Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

ASSASSIN'S CREED III

I bedste nybyggerstil har Assassin's Creed taget turen over Atlanten i kampen mod den britiske overmagt og tempelriddernes jernhårde greb. Men kan den gode, gamle serie stadigvæk stå på mål for efterårets mange lejemordstitler?


Amerikansk historie er en underlig størrelse. Fyldt med mytedannelser er det meget svært at skille skidtet fra kanelet, og det ses i allerhøjeste grad i den almene historiske forståelse. Bare spørg hvilken som helst amerikaner, og så skal du nok få hele balladen om founding fathers, og hvordan de som frie mænd skabte grundloven kun ved hjælp af deres ansigts sved og hårdt arbejde. De færreste er klar over, at de amerikanske landsfædre selv havde slaver, ironisk nok.

Men historien om Amerika og senere USA handler i bund og grund om selvstændighed. At fravriste sig de tanker og meninger, der hørte sig til et imperium af datiden, og det er en tanke, som alle mennesker kan relatere til. Vi vokser jo alle sammen op og træder i karakter - men hvordan træder man i karakter som en succesfuld spilserie med fire yderst succesfulde titler i ryggen?

Assassin's Creed III
Dette er en annonce:

Det er straks noget sværere, men Assassin's Creed III formår alligevel at gøre præcis det, og den karakter hedder Haytham Kenway. Men hov, vent nu lige engang? Hed hovedpersonen ikke Connor, den figur vi har set i alle trailerne? Jo, det gør han også, for inden vi når så langt, starter historien i det gamle imperiums vugge. Som stoisk britisk overklasseløg med napoleonshat må Kenway udføre et dristigt lejemord i Londons propfulde Royal Theathre for broderskabet. Det tiltrækker dog så meget opmærksomhed, at Kenway må pakke sine bedste sydfrugter og drage mod vest - til den spritnye koloni, Amerika. Butikken skal jo som bekendt også udvides, og hvorfor ikke slå en ny forretning op på det helt uberørte kontinent?

Dette er en annonce:

En fremragende ide hvis altså ikke at både briter, franskmænd og indianere slås som gale om territorier og magt, og Kenway må selv tage affære i ofte kyniske mord på højtstående britiske militærmænd. Men Kenway er ekstrem cool i sin majestætiske frakke og hat, og når han tørt beordrer nogen dræbt, så vender mundvigene opad. Connor bliver vi som spiller først introduceret til noget senere, og hans forhold til Kenway er som to modpoler og alligevel helt uundgåeligt forbundet. Hvordan det hele hænger sammen skal selvfølgelig stå usagt her. Men Kenways historie er en del af en meget lang introduktion i et til tider meget roligt tempo, der med et med et yderst veloplagt plottwist rammer som en kernelæderbold i klokkeværket.

Assassin's Creed III

Det skyldes selvfølgelig, at AC3's historie langt hen ad vejen er rigtig, rigtig godt tøjlet. Der er nogle enkelte ridser i lakken, hvor der måske bruges lige lovlig meget fortællerstemme til min smag. Især når det er krydret med dialog, der ikke altid sidder lige skabet "Dagene blev til uger, ugerne blev til måneder, og jeg blev ældre" - siger du det, Sherlock? Jeg var da ellers lige ved at falde ned af stolen over, at tiden går i et spil, der handler om alternativ amerikansk historie. Kom nu lige videre, ikke?

Nuvel, det skal ikke skille os ad. Især ikke når AC3 samtidig rummer nogle helt fantastiske baner og øjeblikke, hvor man bl.a. ved et drømmesyn forvandles til en ørn, der i jagten på en ånd både ser fremtiden og nutiden i glimt. Det kunne snildt have været en scene fra James Camerons Avatar i både udførsel og kvalitet, og det er fantastisk, intet mindre. Det er ikke det eneste eksempel - man kan i flæng nævne oplevelsen af at smide kasser med te ud i Bostons havn - historien der lagde grund til den famøse Tea Party bevægelse - og slaget ved Bunker Hill, hvor de britiske rødjakker åbner op for al deres krigsliderlighed. Sådan nogle eksempler er der mange af, og når AC3 brillerer, så bliver der virkelig spillet på alle tangenterne, så klaveret nærmest skriger om nåde, og man som spiller sidder på kanten af sit sæde.

Men alt er ikke helt fryd i historiefortællingens verden, for den overordnede historie om Desmond, der er den nutidige snigmorderaspirant, er stadigvæk uden de store evner. Det føles som nat og dag at begive sig ind i Animusens lokkende fortælling, og vende tilbage til den farveløse og intetsigende 'virkelighed.' Med stive karakterer, klichefyldt og blodfattig dialog, og hamrende kedelige baner, ja så føles Desmonds egen historie ligeså tillokkende som kombinationen af sandaler og et længerevarende skybryd. Det var i øvrigt et kritikpunkt vi også havde ved det sidste spil i serien. Pinligt.

Assassin's Creed III

Det pynter og pryder sig til gengæld ganske nydeligt den nye grafikmotor, som Ubisoft Montreal har sat i værk. AnvilNext er den blevet døbt, og den klarer skærene meget, meget flot. Mest imponerende er den lethed grafikmotoren løfter de forskellige dele af gameplayet på. Uanset om det er spejlingen i den stillestående bjergsø med tilhørende flora og fauna, der sprudler af liv, til de hektiske kolonibyer som Boston, Philadelphia og New York. For ikke at glemme de helt nye missioner til søs, hvor man overtager broderskabets egen galeon, og udfordrer briternes herredømme på verdenshavene. Det er absolut et af de finere øjeblikke at stå med roret i hånden, med vinden i ryggen og mærke kraften af et vende så stor en båd med tommelfingrene alene. Der skal både navigeres uden om sandbanker, krigeriske skibe og søens ubarmhjertighed og kraftige sidevinde. Det er så tilfredsstillende at sejle i AC3, at man nærmest forestiller sig havgusen i overskægget og skumsprøjtene ned ad nakken. Alt sammen smukt eksekveret af grafikmotorens overbevisende gåpåmod, der knokler derudaf som en arbejdshest.

Assassin's Creed III

Nu hvor vi snakker gørelse, må vi også lige snakke størrelse. Det hænger jo unægtelig sammen, uanset hvad folk går og tror. Det gør det i hvert fald for Assassin's Creed III, som er et dejlig stort spil på alle måder. De præcise tal i virtuelle kilometer aner jeg ikke, men sandkassen er så stor, at den ikke er for småbørn. Faktisk kan kortet være så stort, at det er svært at overskue, men det vender vi tilbage til. At byerne hvor handlingen udspiller sig er enorme, bør ikke komme som nogen overraskelse for fans af serien, men der hvor Ubisoft har arbejdet hårdt med at få det hele til at skinne, det er i miljøerne mellem byerne. For hvor man red endeløst frem og tilbage i de tidligere spil, kan man nu bogstaveligt talt gå på jagt i omgivelserne med lidt hjælp fra Connors snigende mokkasiner.

Assassin's Creed III

Dyrelivet favner vidt og bredt, og i kombination med historien får det AC3 til i højere grad at minde om Rockstars Red Dead Redemption end noget andet spil. Med tomahawken i hånd kan man sætte sig i trækronerne og sprede foder ud med løs hånd, for derefter at springe på den første og bedste buk, der stikker snuden for langt frem. Byttet i form af pels og kød kan så byttes i den lokale landhandel til cool cash, der kan bruges til meget andet godt.

Det er dog ikke noget krav at kaste sig over dyrene - spillet nøjes med at vise dig, hvordan du gør, og så er det ellers op til egen samvittighed at kaste sig med kniv mod dyrelivet. Gider man ikke det, er det stadigvæk bunkevis af ting at tage sig til. Sidemissioner hvor nybyggere skal have hjælp til at etablere deres virksomheder fylder godt i landskabet, og som tak for hjælpen kaster de procenter af til Connor, hvor der i området omkring broderskabets villa dannes en hel lille landsby. Det er jo en gammel kending fra tidligere spil, der er poleret ekstra op og som snildt kan lægge flere timer til spillets cirka 12 timer lange historie. Men der er meget mere indhold, faktisk så meget, at skulle vi runde det hele her, ville det bare fremstå som en lang reklametekst. Skulle AC3 være det eneste spil, der sniger sig ind under juletræet i år, så er der i hvert fald underholdning til langt ind i 2013, stol trygt på det.

