Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
anmeldelse

Forza Horizon 2

Med sydeuropæisk landidyl og masser af fede biler har Playground Games begået en arkade-racer, der kilder alle de rigtige steder.

Dette er en annonce:

Forza Horizon 2 gør godt indtryk fra det første øjeblik, man selv styrer showet. Knapt er man nået forbi (en dog dybt ligegyldig) introfilm og den indledende loading-skærm, før man bliver sat bag rattet på en skriggul og laber Lamborghini Huracán og bliver bedt om at køre lige så tosset man lyster gennem norditalienske landsbyer, langs smukke kyststrækninger og gennem betagende marklandskaber. Bilen er hidsig og motoren brøler, men den er til at tæmme, og inden længe griner man smørret, mens man suser sidelæns gennem tætte kurver, mens dækkene skriger.

Forza Horizon 2 føles bare rigtigt.

Dette er en annonce:

I min tid med spillet har det gang på gang mindet mig om, hvor meget jeg dog har savnet en ordentlig arkade-racer, der ikke havde travlt med at stopfodre mig med gimmicks (Need for Speed: Rivals, jeg kigger på dig), og samtidigt også lagde vægt på så fundamentale ting som at bremse, inden man kører ind i et sving.

Forza Horizon 2

Det er tydeligt at udviklerne fra Playground Studios har brugt en masse krudt på køreoplevelsen. Hvad end man drøner afsted i den afsindige Ariel Atom 500, der med turbolader kan ramme 300 km/t og stoppe på en halv meter, eller en gammel Renault 5 Turbo fra midt-80'erne, der er noget mere beskeden i sin ydelse, så er det en fornøjelse at køre dem lige til kanten, presse dem gennem kurver og væve ind og ud mellem trafikken. Arven fra hovedserien Forza Motorsport er tydelig, og selvom Horizon bestemt ikke er en sim-racer, så føles bilerne troværdige.

Og det er køreoplevelsen der gør, at man ser gennem fingre med nogle af de mangler, Forza Horizon 2 trods alt har. Og dem har jeg bemærket pænt mange af i min tid med spillet. De er stort set alle sammen petitesser, småting der ikke har afgørende indflydelse på oplevelsen, men som man alligevel ikke kan lade være med at studse over - og som, hvis de var blevet håndteret bedre, kunne have ført til en endnu bedre helhedsoplevelse. Men dem kan vi vende tilbage til senere.

Man får selvfølgelig ikke lov til at beholde Lamboen, men får et valg mellem tre ganske fine biler (jeg nuppede Z4'eren), og kan derefter kaste sig ud i Horizon-festivallen, den her lettere fortænkte kombination af Ibiza-fest og racing-event, der er spillets ramme. Ganske som i forgængeren. Man tilmelder sig en passende turnering, alt efter hvilken bil, man kører i, og herefter går turen til den relevante del af Sydfrankring eller Norditalien i et såkaldt "road trip" - en guidet køretur, der handler om at nyde udsigten og køreturen frem for at komme først. Derefter består hver turnering af fire løb af skiftende natur, herunder traditionelt ræs på omgange og punkt-til-punkt-løb, nogle gange over skiftende underlag. Når den (forhåbentlig) er vundet, går road trip-turen videre til næste turnering, og efter et bestemt antal turneringssejre låser man op for den store Horizon-finale, et maraton-løb gennem det meste af spillets temmelig store verden.

Jeg har indtil videre været i turneringer for blandt andet retro-hatchbacks (førnævnte Renault), retro-superbiler (som jeg kørte med en Lamborghini Diablo, jeg hurtigt blev dybt forelsket i), kultklassikere (Ford Transit Sport Van ftw!), Extreme Track Toys (Ariel Atom), moderne GT-biler (stor, dejlig Ferrari), moderne rallybiler (Subaru Impreza) og mere til. Variationen er stor, og uanset hvilken bil, man ønsker at køre i, kan man finde en turnering, den egner sig til.

Forza Horizon 2Forza Horizon 2

Når man ikke lige er i humør til et turneringsløb, er der rigeligt andet at kaste sig over. Horizon 2 foregår som sagt i et stort, åbent udsnit af Frankrig og Italien omkring Middelhavet, fra Nice i vest til Castelletto i øst. Alle veje er åbne fra start, og man kan også begive sig offroad som man vil.

Alle veje er befolkede af Drivatars, den særlige AI-teknologi, Microsoft har udviklet, der angiveligt tager ved lære af dine kørevaner og efterligner dem (angiveligt - det kommer vi til), og således er alle modkørere, du møder i Horizon, baseret på virkelige spillere. I hvert fald på papiret. Har nogle af dine Xbox Live-venner spillet enten Horizon 2 eller Forza Motorsport 5, vil du jævnligt møde dem både på åben vej og i reelle løb. På vejene kan du udfordre dem med et enkelt knaptryk, og spillet udplotter straks en rute, I kan race mod hinanden på.

Parkeret rundt omkring i spilverdenen finder man også biler fra den såkaldte Bucket List - 30 exceptionelle, eksotiske, sjældne eller gale superbiler, der alle har et særligt event tilknyttet - at nå gennem en særligt udfordrende rute inden for en tidsgrænse, at slå et bestemt fartmål, lave X antal fede drifts, og så videre, og så videre. Listen tæller biler som Koenigsegg, LaFerrari, Bowler EXR S (i et løb, hvor man skal glemme alt om veje og bare pløje direkte over marker og enge så hurtigt man kan), McLaren F1 og mange andre, hvoraf en pæn del snildt koster over en million credits at købe - altså kan man på den måde få smagsprøver på de mest heftige biler, uden at ruinere sig selv, og samtidigt få nogle ret halsbrækkende køreoplevelser.

Til tider får man også tips om såkaldte Barn Finds, gamle klassikere der står hengemt og henfaldende i lader, men som man får restaureret og tilføjet til sin samling - hvis man altså kan finde dem. Det kræver som regel af man finkæmmer et større område, for disse lader ligger så godt som aldrig tæt på en "rigtig" vej.

Forza Horizon 2

Ganske som i Forza Motorsport-serien kan man tune og opgradere sine biler, og selvom systemet måske ikke er helt lige så udførligt som hos storebror, så er det tæt på, og jeg kan snildt bruge tyve minutter på at finde lige de opgraderinger, der lader mig blive inden for en given klasse (D, C, B, A, S1, S2) og samtidigt skære et par ekstra kilo af vægten. Gider man ikke rode med den slags, kan man også bare bede spillet om at optimere sin bil til en given klasse, så vælger det selv nogle passende opgraderinger.

Forza Horizon 2 er sjovt og enormt varieret, køreoplevelsen er efter min mening fremragende, og fartfornemmelsen er sublim, især i de virkelig (250+ km/t) hurtige biler. Og selvom man kan drifte sig vej gennem mange kurver, så får man ofte bedre resultater ved at tage dem rent, og det er lige sådan jeg kan lide det.

Og hvad var det så for nogle problemer, jeg mumlede om i starten? Ja, dem er der som sagt en del af. De fleste af dem har kun overfladisk betydning, men de er alle sammen med til at give indtryk af et spil, der kunne være bedre. Af en eller anden grund har man fra starten af spillet kun adgang til tre radiostationer, men låser op for flere, efterhånden som man begiver sig gennem spillet, hvilket virker som et komplet åndssvagt valg. For eksempel bliver kanalen for pladeselskabet Ninja Tune (!) og den klassiske radiokanal låst temmelig sent op, og det er en skam, især når store dele af soundtracket på de andre kanaler er rædderlig eurodance.

Hele indpakningen med Horizon-festivallen fylder også langt mere end den behøver, og man bliver hurtig ret træt af ham gutten, der så at sige er vært for det hele. Hold op med at snak og lad mig køre ræs! Jeg har også oplevet at overhale den samme Drivatar to gange på samme road trip, hvilket ikke burde kunne lade sig gøre.

Forza Horizon 2

Apropos Drivatars, så er jeg på ingen måde overbevist om at de ikke bare er rent fup. I nogle af de første løb, jeg kørte, lå en af mine Xbox Live-venners Drivatar konsekvent nummer to (efter mig, selvfølgelig). Et hurtig opslag på hans XBL-profil viser, at han har spillet Forza 5 i omkring 20 minutter. Alligevel slog hans drivatar konsekvent en af mine andre venners, der ellers er racing-geek af rang og kender Nordschleife som sin egen bukselomme, såvel som min kollega Christian Gacas, der ligeledes er bilnørd (og på dette tidspunkt var level nogle-og-70 i spillet).

Det er også svært at genspille tidligere løb. Muligheden er der, men den er pakket virkelig, virkelig langt væk, og kræver at man genspiller tidligere turneringer. Man kan ikke bare vælge en strækning og køre på den igen. Der savner jeg lidt Forza Motorsports mulighed for bare at vælge en bil og en bane og så køre ræs. I Horizon slipper man ikke uden om den ellers fine turneringsstruktur.

Dertil halter det med udfordringen i løbene. Jeg har hævet sværhedsgraden flere gange nu, og alligevel bliver jeg ved med at vinde samtlige løb ganske komfortabelt. AI'en er simpelthen ikke god nok. Værre bliver det af, at hvis man ligger tæt bag en modkører og aktiverer rewind-funktionen, så vil han konsekvent begå en brøler af en kørefejl, så han ender i rækværket eller spinner ud. Det sker hver gang. AI'en lader altså meget tilbage at ønske, hvilket desværre gælder mange racing-spil. I det mindste rubberbander de ikke.

Til gengæld bliver man efter hvert løb tilbudt at køre mod en rival - typisk en ven eller et medlem fra ens bilklub (spillets var på klaner) - der har sat en tid på samme bane, der ligger inden for få sekunder. Her ligger der en helt anden udfordring begravet, og lykkedes det at barbere de nødvendige sekunder af ens tid, hvilket ofte tager adskillige omgange, står spillet klar med en ny rival, der har en endnu bedre tid.

Forza Horizon 2

Det giver måske et praj om hvor spillets virkelige langtidsholdbarhed skal findes, nemlig online. Jeg har ikke haft mulighed for at teste den så udførligt som jeg gerne ville, da der kun er en håndfuld personer, der i skrivende stund har spillet, men lidt har jeg da prøvet. Op til 12 spillere kan cruise omkring i Free Roam, hvor der er strøet løb og events rundt om i verdenen med rund hånd, på lige netop den måde, jeg savner i solospillet. Det er blot et spørgsmål om at én spiller kører hen til et af dem og inviterer de andre, og så er man i gang. Sålænge alle har en nogenlunde fornuftig netforbindelse, er der ingen problemer med lag, og skulle nogle få problemer af den natur, laver spillet dem automatisk om til et "ghost", så de ikke spærrer vejen for andre.

Har man nogenlunde matchende biler inden for klassen, så er der lagt i ovnen til tætte og intense løb, hvor køreevner er altafgørende, og hvor checkpoints på ruten forhindrer at folk bliver for kreative mht til genveje. Jeg har ikke fået prøvet mange af disse løb, men de få jeg dog har prøvet var ubetingede succeser, der tegner aldeles lovende.

Der har længe været tørke, når det kommer til gode arkade-racere, men det sætter Forza Horizon 2 endegyldigt en stopper for. Spillet har som sagt mangler, men opvejer dem med rendyrket køreglæde, hvor bilerne gerne svinger med rumpen, men veltimede nedbremsninger og idealkurver alligevel er den bedste vej til sejr.

Dertil kommer nogle ret gale og underholdende indfald og en enorm variation, samt en online-del der har potentiale til at få et rigtig langt liv. Det handler om at køre i eksotiske biler med halsbrækkende hastigheder gennem idylliske landskaber, og den stemning rammer Forza Horizon 2 perfekt. Er du ligesom jeg glad for arkade-racere, så er dette her det bedste udspil i genren, vi længe har fået.

Forza Horizon 2
Forza Horizon 2
Forza Horizon 2
Forza Horizon 2
Forza Horizon 2
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Skøn køreoplevelse, bilfysikken rammer en perfekt balance mellem realisme og arkade, stor variation, smukke landskaber, fremragende lydeffekter
-
Drivatar-systemet kunne lige så godt være fup, skuffende AI, halvfesent soundtrack
Dette er en annonce: