Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

BIOSHOCK INFINITE

Efter næsten seks lange år får vi endelig en "rigtig" efterfølger til det legendariske Bioshock - og Infinite har i den grad været ventetiden værd.


Der er et nærmest uendeligt antal metaforer, jeg kan bruge til at beskrive Bioshock Infinite. Det er så fristende at fable om hvordan Irrational har valgt at sigte efter skyerne, eller hvor passende det er, at spillet foregår i himlen. Men i stedet vil jeg sige dette: Det første Bioshock er et af de bedste spil i denne generation, og til sammenligning føles Bioshock Infinite nærmest som et kvantespring.

På overfladen ser de to spil vidt forskellige ud, men lighederne er mange. Begge foregår i en slags højteknologisk utopia, styret med hård hånd af en visionær og muligvis vanvittig leder. Begge foregår i fortiden. Begge kombinerer skydevåben med overnaturlige evner. Begge starter ved et fyrtårn midt på havet.

Bioshock Infinite
Dette er en annonce:

Men der, hvor Infinite virkelig adskiller sig fra ikke bare sin forgænger, men noget nær samtlige skydespil på markedet, er i fortællingen. Historien er et komplekst virvar af tråde, der mesterligt åbenbarer sig i små brudstykker, både gennem dialog mellem hovedpersonerne, monologer fra skurkene, de efterhånden så velkendte lyddagbøger, samtaler mellem verdenens indbyggere, og gennem selve omgivelserne.

Året er 1912. Vi befinder os i Columbia, en by der flyver mellem skyerne, og et stærkt religiøst samfund, som har sagt farvel til "Sodomaet under os" fordi gængse amerikanere både er for syndige, for barmhjertige over for sorte og irere, og ikke er tilstrækkeligt patriotiske. Den selverklærede profet Comstock står i spidsen for det hele, og tilbedes nærmest som en gud.

Dette er en annonce:

Vi spiller som Booker DeWitt, tidligere soldat og tidligere Pinkerton-agent, der er blevet sendt til byen for at befri pigen Elizabeth og derved få indfriet sin gæld. Elizabeth holdes fanget af Comstock, der i al sin propaganda omtaler hende som Columbias Lam, og gøder jorden til at hun en dag skal tage hans plads. Indtil videre er hun dog spærret inde i et tårn som en anden Rapunzel, for Elizabeth bliver anset som farlig. Hun kan åbne såkaldte Tears, revner i virkeligheden, der fører til alternative udgaver af verden. Hvem der betaler DeWitt står ikke klart, men der ulmer et oprør under Columbias facade. Resten af historien må du selv opleve.

Bioshock Infinite

Selvom vi spiller som Booker, er det på mange måder Elizabeth, der er både hovedperson og spillets stjerne. Hun er charmerende, sjov, sympatisk og troværdig. Man bruger størstedelen af spillet sammen med hende, mens man i fællesskab forsøger at undslippe Columbia. Taget i betragtning, hvordan spil med tung vægt på AI-kammerater ofte ender, så er det et enormt sats, Irrational her har kastet sig ud i.

Men det er et sats, der betaler sig. Elizabeth føles som et aktiv, snarere end en klods om benet, og man savner hende, når hun ikke er med. Hun går aldrig i vejen, og der går ikke mange øjeblikke, fra man første gang møder hende, til spillet direkte fortæller, at man ikke behøver at beskytte hende i kamp. Hun kan klare sig selv.

Og det er faktisk en underdrivelse, for selvom hun ikke selv samler et våben op og begynder at skyde omkring sig, så hjælper hun til i kampens hede. Hun kan jævnligt kaste ammunition, healthkits og salts (der driver de førnævnte overnaturlige evner) til en, og ofte åbne små tears, der giver adgang til nyttige effekter som automatiske turrets, bunker med våben, oliepøle, dækning og meget mere. Uden for kamp finder hun penge, kan dirke låse op, bryde koder, og pege spilleren i retning af dirke, man måske har overset.