Assassin's Creed III

Inden man farer som en gal mod butikkerne, skal det dog lige siges, at AC3 ikke leverer perfektion i al sin pragt, men at grafikmotoren, som den arbejdshest den nu er, til tider stavrer hvileløst om sig selv. Vi kan lige så godt få det ud af verden, for når man gaber over så meget som AC3 gør, så er der ganske enkelt visse sprækker i lakken. På hesteryg i fuld firspring gennem landskabet optræder der jævnligt pop-ups af både NPC'ere og til dels landskab, og ved få enkelte lejligheder kan man som spiller falde igennem miljøerne, eller sidde uhjælpeligt fast i en bug, der tvinger et restart til sidste checkpoint. Det er ikke i sig selv en dealbreaker, men jeg oplevede det mere end én gang igennem bare en halv gennemspilning, og så må det siges at være tydeligt nok i min bog.

Assassin's Creed III

Et andet kedeligt kritikpunkt er enkelte tilfælde af quests, hvor man skal lære en ny del af spillet at kende, som ganske simpelt ikke bliver forklaret godt nok. NPC'ere der fortæller, at man skal følge dem for at lære om underjordiske gange, hvor man i virkeligheden selv skal lede NPC'en frem til missionens startpunkt. Eller når man skal lære coversystemet at kende ved at løbe tværs over en slagmark uden at blive ramt, men også uden introduktion til hvornår man kan se, at der bliver skudt efter en. Det var først efter 6-7 forsøg, at undertegnede opdagede kuglernes sindrige system, og inden nåede både temperamentet og utålmodighed at vise deres grimme ansigter.

At coversystemet i øvrigt er flydende, dvs. at Connor selv klæber sig til gadehjørner og strategiske stabler af kasser på havnen, er en meget dårlig ide. I den situation føles det ikke som om, at man har den rette kontrol over Connor, og vil man tilpasse sig, risikerer man ofte at træde ud af coveret og ind i armene på fjenden, og det er der immervæk ikke meget snigmorder over.

I samme småtingsafdeling af assorteret surt imponerer spillets kort og fast travel-system heller ikke. Man skulle næsten tro, at det var Apple, der havde stået for det. Ok, den var måske under bæltestedet, for så dårligt er AC3's kort heller ikke. Men det er mere stil end indhold, og når man så bruger fast travel-systemet, skal man alligevel lige igennem flere 'zoner' for fx at skifte imellem de forskellige byer.

Assassin's Creed III

For at rejse frem til missioners startpunkt skulle jeg oftest først rejse til grænsen af det jagtområde jeg var i, og dernæst måske endda videre igennem et nyt område, for så endelig at lande i den rigtige by. Det kan godt være, at det er realistisk, men det er også realistisk at tage S-toget til Ishøj og stoppe ved alle stationerne på vejen, men det gider jeg heller ikke, og slet ikke når det hedder fast travel. Det er måske ikke en decideret fejl, men ligesom at køre med det offentlige er det ret kedeligt og pænt ligegyldigt.

Men fejl, det er der nu engang, og det skriger skingert til himmelen, nu hvor både grafik, lyd og især animationerne ellers ofte fremstår så fabelagtigt lækre. Når Connor fatter stridsøksen og omringes af en gruppe britiske soldater, så er det en perfekt dosering af smuk dans og afstumpet vold. Det flyder bare møglækkert, når man timer et modangreb perfekt, og griber fjenden i nakken, for derefter at affyre sin flintepistol i ansigtet på ham. Dual wielding af forskellige våben glider bare til et stort UG, og eftersom man kan kombinere lige hvad man har lyst til, bliver kampene i spillet en stor leg, hvor man bare føler sig badass anno 1776. Selve systemet tager lige lidt tid at komme ind i, men når man først får lidt fingerfærdighed med det, så forvandler Connor sig en morderisk balletdanser.

Så er der jo selvfølgelig også multiplayer. For de snigmord på højtstående tempelriddere klarer jo ikke sig selv og da slet ikke alene. Men imens jeg grifler denne anmeldelse er der lige præcis 0 mennesker at spille med eller imod. Derfor læner jeg mig op ad indtryk fra mine finske kollegaer:

Assassin's Creed III

AC-serien nægter at lade sine multiplayer-fans i stikken. Denne gang kan de se frem til et udvalg af nye baner og spiltyper i deres ondskabsfulde snigmorder-leg. Det største bolsche i posen er uden tvivl den nye Wolfpack-spiltype, hvor spillerne skal arbejde sammen om at nedlægge stadigt sværere AI-styrede mål. I en kamp med uret skal man kordinere sine handlinger, så man undgår at løbe tør for tid. Ideelt skal det spilles sammen med venner, men det klares let gennem spillets indstillinger, og generelt er de sociale dimensioner blevet mærkbart udvidet. Den anden nye spiltype er Domination, hvor hold af fire spillere kæmper mod hinanden om kontrol over visse områder.

De klassiske Deathmatch, Assassination og Wanted-vender også tilbage, og de holder fortsat. De nye baner virker mere udfordrende end før, og bruger både flere åbne og indelukkede områder end dem, vi hidtil har set. Det nye dynamiske tjener som pakkens joker, og kan for eksempel tilføje en snestorm til opskriften, så alles syn bliver kraftigt reduceret.

Assassin's Creed III

Nu kan det nok lyde som om, at jeg er urimeligt kritisk overfor spillets fejl, men i sidste ende er der tale om få og små fodfejl, som der sagtens kan rettes op på i en patch hen ad vejen. Men i skrivende stund er de mange små fejl nok til at skabe irritation, og når man som AC3 gerne ville spille med musklerne som en anden bodybuilder, så må man også regne med at dommerne har taget målebåndet og notesblokken med. Til gengæld skal der ikke være nogen tvivl om, at når dommen lander, er Assasin's Creed III en vinder. De øjeblikke hvor man på få sekunder sniger igennem det høje græs og undgår en patrulje, for at kravle fra et nærliggende træ og kaste sig mod sit mål med sit skjulte håndvåben blottet - det er der ingen andre spilserier, der kan på samme måde.

Assassin's Creed III

AC3 er på mange måder ligeså grænsesøgende som den historie det fortæller. Det er unægteligt meget ambitiøst at blande indianerkultur, kolonisering, det britiske imperium med Red Dead Redemptions frihed og Gangs of New Yorks stilsikkerhed. Men AC3 tør og gør det fremragende, og det knuger nærmest i maven, når løgnene og komplotterne står i kø i kampen om magt og indflydelse. Efter at have spillet historien igennem på en 10-12 timer, føler jeg kun lige, at jeg har kradset i spillets mange facetter af historien, side quests, minispil, og hvad har vi.

Set i det lys er AC3's fejltrin af lille betydning. Det er let at elske spillet, og man må med stor tilfredshed overgive sig til Connors kamp om frihed og selvstændighed mod tempelriddernes overmagt.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Rigtig god og spændende historie, superflotte miljøer, meget varierede baner, smukt lydbillede med rigtig fine effekter
-
Desmonds nutidige historie er decideret dårlig, svagt coversystem, tutorials er ikke altid lige pædagogiske Bugs.

Brugeranmeldelser

  • Carankan
    Assassin's Creed 3 var længe ventet. Efter tre spil med samme protagonist, var tiden kommet for et drastisk spring for den populære franchise.... 7/10
  • Nike
    Endnu et år, endnu et Assassin's Creed. Men vent, denne gang virker det anderledes! Ja, Ezio var en fed karakter, men det kunne ikke blive ved.... 8/10
  • jehan66
    Opdatering:) NU har jeg så gennemført det mangler stadig side missionerne, historien er god og spændende , indtil til slutningen, der er sikkert... 9/10
Dette er en annonce: