Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

KUNG FU RABBIT

Android og iOS-spillet med den kung fu-elskende kanin lander på Wii U.

Når en flok rumvæsener kidnapper alle eleverne fra kaninmesterens dojo for at spise dem, så falder der brænde ned. Så er historien i Kung Fu Rabbit genfortalt, og jeg har endda gjort mig umage for at trække genfortællingen i langdrag. Det lyder måske kedeligt, men i et spil som dette er det sjældent, at historien er det egentlige trækplaster. Det er da heller ikke tilfældet her, så det får ikke lov til at trække ned i det samlede regnskab.

Der er tale om et forholdsvist klassisk 2D-platformspil, hvor man udover de klassiske manøvrer også har mulighed for kortvarigt at hænge fast på væggene, så man kan springe fra væg til væg på vej op, eller forsinke sit fald ved at glide på væggen på vej ned. Dette spiller en stor rolle i nogle af banerne, hvor timingen er altafgørende for, om man når at redde sin stakkels elev, eller om man mister livet i en sort bunke alien-tjære, der vel at mærke kan findes på både gulve, vægge og lofter. Styringen er ganske simpel, eftersom det handler om timing og om at hoppe på de rigtige tidspunkter, så man undgår de mange muligheder for at tage turen til kanin-himmelen.

Kung Fu Rabbit
Dette er en annonce:

Man bliver kastet ned i den første af i alt 80 baner som den kung fu-kyndige kanin, der skal redde sine elever, men undervejs venter en række dødelige fælder og aliens, der alle er interesserede i at få skaffet en af vejen hurtigst muligt. Som nævnt er der de sorte samlinger af tjære, der dræber én på stedet, men som man kommer længere og længere i spillet vil man også møde forskellige typer aliens, der indimellem leverer en godkendt udfordring, hvis man vil forbi.

Dette er en annonce:

Derudover kan man vælge at indsamle op til fire gulerødder i hver bane, der giver mulighed for at købe nye evner i dojo'en, som er spillets butik. Et eksempel på en evne kan være, at man kan dræbe en alien ved at hoppe på den, hvor man til at starte med kun kan gøre det ved at løbe ind i den bagfra. Der er intet krav om, at man indsamler alle gulerødderne, men det giver lidt ekstra liv til spillet, da man har mulighed for at vende tilbage senere og indsamle eventuelle oversete eksemplarer af den orange grøntsag.

Kung Fu Rabbit

Banerne starter blødt ud, hvad angår sværhedsgraden, men meget hurtigt stiger niveauet betydeligt, og man skal overveje hvert et spring nøje for at komme helskindet igennem. Jeg har som hovedregel intet i mod en god udfordring i et spil, men jeg må indrømme, at et par af banerne i Kung Fu Rabbit ligger lige på grænsen af, hvad min tålmodig kan overkomme.

Da jeg efter 25 forsøg stadig ikke er kommet forbi en af disse ekstra svære baner, begynder jeg sgu at blive en anelse muggen. Ikke fordi jeg dør, for den slags er jeg vant til. Jeg er stor fan af spil som eksempelvis Demon's Souls, Dark Souls og Super Meat Boy. Tre spil, hvor ens død er med til at give en idé om, hvordan man skal tackle en given bane eller fjende. I Kung Fu Rabbit har jeg indtil videre ikke rigtigt fået noget ud af mine dødsfald, bortset fra en række mere eller mindre vrede udbrud. Man bliver indimellem straffet lidt for hårdt, hvor eksempelvis nogle blokke, der forsvinder og kommer til syne med et par sekunders mellemrum, frustrerede mig voldsomt. Jeg er helt med på præmissen om, at hvis man står dér, hvor blokken kommer til syne igen, så dør man. Det er fint. Men når jeg tydeligvis befinder mig i området mellem to blokke, så bliver jeg irriteret, når jeg alligevel dør. Det er små irritationsmomenter, men når jeg føler, at jeg ikke selv lavede fejlen, der sendte mig i døden, så mister et spil point i min bog. Heldigvis skete det ikke mange gange, men ikke desto mindre bandede og svovlede jeg nok til, at kæresten gloede undrende på mig. Et andet eksempel er, at ens figur indimellem ikke sidder fast på væggen, selvom den burde, og at man derfor styrter i døden, selvom man var klar til at springe videre til næste afsats.

Kung Fu Rabbit

Lydsiden er lidt kedelig, og selvom spillet er ret simpelt, så behøver lydsiden ikke nødvendigvis at være det samme. Den grafiske præsentation efterlader et lidt bedre indtryk, hvor der for alvor er smæk på de lyse farver og den lidt naive tegnestil. Det er et lidt anderledes billede af Fjernøsten end vi er vant til, og det virker ganske forfriskende.

Sammen med indsamlingen af de fire gulerødder i hver bane, så får holdbarheden også et nøk opad i takt med, at man klarer de tre verdener med hver 20 baner. Man låser løbende op for bonusbaner, der er sværere versioner af allerede gennemførte levels, og selvom de indimellem blot har fået et par ekstra forhindringer, så er de en fin tilføjelse til spillet, der uden dem ville virke lidt kort, selvom der er tale om en download-titel. Dette skyldes også, at spillet sommetider virker lidt for repetitivt, selvom udvikleren har gjort, hvad de kunne for at variere banerne. Man føler bare nogle gange, at man spiller en tidligere bane igennem igen, hvor der blot er byttet rundt lidt forhindringer hist og her.

Det skal nævnes, at jeg store dele af tiden blot spillede spillet på gamepad'ets lille skærm, hvilket fungerer på præcis samme måde som på den store skærm. Man giver ikke afkald på funktioner eller overblik - dette skyldes nok også titlens fortid på iOS og Android, så udvikleren har helt styr på, hvad der også fungerer på en mindre skærm fremfor det store alter i stuen eller på værelset.

Kung Fu Rabbit

Selvom man nok bør lade være, så kan jeg ikke lade være med at sammenligne Kung Fu Rabbit med andre spil i samme genre, og her falder mine tanker først og fremmest på Super Meat Boy. Der skal man også glide på væggene og springe fra den ene til den anden for at klare banerne, men det er bare udført bedre i Team Meats indie-succes. Kung Fu Rabbit er derfor lidt ligesom Super Meat Boy, bare med et lavere tempo, og så er det ganske enkelt ikke ligeså sjovt. Nogenlunde sådan kan min oplevelse med kung fu-kaninen beskrives. Bevares, det er da ikke noget decideret dårligt spil, men mekanikkerne mangler bare det sidste for, at jeg for alvor bliver revet med. Det skal dog ikke afskrække dig, hvis du har mod på et hyggeligt platformspil, hvor du ikke behøver at investere det helt store for at blive underholdt. Farverne er flotte, og du har en masse elever, der skal reddes, så de undgår at blive hovedretten hos de fæle aliens.

Kung Fu Rabbit
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Fin grafik, bonusbanerne, fungerer godt på gamepad'en
-
Kedelig lydside, til tider frustrerende småfejl, føles lidt repetitivt i standard-banerne
Dette er en annonce: