Det er ikke ofte, man ser Gandalf, Sauron og Arathorn kæmpe side om side, men det er hverdag i Guardians of Middle-Earth. For selvom spillet tager udgangspunkt i Tolkiens Ringenes Herre-univers - og faktisk graver så dybt ned i det, at de fleste af figurerne vil være fuldstændig ukendte for dem, der kun har set Peter Jacksons film - så hænger det sig ikke særlig tungt i kanon og kronologi. I Guardians kan mørkets fyrste sagtens være på samme hold lysets vogtere.

Guardians of Middle-Earth fokuserer nemlig først og fremmest på at være sjovt, og behandler mest af alt Ringenes Herre-licensen som en kilde til kontekst, der kommer i anden række i forhold til gameplayet. Og heldigvis for det, da.

Guardians bevæger sig inden for den genre, der kaldes MOBA, DOTA-klon eller Lords Management, alt efter hvem man spørger. Det er en genre, der har set en eksplosiv vækst i popularitet de sidste par år, især takket være det skræmmende populære League of Legends, der kan bryste sig af at være det mest populære spil på PC for tiden.

Det er en genre, der har sine rødder i det klassiske strategispil Warcraft III, og hvor spil som Dota 2 og Heroes of Newerth også kæmper om spillernes gunst. Den er dyb og kompleks, og virker umiddelbart som en type spil, der kun kan fungere på pc'en.

Men det har Monolith heldigvis ikke ladet sig stoppe af. De har sat sig for at få MOBA'er til at fungere på konsol, koste hvad det vil. Og de har gjort det umulige. Guardians of Middle-Earth er en rendyrket fornøjelse at spille, selvom de færreste nok havde troet, at det nogensinde kunne fungere med en controller.

For dem, der ikke ved hvad et MOBA er for en størrelse, er her en kort opsummering: To hold af fem spillere kæmper mod hinanden, og forsøger at smadre modstanderens base. Banen, man spiller på, er delt op i tre "lanes", spor eller vejbaner, om man vil. Computerstyrede soldater fra begge hold løber jævnligt ned af disse lanes med retning mod modstanderens base, og det er så op til spillerne at beskytte deres egne tropper, nedkæmpe fjendes, og tæske modspillerne. Man tjener erfaringspoint (XP) for at dræbe fjender, og efterhånden som man stiger i level, får man nye eller stærkere evner. Hver lane indeholder ligeledes forsvarstårne, der typisk skal besejres inden man kan angribe basen.

På mange måder virker det som om konsollens begrænsninger faktisk har været en gave for udviklerne. Fordi det oprindelige Defence of the Ancients som sagt har rødder i Warcraft III, styres det stort set som et klassisk strategispil med en blanding af museklik og tastetryk, og det fungerer selvsagt ikke med en almindelig controller. Derfor har Monolith måtte gentænke genren fra bunden, og det har givet dem mulighed for at gøre op med nogle af dens mere esoteriske konventioner. Guardians of Middle-Earth er mere strømlinet end sine konkurrenter, og derfor også lettere tilgængeligt.

Den største forskel ligger i styringen. Hvor man i andre MOBA'er kommanderer rundt med sin figur og giver ham ordrer (gå derhen, skyd ham der), så har man direkte kontrol over den i Guardians of Middle Earth. Man bevæger sig med venstre stick, sigter med højre, laver standardangreb med den ene aftrækker, og aktiverer specialevner med ABXY-knapperne. Mere komplicerede handlinger, som at opgradere sine evner eller bygninger, klares med et snuptag, og det er kort sagt imponerende, hvor elegant det hele føles. Jeg prøvede en demo af spillet på Gamescom-messen i sommer, og den gav mig så meget blod på tanden, at jeg straks satte mig ned med Dota 2, da jeg kom hjem. Men til sammenligning føltes styringen her så klodset, at jeg skuffet lagde det fra mig igen efter kort tid.

Men der er også andre punkter, hvor Guardians of Middle-Earth bryder med genrens konventioner, og nogle af dem vil sikkert virke kontroversielle for veteraner. For det første er her ingen Last Hitting - i andre MOBA'er er det ofte sådan, at det kun er den spiller, der får det sidste slag ind på en fjende, der får guld eller XP for at dræbe ham. Sådan er det ikke her - alle spillere, der er i nærheden, belønnes. Det har i praksis to effekter. For det første kan man ikke "stjæle" XP fra sine holdkammerater, så der er ingen sure miner over medspillernes grådighed. For det andet betyder det også, at ens figurer stiger hurtigere i level, og det betyder at spillene ofte bliver kortere - tit bliver de afgjort på under de 20 minutter, der er tidsgrænsen i Guardians' standardspiltype, hvor et slag League of Legends eller Dota 2 ofte varer mellem 40 minutter til en time.

For det andet er der ikke nogen butik i ens base, hvor man køber items for de guldmønter eller XP, man tjener på at dræbe fjender. Det fjerner uden tvivl et lag af dybde fra spillet - men taget i betragtning, at fx Dota 2 har over 1000 items i sin butik, er det også med til at gøre Guardians of Middle-Earth til et hurtigere og mere tilgængeligt spil.

Endelig koster ens specialevner ikke nogen form for mana - det eneste, der afgør om man kan kaste dem på et givent tidspunkt, er hvorvidt de er på cooldown eller ej.

Det er ændringer, der har en mærkbar indflydelse på gameplayet, men det føles ikke som om at det går ud over hovedessensen i spillet. Det er stadig dybt nødvendigt at spille sammen som et hold for at vinde, og dygtige spillere kan stadig udmærke sig i forhold til de mindre dygtige og føre holdet til sejr.

Det hele er krydret med et progressionssystem, der åbner op for såkaldte Commands, magier man kan bruge på tværs af sine figurer, og Gems og Relics, en kombination af ædelstene og holdere til dem, der giver små fordele som hurtigere løbehastighed, mere skade og så videre.

Her er 22 figurer i alt (flere kommer som DLC senere), men man har kun en lille håndfuld af dem til rådighed fra starten. Resten skal låses op via de guldmønter, man optjener ved at spille kampe. Dertil er der et skiftende ugentligt udvalg af figurer, som alle spillere har adgang til, uanset om de har købt dem eller ej. En fin model, der også sikrer variation til de spillere, der måske ikke spiller så meget.

MOBA-genren har ry for at være brutal over for nybegyndere, og selvom Guardians of Middle-Earth i form af sin strømligning har høvlet noget af den mere overvældende kompleksitet væk, kan det stadig være nådeløst i starten. Jeg nåede at spille mange timer, inden jeg vandt mit første spil, men ikke desto mindre sad jeg med et fjoget grin hele vejen. Grundlæggende er spillet nemlig så sjovt, at det ikke gør det store, når man taber, og når man endelig har fået nok styr på tingene til rent faktisk at vinde, bliver det kun endnu sjovere.

Min største anke omkring spillet er, at det er meget følsomt over for lag. Har værten en dårlig internetforbindelse, må man forberede sig på en del hakken i gameplayet, og det er temmelig ærgerligt. Dertil kommer, at hvis en spiller falder fra undervejs, har resten af hans hold reelt ikke en chance for at vinde (medmindre de i forvejen var virkeligt langt foran), men det er et problem, der plager genren som helhed.

Monolith har også besluttet at inkludere en alternativ bane at spille på, hvor der kun er én "lane", således at taktik bliver mindre vigtigt end ens evner til at slås. Personligt er jeg ikke vild med den, men man kan heldigvis fravælge den.

Ellers er Guardians of Middle-Earth en imponerende bedrift. Udviklerne har formået at tage en genre, der på papiret slet ikke burde fungere på konsol, og ikke bare fået den til at virke, men på nogle måder faktisk gjort et bedre arbejde end forbillederne. I hvert fald efter min mening. Når det hele klikker, man kommer på et hold, der kan finde ud af at spille sammen, og netforbindelsen ikke driller, så er det her et absolut forrygende multiplayer-spil. Har du før været nysgerrig på MOBA-genren, men ikke rigtig dyppet tæerne af den ene eller anden årsag, så er Guardians of Middle-Earth lige noget for dig.