Bioshock Infinite

Kamp er en rendyrket fornøjelse. Arsenalet af våben, man har til rådighed, er enormt, og bedst som man tror, at man har set dem alle, bliver dets størrelse nærmest fordoblet. Her er klassikere som maskinpistoler, haglgeværer og sniperrifler, men også kraftige revolvere, raketstyr og granatkastere. I bedste Bioshock-stil kan de selvfølgelig opgraderes løbende med større magasiner, mere skade, hurtigere genladningstid og så videre.

Våbnene suppleres med de såkaldte Vigors, de overnaturlige kræfter, der lader en kaste med ild, lyn, vindstød og mere til. Listen af Vigors er lang, og den er varieret nok til at man hurtigt et par stykker, der passer til ens spillestil. En personlig favorit er Bucking Bronco, der sender fjenderne på en svævetur, så man i ro og mag kan skyde dem i småstykker, mens de hænger hjælpeløse i luften. En anden er Return To Sender, et skjold der lader en gribe kugler i luften, og som en anden Neo i The Matrix sende dem tilbage i hovedet på fjenden.

Bioshock Infinite

Samspillet mellem skydevåben og Vigors er fabelagtigt, og det hele bliver bare bedre af, at miljøerne virkelig opfordrer til at man holder sig i bevægelse. Takket være de såkaldte skyways, lange svævebaner der snor sig ind og ud af mange af banerne, kan man få sig nogle tiltrængte højdefordele eller hurtigt slippe ud af en presset situation. Dertil kommer, at meget af ens gear (tøj, der giver en række nyttige passive evner) ofte spiller sammen med disse skyways, så man for eksempel automatisk genlader når man hopper på en af dem, eller er midlertidigt usårlig, når man stiger af igen.

Jeg er ærlig talt imponeret over hvor godt det fungerer, for kombinationen af fantastiske rammer og gode mekanikker er desværre sjælden inden for genren nutildags. Og som prikken over i'et er her endda ingen tåbelige bosskampe at brokke sig over, i modsætning til det originale Bioshock. Det eneste, man måske skal være opmærksom på, er at sværhedsgraden er ret mild, og garvede FPS-spillere bør nok bare sætte den til Hard fra starten og aldrig se sig tilbage.

Bioshock Infinite

Men Bioshock Infinite byder på meget mere end bare action. Columbia føles som et spændende, levende sted, der skjuler et væld af hemmeligheder, og man belønnes for at gå på opdagelse med både gear, penge, lyddagbøger og opgraderinger til health, salt og skjold. Jeg har gennemført spillet to gange nu - første gang var med sømmet i bund, da deadline på vores trykte magasin lurede lige om hjørnet, og der tog det mig omkring otte timer. Anden gang udforskede jeg hver en afkrog og undersøgte hver en låst dør, og der var spilletiden tættere på de 16 timer. Det siger noget om indholdsmængden.

Samtidigt er pacingen noget nær perfekt. Heftig action afløses af mere rolige sekvenser, og det sker jævnligt at man får lov til at gå uforstyrret mellem folkemængder og suge til sig af indtryk (indtil man stjæler fra nogen eller pløkker en vagt i fjæset), og der er som sagt rigeligt at opdage i Columbia.

Det er fantastisk veludført, og grafikken skal have en stor del af æren for stemningen. Bioshock Infinite er et af de flotteste spil, jeg nogensinde har spillet. Lyssætningen er intet mindre end fantastisk, fra måden solstråler bryder gennem skyerne, stearinlys blidt oplyser katedraler og spejler sig i deres dåbsbassiner, til hvordan røg og flammer truende rejser sig i horisonten. Fra de store panoramaudsigter med statuer, åbne pladser, luftskibe og andre bydele, der blander sig med skyerne i det fjerne, til de helt små detaljer som indretningen af butikker, propagandaplakater, skilte og så videre - det hele er fremragende udført.

Bioshock Infinite

Selve figurernes stil er let karikeret, hvilket nok er en klog beslutning. De mindre vigtige og tilfældige NPC'ere har måske ikke helt samme detaljegrad som for eksempel Elizabeth, men de centrale figurer, som vi møder igen og igen, ser alle fantastiske ud.

Stemningen og atmosfæren accentueres af en eksemplarisk lydside. Stemmeskuespillet er på et fabelagtigt højt niveau over hele linjen, uanset om man bare overhører en tilfældig samtale eller er midt i et af historiens nøgleøjeblikke. Alligevel er det værd at fremhæve Troy Baker og Courtnee Draper i rollerne som henholdsvis Booker og Elizabeth, for de har en fantastisk kemi, og så skader det selvfølgelig heller ikke at manuskriptet er fremragende. Dertil kommer lydene i kamp, hvor ens våben har en dejlig tyngde, og råbene fra de monstrøse Handymen og ildkastende soldater er oprigtigt intimiderende.

Musikken fortjener også ros. Soundtracket er eminent, og underbygger perfekt de dramatiske øjeblikke. I kamp følger musikken begivenhedernes gang, og den percussion-tunge tilgange matcher actionens intensitet glimrende.

Bioshock Infinite

Dertil dukker der også en lang række deciderede sange op, enten som del af lydtapetet eller som decideret del af soundtracket. Salmen Will the Circle be Unbroken fungerer som en slags tema, og jeg tager jævnligt mig selv i at gå rundt og nynne den. I forhold til spillets tematik, kunne man næppe have truffet et bedre valg. Senere dukker 1912-udgaver af 80'er-klassikere som Girls Just Wanna Have Fun og Everybody Wants to Rule the World op og bidrager til mystikken.

Som sagt kan Bioshock Infinite vare alt mellem otte og 16 timer eller mere til, og jeg vil klart anbefale at man sætter sværhedsgraden tilpas højt, lader sig rive med, og for alvor går på opdagelse i Columbia. Gør man det, venter her en oplevelse, som få spil i denne generation har været i nærheden af.

For Bioshock Infinite sætter sig i kroppen. Jeg sad med en gevaldig klump i halsen, da rulleteksterne kørte over skærmen, og red på en skøn endorfinbølge i timerne efter. Grafikken er vidunderlig, atmosfæren er fantastisk, lydsiden er eminent, actionen sidder lige i skabet, og historien går rent ind. Jeg har prøvet ihærdigt, men jeg kan vitterligt ikke finde noget at sætte en finger på ved spillet. Irrational Games har begået et vaskeægte mesterværk. Og når vi har de vendinger fremme, giver karakteren sig selv. Velkommen i himlen.

Bioshock Infinite
10 Gamereactor Danmark
10 / 10
+
En forrygende oplevelse fra start til slut, fantastisk grafik, eminent lydside, fascinerende og kompleks historie, utroligt veludført univers
-
Sværhedsgraden er måske sat lidt for lavt

Brugeranmeldelser

  • Mr Riddick
    Historien: Hovedpersonen, Booker DeWitt, er en følelsesmæssigt flosset mand. Han har tidligere arbejdet som soldat og senere for Pinkerton agenturet.... 10/10
  • Sejborg
    Jeg fik gennemført spillet her forleden. Meh. Jeg er glad for at jeg ikke brugte penge på det, men bare lånte det. Gameplayet er ikke helt i top.... 7/10
  • Nike
    Det første Bioshock var noget af et spil. Rejsen til undervands byen Rapture blev hurtigt husket som et af de bedste, og det er svært ikke at være... 8/10
  • wynn
    Efter at have læst utroligt mange anmeldelser, på alle de danske sites og også på en del udenlandske, er jeg blevet overbevist om, at der mangler... 7/10
  • Gobomania
    En lille note: Dette er nok mere en opleveses memo end et review, da jeg ikke føler det er en slavisk analyse af Bioshock Infinite (og jeg helst ikke... 7/10
  • Mckay
    Dette spil er nok det bedste spil i dens genre. Lige fra omgivelserne til gameplayed alt er virkelig velovervejet. Elizabeth er nok den bedste makker... 10/10
Dette er en annonce:
BETA +