Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

BLOODMASQUE

Vil du opleve Lee (eller dig selv) i rollen som vampyrjæger, så giver Bloodmasque dig chancen...

  • Tekst: Lee West

Paris, 1890. Den ellers så velbesøgte kirkegård ved Montparnasse ligger øde hen. Hvilket er at forvente, da det er nat. Ved nattetide er kun ganske få mennesker sikre. Ikke fordi dagslyset gør den store forskel. For vampyrerne er ikke den eneste fjende, der venter i mørket. Det samme gælder deres modbydelige tilbedere, der bruger dagtimerne på at skaffe føde til deres herskere. Stilheden, der dominerer de svagtoplyste stier, gør det endnu tydeligere, at der sker noget i et hjørne af kirkegården, da en mandstemme ivrigt taler til en forsamling.

Bloodmasque

En gruppe mennesker sidder på knæ foran en ligbleg herre i jakkesæt, der med et djævelsk smil prædiker om det store i menneskehedens ofre. En lille pige på måske ni år kigger skræmt på moderen ved sin side og spørger "Hvad mener han?". Den rædselsslagne moder tysser øjeblikkeligt på barnet, men for sent. Prædikanten vender sig mod det rystende par, beroliger barnet, for derefter at suge det tomt for blod og kaste den livløse krop til jorden, som var det kylligeben fra et festmåltid.

Velkommen til Bloodmasque, en alternativ vampyrhistorie fra Square Enix.

BloodmasqueBloodmasque
Bloodmasque

I Bloodmasque får vi fortællingen om en desperat kamp mellem vampyrer og mennesker. I de sidste hundrede år har vampyrerne hærget og regeret verden. Det eneste, der står mellem dem og total dominans, er en bunke halvblodsvampyrer, der under navnet jægerne bedst kan sammenlignes med vampyrdræbere og modstandsfolk. Naturligvis hjulpet på vej af akademikeren Van Helsing, der som altid står parat med en spids pæl, hvis en vampyr krydser hans vej.

Square Enix har tidligere bevist med blandt andet Chaos Rings II, at de kan levere både historiemæssigt og på den audiovisuelle front også på de mobile platforme. Denne gang er det iPad og iPhone, der står for skud med et spil, der ved første øjekast ligner en Infinity Blade-klon svøbt i en sjov gimmick. Det er nemlig sådan, at du ligesom i Infinity Blade skal stryge og trykke dig gennem drabelige kampe, og det skal du på sin vis også her (dog uden knapper). Modsat titler som Avengers Initiative eller Batman: Arkham City Lockdown er dette dog ikke et reskin af det kendte actionrollespil. Bloodmasque er helt sin egen.

Bloodmasque
BloodmasqueBloodmasqueBloodmasqueBloodmasque

Ikke mindst grundet førnævnte gimmick. Du kan nemlig som spiller vælge enten at spille med en prerenderet figur eller skabe din egen med dit eget foto. Ganske enkelt bliver du bedt om at levere et billede af dig afslappet, glad og sur, og så bruger spillet disse, når det passer til situationen. Ikke som et fesent klistermærke, men som en del af den figur du styrer. Tager du billedet i god belysning, og bruger du tid på din figur-editor og de mange muligheder, er resultatet skræmmende overbevisende. Faktisk skal jeg gerne indrømme, at jeg (modsat med Reality Fighters) har været yderst begejstret for denne feature. Men tilbage til selve spillet.

Som vampyrjæger begiver du dig som sagt rundt i 1900-tallets Paris, det sker i en række små åbne områder, som du frit kan eftersøge i jagten på quests og loot, både nat og dag. Fra et kort i hovedmenuen kan du således se hvilke områder, der byder på udfordringer, og igen hvad disse udfordringer kan resultere i af nyt udstyr og våben. Din udrustning spiller nemlig en stor del i eventyret (ligesom det vises på din figur, når du tager det på). Udover dit udstyr skal du også som jæger inden hver kamp vælge et blod-sammenhold. Dette påvirker udover din specialevne også (efter bedste sten-saks-papir-princip) hvor godt du står rustet overfor en modstander. Du kan vælge bevidst at stille dig selv dårligere, og så se frem til bedre loot, hvis du vinder, men er kampen for hård, kan du også vælge at ruste dig bedre gennem din blodtilknytning.

BloodmasqueBloodmasque

Det samme gælder dine medhjælpere. Bloodmasque er nemlig i høj grad udformet som et socialt spil (og kræver også en online-forbindelse), selvom du aldrig møder dine medhjælpere direkte. I stedet bruger du deres figurer, når dit trekløver skal besejre en fjende. Her spiller deres specialevner, blodtilknytning og udstyr også ind i deres indsats. Eksempelvis vil nogle vampyrer forsøge at dræne dig for blod (mere om det senere), men har du en medhjælper, der kan afbryde forsøget, så står du naturligvis stærkere. Efter endt kamp kan du vælge at rose dine medhjælpere, dele blod med dem eller endda skabe et bånd mellem jer, så de oftere dukker op som valgmuligheder. Det er en feature, der bliver brugt flittigt, og på nuværende tidspunkt har jeg omkring 200 "thumbs up" på min figur.

