Borderlands 2: Mr. Torgue's Campaign of Carnage
Hvem er Pandoras største badass? Tag udfordringen op og find flere hemmeligheder på Pandora, i den nyeste udvidelse til Borderlands 2.
Der er ikke noget at sige til at Gearbox Software har indkaldt hjælp til at færdiggøre DLC-pakkerne til Borderlands 2, for farten hvormed de udkommer er ganske enkelt imponerende. For lidt mere end en måned siden introducerede Captain Scarlett sig således til Borderlands 2-universet, og hun får nu følge af Mr. Torgue i udvidelsen Mr. Torgue's Campaign of Carnage.
Hvis man allerede har vandret Borderlands 2-universet tyndt, vil man vide at Torgue er navnet på et af de våbenfirmaer i spillet, som synes at have kastet deres kærlighed på Pandora. Det skyldes nok i høj grad at ejeren af firmaet er en galning af format, der altså passer godt sammen med lokalbefolkningen. Mr. Torgue beskrives bedst som en blanding af 80'ernes Hulk Hogan og Jesse Ventura, med et sprog hvor hver andet ord er et bandeord, oftest råbes og samtidigt bliver sat sammen til sætninger med meget lidt mening - det passer perfekt ind i spillet univers.
Tematisk kunne man forledes til at tro at der er blevet lånt lige lovligt fra Mad Moxxi's Underdome Riot-udvidelsen til det oprindelige Borderlands, for en stor del af indholdet består også denne gang af arenakampe. Den nye pakke er dog helt sig egen, hvilket den ganske hurtigt demonstrerer ved at underbygge det hele med masser af skæve historier og opgaver som kræver, at man bevæger sig uden for arenaerne.
Hovedhistorien fortæller at en ny Vault er blevet fundet, men samtidigt at den kun kan åbnes af planetens største badass, hvilket passer mistænksomt godt med Mr. Torgues iltre personlighed. For at bevise sit værd som lejesoldat skal man derfor kæmpe sig op af ranglisten i de arrangerede arenakampe, og besejre de særlige bossfjender som ligger rangeret højere end en selv.
Campaign of Carnage indeholder dog langt mere end arenakampe, og faktisk bruger man mere spilletid på at udforske de omkringliggende områder for missioner end man gør på de dedikerede slagmarker. For overhovedet at få en kamp mod de særlige bossfjender skal der skaffes sponsorer, hvilket hurtigt udvikler sig til et stort bundt nye og vidt forskellige opgaver. Udvikleren har på snedig vis valgt at gøre brug af flere af de allerede etablerede personligheder, men alligevel fyldt på med så mange nye historier, at det ikke blot føles som simpel genbrug.
Et af de kritikpunkter der hyppigst blev brugt omkring Captain Scarlett-udvidelsen, var at der var for langt mellem skyderiet, og det er der i den grad blevet rettet op på denne gang. I Campaign of Carnage er farten sat i vejret lige fra starten, og de rullende sandbanker fra sidst er denne gang blevet erstattet med adskillige byområder, der synes at gemme på fjender i hver krog og hjørne.
Der er også tænkt mere over udfordringen, hvilket på forfriskende vis gælder uanset hvilket niveau dine figurer er på. Det virker ellers ikke sådan fra starten, og har du en figur på over niveau 30, vil du i lang tid skære gennem modstanden uden de store problemer, men det er kun lige indtil du støder på nogle af de opgaver som har flere sværhedsgrader. Mr. Torgues DLC-pakke indeholder nemlig opgaver som kræver at du er level 50 for at have en chance, og da de kan gentages, gør de sig glimrende til at høste nyt udstyr, penge og de såkaldte Torgue Tokens.
Torgue Tokens er en ny valuta i Borderlands-universet, der kan veksles til særlig potente Torgue-våben i de dedikere automater. De mest udstyrs-hungrende spillere vil hurtigt bemærke at automaterne hver dag har en Daily Deal, som består af et våben med Legendary-rang, der dog koster spandevis af de specielle tokens. Foruden erfaringsbonussen, er der altså mere grund end tidligere til at gennemføre missioner og jagte badass-fjender, som er den eneste måde man kan indtjene den unikke valuta på.
Hvis man som jeg ikke kan holde fingrene fra de mange sidemissioner, kan man forvente i omegnen af ti timers underholdning fra den nye udvidelse, hvilket endnu en gang er virkelig god valuta for pengene. Med særligt udfordrende missioner der kan gentages, Torgue Tokens og en ny raid-boss, som belønner holdet med Seraph Crystals, er der igen tale om særdeles god valuta for pengene. Mr. Torgues mange hemmeligheder og vindende personlighed sikrer med andre ord, at Borderlands-fans igen bør tage et smut til Pandora.
Skrevet af: wynn2013-01-15 22:15Den her DLC virker mindre gennemarbejdet end de tidligere. Karakterer, stemmeskuespil, historien osv. er stadig helt i top, men selve zonerne virker ikke til at have fået samme opmærksomhed som tidligere. Der er generelt meget, meget færre sjove hemmelige steder at finde, og de større loot-bokse lader også til at være langt færre end tidligere, så det er lidt en bét.
Men ellers helt klart en fed DLC mht. spiloplevelse
Skrevet af: Aurain2012-11-23 12:56Jeg synes denne udvidelse har været meget sjov i forhold til missionerne og hvordan hovedhistorien i udvidelsen udviklede sig. Jeg ønsker ikke at spoile noget for dem, som endnu ikke har spillet det, så jeg vil ikke komme med nogle konkrete eksempler. x]
Men selve udfordringen var næsten ikke eksisterende for mig, eftersom min main character er level 50 - Altså omkring 20 levels højere end fjenderne i udvidelsen. Så det tog ikke mere end halvanden time at gennemføre hovedmissionerne, og ikke meget længere tid at gennemføre de resterende missioner.
Så jeg bliver nok nød til at spille udvidelsen i 'Vault Hunter'-mode, hvor udfordringen er meget større. Men er man omkring samme level, som der anbefales i mission-beskrivelserne, så kan jeg nemt forestille mig, at det vil være udfordrende. c:
Skrevet af: Thomas Blichfeldt / GR®2012-11-22 16:00Tricka:
For de to DLC-pakker der er udgivet til Borderlands 2, gælder det indtil videre at du kan teleporte direkte til dem, så snart du har installeret dem.
Hvis du er godt i gang med din lvl25, kan du altså bare fortsætte og gå i gang med pakkerne når du har lyst, direkte inde fra spillet.
Jeg vil dog anbefale dig at gennemføre grundspillet inden du går i gang med Torgue-DLC'en, da der er små (måske endda mikroskopiske) spoilers i forhold til selve grundhistorien.- Skrevet af: Cisplatin2012-11-22 15:51Jeg regner da stærkt med at DLC er beregnet til dem som har gennemført hovedspillet. Thomas skriver jo også at nogle af opgaverne kræver at man er i level 50.
I det første Borderlands købte jeg GOTY udgaven og så spillede jeg bare DLC i den rækkefølge de var udkommet.
Det passede meget fint i sværhedsgrad synes jeg
Det er sikkert det samme her, men det må ham Thomas nok hellere svare på inden jeg roder mig ud i noget, som svarer til at du skyller en 100 krone seddel ud i toilettet.
Skrevet af: Tricka2012-11-22 15:08Nej nej, jeg har skam ikke gennemført spillet endnu. Men altså, er det meningen, at man skal have gennemført spillet, før man kan begive sig ud i dlc-udgaverne? For ellers virker det da ret meningsløst, at dlc ikke tilpasser sig ens lvl - jeg vil da nødig bruge penge på nogle missioner, hvsi jeg er lvl 25 og missionerne er beregnet til en på lvl 10 fx.- Skrevet af: Cisplatin2012-11-22 14:24I det første fortsatte man bare på den level man var inden DLC'en, sådan er det også i Captain Booty har jeg fået at vide.
Jeg tror ikke DLC'en tilpasser sig din level dynamisk.
Men hvis du "kun" er på level 25. Har du vel ikke gennemført hovedspillet helt endnu?
Kvaliteten fornægter sig ikke. Det her bliver verdens bedste GOTY, evar!
Jeg var nu ikke så glad for de der arenakampe i det første Borderlands. Jeg kunne i hvert fald ikke klare dem alene og var nødt til at vente på at nogen ville hjælpe mig og så var jeg nødt til at spille dem midt om natten.
Håber også de fjerner den der level 50, level cap, men det kommer nok
Skrevet af: Tricka2012-11-22 14:04Lige et spørgsmål omkring Borderlands 2 DLC generelt: Virker det sådan, at dlc'en er en story i sig selv (altså at man starter helt forfra i lvl 1), eller er det "interchangeable" med den rigtige campaign? Og hvis den er, hvordan foregår det så? Jeg er fx i lvl 25 lige nu, vil jeg bare kunne starte dlc'en op og så er den tilpasset mit level?
| Grafik: | 8 |
| Gameplay: | 8 |
| Lyd: | 8 |
| Holdbarhed: | 8 |
| Vores karakter: | 8/10 |
- Format:Mac, PC, PS3, Xbox 360
- Genre:Action
- Udvikler:Gearbox Software
- Udgiver:Take-Two Interactive
- Antal spillere:1-2
- Antal spillere online:1-4
- Aldersgrænse:Fra 18 år
- Premiere:21 september 2012
| Jeres karakter: | 9/10 |
- 9/10 andr8020
Borderlands 2 2K Games har gjort det igen.... - 9/10 N9coleg
Welcome to Pandora.... Again! Jeg havde egentligt...
- Star Warfare: Black Dawn Multi
- Prey PC/Xbox 360
- Borderlands 3 Multi
- Half-Life 2: Episode Two Multi
- Mars: War Logs Multi
- Zeno Clash II Multi
- The Chronicles of Riddick: Assault on Dark Athena Multi
- Borderlands Multi

The Bureau: Xcom Declassified

Watch Dogs

Wolfenstein: The New Order

Splinter Cell: Blacklist - Spies vs. Mercs

































































