Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

DEADPOOL

The Merc with a Mouth har fået sit eget spil, der på nogle punkter ikke er værd at skrive hjem om, men som alligevel er svært at lægge fra sig igen.


There's text on the screen. Player, read that shit! Do whatever High Moon says!

Deadpool er kendt for at snakke skrald og jævnligt bryde den fjerde væg, og det ry lever hans spil i høj grad op til. Det er en meta-oplevelse med meta strøet rundhåndet henover. Det første der sker (efter man har fjollet rundt i hans lejlighed) er at manuskriptet til spillet ankommer med bud, hvorefter vores hovedperson straks giver sig til at redigere i det.

Herefter følger en bane fyldt med eksplosioner, skyskrabere og helikoptere, der er så bombastisk, at udviklerne High Moon åbenbart løber tør for penge, og bane nummer to starter som en 8-bit Zelda-klon med grim pixelgrafik - indtil Deadpool får nok, ringer til chefudvikleren Peter, og brokker sig nok til at de indvilliger i at bruge flere penge på spillet.

Deadpool

Deadpool er kort sagt joke på joke på metareference på joke, med en masse skyderi og sværdsvingen smidt ind i mellem. Det er usigeligt fjollet, torskedumt og til tider pinligt bøvet, men det er også derfor, det er så sjovt.

Spillet forsøger aldrig at tage sig selv seriøst, for med kildematerialet er det nærmest en umulighed. Historien er - med vilje - umulig at følge med i. Det er noget med øen Genosha og Mr. Sinister, men hver gang en af de andre figurer i spillet (herunder Wolverine, Rogue og Cable) forsøger at forklare Deadpool hvad faen der foregår, bliver han distraheret af stemmerne i hans hoved eller dagdrømmer, således at alt ekspositionen er udeladt.

Bag al denne ballade gemmer der sig et hæderligt actionspil, hvor man tæsker sig gennem horder af fjender med en blanding af skydevåben og nærkamp. Comboer giver DP-point, der så kan indløses til opgraderinger af våben og Deadpool selv. Tunge slag, hurtige slag og skud kombineres i en tornado af blodsprøjt og afhugne lemmer, og giver man tæsk nok, kan man aktivere såkaldte Momentum-angreb, der slår endnu hårdere.

DeadpoolDeadpoolDeadpool
Deadpool

Dertil kan Deadpool teleportere, hvilket man udnytter både til at undvige projektiler og til at lave modangreb i bedste Batman-stil. Det er hektisk og hurtigt, men spiller man ikke på den sværeste sværhedsgrad, kan man let button-mashe sig gennem de fleste kampe. Med andre ord er Deadpool relativt let, især da man hurtigt kan anskaffe sig en evne, der gør at man får health af at lave en combo på mere end otte slag (og man rutinemæssigt laver nogen på 20+).

Tilføj lidt hoppe-puzzles hist og her, og du har essensen af hvad Deadpool er for et spil.

Jeg har spillet på PC, og styringen er en kende alternativ. Man laver tunge slag på Q, hurtige slag på E, skyder på venstre museknap eller Z, zoomer ind med højre museknap eller X, teleporterer på B, genlader sine våben og aktiverer genstade i omgivelserne på U. Våben skifter man mellem på M og N. Spillet er tydeligvis designet til controller, men flytter man teleportknappen ned på Control, bliver det hele straks lidt mere overskueligt, men man må nok forberede sig på at trykke forkert en del gange, hvis man holder sig til standardknapperne. De kan heldigvis alle rebindes, men ikke til hvilken som helst knap, man måtte ønske - tab kan af uransagelige årsager ikke bruges, for eksempel. Dette er naturligvis en anke der næppe er værd at tænke på som konsolspiller.

Deadpool

Selvom gameplayet fungerer, så er det bestemt ikke det, der holder en fast ved Deadpool. Havde det været ethvert andet spil, der serverede de samme mekanikker i en mere sober og selvhøjtidelig indpakning, så var det nok faldet til jorden. Men det er heldigvis ikke tilfældet her.

For selvom Deadpool hurtigt begynder at gentage alle de dumsmarte bemærkninger, han fyrer af i kamp under de knap otte timer spillet varer, så er resten af hans replikker - og de fuldstændig bizarre omstændigheder ditto - ustyrligt morsomme. Dumt og bøvet, ja, men det er også netop det, der gør det så sjovt. Jeg har jævnligt måtte grine højlydt og tage mig til hovedet over hvor åndssvagt, det der foregår er. Som når rulleteksterne får lov at køre, efter man første gang besejrer skurken, indtil man opdager han bare var en klon. Eller når man bruger stemmernes talebobler som platforme til at krydse en flod af spildevand. Eller man får to achievements for bare at rejse sig op fra sofaen. Eller når Deadpool laver "stealth"-takedowns ved at lave en salto henover den uopmærksomme fjende, kapper hans hoved af med en saksebevægelse med sværdene, og hugger hans arme af inden han rammer jorden. Eller når hans hund pludselig kommer ud af det blå og griber en af hans håndgranater i luften.

DeadpoolDeadpoolDeadpoolDeadpool

Jeg har haft svært ved at lægge Deadpool fra mig. Ikke fordi mekanikkerne eller spillet som sådan er udpræget godt, men fordi den (indrømmet) infantile humor konstant bærer det fremad. Det føles på nogle måder som det, Duke Nukem burde have været. Dumt, fjollet, selvbevidst - og netop derfor ret så sjovt.

DeadpoolDeadpoolDeadpool
DeadpoolDeadpoolDeadpoolDeadpool
DeadpoolDeadpoolDeadpool
DeadpoolDeadpool
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Dum og fjollet humor, masser af grin, heftige omend overfladiske kampe
-
Har ikke den store dybde, kræver man synes om humoren
BETA +