Dark Souls II

Spil bliver nutildags ofte beskyldt for at være for nemme og uden egentlige udfordringer. Mange mener der er gået for meget Hollywood i den, og at det ofte handler mere om at bringe spillerne en god historie end om at teste deres færdigheder i det givne spil. Det har medført en slags revival indenfor computerspil, hvor de gode gammeldags, til tider frustrerende, sværhedsgrader indenfor spil er vendt tilbage, under genren Roguelikes. Spil hvor ethvert fejltrin har konsekvenser, og ens figurs død er en permanent affære. Det var et bestemt spil der gav startskuddet for udbredelsen af denne bølge af svære spil til det brede gamerpublikum, nemlig Demon's Souls, et rollespil der udkom i 2010, udviklet af From Software.

Her var der ikke just tale om et Roguelike, da det manglede permanent død, men i stedet havde konstant død. Det var nemlig bygget ind i gameplayet, at spilleren ville dø ofte, og på den måde lære af sine fejl. Hver gang spilleren døde, medførte det dog en straf i form af tab af alle indsamlede sjæle, samt færre livspoint til næste forsøg, og spillet blev hurtigt kendt som det svære rollespil, der kun bliver sværere når man dør. Spillets succes førte i 2011 til udgivelsen af den spirituelle efterfølger Dark Souls, og med Dark Souls II lige på trapperne har jeg fået æren af at lade mit virtuelle liv om og om igen, for at se om From Software er klar med endnu et hit.

Dark Souls-serien er, som beskrevet, kendt for sin høje sværhedsgrad, og mange fans af serien blev bekymrede, da de hørte at denne ombæring ville være mere tilgængelig for nye spillere. Det er blandt andet muligt at benytte sig af et Fast Travel system, så man hurtigt kan bevæge sig mellem de forskellige lejrbål, der udgør spillets checkpoints, og menuerne er også gjort mere overskuelige, med bedre beskrivelser af stats og våben samt deres effekter.

Derudover kan man benytte sig af forskellige Life Gems, små krystaller, der giver spilleren mere liv, noget der i forgængeren kun var muligt at gøre gennem Estus Flasks, som er seriens svar på healing potions. Disse flasker kan ikke købes, men skal fyldes op ved lejrbålene i spillet, hvilket medfører at alle fjenderne i området vækkes til live igen. Der er også den forskel, at krystallerne, der kan købes og findes på slagne fjender, giver spilleren liv over tid, mens Estus flaskerne giver en stor portion på en gang, på bekostning af spillerens bevægelighed mens der drikkes. For en garvet fan lyder det måske som om spillet er blevet for nemt, men tro mig, på trods af de ekstra hjælpemidler er udfordringerne langt større end nogensinde før.

Dark Souls II har ikke den store historiemæssige sammenhæng med det første spil, ud over at det foregår i det samme univers. Man spiller en uheldig person, der er blevet forbandet med The Undead Curse, og som kæmper for at hæve forbandelsen før han eller hun bliver til en Hollow, en hjerneløs zombie der angriber alle levende omkring sig.

Spillet starter traditionen tro med at man skaber sin figur. Først redigerer man det fysiske, såsom køn og hudfarve, og derfra skal der vælges spillertype. Der er i alt otte klasser at vælge imellem, blandt andet kriger, ridder, cleric, troldmand, og den tilbagevendende deprived, der starter uden noget udstyr eller våben, og som ingen egentlige styrker har. Et must for enhver spilmasochist. Herfra vælger man så en startgave, der kan hjælpe en på vej, såsom en ring der giver ekstra liv, en bunke Life Gems, og en genstand der gør fjenderne i området stærkere, når den brændes på et bål, skulle man ønske mere udfordring. Efter at have truffet disse valg, og man har fundet et navn til sin figur, kastes man ud i spillet.

Man starter i et tutorial-område, hvor man finder gravsten med instruktioner og hjælp til styring og des lige står indgraveret. Det er en behagelig måde at blive introduceret for spillets mekanikker på, uden at virke frustrerende for øvede spillere. Der er en god mængde fjender, og man får mulighed for at lære eller genopfriske styringen, og nye funktioner, såsom at kunne hoppe nemmere, er til at forstå. Efter et kort ophold i området finder man hurtigt videre til spillets centrale hub, den solbeskinnede lille by Majula, som man hele spillet igennem vender tilbage til for enten at opgradere udstyr eller levele op, hvilket i Demon's Souls-stil foregår ved at tale med en bestemt NPC i byen.

Herfra går spillet rigtigt i gang, og det er op til spilleren at finde videre til det første område. Til forskel fra det første Dark Souls er det dog en smule nemmere, da de veje der fører til de sværere områder, ofte er blokeret på forskellig vis, og man guides derfor rimeligt trygt i den rigtige retning, uden at risikere at skulle kæmpe mod fjender, der er mange levels over en selv.

Nu nævnte jeg at spillet er sværere end det har været før, og det må jeg stå ved, idet det tog mig mange forsøg at komme gennem den første sektion af det første område. Jeg måtte prøve adskillige gange at nedkæmpe fjenderne, og selvom jeg døde ofte, føltes det ikke som om det var andres end min egen skyld, hvilket kun gjorde mig mere stædig. Det blev til gengæld også sværere og sværere at besejre de samme fjender igen og igen, idet min health bar for hver død blev kortere og kortere, og mine stats langsomt forværredes. Det var heldigvis muligt for mig at bruge et nyt item i spillet, en lille menneskelig statue eller Human Effigy, som erstatter det tidligere Humanity system med en mere tilgængelig, omend dyr, genstand, der gør det muligt at vende tilbage til sin menneskelige form. Med mine stats på plads igen, klarede jeg mig frem til andet checkpoint.

Da jeg nåede frem til bålet, viste endnu et af spillets nye facetter sig for mig, nemlig muligheden for selv at vælge hvilken retning jeg ønskede at bevæge mig i. I denne ombæring er der nemlig mere frihed for spilleren, når det kommer til hvordan han eller hun ønsker at komme videre. Man kan enten følge den oplagte rute, der uundgåeligt fører til en bosskamp, eller kigge sig lidt omkring og måske finde udstyr, der gør ens chancer for at besejre fjenderne forude større.

Det er ikke alverdens muligheder man præsenteres for i starten, men som spillet skrider frem, og man skaffer nøgler til hemmelige døre eller besejrer minibosser, der giver adgang til helt nye områder, føler man sig lige pludselig mindre fastlåst. Dette er til stor gavn, da man nemt kan komme til at sidde fast i en sektion af spillet, og i stedet kan gå en anden vej og se om man har bedre held med sig der. Fast Travel-systemet gør det også nemmere at udforske områderne i en mere vilkårlig rækkefølge, og det er klart en velkommen tilføjelse.

Under min gennemspilning kunne jeg desværre ikke undgå at lægge meget mærke til grafikken. Jeg er godt klar over at jeg med udgivelsen af den næste generation af konsoller nok har været en smule forkælet de sidste par måneder, hvad angår spilgrafik, men selv for sidste generations maskiner lever det visuelle ikke helt op til forventningerne. Bevares, der er da sket ting og sager siden det første Dark Souls, såsom bedre belysning og flottere partikeleffekter, men jeg følte aldrig rigtigt at det tog fart. Det hjalp heller ikke at frameraten til tider dykkede gevaldigt, omend så kun i nogle sekunder. Det er ærgerligt, især når man ved at de gamle maskiner sagtens kan præstere bedre.

Dark Souls II har bragt et væld af forbedringer til serien med sig. Brugergrænsefladen er blevet forbedret, og virker mindre påtrængende end i forgængeren, hvilket er meget velkomment, da det ofte er vigtigt at holde fuldt fokus på ens figur og de fjender, man kæmper imod. Styringen føles også forbedret, og det er blevet nemmere at skifte mellem våben og udstyr mens man spiller, hvilket er et kæmpe plus.

Som noget nyt er der også kommet en grænse for hvor mange gange slagne fjender genopliver, så man femtende gang man løber gennem en sektion af et område ikke skal dræbe de samme ti monstre længere. Det kan lyde som om det er gjort for at gøre spillet nemmere, men det har den større effekt, at en spiller ikke kan holde sig til det samme område, og dræbe den samme type fjende om og om igen, for på den måde at forbedre sin figur. Det skulle være muligt at bringe fjenderne tilbage til områderne, men det er ikke lykkedes for mig at finde ud af hvordan, så det er næppe en smart måde at levele sin figur på.

Online-delen af Dark Souls II er også blevet forbedret. Seriens velkendte Covenants, pagter man laver med diverse grupper i spillet, og som alle har unikke fordele og ulemper, vil blive brugt til at hjælpe spillere med at styre hvordan de ønsker at interagere med andre spillere. Der er bland andet en Covenant der specialiserer sig i at nedkæmpe andre spillere, mens en anden specialiserer sig i at beskytte selvsamme spillere mod angribere. Det er også muligt at blokere fuldstændigt for forstyrrelser ved at brænde en Human Effigy af på et bål, og så vil det være muligt at tilbede guder i spillet, for på den måde at øge sine chancer for at blive parret med en af sine venner.

Der bliver denne gang også vendt tilbage til dedikerede server, som der var i Demon's Souls, hvilket skulle forbedre spillets onlinedel rent forbindelsesmæssigt, og voice chat er denne gang muligt. Alle disse nye tiltag har jeg dog ikke haft mulighed for at afprøve, da serverne for den slags interaktion ikke er oppe at køre i skrivende stund.

Det er imponerende så mange forbedringer From Software har fået implementeret, og hvis man er fan af Dark Souls-universet, skal man uden tøven spille Dark Souls II. På trods af en mere tilgængelig spiloplevelse, har spillet ikke mistet sin ubarmhjertige sværhedsgrad, og med de mange forbedringer der er kommet, er der en fantastisk oplevelse for både garvede, såvel som nye spillere af serien. Dark Souls II udkommer den 14 marts på Playstation 3 og Xbox 360, og den 25 april på PC.