Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
anmeldelse

FIFA 15

Bryder årets FIFA endeligt med den lidt stillestående stime, serien har været i, eller er det mere af det, vi allerede kender?

Dette er en annonce:

FIFA 15 er stort set nøjagtigt hvad man ville forvente: et solidt fodboldspil fyldt med spiltyper, toppet af med virkelighedstro hold, og krydret med en smule kontrovers. Alt er som det plejer for EA Sports Canada, der endnu engang har serveret en anstændig digital repræsentation af Det Smukke Spil.

Langt hen ad vejen er vi tilfredse med det, her er på bedding. Som fodboldspil er det tæt på at være urørligt (omend vi er spændte på at få det færdige Pro Evolution Soccer 2015 mellem hænderne - i år kan der være tæt løb). Den opmærksomhed på detaljer, man finder over hele linjen, er kort sagt svimlende. Uniformer, stadions, brølet fra publikum, de enkelte græsstrå. Som altid er præsentationen helt i top.

Er det bedre end FIFA 14? Altså, måske. Sandsynligvis. Nej. Jo. Ja. Det er i hvert fald anderledes.

Dette er en annonce:

Ikke drastisk anderledes, selvfølgelig, men der er nok justeringer til at erfarne spillere vil bemærke målmændenes nye AI, de tungere forsvarsspillere, den bedre dribling. Der er ændret nok til at faste spillere skal justere sig, og det er kompliceret nok til at nybegyndere (eller dem, der har været væk fra serien i en periode) skal lære så mange nye ting, af de finere forskelle ikke vil kunne ses, og det vil føles som det samme FIFA de tidligere har spillet, selvom det ikke er tilfældet.

Opgraderingerne vil være mest tydelige for dem, der har taget generationsspringet siden sidst. De ekstra hestekræfter, de nye konsoller ligger inde med, betyder bedre grafik, mere detaljeret publikum, udvidet AI (ikke nødvendigvis bedre AI, men mere af den, med angribere der laver flere løb, og flere spillere der kæmper om hovedstød) og skarpere teksturer. Det er let at se og mærke forskellen. Dem, der spillede sidste års FIFA på de nye konsoller, vil også bemærke forbedringer, men for dem er det mere subtilt, forandringerne er mindre dramatiske.

FIFA 15
FIFA 15FIFA 15FIFA 15

Fra et audiovisuelt perspektiv er det dybt imponerende, og stemningen er superbt sammensat. Og det er ikke kun spillernes udseende, der imponerer, men også mængden af fine detaljer. I FIFA 15 finder vi en række tilføjelser, fra replays der ligner dem, man ser på sportsbaren en søndag eftermiddag, til offside-mål der bliver underkendt til den scorende spillers store skuffelse, med kampe der foregår i virkelighedstro stadions (i hvert fald hvad angår Premier League) som syder af energi med autentiske sange fra et virkeligt publikum, spillet på baner der fortæller hver deres historie efter kampen, takket være en voksende samling slidpletter og mærker. Selv kommentatorerne er blevet bedre (vi slog dem stadig fra efter et par kampe, men i år er der klare fremskridt).

Hvad vigtigere er, er hvordan kampene spiller, og her får vi atter et solidt fodboldspil. Rebalanceringen er i år klart til fordel for de angribende spillere. Det er lettere at drible, twiste og dreje i farlige positioner, og samtidigt er forsvarerne blevet sværere at styre, deres mulighed for at inddæmme modstanderne er blevet sløvet en smule. Skud kan til gengæld være lidt uregerlige til tider, men vi har stadig scoret rigeligt med mål i vores tid med spillet indtil videre.

Næste punkt er så subjektivt som det kan blive, men dommerne har gentagne gange irriteret os.

Vores opfattelse af hvad der giver frispark er tydeligvis vidt forskellig fra udviklernes, og til tider kan deres afgørelser være frustrerende ujævne, og sammenstød væk fra bolden bliver ofte ikke straffet. På en sær måde minder det op de frustrationer, man ofte føler over virkelige kampe, hvor dårlige kald får indflydelse på vigtige resultater, til fansenes store fortvivlelse. Det ville være imponerende, hvis det var med vilje, men det tvivler vi på det er.

Spillernes AI er blevet ændret, men det er nærmere et stemningsskift end en gameplay-funktion. Spillere kan for eksempel finde på at fejde med hinanden efter en hård tackling (omend disse udvekslinger ikke er videre godt animerede endnu - det kommer måske næste år), og EA praler med noget i retning af 600 forskellige animationer. Hold-AI'en er også blevet forbedret, og et hold kan nu finde på at "parkere bussen" hvis de skal forsvare en føring, ligesom flere spillere løber med frem, hvis der er brug for en scoring i sidste minut. Det er ikke en stor ændring, men man bemærker den, og den hjælper med den overordnede stemning.

FIFA 15
FIFA 15FIFA 15FIFA 15

Der er også øjeblikke hvor AI'en ikke kan følge med. Friløb er blevet bedre, med de er stadig ikke helt på plads. Alt for ofte savner vi nogen at spille bolden frem til, og den anden spiller er enten langt væk fra hvor han burde være i en ideel verden, eller er dækket op af en modspiller. Så er der de defensive midtbanespillere, der falder tilbage til forsvaret for at dække for en manglende centerback, der er løbet efter bolden, et træk der ofte ikke giver den fornødne dækning og gør bagkæden sårbar.

Men når det virker, og alle brikkerne spiller sammen, så er det en unik fornøjelse. På den anden side, når det ikke virker, når en spiller gør noget dumt, eller en tvivlsom afgørelse går imod dig, når bolden bumler underligt ind i dit eget net (måske takket være den nye boldfysik), fører FIFA 15 hurtigere til raserianfald end andre spil.

På mange måder efteraber det stresset ved at se en virkelig kamp, ved at være virkelig fan. Der har været så mange gange hvor jeg har overvejet at lægge spillet fra mig og aldrig røre det igen, og så mange gange hvor jeg er vendt tilbage få minutter efter til en ny kamp, med et skønt mål eller endnu en raseriinducerende fejl lige om hjørnet.

Her er en overflod af forskellige spiltyper, der kan holde spilleren beskæftiget. Som sædvanlig har vi brugt mest tid på Career-delen. Vi er stadig ikke overbevist om det nye scouting-system til spillerhandler (vi foretrækker klart den gamle måde at scanne databasen på), men det er i vores øjne det eneste betydelige fejlskud (og det er vi måske alene om). Overordnet er det et dybt involverende spil, med en enorm række af muligheder som spillerne kan udtrykke sig med. Dem, der vil have et hurtigere fix, kan hoppe ind i en kort turnering, og der er skill games der, som sædvanligt, er en fin afledning, hvad end man spiller dem mellem kampe eller tilgår dem direkte via deres egen fane i menuen (og apropos menuer, så er brugerfladen noget bedre i år).

Ultimate Team vender også tilbage. Det er ikke en spiltype, undertegnede har brugt meget tid med før FIFA 15, men i år kastede vi os direkte ud i den, og det er let at se hvorfor den er så populær. Er du ikke bekendt med FUT, er det en blanding af samlerkort og fantasy-hold, underbygget af hurtige kampe og mikrotransaktioner.

FIFA 15
FIFA 15FIFA 15FIFA 15FIFA 15

For dem, der begiver sig online, er der endnu mere at vælge mellem, og man kan blandt andet dyste mod en række forskellige modstandere i Seasons, eller spille mod venner i "venlige" miniligaer (efter vores erfaring er disse 1v1-ligaer alt andet end venskabelige, og er måske den mest konkurrenceprægede del af spillet). Der er også en fusion af de to spiltyper i Co-op Season, hvor man kan slå sig sammen og derefter tackle modstandere fra hele verden. Så er der FUT, og alt hvad det medfører af fantasy-fodbold. Endeligt er der muligheden for at deltage i 11v11-kampe, hvis du er til den slags (det er vi bestemt ikke).

Mine oplevelser online har været en blandet landhandel. Jeg har aldrig været fan af at spille mod fremmede online - giver man en spiller onde klø, vil de ofte forlade kampen i utide, og får man selv bank må man enten lide eller blive en af dem, man selv foragter. Det er fint nok at vinde over en vidt fremmed, men at besejre en ven er en langt mere fornøjelig oplevelse. At spille med og mod en kammerat vil altid være mere sjovt, og sportsspil som FIFA kan skabe rivaliseringer, ingen anden genre kan komme i nærheden af. Der var lag i et par af kampene (spillet var udkommet i USA, da vi spillede, så hvis vores modstandere var derfra, er det måske forklaringen), men ikke noget der ødelagde oplevelsen fuldstændig.

Vi har bemærket et par andre problemer, såsom en offline-kamp, der var slut, men som ikke ville stoppe. Slutfløjtet havde lydt, men spillerne stod der bare og ventede tilsyneladende på Godot. Her var vi nødt til at forlade spillet og notere det som et nederlag, selvom vi gav modstanderen klø. Problemerne tæller også en fejl på PC, hvor alle spillere løber mod midtercirklen (vi har testet på Xbox One, læs mere om den fejl her), lag der gør spillet uspilleligt på PS4 (mere om det her), og på et tidspunkt blev vi logget ud af vores Xbox Live-profil midt i en kamp uden grund. Ingen af disse problemer har spoleret vores tid med spillet, men EA har stadig noget arbejde foran sig, hvis FIFA 15 skal være en glat oplevelse for alle.

For nogle år siden var FIFA-serien farligt tæt på perfektion, i hvert fald i forhold til det, der havde været forinden. Men dette højst moderne udspil understreger, at fremskridtene mod perfektion nu går betydeligt langsommere. Med de tweaks og justeringer FIFA går gennem hvert år, den rebalancering som EA Sports foretager hver tolv måneder, har de både begået deres bedste og fineste fodboldspil hidtil, og samtidigt lavet et spil, som vi havde forventet så meget mere af. Det er ikke den komplette forbedring, vi havde håbet på, et modigt skridt ind i den nye generation, men i stedet en rolig lunten fremad, tynget af vægten fra tidligere spil og en nedskaleret makker.

FIFA 15 er et godt spil, ingen tvivl om det. Men det er ikke et fremragende spil. Det må vi vente mindst et år mere på, lader det til.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Dyb simulation, den bedste præsentation og autencitet i genren, gode spiltyper
-
Nogle af de mange ændringer minder mere om sideskridt end fremskridt, visse tekniske problemer, AI'en opfører sig nogle gange tvivlsomt
Dette er en annonce: