We are LIVE Streaming

Borderlands: The Pre-Sequel

Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

LEGO CITY UNDERCOVER: THE CHASE BEGINS

Den nye LEGO-helt Chase McCain er tilbage i 3D på Nintendos håndholdte 3DS. Lee anmelder.

  • Tekst: Lee West

Spilbranchen har fundet en ny kæledægge: prequels med kendte spilfigurer. Kratos, Lara og selv Gears-hovederne har for nyligt fået en af slagsen. Alle solide spil med skyhøje produktionsværdier og gameplay som vi kender og elsker det.

Nu er turen kommet til Chase McCain. Bevares, det er kun en måneds tid siden, at vi lærte ham at kende i det forrygende underholdende Lego City Undercover. Jeg skrev en så lang anmeldelse af det spil, at det eneste man vist manglede som læser var en beskrivelse af æsken. Men det var svært at stoppe, for der var så meget godt ved Wii U-spillet, og 9-tallet det modtog fra denne anmelder er stadig yderst velfortjent.

Lego City Undercover: The Chase BeginsLego City Undercover: The Chase Begins
Dette er en annonce:

Den underspillede humor med masser af referencer og hylende morsomme øjeblikke, den enorme åbne verden, den tekniske brilleren, det gode stemmeskuespil (ligeledes både på engelsk og dansk) og så meget liv og spilleglæde drysset ud over en stor levende verden. Det var svært at stoppe skriverierne af ren iver.

Denne anmeldelse bliver væsentligt kortere. TT Fusion har leveret en omgang LEGO-hygge, der ikke gør meget forkert, men til gengæld aldrig nogensinde virker som om der er hjerte og sjæl med i projektet. Men lad os først se på hvad titlen Lego City Undercover: The Chase Begins egentlig dækker over.

Dette er en annonce:

Spillere med kendskab til Lego City Undercover vil nok kunne huske, at Chase McCain efter to år væk fra LEGO City vendte tilbage, og som noget af det første fik til opgave at sætte spillets hovedskurk Rex Fury bag lås og slå igen. Det skete naturligvis med kærlighedsdrama og en hulens masse forklædninger. Chase var, som titlen antydede, jo netop undercover. Han var også lidt af en legende, og med 3DS-spillet får vi så chancen for at se, hvad der skete, dengang Chase var ny politibetjent i byen.

Vi får her historien om hans første møde med den gnavne Dunby og den smukke Natalie. Det hele sker i velkendte omgivelser. For TT fusion har fået klemt det meste af LEGO City-sandkassen ned på den lille håndholdte. Og det ville være en imponerende bedrift, hvis de ikke samtidig havde fjernet stort set alt det, der gjorde Wii U-spillet så fantastisk.

Lego City Undercover: The Chase BeginsLego City Undercover: The Chase Begins

Det første jeg bemærker, da jeg træder ind i byen, er således at jeg ikke længere kan kigge op eller ned. Jeg kan stadig styre kameraet med skulderknapperne, men det er sjældent jeg kan se mere end to etager op. Det i sig selv behøver ikke være et problem. Men LEGO City Undercover lånte som bekendt ikke kun fra Grand Theft Auto, det skelede også kraftigt til Assassin's Creed-serien med de blå/hvide klodser, der leverede platformerier til den store guldmedalje. Denne gang føles den del som at spille Altaïr, hvis han altså havde hold i nakken og var blevet en smule træt efter for meget fedtholdig mad. Pist væk er følelsen af parkour. Det er ikke en katastrofe, men alligevel føles platformshopperiet enormt amputeret. Kampene er ligeledes begrænsede til tryk X eller Y på det rette tidspunkt, se en kungfu-dans i slowmotion og tryk A for at give forbryderen håndjern på. Næste.

Da historien finder sted to år før det oprindelige spil, har TT Fusion dog kunne redesigne flere elementer, og eksempelvis mit første besøg på Abaltross Island leverer også helt nye opgaver og selvfølgelig en anden historie. De har samtidig forsøgt at udnytte de nye begrænsninger bedst muligt. Og det kan man godt leve med. Hvis det var de eneste begrænsninger.

Lego City Undercover: The Chase BeginsLego City Undercover: The Chase Begins

Jeg roste LEGO City Undercover for en masse små detaljer, der for mig gjorde det til et af de bedste spil på Wii U. Eksempelvis når du ramlede ind i andre biler og de eller du tog skade, så gik man langsomt baglæns i byggevejledningen. Det er væk. Jeg roste stemmeskuespillet. Det finder du kun i mellemsekvenserne nu. Jeg elskede den fantastiske humor og de mange referencer. Den er erstattet af metervare-dialog og kedsomhed. Du kan ikke engang springe over tekstboksene. Så keder du dig som voksen, må du leve med de lange, lange pauser, når der snakkes. Og kan du ikke nå at læse med som barn, så er det bare ærgerligt.

Og så er der det tekniske. Jeg var imponeret over hvor meget de klemte ud af Wii U, her er sagen i bedste fald, at jeg er tilfreds.

Der er god brug af 3D-effekterne, og i de få scener hvor McCain skal balancere over slugter eller lignende, giver dybdefornemmelsen et ekstra sug, mens figurerne og animationerne er af den vanligt gode kvalitet. Men hold da fest, der er problemer, og der er klippet hjørner. Byen er altid indhyllet i en grum tåge, og du skal ikke forvente at kunne se særligt langt. Samtidig er den plaget af spøgelsesgængere, der bogstaveligt talt popper op få meter foran dig (jeg er flere gange rendt ind i en figur, som jeg ikke troede var der). Uhyrlige loade-tider på et halvt til et helt minut virker grotesk på en håndholdt, og så nævner jeg ikke engang de få steder, hvor det sker to-tre gange i rap. Lydsiden er utrolig sparsom mens du spiller, og ofte er der kun en enkelt sample, der forgæves prøver at skabe stemning. Selv bilernes radioer kører små loops af strisserstemningstemaer.

Og sådan kunne jeg fortsætte.

Jeg har aldrig brudt mig synderligt om 3DS-udgaverne af LEGO-spillene, jeg mangler stadig at se et af slagsen, der kan konkurrere med PS Vita eller iPad-versionerne. Elsker du dem, så kan du snildt smide en enkelt på karakteren her til højre. Men ikke meget mere. Jeg ved ikke hvorfor TT fusion har det så svært med maskinen, men at prøve at levere en stor åben sandkasse gør ikke sagen bedre.

Apropos åben. Sandkassen er lukket. Den åbnes ganske vist efterhånden som historien skrider frem, men åben er den ikke, før du har gennemført store dele af hovedspillet (en bedrift der tager omkring syv timer). TT Fusion har denne gang lagt historien i de forskellige dele af LEGO City, og du finder ikke mange afstikkere som i Wii U-spillet.

Lego City Undercover: The Chase BeginsLego City Undercover: The Chase Begins

Da der selvfølgelig heller ikke er et Gamepad, overtages mange af det oprindelige hovedspils funktioner af den nederste skærm. Du kan finde skjulte genstande ved at flytte din 3DS rundt, du kan aflytte døre og det er også her, at du ser når et superbuild bygges (åbenbart er dette for krævende at vise in-game). Alle funktionerne fungerer tilfredsstillende uden dikkedarer.

Hvad er der så tilbage? Tjae, der er en tilforladelig historie, der fungerer som kulisse om den vanlige gode TT Games LEGO-model, der er masser af klodser at samle og igen superbuilds, figurer, køretøjer og hemmeligheder der kan findes.

Du kan også benytte streetpass til at sende indsamlede postkort (en ny slags collectibles, der kan findes i spillet) eller dele fundne køretøjer med dine venner. De mange udklædninger og deres funktioner vender også tilbage, så du kan blandt andet atter bryde ting op som tyv, slukke brande som brandmand, bore huller som konstruktionsarbejder, smadre og sprænge sten som minearbejder og naturligvis gå undercover.

Lego City Undercover: The Chase BeginsLego City Undercover: The Chase Begins

Uden historie og stemmer, der morer og underholder, er det dog "bare" endnu et LEGO-spil, og ikke engang et vanvittigt underholdende et af slagsen. Chase McCain er ikke Luke, Frodo eller Batman, han er bare en strisser uden forhistorie eller velkendte elementer, man kan grine med på, og det er måske spillets største problem. Du kan ganske sikkert hive fyrre timer ud af spillet, hvis du er typen der vil samle alt. Om du har det rasende sjovt imens er dog en anden historie.

Kan du leve med begrænsningerne er der dog en del gode takter i spillet, og selv astronauten vender tilbage denne gang, ligesom du også som landmand kan forvente at more dig med stakkels grise eller samle klodser ind i timevis. Det er velkendt LEGO-hygge.

Lego City Undercover: The Chase Begins har en stor åben sandkasse. Sandkassen føles bare en smule som om en hund lige har pisset i den, og nogen har stjålet alle dine sjoveste graveredskaber. Men det er stadig velkendt, og det virker som det skal. Om det er nok til dig eller familiens yngste, skal jeg ikke kunne sige. Jeg vender personligt tilbage til Wii U-spillet, for hvorfor nøjes med en gennemsnitlig spiloplevelse bare fordi den er håndholdt?

Der er bestemt mange hyggelige ting at give sig til, og spillet skal nok finde sin egen skare af fans. Du skal dog ikke købe det, fordi du elskede Wii U-spillet. Hvis du gør, så må du forberede dig på en mulig skuffelse. Det er bestemt ikke det storhit, som jeg havde håbet på.

Lego City Undercover: The Chase BeginsLego City Undercover: The Chase Begins
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Stort spil, mange udklædninger og ting at samle, den velkendte TT Games-kvalitet
-
Kedelig dialog, kun singleplayer, mange tekniske begrænsninger, lange loadetider og kedelig lydside
Dette er en annonce: