We are LIVE Streaming

GRTV Game of the Year #1

Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

XCOM: ENEMY UNKNOWN - IOS

Lee griber både iPad Mini og iPad 4 for at se om Xcom: Enemy Unknown virkelig kan klemmes ned på Apples iDimser

  • Tekst: Lee West

Følelser i spil er noget ganske fantastisk. Når man misser et hop i Sonic, græder med Joel i The Last of Us, slår en highscore i Jetpack Joyride eller for den sags skyld mister et holdmedlem grundet sløset adfærd i Xcom: Enemy Unknown, så er det hæsblæsende øjeblikke.

Faktisk er det forfærdeligt i Xcom: Enemy Unknown. Ikke fordi det er surt at tabe, men fordi man oftest har investeret timer i at træne soldaten op til kamp og udstyre denne. Det er næsten så man kniber en tåre, når man gennemgår spillets memorial, og ser navnene på ens helte og heltinder stå der på skærmen. Xcom: Enemy Unknown handler i høj grad om at knytte sig til det lille hold af soldater, der kæmper mod de invaderende aliens.

Xcom: Enemy Unknown - SmartphoneXcom: Enemy Unknown - Smartphone
Dette er en annonce:

Men alt det kan du læse om i den oprindelige anmeldelse af PC-udgaven. For Xcom: Enemy Unknown er et fantastisk spil. Men nu skal det handle om de ganske højre ambitioner fra Firaxis: at levere selvsamme spil på de mobile iOS-enheder.

Dette er en annonce:

Er det lykkedes? Svaret er et både og...

Xcom: Enemy Unknown - Smartphone

Det første, der byder en velkommen, er den flotte intro, der også fulgte med originalspillet til Xbox 360, PlayStation 3 samt PC. Endda i en kvalitet, så den ikke virker komprimeret. Det er der til gengæld meget andet der er. Og det er altså forståeligt. Grænsen for app-størrelser er 2 GB på App Store, det oprindelige spil fyldte et tocifret antal GB, og dette fylder 3.2 i udpakket tilstand. Med andre ord: der er røget trefjerdedele af størrelsen, og naturligvis skal det kunne mærkes. Nøjagtig som en PC-spiller bemærker de fladere teksturer og lavere opløsning på konsolspil, ryger iOS-spillet lige et nøk ned i detaljegraden, så det skurrer en smule - hvis man kender originalspillet. Men det er ikke så meget, som man kunne frygte. Illusionen er god. Ikke mindst grundet den mindre skærm, de mange bibeholdte CGI-sekvenser, stemmeskuespil og den formidable musik af mesteren Michael McCann. Den kan man også nyde her, og ligesom med Deus Ex giver de storladne kompositioner spillet en helt særlig følelse af desperation og global krise.

Også i denne udgave handler det om at dræbe eller indfange aliens, at researche, så man står bedre rustet til kampene, at bygge og udvide hjemmebasen, at træne soldater og at sikre at verden ikke gribes af panik, og i sidste ende lukker det militære projekt ned. Det er en konstant kamp mod uret og med alle sværhedsgrader intakte i denne udgave er det også en kamp, der kan være enten middelsvær eller ubønhørlig frustrerende.

Xcom: Enemy Unknown - SmartphoneXcom: Enemy Unknown - Smartphone

Xcom: Enemy Unknown er ikke et mobilspil. Det føles ikke som et mobilspil, og det er både godt og skidt. For det første tvinges man til at se stort set hele introen ved opstart (uden tvivl for at maskere dekomprimering af selve spillets filer), men det er også så tungt og så omfattende, med så lange kampe (især senere) at det ikke virker helt velegnet til en mobil. Tag dog ikke fejl. Har du ikke adgang til et af de andre formater, bør du ikke snyde dig for denne oplevelse, selvom der er nogle mindre udfordringer.

For det første er det her et spil, der ydelsesmæssigt trækker tænder ud på den laveste godkendte hardware (iPad Mini samt iPad 2). Her hoster spillet jævnligt under kampene. Nu er det jo ganske vist turbaseret, men alligevel er det en irriterende påmindelse om manglende optimering eller ydeevne, når ens animerede figurer hakker en smule. Når man stryger fingeren over skærmen for at flytte rundt på kortet, og det lige går i hak. Det samme gælder hvis man zoomer ud eller ind, så sker det også i mindre ryk til tider.

Xcom: Enemy Unknown - SmartphoneXcom: Enemy Unknown - SmartphoneXcom: Enemy Unknown - SmartphoneXcom: Enemy Unknown - Smartphone

Til gengæld er de fleste funktioner flyttet fint til touch. Du kan vælge om du vil dreje kortet med to fingre, eller bruge virtuelle knapper, og at flytte en figur er bare at trække en linje fra denne til det punkt du vil hen. Og det virker ganske godt. Især på iPad 4, hvor felterne er så store at ens finger ikke dækker for hele feltet. Heldigvis rykker figuren ikke når man slipper igen, så det kan altid justeres, hvorefter man kan dobbelt-tappe eller trykke på move-knappen. Igen er det dog tydeligt, at spillet ikke er beregnet til mobil. At det under hver kamp skal zoome tæt på figuren, virker også som en unødvendig detalje, især hvis man på iPad Mini efterfølgende skal zoome ud med tilhørende framerate-dyk.

Spillets største problem er som sagt, at det til tider halter som en trebenet krikke på den laveste hardware. At der ikke er en multiplayer-del er også ærgerligt (den lover 2K dog bliver inkluderet senere). For mig opstod en anden frustration dog grundet udeladelse af muligheden for at tildele holdmedlemmer forskellige farver for det hurtige overblik. Det savnede jeg. Xcom: Enemy Unknown har så mange detaljer og er så tydeligt skabt til en stor skærm, at det kan være svært at se hvem der er hvem, eller for den sags skyld hvor de er i visse baner. Og man skal ligeledes virkelig knibe øjnene sammen for at læse visse tekster i spillet på den mindste skærm.

Xcom: Enemy Unknown - SmartphoneXcom: Enemy Unknown - SmartphoneXcom: Enemy Unknown - Smartphone

Xcom: Enemy Unknown har masser af konkurrence på tablets. Alien vs Humans tilbyder en klon af det originale Xcom i bedste pixelerede stil, men med samme dybde. Hunters 2 og Warhammer Quest giver ligeledes strategioplevelser af den turbaserede slags, der mangler dybden, men som til gengæld føles naturlige på platformen.

Tilbage står vi så med Xcom: Enemy Unknown med et prisskilt (DKK 129), der tillader dig at købe alle de ovennævnte spil og stadig have penge til overs, men vi står også med et spil, der saftsusme vil presse et helt konsolspil ned på platformen og levere den fulde oplevelse. Til en billig pris. Og det er altså trods min anmeldelse, der er fyldt med kritikpunkter, et djævelsk godt strategispil med dybde.

Xcom: Enemy Unknown - SmartphoneXcom: Enemy Unknown - SmartphoneXcom: Enemy Unknown - SmartphoneXcom: Enemy Unknown - Smartphone

Xcom: Enemy Unknown gør et godt forsøg. Det er svinegodt på iPad 4, mindre perfekt på iPad Mini og i forhold til de "rigtige udgaver" et fint alternativ, hvis man ikke har adgang til dem.

Det er som sagt et langt spil, heldigvis er der inkluderet in iCloud-funktion, så man kan fortsætte på tværs af enheder. Forventer du en optimeret håndholdt udgave af din favorit, så må du forberede dig på at skulle sluge lidt kameler. Har du tiden, og kan du leve med de mindre aber-dabeis, så et det et strategispil i topklasse og på mange måder et af de bedste på formatet.

Xcom: Enemy Unknown - Smartphone
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Stort set det fulde spil, som vi kender det fra konsol og PC
-
Med alt hvad det indebærer af problemer
Dette er en annonce: