Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

DEAD SPACE 3

Det startede som en gyserserie, men er blevet mere og mere action-orienteret med tiden. Rasmus og Ruben har to vidt forskellige indtryk af Dead Space 3.


Isaac Clarke har svært ved at holde balancen. Gang på gang bliver han slået omkuld af eksplosioner og tentakler, gang på gang sender sneskred eller sammenfaldende stilladser og gangbroer ham på rutsjeture ned af skrænter, klippesider og bakker.

Det er meget dramatisk, kan du nok forstå. Eller, det er det meningen at det skal være. Men resultatet er, at man som spiller føler sig som en statist eller skuespiller, der skal følge et manuskript og udfylde en rolle, frem for rent faktisk at have kontrol over situationen og selv bestemme, hvad der skal ske. Jeg kalder det "Uncharted-fælden". Dead Space 3 tramper lige ind i den med vinterstøvler på.

De fleste gange en eksplosion eller anden effekt i omgivelserne sender Isaac på flyvetur, er man tvunget til bare at se passivt til, mens han på et hængende hår klarer ærterne. Andre gange skal man trykke løs på en knap, hvilket i spilsammenhæng er omtrent lige så interessant som at se maling tørre. Og så antiklimatisk at det er morsomt, når man en sjælden gang fejler. Spændende bliver det aldrig.

Dead Space 3

Og det er på mange måder symptomatisk for Dead Space 3 som en helhed. Det vil så forfærdeligt gerne være spændende, intenst og dramatisk, men den konstante jagt på højdepunkter bliver i stedet bare til statisk støj, der aldrig rigtig sætter kløerne i en og for alvor rykker ved noget. Det er, slet og ret, kedeligt.

Unitologerne, de dommedagsfikserede religiøse tosser, der synes menneskeheden har haft sin tur og bør erstattes af necromorphs, har taget kontrollen over de fleste af de såkaldte Markører - de fremmede artefakter, der startede hele det her necromorph-halløj. Med andre ord er helvede mere eller mindre løs. Isaac må tage flugten fra den planet, han ellers har opholdt sig på i relativt fred, da unitologerne ser ham som den største trussel mod deres hellige mål.

Det fører til et gensyn med Ellie fra det foregående spil, et møde med en flok todimensionelle forskertyper og et par omvandrende soldat-clicheer, og det omtrent mest dødsyge og ligegyldige trekantsdrama, jeg nogensinde har været udsat for. Ellie og forskerne er strandet i et rumvrag over planeten Tau Volantis, der lader til at være Markørernes hjemplanet, og hvis hemmeligheder måske er nøglen til at redde hele menneskeheden. Altså skal vi derned.

Det er en ret typisk spilhistorie, men fordi figurerne uden undtagelse er så uinteressante, hæfter man sig ikke ved den.

Dead Space 3

Nuvel, det er gameplayet som spillet i sidste ende står og falder med. Grundstenen i Dead Space-seriens kampe har altid været, at man skal skyde lemmerne af necromorpherne for at dræbe dem hurtigst muligt. Sådan er det også her, men det er let at få en følelse af, at spillet ikke holder hvad det lover. Nogle fjender kan man skyde benene af, mens andre tilsyneladende har ben af rustfrit stål. Nogle fjender har store, strittende arme med enorme klør, men andre holder dem så tæt til kroppen, at forskellen på et skud til armen og et skud til torsoen nærmest ikke eksisterer. Og man får på fornemmelsen, at det kun er ét bestemt (og fuldstændig umarkeret) punkt på en given kropsdel, der udløser den så vigtige amputering, så træffere på resten af armen er ligegyldige. Bah.

Værre bliver det af, at langt de fleste fjender opfører sig ens. Med få undtagelser har alle necromorphs en modus operandi, der går på at komme så tæt på som muligt og dolke dig i ansigtet. Isaac er temmelig tung i røven, og man kæmper nærmest konsekvent i små trange områder, så det betyder i praksis, at man som regel ender med at stå med ryggen mod en mur eller hjørne, og skubber fjenderne væk så man forhåbentlig kan pløkke dem i småstykker.

Dead Space 3

Det bliver hurtigt ensformigt, og der levnes ikke plads til at kampene kan udspille sig på andre måder. Det bliver heller ikke bedre af, at de altid er så forudsigelige. Lyset går delvist ud, dørene låses, og fjender vælter ud luftkanaler og andre små åbninger i væggene. Vær'go, jeg har lige beskrevet mere end halvdelen af kampene i Dead Space 3. Det når endda et punkt, hvor man ret nøjagtigt kan påpege hvor fjenderne vil komme fra, i samme øjeblik man træder gennem en dør. Og der er mange kampe undervejs.

Der er ingen spænding i det. Det bliver bare til et irritationsmoment. "Gå nu væk så jeg kan komme videre, grimme zombietype". Mekanikkerne bliver slidte inden for de første par timer, uanset hvad sværhedsgrad, man spiller på.

Lidt mere interessant bliver det, når man skal slås mod unitologer, da de helst holder sig på afstand og i dækning med deres maskinpistoler og håndgranater, hvilket giver mere plads til fri leg og udfoldelse. Desværre er der for få af disse kampe.

Dead Space 3

Men det er ikke fordi at Dead Space 3 er fuldstændig blottet for lyspunkter. Crafting-systemet, hvor man sammensætter sine egne våben af brudstykker, og kan skille dem ad og bygge om som man lyster, er snedigt fundet på. Man finder hurtigt glæde i at opdage nye dele og prøve dem af, og man kan tilmed fremstille dem selv i bedste MMO-stil. At lave en kombineret shotgun/flammekaster er ingen sag.

Og når spillet en sjælden gang tager et afbræk fra den ellers konstante monsterkavalkade, og ellers lader en udforske i fred, byder det både på udsøgt stemning og fantastisk flotte udsigter. I den første tredjedel af spillet sendes man flere gange på rumvandring, og det er en fornøjelse hver gang (lige indtil designerne ikke kan holde sig i skinnet længere, og kaster en necromorph eller to efter spilleren).

Produktionsværdierne fejler intet. Spillet er generelt flot, og især udsigterne i rummet imponerer. Stemmeskuespillet er der heller ikke noget i vejen med (selvom manuskriptet er søvndyssende), og her er ingen tegn på tekniske problemer undervejs. Lydsiden skuffer til gengæld. Det første Dead Space præsterede den hidtil flotteste og mest effektive lydside, noget spil i denne generation endnu har formået, og til sammenligning virker treeren bare anonym.

Dead Space 3

Dead Space 3 ved ikke hvad det vil. Det har alt for travlt med store eksplosioner og konstante monsterangreb til at bygge en stemning op, og derfor fejler det som gyserspil. På den anden side er mekanikkerne for tunge og clichefyldte, og kampene for ensformige, til at det fungerer som actionspil. Og hvad sidder vi så tilbage med? Et spil, der ikke imponerer på nogen af de områder, der rent faktisk tæller.

Dråben, der for mit vedkommende fik bægeret til at flyde over, var en bosskamp der pludselig dukkede op lidt over halvvejs gennem spillet. Efter en halv times forgæves forsøg og stigende frustrationer måtte jeg bide i det sure æble og erkende, at jeg var håbløst fejlbevæbnet til klare denne fight, selvom mekanikkerne var himmelråbende indlysende. Altså er eneste mulighed at starte kapitlet forfra - og dermed blive sat yderligere en halv time tilbage, uden nogen garanti for at mit nye våbenvalg vil være mere effektivt. Ih, tak.

Dead Space 3

Måske går det bedre i co-op - den del af spillet har vi ikke haft mulighed for at teste - men for solospilleren er Dead Space 3 en stor skuffelse, der falder over sig selv i sin konstante jagt på spænding og dramatik. I stedet ender det som sagt bare med at være kedeligt. Det er en prøvelse at spille Dead Space 3, og ikke på nogen god måde.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Flotte omgivelser, labre og stemningsfulde sekvenser i rummet
-
Alt for mange generende små mellemsekvenser, ingen spænding, kedelig og forudsigelig action, ligegyldig historie

Et andet syn

Ruben Jones - GR NO

Det, der virkelig tiltrak mig ved det oprindelige Dead Space, udover lemlæstelse af fjenderne på grotesk niveau, var skrækken. Den klaustrofobiske følelse af at være fanget på et ikke længere funktionsdygtigt skib i det mørke kolde rum, var hele tiden til stede. Det at vandre rundt på egen hånd i de tomme korridorer på Ishimura, mens ukendte lyde omkring mig antydede, at jeg var alt andet end alene, gav mig gåsehud. Sekvenserne uden fjender var noget af det skumleste i Dead Space, da frygten for det ukendte er psykisk terror, og det gjorde øjeblikket, hvor der pludselig dukkede en drabslysten rumzombie op, meget mere intenst. Skrækken trak mig ind i dette univers. Jeg ville ud af dette mareridt, men jeg ville ikke have at det sluttede.

Den tredje udgivelse i serien har lagt meget af det, jeg elskede ved originalen på hylden, og fokuserer på at lave en helstøbt action-oplevelse i stedet. Og ved du hvad? Denne gang ville jeg heller ikke have at det sluttede. Helt fra den adrenalinfyldte prolog til den episke konklusion sad jeg med nerverne uden på tøjet.

Det første, jeg bemærker i Dead Space 3, er hvor pænt det ser ud. Imponerende lyseffekter, æstetisk smukke udsigter og utroligt detaljerede områder. I lighed med tidligere spil er der stadig ingen HUD. Al information er at finde på Isaacs dragt (eller RIG, om man vil), og det fungerer og ser lige så godt ud som før, og tjener også det formål, at det aldrig trækker dig ud af oplevelsen. Det hele føles vældigt cinematisk, hvilket klæder historien godt. Eventyret er fuld af vendinger, og solidt stemmeskuespil samt et stort antal lydbøger og logbøger krydrer fortællingen.

Når du er i kamp, er der ikke meget, der har ændret sig. Det er fortsat afhugning af lemmer, der tæller, men det fungerer ikke helt med det mere action-orienterede gameplay. I det originale Dead Space handlede det om at få kål på fjenden, inden den nåede frem til dig. Blev du omringet, var oddsene dårlige. Nu er det ikke ligefrem sjældent, at fjenderne er helt oppe i dit ansigt, og ofte i hobetal. Så bliver det taktisk upraktisk at tage sig tid til at sigte på de forskellige kropsdele, og det kan bedre svare sig bare at tømme magasinet i den rigtige retning. Det skal også nævnes at, at det ikke kun er beboerne på Tau Volantis (den isdækkede planet, det meste af spillet foregår på), som er fjendtlige. Planeten i sig selv er én stor dødsfælde, hvor det enten er snestorme med ekstremt lave temperaturer, sneskred eller enorme klippevægge, der falder mod dig, mens du prøver at rappellere henover det, der virkede som en hurtig genvej.

Det er fortsat herlig sjov at slagte Necromorphs, med en undtagelse - en grimrian kun kendt som Snowbeast. Denne djævel er både irriterende og ensformig, da han dukker op flere gange i løbet af historien, og er lige så træls at slås mod hver gang, da han ikke har nogen nye angrebsmønstre.

En af de store forandringer i Dead Space 3 er muligheden for at skræddersy dit eget yndlingsvåben. Frister et maskingevær som skyder med stasis-dækkede kugler, med en påspændt motorsav til at færdiggøre arbejdet? Eller hvad med en kombination af raketstyr og granatkaster, til de lidt mere plagsomme livsformer? Her er det kun kreativiteten, der sætter grænser, men før du kan realisere de våde drømme, må du samle de nødvendige materialer ind. Det gøres mest effektivt ved at bruge de såkaldte Scavenger Bots, små robotter som du manuelt kan placere steder, hvor der er mange materialer, som de så automatisk samler, mens du kan fortsætte Necromorph-slagtningen. Når materialerne er samlet, dukker de op på arbejdsbænken, hvor du laver dine våben. Når først du har sluppet din indre ingeniør løs, vil du opdage hvor overskueligt og organiseret, det hele er. Alligevel er der en del af mig, der savner Credits og Power Nodes.

Udover hovedhistorien har du mulighed for at gennemføre en række sideopgaver, som byder på stor belønning i form af dybere indsigt i historien, og mere materielle godter. Disse forlænger underholdningsværdien betragteligt. Det tog mig omkring femten timer, før rulleteksterne dukkede op, og det er over en tredjedel mere end de to forgængere. Og når eventyret er slut, er mareridtet knapt begyndt. Dead Space 3 indeholder nemlig en co-op-del, hvor den anden spiller kan indtage Carvers sko, og det giver historien en helt ny dimension. Dertil er New Game Plus selvfølgelig tilbage, og denne gang er der fire spiltyper at vælge mellem. Du har standardversionen, hvor du starter spillet forfra med alle våbenopgraderinger og statistik overført, og så er der også mulighederne Classic, Pure Survival og Hardcore. Classic er for nostalgikeren, og er specielt designet til fans af det originale Dead Space, en spiltype jeg satte stor pris på. I Pure Survival efterlader fjenderne ikke længere ammunition og health packs, de skal laves på arbejdsbænken. Endelig har vi Hardcore, som ikke er for svage sjæle. Her skal du spille gennem historien uden at dø en eneste gang. Dør du, er det tilbage til start. Lidt som i Ludo. Frem med hovedpinepillerne!

Jeg var skeptisk, da jeg startede, men i løbet af de femten spilletimer blev jeg mere og mere overbevist om, at dette er et spil, jeg vil anbefale til alle fans af serien. Selvom jeg savner skrækken fra tidligere spil, er pakken vi får serveret i Dead Space 3 så gennemført og fuld af mindeværdige øjeblikke, at det kan stå på egne ben som fuldbyrdet actionspil.

9/10

Brugeranmeldelser

  • Nike
    På trods af sine mangler angående gys (og lige ledes forståelse for folk der finder det uhyggeligt), har Dead Space serien stadig været en jeg har... 6/10
Dette er en annonce:
BETA +