Mario må efterhånden betegnes som den mest alsidige spilhelt branchen nogensinde har set. Den rotunde blikkenslager, der startede karrieren som hoppeglad prinsesse-redder, har sidenhen kastet sig over sportsgrene som golf, tennis og motorløb, givet den som lektiehjælper og endda startet en karriere som rollespilshelt.

Det er da også et rollespil man forventer, når man første gang kommer Sticker Star i konsollen, for i det finurlige Paper Mario-univers har det typisk været den genre, der har fungeret som det primære krydderi. Alligevel er der denne gang blevet pillet så meget ved spillereglerne, at det næsten ikke længere er til at adskille rollespillet fra platformspillet.

Historien er den samme som i stort set alle tidligere Mario-eventyr. Bowsers evigt udspekulerede planer betyder, at han kommer til at splintre den såkaldte Sticker Star, og kun Mario kan genfinde dens mange dele, kombinere dem og redde kongeriget og naturligvis Peach. Den obligatoriske og altid tilstedeværende medhjælper hedder Kersti, og ud over et iltert temperament og et moderne ordforråd, synes den flyvende guide også at vide alt om papiruniverset.

Hjælpen fra Kersti er den eneste permanente af slagsen man kan regne med, for i Sticker Star er det Mario alene der må redde dagen, og hverken Luigi, Toad eller nogle af de andre kendte figurer bliver tilføjet holdet. Det tætteste man kommer på en hjælpende hånd, er de forskellige personligheder man møder på sin vej, og de bruges oftest kun til at løse en gåde eller to, før de igen forsvinder.

Det er dog langt fra den eneste forskel i det nye eventyr. Mario-rollespillene har altid forsøgt at kombinere de gamle platformsvaner med rollespilselementer, og det gælder også her. Kampene er derfor stadig turbaserede og kræver at du vælger et angreb, før en actionsekvens tillader dig at forvolde ekstra skade eller forsvare dig, ved at have din timing i orden. Det system åbner dog op for et af spillets mest unikke aspekter.

Fordi verdenen, dens beboere og alle elementerne i den er lavet af papir, er det denne gang klistermærker der repræsenterer Marios mange angreb, og de findes i alskens forskellige varianter. Ofte finder man dem klistret på baggrunden, og med et enkelt tryk kan de pilles ned og tilføjes Marios gemmebog, hvis der altså er plads på siderne. Da hvert klistermærke kun kan bruges en gang i kamp, bliver man nødt til at tænke en smule strategisk over hvordan man bruger dem.

Belønningen for en vunden kamp er ikke længere erfaringspoint, hvilket som følge også betyder at der heller ikke er noget der hedder erfaringsniveauer. I stedet får man lidt mønter som kan spenderes på ekstra klistermærker, og det giver en smule problemer.

Fordi mønterne primært bruges til at købe nye klistermærker, som igen bruges til at vinde de kampe som giver guldmønterne, kommer man hurtigt til at spørge sig selv, hvorfor man overhovedet skulle gide bruge tid på kampene. Desværre er det et problem som spillet kun tilnærmelsesvist løser i form af sine "Thing Stickers".

At være lavet at papir har ikke hæmmet Marios utrolige evner, og den mest interessante i Sticker Star hedder Paperization. Det medium-tossede ord dækker over en egenskab, som lader Mario forvandle skærmbilledet til et fotografi i 2D, hvorpå han kan montere nogle af de klistermærker som han har opsamlet på sin vej. Teknikken bruges ikke overraskende til at løse de fleste gåder i spillet, men kan også udnyttes til både at drille og hjælpe nogle af de personligheder, man møder på sin vej.

For at kunne gøre ordentlig brug af Paperization-teknikken kræves det dog, at man har de rigtige klistermærker, og her bliver det en smule lurvet. Til Kerstis store overraskelse har adskillige kuriøse objekter som sko, vandhaner, en ged, baseballkøller og en masse andet nemlig fundet deres vej til spilverdenen, og da hjælperen ikke aner hvad de er, får de navnet Thing Stickers. Da objekterne alle er 3d-modeller, skal de dog først forvandles til klistermærker inden de kan benyttes til at låse gåder, men den slags klares heldigvis hurtigt i byen Decalburg.

Det er med introduktionen af Thing Stickers, at guldmønterne igen kommer i fokus, for har du nok stående på kontoen, kan du købe de specielle klistermærker, frem for at skulle finde dem på selve banerne, og du får brug for lige så mange du kan skrabe sammen.

Selvom ideen med at løse gåder ved hjælpe af digital papirfoldning og særlige klistermærker er god, er udviklerens implementering dog ikke altid helt gennemtænkt. Således fungerer flere af opgaverne som stopklodser for enhver progression, fordi løsningen i form af et specifikt klistermærke simpelthen ikke giver særlig meget mening. Finder man ud af at man ikke har det rigtige klistermærke, er der ingen anden vej end systematisk at gennemlede de allerede gennemførte baner. Det er frustrerende og forværres kun ved at den ellers så snaksalige Kersti her er helt blank, og udelukkende fungerer som en omflyvende krusedulle.

Næsten lige så frustrerende er mødet med flere af eventyrets bosser, der godt kan besejres ved at bruge stort set alle ens klistermærker hvis man er særlig stædig, men langt nemmere vifter det hvide flag hvis man bruger den rigtige Thing Sticker. Igen er løsningen dog sjældent logisk, og derfor kan man se frem til et par nederlag, før Kersti allernådigst beslutter sig for at informere om hvad man burde gøre - sikke en hjælper.

Med frustrationspunkter som de der her er nævnt, er det heldigt at oplevelsen blødes op af at Intelligent Systems har lavet en nærmest sublim grafisk indpakning til spillet, som er så charmerende at man sjældent kan skjule et lille smil. Spiluniverset ligner vitterligt at det er foldet i papir, hvilket kun bliver endnu tydeligere og imponerende hvis man slår konsollens 3d-effekt til. Og her er ikke kun tale om lidt grafiske lækkerier, for stilen er yderligere udnyttet til at skabe en kreativ verden, som ofte er sjov at udforske for dens mange hemmeligheder.

Der er heller ikke nogen vej uden om, at man føler sig snedig når man finder løsningen på en af de mange gåder, eller for den sags skyld finder en hyggelig bonus ved brug af Paperization-systemet. Det er bare ærgerligt at udvikleren ikke har formået at gøre opgaverne mere logiske, eller for den sags skyld har implementeret et hjælpesystem der er mere effektivt end Kersti, der alt for tit har travlt med at komme med sjove, men ligegyldige kommentarer.

Paper Mario: Sticker Star er langt fra et skidt eventyr, men det er desværre heller ikke så hyggeligt eller sammenhængende som resten af spillene i Paper Mario-serien, eller for den sags skyld i den sublime Mario & Luigi-rollespilsserie. Jeg er ikke i tvivl om at mange stadig vil finde nok nydelse i kreativiteten, blandingen af rolle- og platformspil, den smukke grafik og charmen til at kæmpe sig igennem frustrationselementerne, men det ændrer ikke ved at Mario før har gjort det bedre som rollespilshelt.