Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

HALO 4

Efter at have ligget på køl i det yderste af en fjern galakse, er det blevet tid for Master Chief at rejse sig mod mørke kræfter atter engang


Min kærlighed til Halo startede ganske uskyldigt. Som en meget yngre purk i det glade år 2000, dengang terrorisme og finanskrise rent faktisk var en by i Rusland, stødte jeg på det for første gang. I det nu hedengangne svenske spilmagasin Super PLAY så jeg de første screens, og blev for alvor grebet af beskrivelserne af den fuldfede action, som anmelderen havde oplevet på en tidlig version af Silent Cartographer-banen. Spillet blev ikke beskrevet som noget ubegribeligt nyt eller revolutionerende legendarisk, men bare grundlæggende rigtig, rigtig fedt. Som en visuel rutsjebanetur proppet med festfyrværkeri til et lydtæppe af latter og champagnepropper der springer. Som en forholdsvis nybagt ejer af en PS2 konsol, begyndte jeg derfor at tvivle - havde jeg valgt den rigtige konsol, eller havde jeg valgt det fedeste spil i universet fra?

Halo 4
Dette er en annonce:

Tvivlen blev dengang gjort alvorligt til skamme, men tittede frem igen da Halo 4 blev annonceret under 343 Industries. For selvom studiet bygger på nogle af Bungies kræfter og i øvrigt gjorde et udmærket arbejde med genudgivelsen af det første spil, så stod mange spørgsmål ubesvaret. Hvorfor fortsætte en færdiggjort trilogi? Hvad skal Halo 4 bibringe til shooter genren, og kan 343 overhovedet magte så stor en opgave?

Efter bare en time i Mjolnir-dragten er spørgsmålene forstummet. Tvivlen er forsvundet hurtigere end kropsbehåringen efter en varm voksbehandling, og de dybe og kritiske panderynker erstattet af brede smil. Halo 4 er lige præcis alt det doktoren havde ordineret - et selvstændigt spil, der træder ud af trilogiens skygge og tør stå på egne ben. Næsten hele vejen hjem.

Men inden Mster Chief er på benene igen, skal han vækkes af sin kryosøvn. Der er gået fire år siden sidst, og fremtidskalenderen viser 2557. Forinden nåede Master Chief sammen med Arbiter at stoppe The Flood, og samtidig smadre en Halo installation, The Ark og deres eget skib Forward Unto Dawn. Efter fire år ligner resterne af selvsamme skib noget katten har slæbt med ind, og kun et evigt gentagende nødsignal bryder de tomme korridorer og den vægtløse stilhed. Lige indtil et fremmed signal skanner skroget og vækker Cortana og Master Chief fra deres velfortjente, 4-årige morfar. Dét kan man da kalde et powernap.

Signalet stammer fra en højteknologisk Forerunner-planet kaldet Requiem, og efter en hård og ubarmhjertig nødlanding står det klart, at den dynamiske duo er blevet filtret ind i et ældgammelt opgør mellem menneskeheden og - noget helt andet. Hvordan brikkerne i puslespillet præcist skal lægges ville være synd at skrive her, men vores gode spartaner med tilhørende AI kommer til at åbne op for en Matadorpose af alverdens modbydeligheder i form af superskurken The Didact. Nå ja, og så er Cortana ved at miste forstanden, da hendes levetid er presset til det yderste, hvilket lægger et ekstra kort til den kabale vores kære soldat må løse.

Hvis man nu sidder og tænker, jamen hvad med Arbiter, fredsaftalen med Covenant og deres Shipmasters, og de knap så gode men gamle prophets, så kan man - næsten - glemme alt om det. Halo 4 tager ingen gidsler, og stort set intet fra trilogien bringes med over. Lige bortset fra Covenant, som jo indgår som den klassiske pistolføde, der er gået hen og blevet seriens sovs og kartofler. Vi skal jo for enhver pris undgå The Flood, og hvad er der så tilbage? Det giver mening hvorfor at Covenant er fjendtlige, men det bliver aldrig rigtig forklaret hvorfor de overhovedet er på Requiem og med i spillet. Som ivrig fan af serien vil man finde dette ret utilfredsstillende. I de sidste fem spil har jeg nakket utallige Grunts, Jackals og Elites for langt om længe at slutte krigen mellem racerne, og så visker Halo 4 tavlen ren som en fornærmet lærervikar uden nogen særlig årsag? Det er sgu lidt tyndt og lugter samtidig lidt af, at svarene serveres løbende i de næste mange spil i serien. Det hele blandes dog med en portion nye fjendetyper, men dem vender vi tilbage til lidt senere.

Covenant eller ej. Det gør nu i virkeligheden ikke så meget, for stort set alt i Halo 4 har fået en opgradering, og det er en af de større med voksbehandling og undervognsvask og hele balladen. Grafikmotoren er stadigvæk i bund og grund den samme, men med nyt lys, nye forbedrede modeller og helt overordnede lækrere teksturer, så er overgangen fra fx Reach som nat og dag. Fra de klaustrofobiske korridorer på Dawn til den tætbevoksede og frodige underskov på Requiem, så er grafikken en fryd for øjet, og den store grad af variation og især de gigantiske størrelsesforhold tager den sidste pust ud af kroppen.

Halo 4

Tænk bare på introduktionen til Mass Effect 3 med Reapernes angreb på Jorden. Eller da man første gang ser The Citadel komme i fuldt alarmberedskab i Half-life 2. De scener giver mig gåsehud, og scener i samme kaliber har Halo 4 mindst tre af i hver bane. Som eksempel kan nævnes banen Infinity, der også blev vist på dette års E3. UNSC-skibet Infinity bryder spektakulært gennem skydækket efter at være suget ind i planetens elektromagnetiske atmosfære, hvor det bliver forfulgt af førnævnte ondskabsfulde Didact og hans skib.

Når man overtager styringen af Master Chief, ser man det kolossale UNSC-skib ligge fladt i det frodige junglelandskab, mens Didacts brændende bowlingkugle af et skib skanner det med sin orange stråle. Det minder til forveksling om Frodos kamp mod Saurons lysende øje i Ringenes Herre, og alligevel forbliver det i Halo-universet og bliver helt sit eget. Den form for lån af inspiration er prisværdig, og når den oven i hatten er så flot udført som her, så danser det indre legebarn af glæde.

Det er også i disse øjeblikke, at grafikken skinner som en perle, for kommer man tæt på, sådan helt tæt på, så kan man godt se, at der mangler lidt arbejde med en grafisk spartel. Overfladerne fremstår lidt gnidrede og uskarpe, når man læner sig helt op ad dem. Men det er til enhver tid at foretrække, når spillet samtidig kører så vanvittigt stabilt, og ikke en eneste gang oplevede jeg hakken eller sprutten. Hvis man løber igennem områderne, så kan det være at man lige skal vente ved døren et par sekunder, imens spillet loader den næste del af banen, men det mærker man stort set ikke igennem sin tid i selskab med Master Chief.

Men nu er Halo 4 jo ikke et spil om loading tider, men et skydespil af den gamle skole, så hvordan spiller hele den herlighed så? Fuldstændig eminent - som forventet, fristes man til at sige. Sagen er, at Halo 4 igen rydder lidt op, tilsætter lidt nyt, og så er der liv glade dage atter engang. Det todelte health-system fra Halo: Reach er droppet (tak for det) og sprintfunktionen sidder fast plantet med et let tryk på venstre stick. Samtidig vender udstyr som jetpacken og stealth-modulet tilbage, imens Armor Lock er røget ud med badevandet. En ny tilføjelse er Promethean Vision, der lyser fjenderne op som et juletræ i bedste Predator-stil. Nu uden østrigsk accent og cigar.

Halo 4Halo 4

Udstyret introduceres igennem kampagnen, og det er skruet lidt mere elegant sammen, således at man rent faktisk har brug for det udstyr man samler op, og ikke bare samler noget op ved et tilfælde. Det betyder dog også, at tøjlerne holdes lidt mere stramt fra 343 Industries side. Hesten skulle jo nødig tænke for meget selv. Det må igen være op til den enkelte at vurdere, hvor sjovt man synes det er at blive pisket fremad uden for meget eftertænksomhed.

Personligt savner jeg lidt mere Metroid-agtige belønninger omkring udstyr, så udstyr for det første bliver en større og vigtigere del af spillet, og så man samtidig kan bygge videre på spartanerens rustning. I stedet ender man med kun at tænke på udstyr som ja, udstyr. Det kunne være så meget mere, hvis man inddragede det lidt mere aktivt.

Det har dog en vigtig funktion, idet det holder de nye fjender til ilden. Som nævnt kommer Master Chief til at åbne Pandoras æske, og der gemmer der sig lidt af hvert, ikke mindst de noget særlige Promethean Knights. De ligner umiskendeligt meget Ceph alientyperne fra Crysis 2, og det vil sige, at de er enormt cool, og ret umiskendelige på slagmarken. Som fjender har de rigtig mange cirkustricks i ærmerne, deriblandt muligheden for at teleportere sig over kortere afstande, både defensivt og offensivt. Forstil dig at plante et magasin i sylten på en Knight, hvorefter han i tre små hop slår pusten ud af chefens Mjolnir udrustning. Så skal der pludselig ikke mange skud fra en undermåler af en Jackal til at man må bide i det sure badehåndklæde.

Halo 4

Til sin støtte har de muntre Knights taget kæledyr i form af en folk glubske hunde kaldet Crawlers. Som edderkopper kan de kravle overalt og gøre livet surt for Master Chief. De kan dog hurtigt eksekveres med et hurtigt skud i ansigtet, modsat de klamme Watchers, der som en beskyttende og pisseirriterende engel svæver over sin helt egen Knight. Hvis man husker tilbage i sin Halo-viden, minder Watchers til forveksling om de noget passive Engineers fra ODST. Hvis Watcherne ikke bliver behandlet med hård hånd, så kan den sende ens granater tilbage i fjæset på en, eller endda genoplive en netop falden Knight.

Til at stå imod overfor de über coole Knights, bliver også arsenalet af enkemagere udvidet markant. Der er Jackpot så snart en Knight falder til jorden, for det åbner op for skattekammeret af lysvåben. Halo-arsenalet har altid været lækkert, om end rimelig standardiseret. Det ændrer de nye våben ikke på, da der er mere tale om lidt ny lak og lydeffekter på eksisterende skabeloner. Vi er langt fra opfindsomheden fra Resistance eller Ratchet og Clanks arsenal, men det er med våben som det er med bøf. Bøf er godt - mere bøf er endnu bedre, og det gælder også for lysvåben af enhver slags. Men tilbage til fjenderne.

Jo tættere man kommer ind på livet af Halo 4's fjender, jo tydeligere er det, at 343 Industries bygger videre på fundamentet som ses ved Covenant. Holdt op mod hinanden kommer de nye Knights ganske enkelt til kort, for der er for lidt variation imellem de tre klasser af fjender. Mod spillets slutning bliver man bombarderet med Knights, Crawlers og Watchers, og der bliver det for meget, uanset hvor lækkert fjenderne så er skruet sammen. En eller to klasser af Knights havde været virkelig luksus, men alt kan jo ikke være fra øverste hylde. Heller ikke i Halo-land.

Halo 4

Hvor der til gengæld ikke er sparet på kræfterne eller pengene, er på multiplayer-siden. I Halo 4 hedder multiplayer Infinity, navngivet efter tidligere nævnte UNSC-skib. Infinity er en samlet hub, hvor man finder alt indenfor multiplayer, med undtagelse af co-op, og så er der jo den nye dreng i klassen. Han hedder Spartan Ops og er 343 Industries' forsøg på at samle kampagnenørderne og multiplayer-idioterne i en historiedrevet co-op kampagne, hvor en ny bane udkommer hver uge det næste år. Tak for kaffe, siger jeg bare.

Nu vokser træerne jo ikke helt ind i himlen, så der er lige et par ting omkring Spartan Ops, der skal sættes på plads. I virkeligheden er den nye dreng nemlig en gammel, men sjov vin hældt på en ny drikkedunk. Før navneforandringen og egen historie make-over hed han Firefight, og der går da heller ikke mange øjeblikke, før man kan lugte at fjenderne altid spawner i meget minutiøse bølger. Forskellen mellem dengang og nu er, at der med løs hånd krydres med forskellige missionsmål. Det kan være at fjerne X antal energireaktorer eller blot rydde et område for fjender. Det er med andre ord ikke noget, der giver hår på brystet, for mere ophidsende er det altså heller ikke.

Halo 4

Nu vi er i afdelingen for mangel på ophidselse, så er Spartan Ops tiltænkt co-op. Det kan godt spilles alene, men det er ligesom at spise knækbrød uden noget på. Uanset hvordan man vender og drejer det, er det ualmindelig tørt. Det frarådes simpelthen på det kraftigste. Selve præsentationen af Spartan Ops er sådan set udmærket uden at være prangende. Jeg ville ønske, at de forskellige Spartans var lidt mere unikke á la Reach, for de er sgu lidt flade. Men hey, i skrivende stund ligger der fem baner klar, så der er 47 episoder endnu til at blive overbevist. Til gengæld skal der lyde et hurra til 343 Industries for at turde gå nye veje og eksperimentere og kombinere både multi- og singleplayer. Mere af det, tak.

Men det er jo slet ikke den eneste pølse i multiplayer-wienersalaten. The Flood vender tilbage i sit eget mode, og gamle baner vender tilbage i ny pynt. Valhalla er blevet til Ragnarok, og hvis det er jordens undergang, så er den gudesmuk. Dominion er en fuldfed madpakke af motoriseret action. Her skal især nævnes den nye mech, Mantis, der med to ben, en maskinkanon på den ene arm og raketter på den anden er en farlig cocktail. Jeg mistænker Mantis for at være overdrevet kraftfuld, men tiden er endnu for umoden til at fælde dom. Den er i hvert fald fed, så meget er sikkert.

Gør man det godt under de forskellige kampe, tjener man points op på vanlig vis, og disse kan så byttes til nyt udstyr, udrustning, våben og meget andet som man låser op for efterhånden som man stiger i klasse. Langt om længe har streaks også fundet vej til Halo universet, hvor man får valget imellem forskellige boosters, våben eller et morterbombardement. Ahh, det var på tide. Et lille surt pip i den billige ende er, at man skal låse op for at få lov til at lave sit eget badge og navn, og at der i øvrigt intet er at vælge imellem fra start før at det låses op. Det synes jeg måske er lidt sur mås, men man får intet forærende ombord på Infinity. Det skal tjenes på den hårde måde.

Det største problem ved multiplayer i skrivende stund er, at den del af spillet er hermetisk lukket, indtil herren ved navn Microsoft i samarbejde med 343 åbner for sluserne. Så hvordan det hele spiller sammen, om balancen er i orden, og om Flood langt om længe er gået hen og blevet sjov - ja, det står hen i gætterier og halve indtryk. Men det skulle undre mig meget, hvis 343 Industries ikke ved hvordan det kvægbrug skal drives effektivt. Sagen er som bekendt bøf, og forvent at vi skriver flere ord om det, så snart vi kan.

Halo 4

Når solens stråler falder over Requiem sidst på dagen, så er Halo 4 en værdig arvtager til Bungies Halo-univers. Limbo-stangen var sat tilpas udfordrende langt før 343 meldte sig til dansen, og nu svinger det hele bare smukt og harmonisk - igen.

Det der dog gør mest ondt, som Burhan G udtrykker i skønsang, er at der mangler noget grundlæggende nyt i Halo-universet. De nye fjender og de nye våben er flotte og spændende, men smager også lidt af halvbagt tærte. Der er ikke nok nye fjender, og våbnene baserer sig på skabeloner over velkendte gengangere. Samtidig er det et spil fyldt med fede øjeblikke, der åbner op for, at nye fans kan melde sig under fanen. Grafik, stemmeskuespil, animationer og i særdeleshed lydeffekter og musik er rendyrket luksus. Det er uden tvivl et af årets stærkeste soundtrack, som med lethed er egen cd værdig, og kvaliteten går hånd i hånd med resten af pakken.

Halo 4 er mere af samme skuffe, men det er en skuffe, der er proppet til randen med vilde øjeblikke, en dejlig stramt fortalt historie og rendyrket kræs for samtlige sanser. Men manglen på nye tiltag afholder Halo 4 fra vores uforbeholdne topkarakter. Når det så er sagt - at vende tilbage i rustningen og se det ene smukke miljø efter det andet bag guldvisiret er fantastisk, og en oplevelse ingen bør snyde sig selv for. Det er stadigvæk - grundlæggende - rigtig, rigtig fedt.

Halo 4
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Velfortalt og engageret historie, fabelagtige miljøer og baner, masser af fuldfede multiplayer muligheder, uovertruffen lyd og musik
-
Ikke nok nyt

Brugeranmeldelser

  • Nike
    Et eller andet sted, ved jeg ikke hvorfor jeg hele tiden kommer tilbage til Halo serien. Har aldrig brudt mig særlig meget om den, for mig har serien... 6/10
Dette er en annonce:
BETA +