Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
anmeldelse

Lego Marvel Super Heroes

Lee tager på klods-eventyr på PlayStation 4 og PlayStation 3. Læs om oplevelsen på begge formater her...

Dette er en annonce:

Det er egentligt imponerende. TT Games kan slippe af sted med at levere en bunke legoficerede spil, der igen og igen byder på mere af det samme: løb, hop, kravl og slå. Skub til et par dimser for at løse puzzles og gør det gerne sammen med en ven.

Alligevel er det sjældent at TT Games får skældud for at levere ganske lidt forandring. Og jeg kan egentlig godt forstå det. Stort set samtlige LEGO-spil fra deres hænder er af høj kvalitet, og at farmand kan gribe familiens yngste og spille på samme skærm er et enormt plus, der ganske sikkert gør op for manglen af innovation.

Dette er en annonce:

Jeg elskede Lego City Undercover til Wii U fordi den leverede noget nyt og samtidig en GTA-oplevelse uden stoffer, prostituerede og kedelige stereotyper, der er så hårde, at man græmmes. Faktisk bør du nok stryge den sidste fra listen for McCain var truly badass som kun få figurer i spilverdenen.

Lego Marvel Super HeroesLego Marvel Super HeroesLego Marvel Super Heroes
Lego Marvel Super HeroesLego Marvel Super HeroesLego Marvel Super Heroes
Lego Marvel Super HeroesLego Marvel Super HeroesLego Marvel Super Heroes

Lego Marvel Super Heroes er indrømmet mere af det samme, men med en stor forskel: hundredevis af Marvel-helte og -skurke er denne gang kastet i puljen. Første gang man løber rundt med Reed Richards og ser ham strække sig til tåbelige former (en gigantisk skruetrækker, en kran og et missil er blandt de mere groteske indfald) eller sønderbanke skurke med gummiarme- og ben, så er det så man klukker. Hulk kan naturligvis smadre alt, men skal han kravle og løse puzzles, så er det tid til at slappe af og tage form som Bruce Banner. Vil du hellere flyve som Iron Man, så slå dig løs. Selv Moon Knight (kan du huske ham?) er en del af det enorme persongalleri.

Din hovedbase får du i form af S.H.I.E.L.D.'s gigantiske svævende kommandostation. Her kan du bygge dine egne figurer, løse et par miniopgaver og en del andet. At kaste sig ud fra S.H.I.E.L.D.S helicarrier og deltage i Pilot Wings-lignende ræs mod jorden er også et herligt afbræk undervejs mod de mere traditionelle opgaver. Selv Deadpool er med som gal fortæller i sidemissionerne, og han deler ligeledes ud af tegneserier og kække kommentarer som belønning for hjælpen. Og så har jeg ikke engang nævnt Cyclops, Iceman eller andre af X-fætrene, der også er inkluderede, hvis man ikke har nok i The Avengers eller FF. Du kan ligeledes sammensætte dine egne helte både hvad angår udseende og evner, efterhånden som du finder delene. Der er kort sagt et imponerende persongalleri og Marvel-licensen udnyttes til sidste blodsdråbe.

Som så ofte før i LEGO-spillene har man mulighed for genspille de forskellige baner, når de først er klaret, og her kræver flere af hemmelighederne bestemte figurer. Genspilningsværdien er hermed sikret, og jeg tør ikke tænke på tiden som det tager at åbne for alle figurer i spillet og dermed finde alt. Er du typen, der elsker den slags, så kan du godt bruge uger på den del, selvom hovedhistorien er noget kortere.

Lego Marvel Super HeroesLego Marvel Super HeroesLego Marvel Super Heroes
Lego Marvel Super HeroesLego Marvel Super HeroesLego Marvel Super Heroes
Lego Marvel Super Heroes

Spillets trumfkort er netop den enorme fanservice i form af de mange forskellige figurer, som alle er genkendelige og leveret med så meget kærlighed at man henrykkes. Men alt er ikke fryd og gammen. For der er stor forskel på udgaverne til denne generation af konsoller og next gen, og ikke alle mekanikker fungerer synderligt godt. Men mere om det senere.

Historien er typisk Marvel: Doctor Doom, der er en af Marvel-universets måske mest klassiske skurke, har naturligvis skumle planer, der involverer indsamling af såkaldte kosmiske klodser efter at Silver Surfer er styrtet ned på jorden. Til det får han hjælp af Loki og selvfølgelig en lang række superskurke (der til tider udgør bosser i spillet). Og så er fanden løs i Legoland.

Som med Lego City Undercover sker det hele i en stor og indbydende sandkasse, der byder på fartøjer til lands, til vands og i luften. Men modsat det fortræffelige Wii U-spil så er der en smule problemer med teknikken på denne generation. På PlayStation 3 oplevede jeg grumme tilfælde af screentearing (når skærmen ser ud som om halvdelen ikke følger med), og i udendørsområderne er billedhastigheden lidt for ofte ustabil, både i singleplayer og co-op. Det er en skam, for gameplayet er suverænt og mange af de indendørs baner er virkelig stemningsfulde. Men mine øjne var ikke altid helt tilfredse. Ventetiden, når man genstarter eller loader missioner, er til tider også en anelse lange på PS3 (som det var tilfældet med LCU).

På PlayStation 4 er det en helt anden snak. Du kommer for det første ikke til at vente mere end få sekunder på at maskinen kommer i omdrejninger, uanset hvad du foretager dig.

Frameraten er klippesolid og dykker aldrig. Om den er 60 eller 30 billeder i sekundet virker ikke så vigtig til denne type spil, men jeg har svært ved at se forskellen her. Screentearing ser du heller ikke noget til.

At spillet kører i 1080P gør ligeledes underværker. De kantede minifigs nærmest springer ud af skærmen. Der er yderst få tilfælde af jaggies (når dialonale linjer ser kantede ud), og i det hele taget virker refleksionerne flottere, farverne har mere skrald på og enkelte steder kan man tydeligt se, at det ikke længere er nødvendigt at maskere større figurer (eksempelvis S.H.I.E.L.D.S base) med tåge, for at de ser pæne ud. Nydeligt.

PlayStation 4-udgaven er kort sagt en vinder. Alt er flottere, og omgivelserne kører langt mere flydende uden at hardwaren nogensinde taber pusten.

Lego Marvel Super HeroesLego Marvel Super Heroes

Men kan man se bort fra teknikken på den nuværende generation af konsoller (og den er ikke meget værre end så mange andre sandkassespil der) eller har man tænkt sig at købe spillet til PlayStation 4, så er der intet forgjort i at hive Lego Marvel Super Heroes ned fra butikshylden, for det leverer på mange af de væsentligste punkter.

Lego Marvel Super Heroes

De mange puzzles er veltilrettelagte og til tider endda ret udfordrende. Det samme gælder de mange forskellige lokationer. Nu er det dog stort set det samme, de forskellige helte foretager sig, selvom animationerne og evnerne er forskellige. Om du hiver i en genstand med Spider-Mans net eller river i det med Hulks næver gør ikke den store forskel. Til gengæld er knap-layoutet til tider forvirrende og inkonsistent. At man skal trykke på knapper for at flyve henholdsvis op og ned gør heller ikke underværker, når man napper en superhelt med de evner. Hvorfor ikke bare lade os bruge analog-sticksene? Skift mellem figurerne kunne også sagtens løses bedre med brug af skulderknapperne (som alle er ubrugte). Og det bliver ikke bedre af at visse scener kræver præcisionskast, selvom kastene ikke ligefrem er synderligt præcise. For at gøre forvirringen komplet er de såkaldte tutorials til tider direkte misvisende. Eksempelvis fik jeg beskeden med Black Widow at et apparat krævede en superhelt med netskyde-evner, mens hun var den eneste, der kunne og skulle løse opgaven. Det virker sjusket.

Det går dog heldigvis ikke så meget udover spilleglæden, at man ikke kan leve med det efter nogle timers øvelse, men det kan måske vise sig at være en særlig stor frustration for de yngste mere uerfarne gamere i familien.

Til gengæld er det som altid en fornøjelse at spille både alene eller to spillere sammen. I co-op kan man enten dele skærmen dynamisk efter hvor tæt figurerne er på hinanden eller have et fast to-delt billede, og man kan springe ind og ud af spillet, som man lyster. Bare det at man kan løbe uafhængigt af hinanden, og den mindste (eller uerfarne spiller) kan smadre løs, mens den største løser opgaverne er ganske sikkert et enormt plus, når der skal spilles i familien.

Lego Marvel Super HeroesLego Marvel Super Heroes

Stemmeskuespillet er i top og ofte lyder figurerne som de "ægte" af slagsen, mens musikken er førnøjelig og genkendelig for fans af filmene samt tilpas bombastisk og helteagtig, når det er påkrævet. Det klæder virkelig LEGO-spillene endelig at have gode stemmeskuespillere og dialog. Selvom mumle-sproget i de tidligere spil var ganske charmerende, så er det helt perfekt at klukke med over de til tider rigtigt morsomme kommentarer i denne omgang.

Som voksen gamer er jeg også underholdt i singleplayer-delen. Områderne er yderst varierede, der er som altid masser af klodser der skal samles, inklusiv referencer til Marvel-filmene og cameo af Stan Lee selvfølgelig, mens eksempelvis J. Jonah Jameson også nok skal fornøje. Både Baxter-bygningen, Stark towers og Oscorp er der også, hvis man er fan af Marvel og gerne vil opleve seværdighederne (og nogle af sidemissionerne). At selve historien let tager femten timer at gennemføre er selvfølgelig også et plus, og undervejs kan man åbne op for free-play i de enkelte baner eller slå sig løs med at udforske sandkassedelen. Første gennemgang af banerne har som regel en lille håndfuld helte at vælge imellem, mens free play lader dig hive hvem som helst af de indsamlede helte med i løjerne.

Lego Marvel Super Heroes

Sandkassen føles dog i første omgang som en hub til de mange lukkede baner, mere end en enorm åben verden, og selvom jeg savnede den noget større frihed fra LEGO City Undercover i begyndelsen, så fungerer den efter hensigten og byder på en del underholdning efterhånden som man åbner op for den. Man får kort sagt senere masser af frihed, som vi kender det fra eksempelvis GTA-serien eller LCU, men også en strammere struktur i begyndelsen, mens de enkelte baner skal klares.

Udover hovedhistorien er spillet fyldt med udfordringer og miniopgaver. Der er de sædvanlige eskortmissioner og tidsræs, men også sejlen med fjernstyrede både, skydetelte og nogle fikse puzzles der kræver en del figurer og tankevirksomhed. Eksempelvis er en af figurerne, man kan samle, gemt inde i et tårn, og den eneste mulighed for at komme derind er ved at bruge Reed Richards' evne til at blive ultratynd og klemme sig gennem ventilator-systemet, men først kræver det Icemans evner til at fryse den ene skakt til, så luften går i den rigtige retning.

Helhedsindtrykket ender positivt for den seneste LEGO-satsning. Jeg har flere gange grint af fjollerierne og smilt skævt af de mange figurer, mens jeg har glædet mig over det arbejde, der er lagt i at få de forskellige minifigs til at repræsentere tegneserieforbillederne. Og så har jeg nydt at spille med. Det føles som om TT Games er tæt på at have perfektioneret deres serie, med gode puzzles, et mere flydende kampsystem (som ret beset dog stadig bare er at hamre løs på knapperne), lækker variation og et gameplay, der i det store hele griber en fast og holder ved. Karakteren her i bunden er for PS3-udgaven, og PS4-udgaven kan efter humør få en ekstra i hatten for mere solid teknik, hvis man vel og mærke er villig til at se gennem fingre med de mindre intuitive dele af oplevelsen.

Lego Marvel Super HeroesLego Marvel Super Heroes
Lego Marvel Super Heroes

Er du en barnlig sjæl, så kan du roligt tage med på eventyr. Er du en tegneserienørd, vil du elske de mange herlige referencer. Leder du efter et godt familiespil, så finder du det også her. Det samme gælder, hvis du er typen der ikke kan få nok af at samle og finde hemmeligheder. Det er ganske godt gået. Derfor er Lego Marvel Super Heroes endnu et LEGO-spil, som du roligt kan føje til spilsamlingen. Med LEGO City Undercover som skarp konkurrent, er det tæt på det bedste i serien indtil videre.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fremragende fanservice, solidt stemmeskuespil, passende musik, tons af figurer
-
Til tider dårlig framerate og screentearing på PS3, uheldigt knap-layout på PS3 samt PS4

Brugeranmeldelser

  • Nike
    Hvor er Marvel dog egentlig blevet populært, inden for de sidste par år. Det har det egentlig altid været, men de forskellige har i den grad bragt... 8/10
Dette er en annonce: