Lionhead fået det til at virke overraskende naturligt.

Som standard traver Seren langsommeligt af sted, men løftes tøjlerne, sætter hesten i stedet i galop, mens et løft mere vil få den til at løbe alt hvad den kan, mod at en udholdenheds-måler hurtigt tømmes. Trækkes tøjlerne i stedet til kroppen, sættes farten ned, mens et løft op over hovedet vil få hesten til at stoppe helt. At få hesten til at gå til højre eller venstre, kræver ikke mere end at man hiver de usynlige tøjler mod kroppen med enten venstre eller højre arm.

Systemet udnyttes ved at erfarings-objekter i tre forskellige farver er blevet spredt ud over Albions mange småveje. De grønne objekter kan indsamles i en hvilken som helst hastighed, mens de blå kræver at hesten går i sløvt tempo. De røde kræver derimod at Seren løber med fuld hastighed, men belønner samtidigt med en genopfyldning af udholdenheds-måleren.

Uanset hvor charmerende simpelt et eventyr set fra en hestevogn måtte lyde, er det dog først når Gabriel selv får nogle magiske kræfter, at det hele bliver interessant. Historien tager sin gang 50 år efter Fable III, og alt er ikke længere det samme i Albion, hvilket ikke mindst skyldes at der ikke længere fødes nye helte. I stedet er helte nu nogen som kun en sjælden gang i mellem udvælges, og får utrolige kræfter gennem magisk udstyr, og sådan sker det også for Gabriel.

De magiske kræfter består fra start af muligheden for at kaste med lyn, samt skubbe og påvirke omgivelserne. Lyn kastes med højre hånd, og kræver at du først holder hånden tæt på dig selv, sigter og kaster den af sted mod skærmen. Det samme gælder hvis du skal skubbe til ting, selv om det dog her er venstre hånd der skal tages i brug. Angreb kan pareres ved at tage venstre arm op foran hovedet, mens det at svaje til venstre eller højre også kan redde dig fra at få sten, spyd og andet kasteskyts i ansigtet.

Som sådan er der ikke nogle af disse mekanikker, man ikke har set i tidligere Kinect-titler, men forskellen består i, at Fable: The Journey implementerer dem alle i et historie-tungt eventyr, der ikke udelukkende føles som et bundt minispil.

Det er igen den mystiske seer Theresa, der indtager fortællerrollen og samler historiens forskellige tråde, men ligesom i seriens tidligere kapitler er det lige så meget udforskningen der gør, at man har lyst til at forsætte, og det er faktisk lidt imponerende fordi ruten denne gang er helt fastlagt.

Seren lader sig gerne styre fra venstre mod højre, men alligevel har Lionhead følt sig nødsaget til at pille friheden fra de tidligere kapitler ud af eventyret, og har i stedet kompenseret ved at fylde på med stoppesteder og afkroge fulde af hemmeligheder. Stoppesteder lader dig bruge dine magiske evner til at heale Seren, give krikken noget at drikke ved at pumpe vand op i truget, eller samle æbler som hesten kan fodres med. Afkrogene indeholder derimod ofte monstre som skal besejres, før man kan få fingrene i de kister, der indeholder erfaringspoint og nærmest ligegyldige samlerkort, som dog i det mindste har sjove historier fra spillets univers.

Rollespilselementerne er ikke længere lige så dybe som før, men der er dog stadig blevet plads til et slags evnetræ, hvorfra det er muligt at låse op for forskellige opgraderinger. Fra starten er udbuddet en smule sparsomt, men når man senere begynder at låse op for mere potente magier som gør kampene sjovere, bliver der pludseligt meget større grund til at jagte de mange erfaringspoint.

Man fornemmer ganske tydeligt, at ambitionerne for Fable: The Journey har været store, og at den britiske udvikler har gjort hvad de kunne for at komme de typiske Kinect-problemer til livs. Derfor er det endnu mere ærgerligt at det nye eventyr bliver fældet af et gammelt problem, for det er igen den manglende præcision, der sætter den mest alvorlige stopklods for spillets mange talenter.

Nok er Seren ikke den yngste hest i Albion, men alligevel føles det en smule underligt at se hesten løbe hovedkulds mod klippestykker, træer og afgrunde, mens man febrilsk prøver at kommandere krikken med de kommandoer, man har fået til opgaven. Ligeledes er det irriterende at se lynild og anden magi flyve forbi fjenderne i skæve retninger, når man kunne have svoret at man sigtede direkte på fjenden.

Mest frustrerende er dog, at spillet ofte har svært ved at finde ud af om man forsøger at skubbe til omgivelserne eller blokere et angreb, fordi de begge aktiveres med venstre hånd. Resultatet er at alt for mange kampe og opgaver skal genstartes, og den slags bliver hurtigt kedeligt.

Det er virkelig ærgerligt at den nuværende Kinect-teknologi øjensynligt ikke tillader bedre præcision, for når alt klikker i Fable: The Journey er det virkelig sjovt, og samtidigt det tætteste noget spil endnu er kommet på at leve op til alle de visioner Microsoft i sin tid havde for teknologien.

At sende magiske angreb mod fjenderne og vinkle dem med en enkelt armbevægelse, eller sende fjender på flyvetur ud over klippeskrænter ved at skubbe til dem, føles stadig som noget fra fremtiden. Men at misse blokade på blokade, mens kameraet forsøger at hitte ud af, hvilken kommando det er jeg forsøger at aktivere, tilhører den type problemer jeg havde håbet endegyldigt at have smidt i skuffen, da jeg i sin tid sagde farvel til det originale Eyetoy-kamera.

Fable: The Journey er et solidt køb, hvis du savner et udmærket Kinect-eventyr og allerede ved hvilken slags problemer du kan forvente, grundet din tidligere erfaringer med spil det til unikke kamera. Vi andre bør dog overveje en ekstra gang, om ikke pengene måske er bedre brugt på at spare op til den næste generation af Kinect-teknolgi.