Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
anmeldelse

Knack

Knack indtager PlayStation 4. Du får to anmeldelser af spillet her...

Dette er en annonce:

Den næste konsolgeneration kan nu begynde, og med sig fører den en mulighed for en masse nye spiloplevelser og anderledes former for interaktion. Men for Sonys titler, der er tilgængelige ved konsollens udgivelsesdato, tages der udgangspunkt i det velkendte. Knack er en Pixar-inspireret platformer, der er udviklet af PlayStation 4'erens systemarkitekt Mark Cerny. Sony er kendt for at have styr på sine platformere, hvor Jak & Daxter, Sly Cooper og Ratchet & Clank er lysende eksempler på stærke platformsfranchises. Kan Knack slutte sig til denne skare er kritikerroste og succesfulde platformspil?

Dette er en annonce:

Verden er i røre. De onde orkere som menneskene i sin tid besejrede i en territorial strid, er vendt tilbage med et gigantisk arsenal af våben, og for at kunne besejre disse er menneskene nød til at samle deres klogeste frænder og finde på en strategi. Denne strategi hedder Knack. En opfindelse af den berømte doktor Vargas, som har skabt Knack ved at kombinere de mærkelige relikvier som menneskene har gravet ud fra jordens undergrund. Sammen med en opdagelsesrejsende, en entrepenør med hang til militærrobotter og dennes assistent må Knack og Vargas stoppe orkerne før de bliver en trussel for alle mennesker.

Knack

Man får med andre ord en stor og bombastisk historie, der er skruet lidt ned for at passe til en række forskellige modtagere og stadig være fordøjelig for alle. Dog behøver en historie hverken at have realistiske og jordbundne karakterer eller et mangestrenget plotforløb for at være interessant, og det er Knack et godt eksempel på. Historien og karakterne udvikles på en simpel men interessant måde. Dette fortællermæssige karaktertræk er karakteristisk for blandt andet Pixar-film, der også har det med at forvandle simple fortællinger til nuancerede oplevelser. Knack når dog aldrig helt det niveau. Der sker ingen reel udvikling i løbet af historien, og vi får hverken serveret nogen speciel karakterbaggrund eller motivation for mange af de karakterer vi introduceres for. Specielt Knacks egne motivationer er mærkbart manglende i denne sammenhæng. Orkerne, der er spillets primære antagonister, er selv blevet sparket ud af de pladshungrende mennesker, og alligevel stiller Knack aldrig spørgsmål til sin mission, han tvivler aldrig trods sit tydelige intellekt. Dette er for mig med til at degradere ham betydeligt som hovedkarakter.

KnackKnack
Knack

Knack forsøger at gengive samme farverige og legesyge stil fra klassikere som Toy Story og lykkedes også et langt stykke af vejen. Farverne danser ud af skærmen og omslutter spilleren i sit Pixar-inspirerede univers. Kanterne er bløde, farvepaletten er varm og bevægelserne er flydende. Rent teknisk fremstår Knack også som en slags forlænget teknisk demonstration af PlayStation 4'eren som maskine, ifølge spillets instruktør Mark Cerny.

Knacks primære evne er nemlig at vokse og skrumpe i størrelse via disse små objekter, der samler sig via magnetisme. Når Knack er rigtig stor, og stol på mig det bliver han, bliver karakteren en gigantisk samling af individuelt animerede objekter. Det kræver altså nogle hestekræfter at animere Knack på en blød og behagelig måde, og derfor agerer Knack også som en slags prøveklud for hvad konsollen kan udrette. Heldigvis er der ikke en finger at sætte på teknikken, for Knack er forudsigeligt smukt og billedhastigheden forbliver silkeblød, hele vejen igennem. Miljøerne kan dog til tider på trods af sin tilforladelige barnlige charme virke en smule tomme og øde. Det er en skam at man ikke har vovet at gøre områderne lidt større, og placere lidt flere forhindringer mellem spilleren og målet. Der er ikke noget i vejen med en lineær oplevelse, men Knacks miljøer kan i løbet af historien blive både repetitive og ensformige.

Knack

Knacks legesyge visuelle stil akkompagneres af et roligt lydbillede, der hverken imponerer eller skuffer. Ja, der er bombastiske horn og strygere når Knack unægteligt vokser i størrelse, men det meste af tiden, er musikken gemt godt af vejen og overdøves tit af reallyden og de endeløse grynt af pacificerede orkere. Dette lidt subtile musikalske billede bakkes heldigvis op af et solidt sæt stemmeskuespilpræstationer, der alle formår at levere overdreven men troværdig dialog. Specielt Knacks stemme skiller sig ud her, da den, på ganske atonal vis, er mærkbart dyb. Som en anden Ron Pearlman (Hellboy) taler Knack for sig på en skræmmende og autoritær måde, og er et glimrende designmæssigt valg for karakteren.

Knack er sikkert ment som en slags anden prioritering til den såkaldte hardcore-gamer, og et mere familievenligt spilvalg for dem, der ønsker en let form for underholdning til deres spritnye PlayStation 4. Dette ønske om en mere tilgængelig og letfordøjelig spiloplevelse gennemsyrer hele mekanikdesignet i Knack. Trods Knacks til tider skræmmende karakterdesign, styres han af bare fire basale mekanikker: et slag, et hop, en række specielle evner og et rullefald til at undgå fjendtlige angreb. Disse bestanddele introduceres samtidig, nemlig i spillets introduktion, og forbliver de eneste mekanikker igennem hele oplevelsen. Disse få mekanikker sidder som de skal, men bliver unægteligt ensformige, specielt når der ikke er særlig meget andet indhold at gå til. Knack har nemlig en irriterende tendens til at frarøve dig styringen, i det sekund at nye sekvenser skal til at starte.

KnackKnack

Hver eneste af spillets i alt 11 kapitler, består af en række kampscenarier, hvor du gør brug af en begrænset mængde evner. Dog er det også i kamp at Knack introducerer sit store hook: Knacks omskiftlige størrelse. Knack består af en række objekter, der fastholdes magnetisk rundt om ham. Bliver du ramt af en fjende, mister du en del af de objekter, der cirkulerer rundt om dig. Der er altså en direkte forbindelse mellem dine livspoint, og den størrelse Knack antager, og dette er et af Knacks store styrker. Problemet der desværre opstår i den sammenhæng, er at designerene i forvejen har afgjort hvilken størrelse Knack skal antage i forskellige dele af banen. Inden en af kapitlernes bosskampe vil Knack obligatorisk vokse, og når han skal igennem små områder skrumper han ind. Denne funktion fjerner fuldstændig friheden ved hele mekanikken. Trods dette er det stadig enormt tilfredsstillende at lade Knack vokse langsomt gennem banen og trampe henover de fjender, der i starten voldte Knack enorme problemer. Det er som udgangspunkt et enormt solidt koncept, der dog er lidt i konflikt med sig selv. Endnu et tegn på dette, er Knacks til tider knusende sværhedsgrad. Bare i løbet af spillets introduktion, skal du indstille dig på at dø... meget. Knack har ikke specielt mange livspoint at gøre godt med, og fjenderne er både brutale og hurtige. Dette behøver ikke nødvendigvis at være en skidt ting. Knacks sværhedsgrad føles dog en smule ujævn, og man føler tit at man mangler de nødvendige mekanikker til at overleve de sværere kampe.

KnackKnack
Knack

Knack er dog på trods af en række fundamentale problemer underholdende. Når du sidder med de Pixar-inspirerede karakterer og miljøer og lytter til det stærke stemmeskuespil, føles det herligt. Problemet er dog, at hvert enkelt glimt af inspiration og stærkt design er pardannet med en række irriterende barrierer, der forhindrer Knack i at nå den piedestal hvor Sly Cooper, Ratchet & Clank og Jak & Daxter sidder og kigger ned fra. Knack er ikke et dårligt spil, slet ikke, men bliver samtidig et eksempel på, at charme ikke altid er nok.

Knack
KnackKnack

Du kan se traileren for co-op delen, som Knack tilbyder, herunder:

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Flot og inspireret grafik, gode stemmeskuespilpræstationer, solidt gameplay
-
For få mekanikker til spillets længde, manglende motivationer hos hovedkarakteren, spilleren fratages styringen for ofte

Et andet syn

Lee West

Kan du huske Mark Cerny? Manden bag Crash Bandicoot og nu hovedarkitet på PlayStation 4. Grunden til at jeg spørger er, at jeg lykkeligt havde glemt alt om ham og slet ikke forbundet manden med Knack. Indtil jeg satte mig ned foran min PS4 og spillede løs.

Så var det at jeg huskede, hvad jeg fandt så hyggeligt på min PS1. Det var ikke storslåede tekniske bedrifter, 1080P, skyhøje polygon-tal, et sirligt brug af flest mulige knapper, vanvittige comboer eller online-spil. Det var simple mekanikker og hyggelig gaming.

Den følelse har jeg fået igen med Knack. Den bedste måde jeg kan beskrive Knack på er som en God of War-light blandet med Crash Bandicoot. Det vil sige lineære platformsektioner med masser af kamp. Men uden et hav af knapper at holde styr på. Du bruger Dualshockens fire hovedknapper og det højre analog-pad til at bevæge figuren, mens det venstre lader dig lave undvigemanøvrer.

Det er simpelt. Men det virker lige som man kunne ønske sig. Jeg kan sagtens forstå, at nogle gaming-journalister savner vildere, hårdere og flere moves, men helt ærligt: så føler jeg, at de misser pointen med Knack. Kompleksiteten er ikke Knacks varemærke, det er legen med de få enkle mekanikker, som findes til rådighed. Variationen findes i opbygningen af de enkelte baner. Nogle har fokus på dødbringende laserstråler, andre på hurtige hop, nogle tredje på unvigelsesmanøvrer og det er sjældent at man i løbet af de omkring halvtreds baner (11 kapitler med fem underkapitler i hver) ikke får introduceret en ny type fjende eller en speciel slags omgivelser.

Eksempelvis er der baner, hvor man får det klassiske Crash Bandicoot-perspektiv, der er baner set fra siden, baner, hvor man jagtes, og baner hvor omgivelserne udgør større farer end fjenderne.

Men det er simpelt. Kameraet er fastlåst (til gengæld altid helt perfekt). Udvalget af special-moves er begrænset til tre, mens det krydres med lidt anderledes evner i enkelte kapitler. Eksempelvis er der i et kapitel evnen til at blive usynlig for at undgå dødbringende overvågningssystemer, problemet er bare at Knack er for svag til kamp i denne form, så det resulterer i en hektisk og udfordrende vekslen mellem to former.

Det er netop måden hvorpå figuren Knack konstant vokser (eller bliver mindre) som gør det ekstra sjovt. Et problem med de fleste af denne type spil er ofte, at man introduceres for et hav af evner i begyndelsen (se bare Samus og Kratos' eventyr) for derefter at få dem taget fra sig igen. Her skifter det konstant. Den store stærke Knack kan nemlig ikke komme ind alle steder, ligesom hans kropsdele også bruges til at oplade døre og elevatorer og dermed gør ham mindre, hvis udvikleren synes, at det er passende. Når man samler genstande ind, der gør Knack større, rasler det samtidig med lyde i controlleren i takt med at de mange småstumper flyver på skærmen. En detalje, der sjovt nok fik mig til at nyde den del ekstra meget.

Selvom man ikke har overvældende mange funktioner at gøre godt med, så leges der tilpas meget med dem der er, til at oplevelsen føles frisk. Ikke mindst grundet nogle veldesignede afbræk i form af onde bosser og sjove banedesigns. Men Knack får også evnen til blandt andet at blive usynlig, brænde genstande (og sig selv) og få ekstra rustning i form af et tungt islag. Igen: små afbræk, der holder oplevelsen frisk.

Man skal kort sagt have de rigtige briller på og glemme de sidste mange års fokus på mere er bedre for at nyde Knack for alvor. Det her er simpel gaming (dog med en uhyrlig sværhedsgrad på andet end easy) fra dengang Crash regerede.

Teknisk er der meget lidt at sætte fingeren på, heller ikke selvom det ved første øjekast ligner noget, som man ville forvente på en PlayStation 3. Animationerne er dog utroligt lækre (med det lille minus at enkelte figurer hakker en smule i meget få mellemsekvenser). Stemmeskuespillet leveres rigtigt solidt. Baggrundsmusikken består af stemningsfuld orkester på den der Pixar-agtige måde, og styringen er helt i top.

Persongalleriet er måske en smule skabelonsskåret, og man skal lige varme op til Knack som spilfigur, men det gjorde mig ikke synderligt meget.

Med Killzone: Shadow Fall, Assassin's Creed IV: Black Flag, LEGO Marvel Super Heroes og Call of Duty: Ghosts til PS4 på min personlige spilhylde er det næsten pinligt at måtte indrømme: men Knack er det spil i privaten, som jeg har brugt mest tid med. Er du en barnlig gamer, savner du de gode gamle dage, eller har du yngre spillere i familien, vil Knack helt sikkert tage kegler. Jeg kan sagtens forstå Magnus' vurdering, men for mig er der ingen tvivl: Knack er fornøjelige platformerier og et nik til de gode gamle dage.

8/10
Dette er en annonce: