Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
anmeldelse

Madden NFL 15

Glem sidste års hastigt sammenflækkede Madden-spil til de nye konsoller. Med Madden NFL 15 har amerikansk fodbold for alvor taget skridtet til den nye generation.

Dette er en annonce:

Så snart jeg ser New Orleans Saints løbe på banen for at kæmpe mod Seattle Seahawks, går det op for mig at Madden NFL 15 er et virkelig flot spil, der tydeligvis er den nye konsolgeneration, og mere specifikt min Xbox One, værdigt. Jeg har ellers ikke haft det sjovt med et Madden-spil siden Madden NFL 10, men her er det anderledes.

Et par lette knaptryk senere dobbelttjekker jeg mit valgte spil, for at se nøjagtig hvordan alles løberuter ser ud, og narrer fjenden ved at vise nogle falske ruter, inden jeg lader Drew Brees fyre sin raketarm af, og sender bolden over til den nytilkomne wide receiver Brandin Cooks, der griber den som var han født til det, og sætter ned af banen. Og så, BAM! Tacklet af forsvaret.

Dette er en annonce:

En af de ting, EA har pralet med i dette års Madden, er stærkt forbedret forsvar, hvilket ellers har været et af mine ankepunkter i de sidste mange udgaver af spillet. Det har simpelthen haft for lidt betydning hvilke spilkald jeg har valgt, og intet har forhindret mig i at forsøge at kaste på hver down og bare sende mine running backs på pension. Jeg har ikke engang gide tage punts på fjerde down seriøst, for forsvaret har været så dårligt, at angrebet har kunne præstere statistikker fra fantasiland, langt fra den realisme som EA Sports har villet simulere.

Madden NFL 15

Men denne gang fungerer det rent faktisk, og programmeringen af vægt og kollisioner er tidligere udgaver langt overlegen. Det, jeg bedst kan lide, er at man nu ved nøjagtig hvilken knap man skal bruge i kollisioner og for at slå en modstander og/eller slippe uden om kraftfulde sacks mod quarterbacken. Det får bare det hele til at virke bedre og se mere ud som football. Selv snappet har ændret sig, og nu har du muligheden, via et minispil med aftrækkerne, at reagere lynhurtigt når bolden kommer i spil, og så giver det pludselig mening at være en aktiv spiller i forsvaret.

Der er også små detaljer, som at du nu kan styre kameraet, når du spiller forsvar, og dermed undgår problemet med ikke at kunne se noget for den offensive linje, eller at du ikke kan se din linebacker hvis du er fire-fem yards bag ved line of scrimmage. Bare ved at rotere kameraet til "dit" perspektiv bliver du væsentligt mere effektiv, når det kommer til at uddele klø til angrebet. Det eneste, jeg utilfreds med, er at hurtigere forsvarsspillere er blevet mere effektive end de tunge mestertacklere. Fart er kort sagt den vigtigste faktor nu (hvilket for mit vedkommende også fører til flere interceptions), og sådan bør det ikke være. Der har EA noget at arbejde på til næste gang.

En anden ting, der føles som en rest fra tidligere Madden-spil, er at spillerne ofte opfører sig underligt når et spil er overstået. Kollisionerne er som sagt bedre, men så snart de rammer jorden er det som om enhver kraft forlader deres muskler. Spillere, der vælter rundt i hinanden, er også med til at fjerne illusionen om at det her er ægte football.

Madden NFL 15

Det er især en skam, fordi grafikken ellers er fremragende og gennemgående imponerende. Detaljeniveauet er utroligt, og lyseffekterne virker meget imponerende. I replays, når man ser en lang Hail Mary-bolds flugt gennem luften, føles det på grænsen til fotorealistisk. Det skyldes også de nydeligt genskabte stadions. Det glæder mig at sige, at Madden-serien endelig kan følge NHL-serien og 2K Sports' NBA 2K på grafiksiden.

Det er et godt fundament for kommende Madden-spil, og langt bedre end sidste års ringe football-bud, der essentielt bare var en opgraderet udgave af Xbox 360-versionen. Det eneste, jeg gerne vil have ændret, er de førnævnte underlige kollisioner efter spilstop, og depth of field-effekterne, der nogle gange ser underlige ud.

Madden-serien har været lidt af en børnehave med store ændringer i hvert spil, men denne gang føles det som om EA er gået tilbage til rødderne, og frem for "smarte" nye funktioner som Vision Cone har fokuseret på det fundamentale.

Der er ikke rigtig nogen overraskelser i den offensive del af spillet, men den virker for det meste fejlfrit. Et problem, jeg dog har, er hvor svært det er at simulere en god quarterback med det forbedrede forsvar. Colin Kaepernick fra San Francisco 49ers er en langt bedre spiller i mine hænder end en verdensklassespiller som Peyton Manning. Når forsvaret kommer bragende, bliver en langsom fyr som Peyton trumlet over, og hans overlegne overblik og boldstyring går tabt. Kaepernick, der er en mester til at improvisere og er hurtig, kan derimod redde sig selv (og holdet) fra de fleste svære situationer.

Madden NFL 15

Jeg håber EA ikke forsøger sig med flere engangsprøver, men de er nødt til at arbejde med quarterbackenes nuancer, deres evne til at læse spillet skal simuleres bedre. Hvordan ved jeg ikke, det overlader jeg til udviklerne. Jeg vil dog give EA pluspoint for det faktum, at man kan sætte spillerne hurtigt op med et no-huddle, eller trække tiden når det er taktisk korrekt, med alle de fordele og ulemper, det ville føre med sig i virkeligheden (såsom færre spilmuligheder, når du kører no-huddle).

Fordi mange europæere ikke er vant til at se amerikansk fodbold, er EA gradvist blevet bedre til at forklare spillets finere nuancer, der gør sporten til den herlige kombination af rå muskelkraft og nøjsomt udtænkte detaljer, den rent faktisk er. Og på det punkt er Madden NFL 15 også blevet bedre, med rigeligt hjælp på loading-skærmene og tydelige forklaringer af hvorfor et givent play er et godt valg, og hvor stor chance der er for det lykkedes. Et glimrende system, der efter få timer fik et par af mine kammerater til at vælge favoritter fra play-bogen som var de erfarne NFL-trænere.

Madden NFL 15Madden NFL 15

Madden NFL 15 er ikke noget perfekt spil, men det er et stort skridt i den rigtige retning. Det er en nydelig og underholdende oplevelse. Udviklerne har prioriteret korrekt, og til næste års udgave håber jeg at EA blot finpudser og justerer, og for himlens skyld ikke begynder at smide gimmicks ind som dem, der har plaget de sidste par års spil i serien. For kort sagt er Madden NFL 15 et rigtig underholdende spil, hvilket er første gang siden Madden NFL 10.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Rigtig godt forsvarsspil, skøn grafik, pædagogisk vejledning ved spilvalg, god kollisionsprogrammering, suveræne kommentatorer
-
Dårligt simulerede quarterback-færdigheder, spillerne opfører sig mærkeligt efter spilstop
Dette er en annonce: