Igennem første halvdel af min tid med spillet Special Forces: Team X havde jeg en småsur anmeldelse siddende i skribentfingrene, men langsomt fangede legen mig, og jeg blev mere overbærende med spillets fejl og mangler. Er det den afhængighedsskabende XP-fælde som er klappet, eller adskiller denne titel sig fra mængden af multiplayerspil på markedet? Forklaring følger.

En hurtig download fra Xbox Live og arcadetitlen Special Forces: Team X lå parat til spas på harddisken. På overfladen ligner titlen en mashup af Gears of War og Borderlands - med tredjepersonsperspektivet og styringen fra førstnævnte og et grafisk udtryk lidt i stil med sidstnævnte. Et tryk på denne grønne A-knap og din kriger klæber til vægge eller andre overflader på banerne. Alene småting adskiller gameplayet fra Gears of War-spilserien, hvor eksempelvis løbefunktionen er hentet fra Call of Duty-spillene og aktiveres ved at holde thumbsticken nede.

Her kommer så en af mine initiale irritationselementer. Styringen er generelt fin, og man finder sig meget hurtigt hjemme i knapperne, hvis man har lidt Gears-erfaring med i rygsækken. Blodtrykket blev dog igen og igen testet ved anvendelse af ens granater, miner og hunde. Disse krigsremedier styres ved tryk på højre eller venstre bumper, hvilket burde være en tur i parken og helt uden helbredstruende forhindringer. Det er dog langtfra tilfældet. Man skal nærmest banke løs på de stakkels knapper for at få smidt de satans granater eller kommanderet hundene efter ens modstander. Jeg skiftede kontroller just-in-case, og forskellen var ikke-eksisterende. Sad flere gange diskret bag intetanende modstandere, hvorefter knapperne drillede. Tilhørende hæshed er obligatorisk efter man har råbt ind i fladskærmen.

Mine frustrationer i første halvdel af testen var dog ikke alene over denne detalje i styringen. Efter min allerførste kamp endte jeg på en loadskærm, som tillod mig rigeligt med tid til at anføre "laaaange loadtider" i mine anmeldernoter. Efter et par minutter erkendte jeg dog, at dette var en blindgyde og jeg måtte hoppe helt ud af spillet for at komme i gang igen. Dårlig start - og jeg anlagde den bistre spilanmelderattitude. Fejlen kom dog alene én gang til under mine over seks timer i selskab med spillet, så måske har jeg bare været småuheldig.

Den stramme mimik blev siddende under de næste par kampe, hvor jeg oplevede gentagende gange at kampen stoppede, da værten forlod spillet. Bang - smidt tilbage til menuen uden optjente XP bibeholdt. Var jeg ikke hæs og småhidsig før, så gjorde dette tricket. Enkelte gange oplevede jeg lag, spawn kills og folk gemt i vægge og kasser - men det er næsten standarden indenfor denne type spil, så det havde ingen additiv effekt på min negative indstilling.

Men sært nok så skete der noget efter et par timer. Jeg havde spillet min vej igennem alle fem gamemodes, som strækker sig over alle de klassiske kompetitive spil som eksempelvis team deathmatch og capture the flag. Jeg faldt ind i en lang stime af gode spil, og alt begyndte pludseligt at føles spændende. Selve XP-systemet og ens karrierestige i form af levels er sikkert en del af det. Jeg blev fanget af lysten til at låse næste våben op og smide det på en af mine to loadouts. Det simple grafiske udtryk var endnu en ting som begyndte at føles velkendt og passende. Det er Borderlands uden den helt samme afpudsning. Mon ikke også den simple grafik kan tilskrives at spillet alene fyldte under 240 MB på min Xbox 360 harddisk?

Endnu en brik i mit skifte til et lavere blodtryk og et mere afslappet ansigtsudtryk var banedesignet. Før hver kamp skal man i velkendt stil stemme om banerne - men i modsætning til flertallet af andre titler i denne genre, så består hver bane af tre dele. Hver af de dele kan man så vælge, hvilket herefter giver en sammensat bane til kampene. Der er seks muligheder for første, tre for næste og igen seks til sidste - dette giver muligheden for 108 banekombinationer, hvilket er friskt og et kæmpe plus for titlen. Man spurter af sted for at finde netop den lokalitet, hvor man normalt plaffer flest fjender - men hov, nu leder vejen til en containerpark eller andre nye elementer. Denne simple baneeditor sikrer, at kampene virker yderst varierede.

I stil med andre lignende multiplayerspil kan man skifte våben, skills og udseende. Det er ganske overskueligt og måske grænsende til det oversimplificerede. Der er forskel på våbnene i både rækkevidde og styrke, og eneste svaghed er manglen på ordentlig tyngde i deres lyd - lidt for meget luftbøsse over de store maskingeværer og snipers efter min smag. Endvidere kunne jeg godt have brugt lidt flere tal - stik mig noget statistik og andet tal-lir, som kan tydeliggøre mine mangler i spillet. De føromtalte hunde er en ting, som man kan udstyres med. De er sjovt nok godt gemt indtil man får banket den problematiske knap i bund, og de kommer farende frem. Man skal dog lede længe efter så lidt bistre og familievenlige hunde som disse. Typisk stopper de et par meter foran dig, hvor de så står helt stille og tydeligt forvirrede over småting i landskabet. Enkelte gange tager fanden dog ved dem, og de drøner lige i struben på dine modstandere, hvilket er så tilfredsstillende at man tilgiver deres ellers ret villavejsagtige attitude.

Under mine stunder med spillet oplevede jeg mængder af kampe tilgængelige. Jeg stødte på et forbløffende udvalg af svenske børn, som skreg lidt på en quick-knap til mute af medspillere - men ellers fungerer matchmaking fint. Alle spilmodes syner at være populære, og titlen er åbenlyst blevet velmodtaget på Xbox Live, hvor min test foregik.

Efter tyve timers spil blev min XP nulstillet, og det var omtrent nok til at trække en karakter ned, men da jeg morede mig for kosteligt, fik den lov at blive på en ganske småt syvtal.

Special Forces: Team X er, som du nok kan gætte, en blandet oplevelse, og er man inkarneret og hardcore Gears of War- eller Call of Duty-kriger, så er dette den direkte vej til skuffelse. Men for andre mainstream spillere kan denne titel noget, hvis man kan se igennem fingre med de tekniske skavanker, som desværre er spredt udover oplevelsen.