Bloodmasque

Men det er naturligvis kampene der er i fokus, og ved første øjekast virker de rystende simple. Du stryger til siden for at undgå slag og flankere modstanderen, mens du trykker et vilkårligt sted på skærmen for at slå. Og det er stort set det. Det er bag facaden, at der alligevel kan findes noget dybde i systemet. Ikke alene bestemmer din blodtilknytning, hvor meget skade du giver en modstander, men dit udstyr gør også en stor forskel. Får du fem slag ind på en vampyr, uden selv at have modtaget skad, lammer du kortvarigt vampyren og giver en afsluttende kæberasler. Måske foretrækker du tunge hammere i kampen, men så må du være forberedt på at skulle bruge mere tid på at lamme en modstander. Din tidsramme til at klare dette kan udvides med det rette udstyr, ligesom naturligvis mindre tunge våben lader dig slå hurtigere og så fremdeles.

Undervejs i kampen optjener du blod, der kan bruges til et lammende specialangreb. Det er i dette angreb, at dine hjælpere også for alvor gør gavn, her vil deres blodtilknytning nemlig afgøre, hvor hårdt de slår. Blodet, du optjener, kan også blive drænet af din modstander og dermed give ham mere liv. Det gælder i høj grad om at parere og undvige angreb, og gør du det helt præcist, vil du kunne skabe et modangreb. Hver kamp består af to faser: en med vampyren i dens menneskeskikkelse og så den sidste heftige kamp, hvor vampyrens forfængelighed kastes til side til gengæld for større styrke. En slags QT-events afslutter kampen, hvor du perfekt timet skal spidde den groteske skabning og dræne den for blod. Det hele skal ske inden kampens afsatte tid løber ud. Det er overdrevet og en smule for udpenslet, men i bedste Square Enix-rollespilsstil rystende flot og fyldt med stemning.

Når kampen er slut, fordeles blodet mellem dig og dine medhjælpere, du får lootet, og din figur optjener erfaringspoint, som gør vedkommendes specialangreb stærkere.

Det lyder simpelt, og det er det sådan set også. Men mekanikkerne bag er ganske underholdende og kampene er velanimerede og utroligt blærede at se på. Square Enix har gjort et stort arbejde ud af at fortælle historien, både med mellemsekvenser og borgere, der kan udspørges, samt historienoter mellem spillets kapitler. Naturligvis krydret med flot grafik og gode lydkulisser, der for alvor sætter stemningen med en kombination af sporadisk stemmeskuespil, fransk gadecafé-musik og storladne orkesterkompositioner.

Man kommer dog ikke uden om, at det handler om gentagelse og ganske ens kampe. Men alligevel er figurgalleriet utroligt varieret, ligesom der er enkelte fjender med et par nye tricks i ærmerne. Blandingen virker, og er man til vampyrer og hele stemningen i det univers, så er der en god chance for at man bliver grebet.

Bloodmasque

Fra hovedmenuen kan du også findes spillets butik, hvor du kan bruge de optjente penge til at købe nyt udstyr. Hver gang du stiger i rang, får du spillets anden møntfod, der bruges til endnu bedre udstyr. Denne kan også købes for rigtige penge, hvilket jeg synes er en skam. Jeg kommer dog ikke udenom, at den har vist sig at være unødvendig som andet end en måde at købe sig til lettere sejre. Hvis man kan leve med at gå på jagt efter bedre udstyr til de hårdeste kampe. Med andre ord: det er muligt at benytte for dem, der kan lide den slags. Spillet er balanceret som det er.

Bloodmasque

Jeg har flere gange tænkt ved mig selv, at dette ikke burde være så sjovt, men alligevel har jeg den sidste uges tid konstant hevet spillet frem for lige at snuppe en kamp mere, eller for at se om andre folk har brugt min figur og doneret blod. Ligesom jeg har moret mig gevaldigt med figurdesigneren (der i øvrigt lader dig designe både mænd og kvinder - desværre kun én figur ad gangen).

Bloodmasque er et forfriskende pust, der blander en sjov gimmick samt sociale tiltag med en stemningsfyldt verden, en god historie, et heftigt kampspil og et fint actionrollespil. Hvis du er frisk på en anderledes oplevelse, er den halvtredser, som spillet koster, godt givet ud. Selve historien varer let ti timer, fulgt af nye udfordringer, men chancen for at du hellere vil genspille tidligere kampe og fjolle rundt er stor, for det er altså underholdende sådan for alvor selv at være i rollen som vampyrjæger. Gimmick eller ej.

BloodmasqueBloodmasqueBloodmasqueBloodmasque
BloodmasqueBloodmasqueBloodmasqueBloodmasque
Bloodmasque
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fantastisk figur-editor, sjove kampe, velfortalt historie, lækker stil
-
Meget ens kampe, krav om konstant online
BETA +