Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

8-BIT BOY

Det danskudviklede 8-Bit Boy hylder de gode gamle dage - men bliver lidt for meget af det gamle i længden...


På overfladen ligner 8-Bit Boy en sød og meget genrebevist hyldest til fordums tids hardware og de spil, der hørte til. Glad pixeleret grafik, en lydside der lige så godt kunne være lavet på en NES eller en Commodore 64, og gameplay-mekanikker der - hånden på hjertet - er planket nærmest direkte fra Super Mario Bros.

Man samler et hav af guldmønter, der enten hænger frit i luften eller er skjult i kasser, som man smadrer ved at banke hovedet op i dem. Man hopper på fjender for at dræbe dem. Her er enkelte powerups som et skjold og to slags bær, der giver en mulighed for at skyde. Har man en powerup, når man bliver ramt af en fjende, mister man den - og ellers dør man.

Alt sammen meget Mario-agtigt, og det samme gælder spillets struktur, hvor man begiver sig gennem en række baner, der skiftevis foregår over og under jorden, og i slutningen af hver verden skal besejre en boss. Styringen er også præcis og skarp, helt som man ville forvente.

8-Bit Boy
Dette er en annonce:

8-Bit Boy har med andre ord alle ingredienserne, der skal til for at lave en fin 8-bit hyldest. Desværre er spillet bare så tro mod sine forbilleder, at det føles mere som et spil fra slutningen af 80'erne end som en moderne genfortolkning, komplet med alt hvad det indebærer af arkaiske designvalg.

Det udmønter sig både i at 8-Bit Boy bliver temmelig svært - og fred være med det, nogle af de seneste års bedste platformsspil er benhårde - og helt enormt frustrerende.

Dette er en annonce:

For selv om spil som Super Meat Boy og VVVVVV kan være nærmest urimeligt svære så straffer de sjældent spilleren for at dø. Der er ikke noget med at løbe tør for liv, og man bliver sjældent sat særlig langt tilbage.

8-Bit Boy

På det punkt er 8-Bit Boy temmelig anderledes i forhold til andre retro-platformere. Her bruger man nemlig det gamle koncept om ekstraliv, og når du løber tør for dem, er det game over. Det betyder i praksis at du skal spille nærmest perfekt, hvis du nogensinde vil nå gennem spillet (eller bare den første verden), eller gemme undervejs. Og det sidste er lettere sagt end gjort.

For selvom 8-Bit Boy har et save-system, så bliver der ikke gemt automatisk undervejs. Nej, i stedet er der i hver eneste bane skjult en særlig mønt, og finder du den, bliver dit spil gemt, så du kan fortsætte fra den pågældende bane senere.

Og de er godt gemt, disse mønter. Altid bag hemmelige vægge og mure, man ikke umiddelbart kan se, og ofte også steder, der kræver at man tager et blindt spring ud i afgrunde eller lignende, i håbet om at der gemmer sig en platform i bunden. Udforskning og jagt på banernes hemmeligheder er altså behæftet med en ret reel risiko for at dø.

8-Bit Boy

Kombineret med det faktum at man kun har et begrænset antal liv, og at der er tidsbegrænsning på banerne, er der ikke megen plads til svinkeærinder. Det er ikke sjældent at man når forbi fire-fem baner uden at finde en save-mønt, og så er vejen til videre progression pludselig lang, hvis en boss eller andet får gjort kål på en.

Med andre ord kommer man til at se de samme baner igen og igen, og fordi spillet lægger så stor vægt på lange, præcise hop, bevægelige eller smuldrende platforme, og fjender der pludselig dukker op, så kommer man til at dø en del.

Min tid med 8-Bit Boy har budt mere på højlydte suk og frustration end smil og glæde, og det kvæler altså lysten til at spille.

Udvikleren har selv lavet en stribe "strategy guide"-videoer, hvor han viser hvor man finder de skjulte rum og mønter, og kaster du dig over spillet, vil jeg klart anbefale at du giver dem et kig. Det virker bare lidt tyndt, at man reelt set har brug for ekstern hjælp, hvis man skal nå gennem spillet med hårpagten i behold.

Det føles lidt som at spille et arkadespil, der er designet til at lokke så mange femkroner ud af spilleren som muligt. Men det er en underlig disponering anno 2012, og derfor fremstår 8-Bit Boy mere som et obskurt relikvie fra en svunden tid, end et moderne platformspil med retro-inspirationer.

Havde save-systemet bare været lidt mere spillervenligt - og for eksempel gemt efter hver tredje bane eller noget i den dur - kunne man slippe for de fleste frustrationer, og vi ville i stedet have at gøre med den hyggelige og udfordrende platformer, som der her er potentiale til.

Tilføjet den 6. december: Siden vi offentliggjorde vores anmeldelse, har udvikleren Awesome Blade Software tilføjet en ny sværhedsgrad til spillet, hvor der automatisk bliver gemt efter hver bane. Altså behøver man ikke længere gå på jagt efter skjulte mønter, og den lille detalje er nok til at fjerne alle vores frustrationer fra spillet. Nu føles 8-Bit Boy kun svært, ikke urimeligt, og det tager vi hatten af for. Derfor har vi justeret både vores samlede karakter, og delkarakteren for gameplay. Og for dem, der stadig vil have den benhårde oprindelige oplevelse, er den også til stede. Sådan!

8-Bit Boy
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Skarp og præcis styring, rigeligt med udfordring
-
Retro-sværhedsgraden kan give mange grå hår
Dette er en annonce: