Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

LE TOUR DE FRANCE 2013 - 100TH EDITION

I dag lyder startskuddet til årets Tour de France - den 100. af sin slags. Det skal selvfølgelig fejres, og derfor har løbet i år fået sit helt eget spil.


Det er sikkert som amen i kirken. Hver sommer indfinder årets udgave af Pro Cycling Manager sig på den danske top 10 over spilsalg. Det har selvfølgelig noget med vores generelle cykelsportsmani at gøre, og især med Tour de France.

Men i år udvider Cyanide Studios gesjæften. Pro Cycling Manager-serien har kørt i årevis, men denne sommer får den selskab af en lillebror på konsol, der hedder Le Tour de France 2013 - 100th Edition. Bemærk det totale fravær af ordet "manager" i titlen. I modsætning til serien på PC, hvor man vel mest af alt spillede som sportsdirektør, så sidder man selv i sadlen i Le Tour de France 2013, skal selv styre hvor hårdt, der skal trampes i pedalerne, selv tage den bedste linje gennem hårnålesvingene på nedkørslerne. Det er kort sagt et racingspil med pedalkraft. Komplet med en foreslået ideallinje, der skifter farve i forhold til ens tempo, præcis som vi kender det fra Forza Motorsport og kompagni.

Man starter med at vælge sig et hold (de fleste vil nok snuppe Saxo-Tinkoff herhjemmme), og beslutter derefter om man vil køre en fuld Tour, eller bare tage en hurtig af slagsen. Sidstnævnte kan anbefales, for som enhver Tour de France-seer ved, så er der rigeligt med etaper, hvor bjergrytterne ikke har noget at lave, og den endelige vinder ikke laver andet end at hænge ud nede i feltet.

Le Tour de France 2013 - 100th Edition
Dette er en annonce:

Hvert hold har en række mål, inddelt i kategorier fra platin ned over guld og sølv til bronze, så der burde være noget at stile efter, uanset hvor rutineret man er. Med Saxo-Tinkoff gælder platinmålene blandt andet om at vinde touren med Contador og samtidigt få Kreuziger i top fem, mens bronzemålene er noget mere overkommelige: Føring i spidsen af feltet, indled et angreb, lav et udbrud på mindst 10 kilometer, og afslut en etape. Vælger man en hurtig Tour, sørger spillet selv udplukke en flok etaper, som det skulle være muligt at klare disse mål med, men man kan også håndplukke dem, når man vil.

Og så er det ellers om at vælge sig en rytter før hver etape og hoppe op på sadlen. Højre aftrækker bestemmer hvor hårdt man tramper, venstre styrer bremsen. Højre bumper bruges til at ligge på hjul med køreren foran, så man ikke behøver bekymre sig om tråd og styring, mens venstre skifter mellem den lille og den store klinge. Når man skal angribe, sker det ved at hamre på A-knappen, og jeg skal love for at man kan mærke udmattelsen og syren sætte ind, når man på den måde tramper op ad et bjerg, der ligger uden for kategori. Så vidt, så godt.

Det er et anderledes koncept - en slags racing, hvor det handler lige så meget om at administrere kræfterne og bruge energien på de rette tidspunkter. I bilspil er det altid ubetinget bedst at ligge foran de andre, men sådan er det bestemt ikke her.

Og det er måske det, der er Le Tour de France 2013's centrale problem. Det her er et spil for Tour-nørder, og hvis du ikke i forvejen har en klar forståelse for hvilke etaper, sejren skal sikres på, og hvilke bjerge, du skal sætte angreb ind, så er her ikke megen hjælp at hente. Godt nok har man en sportsdirektør i øret, der jævnligt giver opdateringer om den aktuelle stilling, og om man behøver reagere på et givent udbrud (han fortæller også hvornår man roligt kan benytte den indbyggede fast forward-funktion og spole frem til det sidste bjerg, fordi der næppe sker noget vigtigt indtil da), men er man en af dem, der kun gider se Touren i tv, når Jørgen Leth kommenterer, eller gerne tager sig en Tour-lur gennem det meste af en etape, så skal man være beredt på en heftig omgang learning by doing.

Le Tour de France 2013 - 100th Edition

Det hjælper bestemt ikke at grænsefladen ikke er videre intuitiv. Man har to energibjælker, en rød og en der er gul og grøn. Hvad de repræsenterer bliver ikke rigtig forklaret, men jeg har bemærket at den røde hurtigt bliver tømt, når man angriber, og så ellers lader op igen.

Man har også mulighed for at spise undervejs. Man har plads til to fødevarer, og vælger dem fra et udvalg på ni inden etapen. De påvirker energibjælkerne på forskellig vis, men igen bliver det ikke forklaret hvad de gør, og det er mig stadig et mysterium hvilken effekt de helt konkret har.

Grafikken er ikke videre avanceret, rytterne ligner hinanden til forveksling, og tilskuerne virker noget stive i det. Men man kan genkende mange af strækningerne, også selvom navnene måske ikke siger en noget (jeg var halvvejs oppe af Mont Ventoux, da det gik op for mig at nåhja, det her er da Det Skaldede Bjerg!).

Lydsiden rammer til gengæld plet, om det så gælder de jublende tilskuere på vej op ad bjergene (der både råber på engelsk, fransk og tysk), eller suset fra vinden når man drøner ned af en nedkørsel med 80 km/t.

Men man kan altså godt mærke, at det her er Cyanides kun anden udflugt ud i en cykelrytter-simulator frem for en cykelmanager-simulator, for præsentation og grænseflade halter, og hvis man ikke i forvejen er cykelnørd, er det svært at få et begreb om hvad man bør foretage sig på et givent tidspunkt. Derfor kan det ikke blive til mere end en middelkarakter fra mig. Elsker du sporten, vil du muligvis bedre kunne finde hoved og hale i oplevelsen og dermed være anderledes godt tilfreds.

Som sagt er ressourcestyring et interessant koncept i en genre, der ellers handler om at køre med sømmet i bund så meget af tiden som muligt. Men det kræver at man har mere end bare en flygtig interesse i cykelsport, hvis man skal have noget ud af det.

Le Tour de France 2013 - 100th EditionLe Tour de France 2013 - 100th Edition
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Interessant koncept, stemningsfuld lydside, genkendelige landemærker
-
Mangelfuld præsentation og grænseflade, kræver at du går op i cykelsport
Dette er en annonce:
BETA +