Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

REMEMBER ME

Franske Dontnod byder på en farverig fremtidsdystopi, der desværre misser målet på enkelte, vigtige punkter.


Forestil dig en verden, hvor du med et enkelt knaptryk - eller faktisk det, der er lettere - kan dele et hvilket som helst minde med en anden. Ikke dele på den måde, at du fortæller om det, men i stedet dele de billeder, lyde, stemninger, følelser og så videre, der ligger i den hjerne.

Takket være et lille implantat, den såkaldte Sensen, så er netop det en mulighed i Remember Mes fremtidsvision. At dele billeder på Facebook er så gammeldags, når du i stedet kan lade dine venner genopleve den fest, du var til i sidste weekend. Eller da du sprang i faldskærm. Eller da dit barn tog sit første skridt.

I Remember Me følger der dog alle mulige mindre ønskværdige bivirkninger med den teknologi. Minder er en handelsvare, og markedet styres af det samme selskab, der udvikler Sensen-chippen. Med andre ord har de fuld adgang til de minder, folk deler med hinanden (det er ikke et tilfælde, at spillet foregår 100 år efter 1984). Samtidigt er der nogle folk, der nærmest er minde-junkier, og for nogles vedkommende er misbruget blevet så stort, at de har mistet grebet om hvem de selv er, og deres bevidsthed er et kaos af andres oplevelser. Og så muterer de også, af en eller anden grund.

Det er en enormt spændende præmis, og Remember Me gør alt hvad det kan, for at få mest ud af den. Måske endda lidt for meget. Men det kommer vi til.

Remember Me

Vi spiller som Nilin, en såkaldt Memory Hunter, der kan hacke sig ind i andre folks Sensen-implantater og stjæle deres minder - en højavanceret form for industrispionage, med andre ord. Da vi møder hende, er hun spærret inde i et superfængsel og har fået slettet det meste af sin hukommelse, så hun dårligt ved hvem hun selv er.

Det viser sig dog hurtigt, at hun også er en del af Errorist-bevægelsen, en slags oprørsgruppe der mener, at det her med at gemme og opbevare perfekte erindringer er noget værre noget, og at der skal være plads i verden til at huske forkert. Og at magthaverne skal holde op med at finkæmme folks hukommelse.

Nilin får hjælp til at bryde ud af Edge, Erroristernes leder, der sender hende på en større tur gennem Neo Paris i et forsøg på at genvinde hendes mistede hukommelse og give stille selskabet bag Sensen til ansvar for deres uhyrligheder.

Nilin er en adræt type, der både er ferm til at uddele tørre tæsk med næver og fødder, og tilsyneladende aldrig har set en husmur, hun ikke kunne klatre op af. Og det er Remember Mes gameplay i en nøddeskal - en masse klatreakrobatik, blandet med nogle hårde slåskampe.

Remember MeRemember Me

Samtidigt har Nilin en helt særlig evne - hvor andre Memory Hunters kun formår at stjæle minder, kan hun lave dem op, så folk pludselig husker en anden virkelighed, end de gjorde forinden. Det foregår ved at man ser den korte scene, der skal "remixes", og derefter kan spole frem og tilbage mens man leder efter "glitches", små detaljer der kan ændres med store effekter. En løsnet bedøvelsesmaske her, en afsikret pistol der, og pludselig tror ens offer, at han eller hun har mistet en af deres nærmeste, eller det der er værre.

Disse sekvenser er klare højdepunkter i spillet, og måske en af de mest opfindsomme dele af Remember Me. Desværre bliver ideen slet ikke udnyttet nok - der er i alt fire af disse sekvenser, og det føles som om at der burde være mindst dobbelt så mange.

Altså er det klatre- og slåsdelene, der klart udgør hovedmåltidet i Remember Me. Så lad os kigge lidt nærmere på dem.

Remember Me

Det er kampsystemet, der fylder mest i Remember Me, og det bygger på den ret nydelige ide, at man selv skal sammensætte sine comboer, hvilket sker i det såkaldte Combo Lab. Selve udførslen er dog noget anderledes end hvad man måske kender fra fighting-spil.

For ens valg og beslutninger i Combo Lab har ingen effekt på hvilke slag og spark, Nilin laver. Alle comboer består af en forudbestemt rækkefølge af tryk på X og Y-knapperne. Det, man i stedet vælger, er hvilken effekt hvert tryk skal have, via de såkaldte Pressens (udviklerne er åbenbart glade for sære navne).

Der er fire slags i alt, og man låser gradvist op for flere ad dem, efterhånden som man begiver sig gennem spillet. En slags giver ekstra skade, en anden healer Nilin (ja, man healer ved at slå folk i fjæset), en tredje barbarer lidt cooldown af ens specialangreb, og den fjerde kopierer og forstærker hvad end for en Pressens, der kom før. Jo længere inde i comboen, man placerer en given Pressen, jo større effekt har den. Det kan være forskellen på at klippe 5 eller 20 sekunder af en cooldown, for eksempel.

Specialangrebene inkluderer evner som at blive usynlig for en kort stund, overbelaste fjendernes Sensen så de står og stener for et øjeblik, kapring af kamprobotter og mere til.

Remember Me

Det er et sjovt og originalt system, og tankerne ledes hurtigt hen til de fantastiske Batman: Arkham-spil, når man uddeler slag. Men desværre kunne det have været langt bedre. For selvom Remember Me starter blødt ud, viser der sig hurtigt nogle problemer med de mange kampe.

Problemet er, at for at besejre de hårdere fjender, man støder på sent i spillet, kræver det at man stykker nogle ret lange comboer sammen for at nedbringe de lange cooldowns og undgå at Nilin dør. Men slag tæller kun i forhold til en combo, så længe du slår på samme modstander. Retter du slagene en anden retning, eller tager Nilin skade, nulstilles comboen. Her er et dodge-system, så man kan undgå angreb og potentielt fortsætte sin combo, men kun hvis man dodger henover hovedet på sin boksebold - en hvilken som helst anden retning, og comboen ryger sig en tur.

Kombineret med det faktum, at fjenderne ofte er mange og elsker at klumpe sig sammen om en, bliver det svært at comboer på mere end tre-fire slag, når man ofte har brug for seks eller derover, og det gør kampene til en langtrukken og ofte ensformig affære.

Remember Me

Og det er virkelig en skam, for det er nok den faktor ved Remember Me, der trækker mest ned ved nydelsen af spillet. Hvis bare comboer kunne fordeles over flere modstandere, eller de gav en lidt mere plads som det er tilfældet i Batman, ville kamp have fungeret langt bedre. Men sådan skulle det desværre ikke være.

Klatredelen er straks bedre, men når ikke helt højderne fra spil som Uncharted. Det skyldes mest af alt, at de er lidt for lette. Små pile viser stort set altid, hvor man skal hoppe hen, og det er sjældent man er i tvivl. Til tider dukker der nogle puzzles op, hvor man skal flytte rundt på fragtskinner eller rotere store vægelementer for at bygge sig en kravlerute, og de fungerer fornemt. Dem havde jeg gerne set flere af.

Gameplay-mæssigt er Remember Me altså en middelmådig affære, og det synes jeg virkelig er ærgerligt. For spillet er tydeligvis lavet af kompetente folk - teknikken er på plads, styringen føres solid, og generelt er der intet ved de mekaniske elementer, der ikke signalerer kvalitet. Det er gameplay-designet, der halter.

Det bliver dobbeltærgeligt i lyset af, at Remember Me ellers er et rigtig flot spil med en lækker og original grafisk stil. Trods at flere baner foregår i kloakker og slumkvarterer er her rigeligt med farver, og spilverdenen er fyldt med nydelige Augmented Reality-effekter. Menuerne er fuldstændig stilrene, og det samme gælder HUD, hints, loading-skærme og så videre. Designerne har heller ikke kunne dy sig for et par blæresekvenser, hvor de lige skal vise præcist hvor smukt, deres Neo Paris er, og de er en fornøjelse hver gang.

Remember Me

Dertil kommer, at historien også har rigeligt på hjerte. Man vil sandsynligvis sidde med en klar fornemmelse af hvornår drejningerne i plottet dukker op, men alligevel formåede Remember Me at fastholde min interesse hele vejen igennem. Det skader selvfølgelig ikke, at universet er originalt og bygger på en god præmis, og at spillet også lige har et par pointer om vores hang til at dele vores privatliv med store, ansigtsløse firmaer.

Jeg havde virkelig håbet, at Remember Me ville være bedre. Et par enkelte justeringer, og karakteren kunne sagtens have været et eller to trin højere. Og det eneste, der holder Remember Me tilbage, er det middelmådige gameplay. Resten af spillet er i samme liga som genrens bedste. Pokkers også.

Remember MeRemember Me
Remember MeRemember MeRemember MeRemember Me
Remember MeRemember MeRemember Me
Remember MeRemember MeRemember MeRemember Me
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Originalt univers, flot grafik, god historie, masser af ideer
-
Kampsystemet har nogle væsentlige kvaler, klatremurene er en tand for lette
Dette er en annonce:
BETA +