I de glade 90'ere var jeg lige så stor "fan" af Chicago Bulls som alle andre danske ungersvende. Både jakke, taske og kasketter var prydet med den olme tyr. Jeg var dybt fascineret af Michael Jordan, og da Space Jam ramte biografen, nåede min begejstring nye højder. Herefter gik det dog en smule ned ad bakke, og siden da har jeg ikke haft den store interesse for basketball, selvom jeg i ny og næ har fulgt NBA på den altid gode DK4.

Inden for de sidste par dage er der dog sket en ændring. Selvom fodbold stadig er min favoritsport, så er hjertet igen begyndt at banke lidt for sporten med den orange-brune bold og de høje mænd. Dette skyldes udelukkende, at NBA 2K13 leverer en så fængslende og dynamisk basketball-oplevelse, at man ganske enkelt ikke kan undgå at blive revet med.

Da spillet på banen naturligvis er det altoverskyggende i et sportsspil, vil jeg starte med at knytte et par kommentarer til netop dette. Man fristes til at råbe "Nothing but net" i kor med kommentatorerne, for udvikleren Visual Concepts rammer virkelig plet med deres gengivelse af sporten, hvad enten man kigger på animationerne, spillets flow eller de utallige muligheder for at sætte et angreb op.

Der er foretaget visse ændringer i styringen i forhold til sidste år, hvor man nu kontroller driblinger med den højre analoge stick i stedet for at bruge denne til at skyde med. Afslutninger sendes nu i stedet af sted med firkant (såfremt man spiller på PS3), men hvis man holder L2 nede, vil man stadig kunne skyde ved at bruge den højre stick, så fans af denne styring vil ikke blive skuffede.

Den nye styring fungerer mildest talt strålende. Man har som nævnt mulighed for at lave ekstremt præcise driblinger med den højre stick, hvilket kan skabe den livsnødvendige mængde plads, der skal til, hvis man vil sende en afslutning af sted mod kurven. Kombineret med den forbedrede mulighed for at kæmpe om positionerne i området omkring og under kurven, åbner dette op for nogle uhørt realistiske spilsituationer, hvor jeg indimellem glemte at bevæge min spiller, og i stedet bare sad og gloede på den situation, der udspillede sig blandt de computerstyrede spillere.

Holder man R1 nede viser der sig et knap-ikon over hver af ens medspillere. Trykker man på den pågældende knap, vil man aflevere til ham, hvilket også kan gøres, mens man er på vej i den anden retning. Det fungerer især godt online, hvor man på den måde kan snyde modspilleren til at tro, at man vil gå højre om, hvorefter man hurtigt drejer omkring og slynger en aflevering over i modsatte side af banen. Disse små tiltag er alle medvirkende til, at man kan konstruere nogle angreb, der er så kreative og virkelighedstro, at selv garvede baskeball-fans må blive overbevist.

I forhold til styringen, så kan det klart anbefales at gennemspille den meget grundige og gennemarbejdede træningsdel, Training Camp. Her gennemgås hver af spillets funktioner først af en computerstyret spiller, hvorefter man selv skal forsøge sig. Det er en lidt lang proces, men det betaler sig helt sikkert i sidste ende, da man ellers er lidt på herrens mark, hvis man forsøger at finde ud af samtlige driblinger og afleveringsmuligheder på egen hånd. Og hey, jeg fik en rød sko som belønning for at have gennemført træningsdelen. Der er altså ingen undskyldninger for ikke at kaste sig over træningen som det første, når spillet snurrer i maskinen.

Hvad angår spiltyper, så leverer NBA 2K13 en masse forskellige af slagsen, der alle leverer varen på hver deres måde. Den spiltype, der har taget mest af min tid, har uden tvivl været MyCareer - sidste års MyPlayer-spiltype. Man kreerer sin egen spiller og skal så spille sig op fra rookie til en af de helt store stjerner i ligaen.

Dette kræver, at man leverer varen i hver eneste kamp, hvis man vil gøre sig forhåbninger om i sidste ende at blive optaget i Hall of Fame, der må siges at være det ultimative mål. Man har mulighed for at vælge mellem et stort antal forskellige animationer til forskellige situationer, hvilket dækker over måden man sender et skud af sted på, eller måden spilleren lander på jorden igen efter at have lavet et jump shot.

