Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

EPIC MICKEY 2: THE POWER OF TWO - PS VITA

Klarer hedengange Junction Points sidste eventyr sig bedre på PS Vita end på de store konsoller? Philip har givet Mickey Mouse en sidste tur i Wasteland.

Det er efterhånden ved at være noget tid siden, at Junction Point Studios' Epic Mickey 2: The Power of Two udkom på de forskellige hjemmekonsoler, dengang til nogle noget lunkne anmeldelser. Nu er turen så kommet til det håndholdte marked, hvor Disney-spillet er udkommet til PS Vita.

Spillet foregår noget tid efter det første spil afsluttede. Wasteland, landet hvor glemte Disney figurer holder til, og hvor det første spil foregik, hærges af kraftige jordskælv. Samtidig er den gale professor dukket op igen, denne gang med løfter om at have ændret sig fra at være ond, og med advarsler om at onde væsener er på vej for at tilintetgøre Wasteland. Derfor må Mickey, sammen med sin makker Oswald, endnu engang begive sig ud på et eventyr for at redde de glemtes land. Der sker flere overraskelser på vejen, og spillets udfald afhænger af de valg man træffer.

Epic Mickey 2: The Power of Two

Det hele lyder meget godt på papiret. Et platformspil fra Disney, med selveste Mickey Mouse i hovedrollen, og i denne ombæring oven i købet med co-op, hvor to spillere kan tage styringen af henholdsvis Mickey og Oswald, for at få det meste ud af de to figurers særlige evner. Desværre er det i selve spillets udførelse, at det hele falder lidt til jorden.

Rent grafisk er spillet ganske kønt. Alt er farvestrålende, og Vitaens skærm viser endnu engang sit værd. Desværre lider spillet ofte af framerate-problemer på den håndholdte maskine, hvilket til tider kan være enormt frustrerende. Styringen af ens figur bliver til tider meget sløv, for pludselig springer til live igen, og det kan resultere i at man styrer sin figur direkte ud over en skrænt. Det er ærgerligt, da der er mere grafisk krævende spil på maskinen, som ikke lider under disser problemer.

Selve styringen fungerer udmærket, så længe man vel at mærke holder sig til knapperne. I Vita versionen, er der nemlig blevet implementeret touch funktioner, så man blandt andet kan skyde med maling ved at køre fingeren henover skærmen. Desværre fungerer denne styring ret upræcist, og i hektiske situationer er det faktisk en hindring at bruge touch, idet man kommer til at dække for skærmen med sin finger. Der er enkelte evner hvor touch skal bruges, hvilket er ærgerligt, da det egentlig virker fint med knapperne, og touch-funktionerne derfor føles lidt påklistrede.

Epic Mickey 2: The Power of Two

Gameplayet er som man kan forvente af et platformspil af denne type, og det fungerer alt sammen meget fint. Man hopper rundt på platforme, flytter på ting for at få adgang til andre områder, mens man løser diverse opgaver for Wastelands beboere. Der er dog tidspunkter hvor man introduceres for nye features, såsom de magiske Fairy Sketch evner, hvor, hvis man ikke når at læse instrukserne, er overladt lidt til sig selv, når det kommer til hvordan man egentlig bruger dem. Jeg sad personligt fast i hvad der lignede tyve minutter, fordi jeg ikke kunne regne ud hvordan man aktiverede en evne, efter den var valgt. Der er flere af denne type frustrerende øjeblikke i spillet, og det ødelægger desværre oplevelsen en del.

Også den omtalte co-op har en stor mangel. Spillet understøtter nemlig kun Ad Hoc, hvilket vil sige at man skal være i samme lokale som den man spiller sammen med. Derfor fik jeg ikke selv mulighed for at afprøve spillet med en anden menneskelig spiller, hvilket ellers kunne have reddet spillet lidt fra de lidt for talrige situationer, hvor den kunstige intelligens går direkte i stå, når man skal bruge den til at aktivere en knap. Man kan undre sig over hvordan man kan udelade en rigtig onlinefunktion fra sådan et spil, især på en maskine, der gang på gang viser, at online på en håndholdt er fremtiden.

Epic Mickey 2: The Power of Two

Man havde måske håbet på mere fra et spil designet af selveste Warren Spector, og med tæt på et år på bagen havde man måske også håbet på mere finpudsning af Vita versionen. Desværre har denne version bare bragt flere problemer til spillet, og medmindre man er kæmpe Mickey Mouse- og Disney-fan, vil jeg anbefale at styre udenom dette spil, om ikke andet indtil prisen falder en smule.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Masser af Disney-nostalgi
-
Kun ad hoc multiplayer, dårlig framerate, ringe touch-funktioner
BETA +