Da Team Silent i 1999 leverede Silent Hill til PlayStation blev det en øjeblikkelig klassiker for mange gyserfans verden over. Det var ganske forståeligt. Silent Hill-byen med dens tågede forladte gader, tykke gyserstemning og ubehagelige misfostre dannede rammen om en verden på vanviddets rand. En verden hvor man let kunne miste forstanden i jagten på (om ikke andet i det første kapitel) et kært familiemedlem.

Stort set hvert eneste kapitel (Shattered Memories undtaget) i gyserserien bød på et nyt mareridt, der skulle overkommes af en ny helt. En ting havde spillene dog til fælles: psykologiske gys, den alternative dimension kaldet Otherworld og groteske vanskabninger. Og så naturligvis stemningen. Resident Evil have zombier og snørklede historier, Silent Hill havde snigende uhygge og mareridt.

Det er derfor lidt af et chok at høre hvad Silent Hill: Book of Memories byder på. WayForward Technologies har nemlig rystet posen og den kompetente udvikler, der normalt byder på pixelerede helte og heltinder, er nu parate med en detour. Ganske vist har de med eksempelvis Shantae til Nintendo DS og iOS vist, at de kan levere fængende eventyr til håndholdte enheder, men Silent Hill: Book of Memories til PS vita er noget helt andet end mange fans sikkert forventer i serien.

På PS Vita er tredjepersonsperspektivet nemlig (for det meste) skiftet ud med top down view, mens det moderate tempo er skiftet ud med hack ‘n' slash i bedste dungeon crawler-stil. Vent. Ingen grund til at løbe skrigende bort. For på næsten magisk vis lykkes det WayForward at sætte stemningen, så man føler sig hensat til inspirationskilden. Men lad os kigge på begyndelsen.

Når Book of Memories starter op, får man således en masse kosmetiske valg og et enkelt, der påvirker gameplayet. For det første kan du vælge en styrke som forstærkes hos din figur, og derefter er det tid til at beslutte om han er en af de typisk amerikanske college-typer: goth, rockstjerne, sportsfan, stræber eller bogorm. Og om han er en hende. Derefter kan du i bedste Sims-stil klæde din valgte karakter ud, fikse hår, ansigt og hudfarve ligesom du kan vælge et navn. Med andre ord: typisk rollespils-introduktion.

Min figur får navnet Jim og bogormen er nu parat til kamp. Jim får på sin fødselsdag en mystisk pakke af et lige så mystik postbud (som nogle sikkert genkender fra Downpour). Naturligvis indeholder denne pakke en stor og tung gulnet bog, der kan mere end bare at blive læst i. Jim finder nemlig hurtigt ud af, at den kan opfylde hans vildeste ønsker, så længe han bare omskriver sit livs tekst og sover på sagen. Naturligvis oversættes det til et gameplay, der består af modbydeligheder, mindre puzzles, masser af monstre, flimrende tv-skærme, skrigende stemmer og sygeplejersker med hudproblemer. Nøjagtig som vi har oplevet det så mange gange før i Silent Hill.

Lydsiden er fortrinlig og passer godt til de forskellige verdener, der inkluderer klassiske (men lettere generiske) dungeon-stile: gamle slotte, sumpområder, forvoksede skove og helvedesild. Grynt og støn pepper de næsten ambiente, men fængende musikstykker, der er fyldte med guitar-synth, op.

Men nu er Book of Memories som sagt en slags dungeon crawler. Der er derfor masser af rum, loot, en møntfod (her betegnes den som en slags huskemasse), en butik, stats og bosser. Så langt så godt. Silent Hill: Book of Memories udviser faktisk mange gode takter allerede i den første halve time af spillets levetid. Historien bygges fint op, man bliver interesseret i at følge tankerne om hovedpersonernes liv og udvikling. Mekanikkerne virker tilfredsstillende, menuerne er velinformerende og leveres overskueligt gennem en række faneblade ved et tryk på Vitaens startknap. Der går ikke længe før man atter støder på det mystiske postbud, der nemlig har slået en fiks tille butik op i midten af de forskellige mareridt. Her kan man reparere sit udstyr, købe sig til nye evner i form af karma-kræfter, healthpacks, våben, ammunition, mere plads i rygsækken, blingbling og forskellige buffs. Igen: som i et typisk loot-eventyr.

Hvor det hele begynder at ramle er tre-fire timer inde i spillet, hvor det på trods af jævnlig udskiftning af kulisserne begynder at gå op for en hvor ens formularen er for hver eneste kapitel. Hver dungeon (eller zone som det hedder her) repræsenterer en person og nogle minder i hovedpersonens liv, og mens historien følger denne, så genereres rummene tilfældigt. Som du nok har gættet resulterer det i én af to følelser: hvis man er glasset-er-halvt-fyldt-typen betyder det endeløse eventyr og ser man mere glasset som halv tomt betyder det mangel på indlevende design.

I begyndelsen af banerne får man typisk et overordnet mål. Et kort (der kan slås fra) nederst i venstre side af skærmen fortæller dig din position, og udvides efterhånden som du begiver dig længere ind i Silent Hill. Der er typisk 20-25 rum, hvoraf et er et save-point, et andet er en våbenskur, et tredje er et puzzle og et fjerde et rum med et lille pigespøgelse, som er med til at forme historiens gang, alt efter hvordan du reagerer på hende. Så er der rum, hvor dørene er låste, og naturligvis skuffer eller skabe der rummer de tilhørende nøgler. Nogle rum byder på såkaldte challenges. Her skal du enten smadre en bunke sygeplejersker, skyde nogle flagermus, slagte nogle hunde, tæske nogle kødbure, matche elementer eller på anden måde rydde rummet for at få et puzzle-stykke. Når du har samlet alle puzzle-stykkerne, drøner du af sted til puzzle-rummet der fungerer som exit, og bingo du er videre til næste bane.

Problemet er dog netop, at banerne netop føles som det de er: en bunke tilfældigt genererede rum, der efter noget tid bare byder på hvad der føles som gentagelser. Man siger selvfølgelig at helvede er noget med at lide for evigt og genopleve sine værste øjeblikke igen og igen, men jeg er sikker på at WayForward kunne have overbevist mig på andre måder. Og det forsøger de heldigvis også på en smule. Undervejs i de forskellige områder finder du nemlig tabte noter, der bygger videre på historien i bedste Silent Hill-stil, mens flimrende tv-skærme leverer personfortællinger som dialog.

Omkring niende bane er jeg dog alligevel ved at have tabt tålmodigheden, Ryd alle rum, kig i alle skabe, åben en dør, gem dit spil, sælg eller køb i butikken, opgrader din figur, løs et farve- eller størrelsesbaseret puzzle og videre. Gentag. Gentag. Gentag. Boss. Gentag. Gentag. Gentag. Boss. Gentag.

I bund og grund kan alle dungeon crawlers selvfølgelig koges ned til denne beskrivelse, og det er der sådan set heller ikke noget galt i. Problemet er bare at Book of Memories byder på så meget af det samme så hurtigt efter hinanden, at det lynhurtigt bliver trættende. At save-points skal findes et tilfældigt sted på banen gør heller ikke et håndholdt spil nogen tjeneste. Da spillet crasher lige inden en zones slutboss og sender mig tilbage til starten af banen for derefter at kaste mig ud af banen, inden jeg kan loote efter den endelige sejr, ryger humøret.

Nu er der jo en ting, der altid kan redde sådan en dungeon crawler, og det er multiplayer. I Silent Hill: Book of Memories kan man gå online og spille fire spillere sammen, det kan man i øvrigt også i derhjemme med PS Vitaens Ad-hoc-mode. Det er let at sætte op, og man kan eksempelvis vælge om det kun skal være venner, der kan hjælpe en i kampen og hvilken bane det skal ske i. Man kan kommunikere med chat eller simple kommandoer på krydspaddet. Desværre kan man ikke gå gennem andre spillere, hvilket ofte resulterer i at en spiller utilsigtet blokerer for ens vej. Dette gælder i øvrigt også computerkontrollerede venligtsindede, hvilket en irriterende hund, der skal eskorteres gennem et helt område op til flere gange minder mig om i døråbninger og andre trængte steder.

Som sagt kan man altså spille multiplayer, og det virker et langt stykke af vejen. Til gengæld får man næppe brug for hjælp i spillets første halvdel. Om ikke andet hvis man som denne signatur kaster sine point i styrke og liv og så ellers går melee på stort set alle monstre (også selvom beskrivelsen råder en til noget andet). Jeg dør således kun to gange i første halvdel af spillet. Og de gange er det fordi touch-skæmen lukker min taske med udstyr fremfor at registrere, at jeg trykkede på health-ikonet lige ved siden af.

Det er dog i sidste halvdel, at man for alvor begynder at mærke kødet på Book of Memories. For der er en snedig mekanik gemt. De forskellige monstre hælder til en bestemt "gruppe", det kan eksempelvis være blod, lys, neutral eller stål. Tilhører de ikke samme gruppe vil de angribe hinanden. Det kan naturligvis være til din fordel, hvis du lade dem kæmpe til døden uden at blande dig. Men ofte kræver et rum at en bestemt gruppe dør først, og så skal du pludselig handle hurtigt. Din karma-relation er også afhængigt af hvilke monstres blod du efterfølgende samler op, og dette kan have indflydelse på om nogle "offercirkler" heler dig, når du er såret. Det er også i sidste halvdel, at du pludselig får brug for at parere, gå i gruppe eller tænke dig godt om i kampene.

Jeg har det i sidste ende lidt svært med Silent Hill: Book of Memories. For jeg synes egentlig, at det er ret godt at spille, især i sidste halvdel. Det er ganske solidt bygget op, det tager bare evigheder om at komme i gang. Det er tilpas forudsigeligt, men alligevel med en historie, som man gider følge med i. Musikken sætter også en god stemning, og lyseffekter, skygger samt fjender er velleverede. Det er ligeledes let og fornøjeligt at spille multiplayer, ligesom det viser så mange gode takter med menuer og mekanikker, og så gør det det umulige: det forvandler en kendt gyserspilserie til en dungeon crawler uden at man får lyst til at skrige mord.

I sidste ende er det dog ikke altid rasende sjovt at gå på eventyr i Silent Hill: Book of Memories, og nogle småfejl trækker ned. Men som dungeon crawler-fan har jeg alligevel grebet mig selv i at vende tilbage oftere end jeg havde forventet for bare lige at tage "en tur mere".

Du kan dog roligt vente med at samle spillet op, til det lander i din lokale spilpushers tilbudskasse. Er du dungeon crawler-freak, har du en ven at spille med og er du fan af seriens stemning, kan du dog overveje et køb til din PS Vita. Silent Hill er stadig et besøg værd.