Derudover er der mulighed for at vælge mellem en lang række af såkaldte Signature Skills, der hver især giver ens spiller nogle specifikke evner, der kan komme én til gode på forskellige tidspunkter i kampen. Vælger man eksempelvis Highlight Film som Signature Skill, vil ens spiller, når man har mulighed for at lave et dunk, altid forsøge sig med det mest spektakulære dunk i repertoiret.

Det kan også være en Signature Skill, der giver bedre chancer for at score på et 3-point-skud fra hjørnet af banen eller noget helt tredje.
Disse Signature Skills er ligesom de selvvalgte animationer med til at give følelsen af at man har skabt en unik spiller, der både spille- og udseendemæssigt er præcis som man gerne vil have det.

En anden spiltype, der også virker lovende, er MyTeam, hvor man ved hjælp af spillerkort skal opbygge et slagkraftigt mandskab. Ingen tvivl om, at idéen er snuppet fra EA's mange sportsspil, men det gør det ikke mindre velfungerende. Man gør brug af spillets valuta VC (Virtual Currency), der kan bruges på alt fra nye spillere til genstande, der giver bonusser til de enkelte spillere.

En væsentlig detalje er, at spillernes niveau og værdi også påvirkes af, hvordan de spiller i den virkelige verdens NBA. Det vil altså sige, at hvis man bruger en mindre formue på at købe Kobe Bryant til holdet, og han så flopper i ugens kamp i virkeligheden, så ryger hans værdig drastisk ned i spillet. Der er altså også et kærkomment element af købsstrategier baseret på kommende kampe i virkelighedens liga, der kan få mig overtalt til måske at følge lidt ekstra med på basketfronten i tv og på nettet.

Når man har fået opbygget et hold, skal kampen tages online mod andre spillerskabte hold, og her skinner NBA 2K13 endnu en gang igennem. Uforudsigeligheden når nye højder, når to spillere giver sig i kast med de talrige muligheder for at drible og aflevere på alverdens måder, og det kan virkelig være noget af en udfordring at skulle forsvare mod en spiller, der er blevet gode venner med den højre stick. Jeg forudser i hvert fald en masse medrivende kampe i online-delen, hvor det at lave et voldsomt dunk bare føles bedre end i singleplayer.

Spillet giver også mulighed for at spille med over 30 forskellige historiske hold fra 1964 til 2001, og man har også mulighed for at spille med de to olympiske all-star hold fra henholdsvis 1992 og 2012. Og så er der godt nyt for alle teenagepigerne (og de lidt bløde mænd), for man kan nu kaste sig ud i kampen med et kendis-hold med spillere som Bow Wow, Chamillionaire, Sean Kingston, Vinny og Pauly D fra Jersey Shore og ikke mindst Justin Bieber. Nej, du læste ikke forkert. Du kan nu sætte Justin Bieber godt og grundigt på plads på basket-banen, hvilket i grunden burde være nok til at investere i NBA 2K13.

I en anden boldgade har den ekstremt produktive og nærmest allestedsværende rapper Jay-Z (der selv har købt sig ind i NBA-klubben Brooklyn Nets) været executive producer på spillet, og selvom man nok ikke kan tilskrive ham al succesen, så er de områder, hvor han har været toneangivende, også nogle af de elementer i spillet, der er med til at gøre NBA 2K13 til en forrygende oplevelse.

Spillets soundtrack udgøres af numre, der er håndplukket af Jay-Z selv, og tæller navne som Kanye West, Mobb Depp og Meek Hill for nu at nævne et par navne fra hip hop-genren, men der er også blevet plads til både Coldplay, The Dirty Projectors og Justice, så Jay-Z favner bredt. Nå ja, så er der selvfølgelig også omkring seks numre med manden selv, men det havde de fleste nok forventet, og det gør bestemt ikke soundtracket dårligere - tværtimod.

I flere forskellige omgange i løbet af min tid med spillet, har den stået på musikvideoer tilsat en god mængde eksplosiv gameplay, der får én til at spørge om, hvorfor Jay-Z først er kommet med på holdet i år. Det er kun med til yderligere at underbygge den i forvejen forrygende stemning, der hersker i stort set alle spillets facetter, og hvor jeg normalt hurtigt trykker mig forbi mellemsekvenser i sportsspil, så nød jeg her at se de virtuelle udgaver af Kobe og Lebron give den gas med et lækkert Jay Z-track i ryggen.

En sjov anekdote angående soundtracket er, at licens-holdet i produktionen gerne ville have et U2-nummer med på soundtracket. Det ville U2 ikke medvirke til, hvilket de af princip heller ikke tidligere har gjort i noget spil. Så foretog Jay-Z et telefonopkald, og nu kan man høre U2's sang Elevation i spillet.

Også menuerne skulle eftersigende bære mediemogulens præg, og som udgangspunkt fungerer disse ganske fint, selvom der dog er en smule malurt i bægeret. Ligesom andre sportsspil gemmer de forskellige menuer og skærmoversigter på ekstremt mange funktioner, hvilket godt kan være en anelse frustrerende at manøvre rundt i. Det ødelægger på ingen måde selve spiloplevelsen, da spillet på banen er vigtigere, men jeg går lidt med en mistanke om, at samtlige sportsspil-producenter har dannet fælles front mod de overskuelige menuer. Det er i hvert fald det indtryk, der slår mig efter at have været igennem flere af dette års store titler.

Grafisk kører spillet dejligt flydende, men der er indimellem nogle lidt skæve animationer, når der bliver lavet en close-up, hvor man måske godt kunne have gjort lidt mere ud af bevægelser og ansigtstræk i disse situationer. I stedet kommer spillere og trænere nogle gang til i for høj grad at ligne det de rent faktisk er - spilfigurer. Det er lidt synd, når man ellers har forsøgt at gøre animationerne på banen så realistiske så muligt. Det ødelægger dog ikke helhedsindtrykket af den grafiske del, hvor kærligheden til sporten om noget skinner igennem.

Er der et spilstop, vil man se spillerne på bænken gestikulere, og træneren vil stå og råbe til sine spillere på banen, og selvom dette er en fed feature, så er der en anden lille detalje, der i endnu højere grad får mig til at juble. Og selvom det også er fedt med cheerleaders i pausen, så er det heller ikke det. Nej, det er minsandten, når maskotten render rundt i sit dyrekostume med en trykluftkanon og skyder t-shirts ud til publikum(!). Det oser af overskud fra udviklerens side, og er om noget med til at skabe den føromtalte NBA-stemning, der gennemsyrer hele spillet fra ende til anden. Det er som at være der selv.

Jeg har tidligere nævnt soundtrackets rolle i lydsporet, men de helt store stjerner på dette område er for mig kommentatorerne. Der bliver talt om alt fra spillet på banen til en spillers fortid i college-basket, og når man tror, at det ikke kan blive bedre, så bliver der stillet om til en reporter på sidelinjen, der lige knytter en kommentar til et givent emne. I en tid, hvor kommentatorerne i sportsspil normalt får mig til at trykke på mute, er det befriende dejligt med et team, der virkelig har noget at byde på. Jeg lytter, griner og forundres over de mange idéer, der er udført i forbindelse med kommentator-lydsporet. Bravo.

Mine små kritikpunkter, der tæller nogle grafiske detaljer og de lidt rodede menuer (jeg har besluttet, at Justin Bieber ikke får lov at trække spillet ned), så er det ikke nok til for alvor at hive NBA 2K13 ned fra piedestalen. Med udskydelsen af dette års NBA Live, står NBA 2K13 nærmest alene med ansvaret for at levere en slagkraftig basketball-oplevelse til os forbrugere, og det er med største fornøjelse, at det kan konstateres, at Visual Concepts på ingen måde skuffer. Tværtimod leverer de en forrygende gengivelse af sporten, og med Jay-Z inde over soundtrack og andet lir, går det hele op i en højere enhed. Styringen sidder lige i skabet og man har hele tiden lyst til lige at spille lidt mere for at mestre en bestemt type dribling eller for at slå sin egen personlige pointrekord.

Fodbold har for mit vedkommende altid været den foretrukne sportsgren, men NBA 2K13 har nu sørget for, at basketball i hvert fald i spilform pludselig blander sig gevaldigt i kampen. Der bliver i hvert fald kamp om min tid, når der skal spilles sportsspil igennem den kommende vinter.